Independencia - StudentTheses@CBS

”Independencia”
En komparativ diskursanalyse af spanske og danske mediers dækning af catalanernes ønske om
uafhængighed.
A comparative discourse analysis of Spanish and Danish media coverage of the Catalans desire for
independence.
Kandidatafhandling
Dato: 6. oktober 2014
Forfatter: Christina Narbón Blanc Gauguin
Cand.ling.merc. – Spansk og kommunikation (MLSK)
Vejleder: Henrik Høeg Müller- Department of International Business Communication
Omfang: 181.973 typeenheder svarende til 79,9 normalsider á 2275 typeenheder
Copenhagen Business School, oktober 2014
Resumen:
"Independencia"
El 11 de septiembre de 2012 los catalanes celebraron una Diada que fue muy diferente de las anteriores. En
esta ocasión, el mundo exterior se dio cuenta del deseo de independencia de los catalanes que expusieron
en grandes pancartas y lemas. Tanto los medios españoles como los daneses han hablado mucho sobre el
deseo independentista catalan de ser un estado propio. Fuera de Cataluña, la mayoría de los medios
españoles han descrito este deseo en términos negativos. Esta tesis surge al ver que los periódicos daneses
en algunos casos también reflejan los puntos de vista negativos sobre los catalanes y su deseo de
independencia. Son puntos de vista muy similares a los que se encuentran en muchos medios de
comunicación españoles.
Para investigar si hay lugar para preocupación, esta tesis usa el análisis crítico del discurso como teoría y
método. El modelo tridimensional propuesto por Norman Fairclogh servirá como marco para analizar 55
artículos españoles y daneses. Los artículos están recolectados entre el 11 de septiembre de 2011 y el 23 de
diciembre de 2013 y se centran sobre 4 acontecimientos, donde el deseo catalán de ser independiente ha
progresado. Estos acontecimientos son: La Diada de 2012, las elecciones en Cataluña de 2012, La Diada de
2013 y preguntas y fecha para el referéndum soberanista en Cataluña. La prensa española está
representada por los periódicos: El País, El Mundo y ABC. Los periódicos daneses por: Berlingske, JyllandsPosten y Politiken.
A través del análisis de texto, del análisis de la práctica discursiva y del análisis de la práctica social esta
tesis responde a 3 preguntas.
Primera pregunta: ¿Cuáles son los discursos en uso cuando los medios de comunicación español /danés
mencionan el deseo de independencia de los catalanes? En los artículos españoles se encuentran 6
discursos: discurso negativo de independencia, discurso de unidad, discurso de amenaza, discurso de
mayoría silenciosa, discurso de comunicación y discurso de exclusión. En los artículos daneses hay 4
discursos: discurso de lucha, discurso de crisis, discurso negativo de independencia y discurso de exclusión.
La siguiente pregunta se contesta haciendo un análisis del discurso comparativo: ¿Qué similitudes y
diferencias existen entre los discursos? Al compararlos se encuentra que los artículos españoles usan 4
discursos que no constan en los artículos daneses. El discurso de comunicación además está casi
exclusivamente presente en los artículos de El País, cuando el periódico pide que haya un diálogo entre el
gobierno español y el gobierno catalán para resolver el problema. En los artículos daneses hay 2 discursos
que no existen en los artículos españoles. Finalmente hay 2 discursos que están presentes en los periódicos
de ambos países. El discurso negativo de independencia hace hincapié sobre la Constitución española como
símbolo de la unión de España y de una ley inviolable. Los artículos daneses usan este discurso cuando
señalan a los independentistas catalanes como seres egoístas y avaros, cuyo deseo de independencia se
debe a la renuncia al apoyo económico a las regiones más pobres de país. El discurso de exclusión también
está presente en los artículos de ambos países, concretamente cuando los artículos tratan la exclusión de
Cataluña de la UE, en caso de que se llegue a independizar.
Tercera y última pregunta de la tesis: ¿Cómo han influido los discursos de los medios españoles en los
medios daneses sobre este deseo de independencia y que consecuencias ha tenido esta influencia? Para
contestar a esta pregunta se han recogido los resultados del análisis de texto y del análisis de la práctica
discursiva y se han puesto en un contexto social. El análisis indica que los 3 discursos: discurso negativo de
independencia, discurso de unidad y discurso de amenaza juntos ayudan a mantener el statu quo en la
sociedad española en la cual existe un discurso nacional donde la unidad de España está representada por
la Constitución española. Los 3 discursos mencionados también hacen uso de la constitución española
como símbolo de unión y ley inviolable. La influencia de los discursos españoles se ven en el discurso
negativo de independencia de los artículos daneses. La consecuencia de esta influencia es que los articulos
daneses también dan una imagen negativa de los independistas catalanes. Un grupo de catalanes, a fin de
intentar cambiar esta imagen negativa, ha creado la organización Col•lectiu Emma.
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ................................................................................................................................................ 8
1.1 Motivation ......................................................................................................................................... 8
1.2 Problemformulering ........................................................................................................................... 9
1.3 Hypotese ............................................................................................................................................ 9
1.4 Teori og metode ................................................................................................................................. 9
1.5 Afgrænsning ......................................................................................................................................10
2. Metode ...................................................................................................................................................11
2.1 Videnskabsteoretisk ståsted – Socialkonstruktionismen ....................................................................11
2.2 Diskursanalysen som metode ............................................................................................................12
2.2.1 Diskursbegrebet .........................................................................................................................13
2.2.2 Mediediskurs..............................................................................................................................13
2.3 Den kritiske diskursanalyse................................................................................................................15
2.3.1 Norman Fairclough .....................................................................................................................16
2.4 Indsamling og afgrænsning af empiri .................................................................................................17
2.4.1 Indsamling ..................................................................................................................................17
2.4.2 Afgrænsning ...............................................................................................................................18
2.5 Metodekritik .....................................................................................................................................23
3. Teori .......................................................................................................................................................25
3.1 Kritisk diskursanalyse ........................................................................................................................25
3.1.1 Norman Faircloughs tredimensionelle model..............................................................................25
4. Analysestrategi .......................................................................................................................................31
4.1 Bemærkninger til analysen ................................................................................................................31
5. Analyse del I: Spanske artikler .................................................................................................................33
5.1 Diskursive praksis ..............................................................................................................................34
5.1.1 Interdiskursivitet ........................................................................................................................34
5.1.2 Intertekstualitet .........................................................................................................................47
5.2 Tekstdimensionen .............................................................................................................................52
5.2.1 Ordvalg.......................................................................................................................................52
5.2.2 Modalitet ...................................................................................................................................53
6. Analyse del II: Danske artikler .................................................................................................................55
6.1 Diskursive praksis ..............................................................................................................................56
6.1.1 Interdiskursivitet ........................................................................................................................56
6.1.2 Intertekstualitet .........................................................................................................................63
6.2 Tekstdimensionen .............................................................................................................................68
6.2.1 Ordvalg.......................................................................................................................................68
6.2.2 Modalitet ...................................................................................................................................69
7. Komparativ analyse.................................................................................................................................72
8. Analyse af social praksis ..........................................................................................................................79
9. Konklusion ..............................................................................................................................................81
10. Litteraturliste ........................................................................................................................................86
11. Bilag ......................................................................................................................................................88
1. Indledning
Den 11. september 2012 opdagede omverden at mange catalanere ønsker at blive uafhængige af Spanien.
Den catalanske nationaldag, la Diada, blev ikke fejret på sædvanlig vis men udviklede sig til en kæmpe
demonstration i regionens hovedstad, Barcelona. Gaderne i byen blev fyldt med catalanere, der bad i kor
om ”Independencia”. Mange medier, deriblandt de spanske udenfor Cataloniens grænser og de danske
medier, bragte nyheden om denne begivenhed.
Catalanernes ønske om selvstændighed er en aktuel sag, der er blevet og bliver skrevet meget om. Især i
disse dage, hvor en catalansk folkeafstemning fastsat til den 9. november i år skal afgøre om Catalonien vil
løsrive sig fra Spanien.
Min interesse for emnet er ikke kun opstået fordi jeg er spanskstuderende på CBS, og derfor har en faglig
nysgerrighed om Spanien. Min mor, hele hendes familie og mange af mine venner er fra Catalonien. Fra
1989 til 1996 boede jeg i regionen og studerede på et catalansk gymnasium. Både før og efter mit ophold
har jeg besøgt familien i Catalonien mindst en gang om året og derfor har jeg også en personlig interesse i
at følge, hvad der sker i Spanien og især i Catalonien. Jeg kender mange, der har deltaget i ovennævnte
demonstration og for dem var det ikke starten på et ønske om et uafhængigt Catalonien. Det var derimod
en begivenhed, hvor omverden lagde mærke til dem. Dagene efter spurgte de ind til hvad de danske
medier havde fortalt om dem og begivenheden. De var både forventningsfulde og glade for at de var blevet
hørt. Men også bekymrede for om de danske medier gengav nogle af de negative omtaler der var i de
spanske medier udenfor Catalonien.
Forholdet mellem Catalonien og resten af Spanien, især med den centrale regering i Madrid, er ikke blevet
bedre efter denne demonstration for uafhængighed. Medierne har været talerør for sider. Både dem der er
for et selvstændigt Catalonien og dem der er for et samlet Spanien.
1.1 Motivation
Som sagt har man altså kunne følge catalanernes ønske om uafhængighed og tilsvarende Spaniens svar og
holdning til dette i medierne. Både de spanske og danske aviser har skrevet om emnet. Dette speciale tager
afsæt i en nysgerrighed og bekymring for at danske aviser også afspejler de negative synspunkter og
holdninger omkring catalanernes ønske om selvstændighed, der til dels præger det spanske mediebillede
når de omtaler Catalonien.
1.2 Problemformulering
Formålet med specialet er at foretage en komparativ diskursanalyse af spanske og danske mediers dækning
af catalanernes ønske om uafhængighed, for at kunne svare på nedenstående problemformulering.
Følgende spørgsmål vil besvares:
Hvilke diskurser tages i brug når de spanske/danske medier omtaler catalanernes ønske om
uafhængighed?
Hvilke ligheder og forskelle er der på diskurserne?
På hvilken måde har de spanske mediers diskurser haft indflydelse på de danske mediers diskurser, der
bruges når catalanernes ønske om uafhængighed fra Spanien omtales, og hvilke konsekvenser har denne
indflydelse haft?
1.3 Hypotese
Under tilblivelsen af specialet var følgende formodninger med til at danne problemformuleringen. Den
første hypotese var, at der ville være et sammenfald mellem diskurserne brugt i de to landes artikler
omkring emnet om catalanernes ønske om uafhængighed. Den anden hypotese var, at de spanske mediers
diskurser har haft indflydelse på de danske mediers diskurser når de omtaler emnet.
1.4 Teori og metode
For at besvare problemformuleringen anvendes den kritiske diskursanalyse som beskrevet af Norman
Fairclough og helt konkret er hans tredimensionelle model valgt som teori og metode, da den beskæftiger
sig med sammenhæng mellem tekst, diskurs og den sociale kontekst. Som empiri er der valgt 31 artikler fra
3 spanske aviser og 24 artikler fra 3 danske aviser, der analyseres ved hjælp af den tredimensionelle model.
I metodeafsnittet vil den kritiske diskursanalyse og dataindsamling blive nærmere forklaret, og i
teoriafsnittet vil Norman Faircloughs tredimensionelle model uddybes.
1.5 Afgrænsning
Specialet har fokus på de skrevne nyhedsmedier, da analysen af radio- og tv-mediet ville kræve et større
arbejde i indsamling og transskribering end det fandtes muligt. Når man tager den begrænsede tidsperiode
til specialeskrivningen (6 måneder) og omfang (højst 80 normalsider) i betragtning, er der derfor valgt en
løsning der stadig kan besvare problemformuleringen.
2. Metode
Specialet vil gennem brugen af teorien om kritisk diskursanalyse af Norman Fairclough belyse og svare på
problemformuleringen.
Først vil specialets videnskabsteoretiske ståsted begrundes. Socialkonstruktionismen er fundamentet i
opgavens metode. Derefter beskrives diskursanalysen som metode og hvad formålet med den er. Herefter
vil definitionen af diskurs der er fundet mest brugbar til specialet forklares. Diskursanalyse og diskurs er i
det hele taget et stort felt, og derfor er man nød til at indsnævre det. Hermed ikke ment, at der ikke findes
andre måder, at definere eller bruge diskursbegrebet eller diskursanalysen på. Jeg kommer bare med min
fortolkning af det.
Efterfølgende vil mediediskursen og medierne forklares. Hvorefter den kritiske diskursanalyse og Norman
Faircloughs version af den vil beskrives. Afslutningsvis vil afgrænsning og indsamling af empiri skildres.
2.1 Videnskabsteoretisk ståsted – Socialkonstruktionismen
Specialets videnskabsteoretiske ståsted udspringer af måden jeg forstår og ser verden på. Som tosproget
har jeg utallige gange været vidne til hvordan verden kan ses på forskellige måder1. Vores måde at beskrive
en situation er forskellig afhængig af, hvor i verden vi kommer fra og vores vilkår i livet. Jeg mener at
socialkonstruktionismen bedst favner min forståelse af verden. I Vivien Burrs bog ”Social Constructionism”
beskriver hun fire præmisser der er karakteristika af socialkonstruktionismens generelle filosofiske
antagelser.
1-Den første antagelse er en kritisk indstilling overfor selvfølgelig viden. Vi kan ikke tage vores viden om
verden som den objektive sandhed. Socialkonstruktionismen advarer os om at være mistænkelige over for
vores egne antagelser af, hvordan verden er og ser ud. Vi mennesker har det med at inddele verden i
kategorier, for at gøre det lettere at forstå den, men vi må forstå at verden ikke nødvendigvis består af
disse opdelinger (Jørgensen & Phillips, 2005:13 og Burr, 2003).
1
Per Durst-Andersen beskriver i sin bog ”Bag om sproget” fra 2011 forskellene på vores opfattelse og beskrivelse af
verden igennem de forskellige sprog.
2-Den anden antagelse er historisk og kulturel specificitet. De kategorier og koncepter vi bruger og måden
vi forstår verden på, er historisk og kulturelt specifikt. Hvor og hvornår vi lever præger vores forståelse af
verden. Vi må ikke antage at vores forståelse af verden er den rigtige og tættere på sandheden end
hvordan andre ser den (Jørgensen & Phillips, 2005:14, Burr, 2003 og Durst-Andersen, 2011).
3-Den tredje antagelse er at der er sammenhæng mellem viden og sociale processer. Vores forståelse af
verden bliver skabt og opretholdt i sociale processer. Vores sociale interaktioner og især sproget bygger på
og viser fælles sandheder (Jørgensen & Phillips, 2005:14 og Burr, 2003).
4-Den fjerde og sidste antagelse er at der er sammenhæng mellem viden og social handling. Der findes
mange mulige konstruktioner af verdensbilledet som inviterer til forskellige sociale handlinger. Nogle virker
naturlige for os, hvorimod andre ekskluderes og er utænkelige (Jørgensen & Phillips:14, 2005 og Burr,
2003).
2.2 Diskursanalysen som metode
En diskursanalyse er både en metode og en teori, der er bygget op om de grundlæggende filosofiske
præmisser eller antagelser, der udgør den socialkonstruktionistiske tankegang. Diskursanalyse kan for
eksempel bruges når man er interesseret i at undersøge, hvordan nogle bestemte fænomener og
verdensbilleder fremstilles i medierne.
Hensigten med dette speciale, er at analysere hvordan to forskellige landes medier beskriver det samme
fænomen og se om der er sammenfald i deres sprogbrug og vidensskabelse. Diskursanalysen fokuserer
netop på de forskellige mønstre sproget er struktureret i vores ageren inden for forskellige sociale
domæner (Jørgensen & Phillips, 2005:9), og er derfor velegnet som analyseform til denne opgave.
Formålet med en diskursanalyse er at undersøge sproget og hvilke sociale konsekvenser det har.
Diskursanalysen er ikke kun en metode men også en måde at tænke på og forstå verden. En diskursanalyse
vil ikke give os konkrete svar, men den vil gøre os i stand til at forstå de bagvedliggende betingelser bag et
konkret problem. Den gør os opmærksomme på vores egne og andres skjulte motivationer og kan derfor
hjælpe os med at kunne løse konkrete problemer(Fairclough, 1995b).
2.2.1 Diskursbegrebet
Definitionen på diskurs i specialet er at det er en bestemt måde at tale om og forstå omverdenen på, altså
en måde at repræsentere verden fra et bestemt perspektiv (Fairclough, 2010:3). Den bygger på en ide om
at sproget er struktureret i forskellige mønstre, som vores udsagn følger når vi agerer inden for forskellige
sociale domæner. Analysen af diskurs har mange forskellige tilgange og kan bruges på mange forskellige
sociale områder og i mange typer undersøgelser af disse mønstre af udsagn (Jørgensen & Phillips, 2005:9).
I bogen Methods of Critical Discourse Analysis skrevet af Ruth Wodak og Michael Meyer fra 2009 står der,
at inden for den kritiske diskursanalyse defineres diskurs som at sprogbrug i tale eller skrevet form er en
form for social praksis. Dette indebærer et dialektisk forhold2 mellem en bestemt diskursiv begivenhed og
situationen, institution og den sociale struktur. Det vil sige, at de samfundsmæssige strukturer både er en
betingelse for og en effekt af diskursiv praksis. Eftersom diskurs er så socialt betinget, kan det give
anledning til problemer med magt, da den kan hjælpe med at frembringe og genskabe ulige magtrelationer
imellem for eksempel sociale klasser, kvinder og mænd og kulturelle majoriteter og minoriteter igennem
måden de repræsenterer ting og folk3.
2.2.2 Mediediskurs
I specialet bruges de skrevne medier for at gå i dybden med en kritisk diskursanalyse. Guy Cook skriver i sin
bog The Discourse of Adverticing, at diskursanalyse ikke kun undersøger sproget, men også
kommunikationskonteksten. Altså hvem siger noget til hvem og hvorfor. I hvilket samfund og situation og
igennem hvilket medie mm. (Cook, 2001). Medierne har fået større udbredelse og indflydelse på vores
samfund og er derfor meget brugt i diskursanalyser.
Inden for feltet diskursanalyse er der en del forskere og forfattere, der har fokus på mediediskurs. Allan Bell
giver i bogen Media Discourse fire hovedårsager til hvorfor der er interesse for mediediskurs: 1- medierne
en rig kilde af lettilgængelige data. 2- brugen af mediet påvirker og repræsenterer folks brug af sproget og
deres holdninger til selvsamme i samfundet. 3- medierne kan fortælle os en hel del om stereotyper og
2
3
Dialektisk forhold forstås som gensidig indflydelse og gensidigt afhængige.
Fairclough og Wodak 1997.
sociale meninger der bliver overført gennem sprog og kommunikation. 4- medierne påvirker og afspejler
dannelsen og fremstillingen af politik, kultur og det sociale liv (Bell & Garrett, 1998).
Det meste af det arbejde, der er lagt i mediediskursanalyse har været omkring nyheder. Dette er nok pga.
af nyhedernes status som den højst ansete af de daglige mediegenrer og dets rolle i centrum af udøvelsen
af magt i det moderne samfund. De medier nyhederne normalt udsendes i og på, og som forskerne
koncentrerer sig om, er bl.a. dagspressen, fjernsyn og radio (Bell & Garrett, 1998). Forskerne angriber
analyserne forskelligt, afhængigt af mediet men kritisk diskursanalyse har været en af de mest brugte inden
for analysen af mediediskursen (Bell & Garrett, 1998).
Den britiske diskursanalytiker Norman Fairclough har skrevet bogen Media Discourse (1995a:59), hvor han
anvender den kritiske diskursanalyses tredimensionelle ramme4 han har udviklet tidligere. Han trækker på
eksempler fra radio, tv og aviser, hvor han fokuserer på at ændre praksis for mediediskursen i forhold til de
bredere processer for social og kulturel forandring. Han slår især ned på spændingerne mellem offentlige
og private i medierne og mellem information og underholdning.
2.2.2.1 Medierne
Medie er et begreb der har mange facetter og som kan bruges i mange forskellige betydninger. ”Medier”
bruges ofte synonymt med ordet ”presse” når vi bruger det til dagligt og omfatter bl.a. aviser, tv og radio.
Egentligt er de tre nævnte medier en del af massemedierne, men medie kan også være en kommunikation
mellem to mennesker. Massemedier kan nå ud til mange mennesker og distribuere budskaber. Derfor
bliver de ofte brugt som nyhedsformidlende, men de er i det hele taget informationsdistribuerende. De
nyhedsformidlende massemedier fungerer ofte som bindeled mellem det politiske system og befolkningen
(Merkelsen, 2007).
I og med at medierne kan nå ud til mange har de en vis magt. De er en del af meningsdannelsen i vores
samfund. Selvom Harold D. Laswells kanylemodel, hvor massemedierne kan sprøjte værdier, holdninger og
normer direkte ind i modtageren, for længest er blevet afvist (Merkelsen, 2007) bliver vi påvirket af, hvad vi
læser i medierne. Medierne har indflydelse på hvad vi skal mene noget om ved at udelade eller ved at
4
Faircloughs tredimensionelle ramme vil blive forklaret i teori kapitlet.
fokusere på visse emner5. Bernard C. Cohen´s beskrivende sætning opsummerer det meget godt : “The
press may not be successful much of the time in telling people what to think, but it is stunningly successful in
telling its readers what to think about” (Merkelsen, 2007). Mediernes valg af emner viser os, hvor vi skal
have opmærksomheden rettet mod.
Når medierne f.eks. beskriver en regerings økonomiske stramninger som et lov og ordens problem og ikke
som socioøkonomisk problem agerer de som en definitionsmagt, der til dels legitimerer politikernes øgede
politimæssige oprustning og indsats (Merkelsen, 2007).
Brugen af meningsdannere6 eller kilder til at påvirke befolkningen er blevet meget almindeligt. Vi har
nemmere ved at tro på en eksperts udtalelser om et emne, og hvad de definerer som værende normalt
eller afvigende har stor indflydelse på os (Merkelsen, 2007). En eksperts udtalelser giver troværdighed til de
givne emner. Vi bruger også medierne til at bekræfte vores synspunkter og holdninger ved at lytte til og
opsøge den politiker, journalist eller ekspert vi føler os enige med. F.eks. er valget af den avis vi læser til
dels påvirket af vores politiske holdninger.
Medier har en vigtig rolle i vores samfund og har derfor været genstand for mange kritiske diskursanalyser
pga. deres væsentlige diskursbærende rolle. Mediet som fokuseres på i denne afhandling er som nævnt
aviser (tre fra Spanien og tre fra Danmark), som analyseres ved hjælp af den kritiske diskursanalyse.
2.3 Den kritiske diskursanalyse
Den kritiske diskursanalyses fødsel var i starten af 1990´erne, hvor Teun van Dijk, Norman Fairclough,
Gunther Kress, Theo van Leeuwen og Ruth Wodak dannede et netværk af kritiske diskursanalytikere. De
mødes til et symposium hvert år siden 1991 (Wodak & Meyer, 2009:3). Indenfor feltet kritisk diskursanalyse
er der flere teoretikere og tilgange, som dog har nogle fællestræk ifølge Fairclough og Wodak (skitseret i
Jørgensen & Phillips, 2005:73-76).
De fem fællestræk blandt de kritisk-diskursanalytiske tilgange:
1- Sociale og kulturelle processer og strukturer har delvis lingvistisk-diskursiv karakter.
2- Diskurs er både konstituerende og konstitueret.
5
Ifølge McCombs og Shaws agenda setting teori har medierne stor magt til at påvirke hvad politikerne skal mene
noget om, især ved de fravalg de foretager i deres dækning af forskellige emner(Merkelsen, 2007).
6
Opinion leaders (Merkelsen, 2007).
3- Sprogbrug skal analyseres empirisk i den sociale sammenhæng.
4- Diskurs fungerer ideologisk.
5- Kritisk forskning.
Der er stadig stor forskel på de kritiske diskursanalytiske tilgange selv med de fælles træk. Især når det
angår deres teoretisering af diskurs og deres metoder til empiriske undersøgelser af sprogbrug i social
interaktion (Jørgensen & Phillips, 2005:76).
2.3.1 Norman Fairclough
Norman Fairclough er en britisk lingvist og diskursanalytiker (Fairclough, 2008)7, der har skrevet meget om
kritisk diskursanalyse, bl.a. i bøgerne Media Discourse fra 1995 og Critical Discourse -The critical study of
language fra 1995/2010 og som også deltager i netværket af kritiske diskursanalytikere på deres årlige
symposium. Fairclough har været med til at definere feltet kritisk diskursanalyse og har udviklet sin egen
tilgang til mediediskurs og diskursanalyse gennem sin interesse og arbejde med sprog, diskurs og magt i
samfundet. Hans tilgang til kritisk diskursanalyse bygger bl.a. på Hallidays funktionelle sprogteori, som han
derudover bygger op med en mere aktuel social teori især hentet fra den franske teoretiker Foucault (Bell
& Garrett, 1998).
Fairclough bruger begrebet kritisk diskursanalyse, som betegnelse for sin egen tilgang til diskursanalyse,
samtidig med at begrebet også bruges som betegnelse af det bredere felt inden for diskursanalyse, hvor
under der tilhører flere tilgange (Jørgensen & Phillips, 2005:76). Han definerer diskurs på flere måder, men
væsentligt skelner han mellem diskurs som en abstrakt størrelse, hvor det dækker ”sprogbrug som social
praksis” i en bredere forstand, og diskurs som værende mere snæver, teknisk forstand, hvor det er ”en
måde at give betydning til erfaring fra et bestemt perspektiv” (Jørgensen & Phillips, 2005:79). For
Fairclough er målet med den kritiske diskursanalyse, at skabe mulighed for at bidrage til mere demokrati,
lighed og frigørelse, ved at afsløre, afdække og diagnosticere problemer og magtrelationer eller mulige
ulige magtbalancer ved hjælp af lingvistiske midler (Fairclough, 2008)8. Ifølge Fairclough er kritisk
diskursanalyse en mere ”kritisk” tilgang til diskursanalyse. I bogen Critical Discourse Analysis fra 2010 (side
10) skriver Fairclough at kritisk diskursanalyse skal indeholde følgende karakteristika:
7
8
Elisabeth Halskov Jensen forord om Norman Fairclough.
Elisabeth Halskov Jensen forord om Norman Fairclough.
1- Det er ikke kun en analyse af diskurs (eller mere konkret af tekster), det er en del af en form for
systematisk tværfaglig analyse af forbindelserne mellem diskurs og andre elementer af den sociale
proces.
2- Det er ikke kun almindelige bemærkninger til diskurs, det omfatter en form for systematisk analyse
af tekster.
3- Det er ikke kun beskrivende, det er også normativt. Det behandler de sociale uretfærdigheder og
magtbalancer i deres diskursive aspekter og mulige måder at rette eller mindske dem.
Fairclough gør brug af en tredimensionel ramme til sit diskursanalytiske arbejde. Denne ramme består af
tekst, diskursiv praksis og social praksis (Fairclough, 1995a:59). Faircloughs tredimensionelle model vil blive
uddybet i kapitel 3 i denne afhandling.
Diskursorden er et begreb Fairclough bruger til at betegne når flere diskurser kæmper i samme terræn. Det
er diskurser der opererer på samme sociale område og som både er i konflikt og i samklang med hinanden
(Jørgensen & Phillips, 2005:38). Når man skal analysere diskursen skal man se på summen af diskurstyper
(diskurser og genrer), som bruges inden for en social institution eller et socialt domæne. Som blandt andet
nyhedsgenren, interviewgenren eller reklamegenren der er eksempler på mediernes diskursorden
(Fairclough, 2010:95).
2.4 Indsamling og afgrænsning af empiri
For at besvare problemformulerings spørgsmål vil specialets empiri, som består af artikler fra 3 spanske
aviser og 3 danske aviser, analyseres.
2.4.1 Indsamling
Datamaterialet der analyses er indsamlet fra to artikeldatabaser via CBS´s bibliotek samt de respektive
avisers hjemmesider. De spanske artikler er indsamlet fra den internationale database Factiva og fra de
elektroniske versioner af de spanske aviser, der findes på internettet. Kilden til de danske artikler har været
databasen Infomedia og igen også de elektroniske versioner af aviserne på nettet. Grunden til at der ikke
kun er brugt CBS databaser, er fordi, at det ikke altid fremgår hvilken sektion i avisen artiklerne kan findes i
eller hvilket tidspunkt på dagen de er skrevet. Dette kunne have relevans i analysen og fremgik altså ikke
altid i Factiva og Infomedia. Derudover fandtes et par af artiklerne, der var relevante, ikke i de to
artikeldatabaser.
2.4.1.1 Søgekriterier
For at finde artiklerne til analysen blev søgeordet” Cataluña” brugt til at finde de spanske artikler og til de
danske artikler søgeordet ”Catalonien”. Grunden til at f.eks. ordet ”uafhængighed” ikke blev inddraget i
forbindelse med Catalonien, var at ikke alle artikler bruger de samme benævnelser, og dermed blev for
mange relevante artikler udelukket. Der blev heller ikke søgt på ordet ”uafhængighed” alene, da der kom
alt for mange irrelevante artikler med, som eksempelvis om Skotlands ønske om at blive uafhængige (nogle
af artiklerne inddrager dette emne, men det er til en sammenligning af situationen i Catalonien).
Tidsperioden, for de indsamlede artikler der udgør empirien er defineret ud fra fire begivenheder, der er
fokuseret på, og som er beskrevet i afsnit 2.4.2.1. Perioden gik fra den 11. september 2012 til den 23.
december 2013.
2.4.2 Afgrænsning
Aviserne, der er brugt som datamateriale i analysen er valgt fordi de er store landsdækkende aviser, der har
flest læsere og højeste oplagstal. Ved at vælge disse større aviser formodes det, at det vil give et billede af
hvordan de to landes skrevne medier beskriver et bestemt emne som når ud til mange. Derudover er der
fravalgt aviser, der har hovedsæde i Catalonien, som f.eks. La Vanguardia, da det her ikke er interessant,
hvordan catalanske aviser beskriver deres egen situation i analysen af de spanske aviser.
Ved indsamling af de artikler, der udgør empirien i opgaven, kunne det konstateres, at der er stor forskel
mellem mængden af artikler der er skrevet om emnet i de to respektive lande. I Spanien er der mange
artikler om emnet mens der derimod ikke er skrevet meget om emnet i de danske aviser. I Danmark er vi
(befolkningen) og medierne ikke så interesserede i hvad der sker i en region i Spanien mens de selvfølgelig i
landet selv er yderst påvirkede af cataloniernes gøren. Selvom intentionen oprindelig var kun at medtage
artikler produceret af aviserne alene, er der også inkluderet artikler skrevet af Ritzaus Bureau9. Tre af de
danske artikler (bragt i Jyllands-Posten10) er således oprindelig udsendt af Ritzau, men inkluderet i avisen
9
/ritzau/ er Danmarks største nyhedsbureau leverer nyheder til aviser, radio- og tv-stationer og websites.
https://www.ritzau.dk/
10
Bilagene 34, 48 og 53.
som en nyhedsartikel. De er medtaget, da der både manglede artikler, der fortalte om de begivenheder,
der er brugt som søgekriterie, og fordi artiklerne stadig giver et billede af de danske mediers valgte
dækning af emnet.
For at begrænse mængden af de spanske artikler, blev der undersøgt, hvad de danske artikler omhandlede.
Ved en hurtig gennemgang af de danske artikler kunne det ses, at de især var koncentreret omkring nogle
bestemte begivenheder, hvor catalanernes ønske om uafhængighed var mere fremtrædende og som lå på
nogle bestemte datoer. Derfor synes det hensigtsmæssigt at koncentrere de spanske artikler om disse
datoer og begivenheder for at kunne sammenligne diskurserne. Ved også at vælge artikler der kun
omhandler mærkedagene i de spanske medier, udelukkes der nok en del, men for at kunne lave en
overskuelig komparativ analyse, og for at mængden af artikler ikke bliver for overvældende, ses det som en
fornuftig løsning. Desuden giver det også et bedre sammenligningsgrundlag, da fokus er på de to landes
dækning af samme udvalgte begivenheder.
Som en yderligere afgrænsning af mængden af de spanske artikler valgtes de artikler, hvor avisernes
holdninger kommer tydeligst frem, og hvor avisen stod som tydelig afsender. Dette har for det meste været
deres lederartikler (editorial) frem for nyhedsartiklerne, som også er inkluderet. Artiklerne er derfor i nogle
tilfælde information og i andre tilfælde udgør de opinion. Begge genrer er medtaget, da avisernes
holdninger, både i deres formidling af nyhedsstof og i deres ledere ses som relevante. Lederartiklen har
som regel en fast plads i avisen og udtrykker avisens mening om et aktuelt samfundsproblem. De er
normalt ikke underskrevet af forfatter, da teksten ikke er personlig, men i stedet taler på offentlighedens
vegne. Som regel kan man aflæse avisens overordnede politiske holdning i lederartiklen. Det er også
relevant at se på de spanske nyhedsartikler, da de danske aviser i nogle tilfælde henviser direkte til dem, og
dermed er med til at præge de danske artikler. Mængden af lederartikler og nyhedsartikler er i de spanske
aviser er ret ligeligt fordelt (15 ud af de i alt 31 spanske artikler er ledere og de fleste af de danske artikler
er nyhedsartikler). Til slut var der et udvalg af 55 spanske og danske artikler i alt.
2.4.2.1 Datoerne og begivenhederne
De begivenheder analysen koncentreres omkring ligger på fire datoer i en periode på under halvandet år,
hvilket giver et øjebliksbillede af de spanske og danske medier i den periode.
11. september 2012: Demonstration i Barcelona til La Diada
Hvert år fejrer catalanerne La Diada som er deres nationaldag den 11. september. På denne dag mindes
belejringen af Barcelona i 1714 hvor byen faldt under Den spanske arvefølgekrig. Dagen fejres normalt med
blomsterofringer til catalanske frihedsfigurer. Der organiseres fester, der danses den catalanske folkedans
sardanes og der synges den catalanske nationalsang Els Segadors. Fra mange altaner hænger deres
nationalflag La Senyera (gult med fire røde streger).
Men den 11. september 2012 strømmede catalanere fra hele regionen ind til Barcelona og deltog i en
massiv demonstration. Demonstrationen var organiseret af Assemblea Nacional Catalana (ANC), hvis formål
er at opnå Cataloniens uafhængighed11. Situationen var den at mange flere mennesker end forventet gik på
gaden. Mange deltog for at ytre deres utilfredshed med hvordan den spanske centralregering behandler
dem. Man så ikke kun deres nationalflag La Senyera men også mange Senyera Estelada12 og blå Estelada13
som bruges af de catalanske nationalister/uafhængighedstilhængere.
25. november 2012: Valg i Catalonien
Efter den store demonstration den 11. september 2012, hvor rigtig mange catalanere gik på gaden for at
vise deres utilfredshed med den spanske centralregering, og hvor mange bad og ytrede deres ønske om at
blive uafhængige fra Spanien, besluttede den catalanske præsident Artur Mas, at udskrive regionsvalg før
tid. Formålet med valget var at catalanerne skulle stemme på de partier som de følte kunne udføre de
nødvendige tiltag for eller imod et selvstændigt Catalonien. Under valgkampen bekendtgjorde de
forskellige catalanske partier hvor de stod i forhold til uafhængighedsønsket. Artur Mases catalanske
regeringsparti Convergència i Unió (CiU) og Esquerra Republicana (ERC) som begge er for Cataloniens
selvstændighed, dannede regering sammen efter dette valg. Partit Socialista de Catalunya (PSC) som ikke
bekendte tydeligt om de var for eller imod uafhængigheden mistede stemmer. Partido Popular (PP) som
med resten af deres parti i den spanske centralregering altid har været modstandere af den catalanske
selvstændighed fik flere stemmer end ved det forrige regionsvalg.
11. september 2013: Menneskekæde på 400 km på nationaldagen La Diada
Den 11. september 2013 ville de catalanske uafhængighedstilhængere og alle de catalanere, der vil stemme
om deres selvstændighed vise omverden og dem selv, at de mente det alvorligt året før. Derfor
organiserede Assemblea Nacional Catalana (ANC) en 400 km lang menneskæde14, der gik igennem hele
11
Lederen af Assemblea Nacional Catalana, Carme Forcadell Lluis har beskrevet ANC´s formål i Bogen ”What´s up with
Catalonia?” fra 2013 (Castro, 2013).
12
Senyera med en rød stjerne i en gul trekant i den ene ende.
13
Senyera med en hvid stjerne i en blå trekant i den ene ende.
14
La Cadena Humana eller La Via Catalana.
Catalonien på deres nationaldag. Catalanerne holdt hånd og sang deres nationalsang eller råbte i kor
”Independencia”15, da de dannede menneskekæden kl. 17:1416. Inspirationen til La Via Catalana var den
600 km lange menneskekæde, som indbyggerne fra Estland, Letland og Litauen dannede i 1989 i protest
mod det russiske overherredømme.
12. december 2013: Fastsættelse af dato for afstemning om uafhængighed (9. november 2014)
Den 12. december 2013 fastsatte den catalanske regering en dato for en folkeafstemning om
uafhængighed. Datoen blev til den 9. november 2014 og spørgsmålene der bliver stillet er: "Ønsker du at
Catalonien skal blive en stat" og "Ønsker du at den stat skal være uafhængig". Den spanske centralregering
nægter at anerkende afstemningen, da de anser den som værende ulovlig, og i strid med den spanske
forfatning.
De catalanske uafhængighedstilhængere følger med stor interesse det uafhængighedsvalg, der blev aftalt
mellem David Cameron, Storbritanniens premierminister, og Skotlands førsteminister Alex Salmond i
oktober 2012 om Skotlands fremtid som selvstændig nation, og som er sat til den 18. september 2014 (dvs.
kun et par måneder før den catalanske folkeafstemning).
Meningsmålingerne om udfaldet af det skotske valg var overvejende til nej-siden. Men efter målingerne i
starten af september 2014 var ja-siden blevet større. Dette gav håb til de catalanske
uafhængighedstilhængere, der spejler sig i skotternes sag også selvom der er stor forskel på forholdet
Spanien-Catalonien i forhold til Storbritannien-Skotland. Udfaldet blev dog at skotterne stemte nej til et
uafhængigt Skotland.
2.4.2.2 Aviserne
Empirien består af avisartikler, der er indhentet fra i alt 6 aviser, henholdsvis tre spanske og tre danske. De
6 aviser repræsenterer de trykte nyhedsmedier i Spanien og Danmark. Aviserne er udvalgt ud fra kriteriet at
de er store landsdækkende aviser med høje oplagstal og mange læsere.
15
16
Uafhængighed, selvstændighed.
Tidspunktet var valgt for at mindes 1714, det år Barcelona faldt i den spanske arvefølgekrig.
2.4.2.2.1 Spanske aviser: El País, El Mundo og ABC
De tre spanske aviser i empirien er El País, El Mundo og ABC. Alle tre er rigsdækkende nyhedsaviser som
udgives på spansk og som har hovedkontor i Madrid. Som de fleste printede aviser er salgstallene de
seneste år faldende fordi mange af læserne er gået over til at læse nyheder på nettet.
El País:
El País blev grundlagt i 1976 efter Francos død og var et vigtigt symbol på et nyt demokratisk Spanien efter
diktaturets fald. Politisk er den centrum- venstre orienteret (Gunther, 1999) med mange læsere der støtter
Det Spanske Socialistiske Arbejderparti (PSOE). Oplagstallene for de seneste 2 år, og som omfatter perioden
for de analyserede artikler er faldende, men det er stadig den største avis i Spanien.
El Mundo:
El Mundo blev grundlagt i 1989 af bl.a. Pedro J. Ramírez der i midlertidigt blev fyret fra sin stilling som
chefredaktør i februar 2014. Politisk er avisen centrum-højreorienteret og har haft en stor rolle i det
politiske billede under den socialistiske regering med dens sensationelle angreb mod Felipe Gonzalez17 og
PSOE (Gunther, 1999). Oplagstallene for avisen har de sidste 2 år været faldende, ifølge OJD, men det er
stadig Spanien næststørste avis.
ABC:
ABC blev grundlagt i 1903 og er Spaniens tredjestørste nationale nyhedsavis. Politisk er den højreorienteret
(Gunther, 1999) og har i mange år støttet regeringspartiet Partido Popular og det spanske kongehus.
Oplagstallene for ABC har som de to andre aviser også været faldende.
2.4.2.2.2Danske aviser: Berlingske, Politiken og Jyllands Posten
De tre danske aviser i empirien er Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken. Alle tre er landsdækkende
nyhedsaviser.
17
Premierminister i Spanien fra 1982 til 1996.
Berlingske:
Berlingske er Danmarks ældste avis grundlagt allerede i 1749. Det er en borgerlig avis med hovedsæde i
København.
Jyllands-Posten:
Morgenavisen Jyllands-Posten blev grundlagt i 1871. Det er en borgerlig avis med hovedsæde i Århus der
har højreorienterede værdier.
Politiken:
Politiken blev grundlagt i 1884 og hovedsædet er i København. Det er en socialliberal avis som der er mere
til centrum-venstre.
2.5 Metodekritik
Grundlaget for denne afhandling, er som sagt, at undersøge nogle tekster for at finde diskurserne, der er
brugt, og sætte dem ind i en bredere social kontekst.
Den socialkonstruktionistiske tilgang har sammen med valget af kritisk diskursanalyse som teori og metode
en betydning for den viden der bliver frembragt, da der ifølge disse tilgange ikke kun findes én sand
beskrivelse af verden (Jørgensen & Phillips, 1999:32).
Forskeren fortolker teksterne ud fra et bestemt verdensbillede og kan kun forsøge at fremmedgøre sig selv
fra materialet for ikke at påvirke dette. Dermed fremkommer der ingen konkrete og målbare resultater,
men kun argumenter for tendenserne forskerens fortolkning af virkeligheden har resulteret i (Jørgensen &
Phillips, 1999:31).
Brugen af Norman Faircloughs tredimensionelle model til diskursanalyse indebærer at forskeren vælger
hvilke dele der er bedst i den givne analyse. Det er en vurderingssag hvad der bliver brugt og hvad der
bliver udeladt, og derfor vil forskellige diskursanalyser se meget forskellige ud (Jørgensen & Phillips,
1999:101).
For at analysere den sociale praksis giver Fairclough ingen retningslinjer for hvilke former for sociologisk
teori og kulturteori man kan eller skal anvende, hvilket åbner op for at man kan være i tvivl om alle teorier
er gode nok (Jørgensen & Phillips, 1999:101).
Udvalget af artiklerne, der er indsamlet bruges til at give et øjebliksbillede af de givne medier, om et
bestemt emne i en begrænset tidsperiode. Ved at have valgt nogle artikler og udeladt andre kan billedet
ikke blive fuldstændigt og vil være påvirket af de tendenser, der er set som de mest fremtrædende i de
brugte artikler.
3. Teori
Med udgangspunkt i socialkonstruktionismen, der som anført, er afhandlingens videnskabsteoretiske
ståsted, bruges den kritiske diskursanalyse som teori og metode. I forrige kapitel om metodiske
overvejelser blev både den generelle diskursanalyse og den kritiske diskursanalyses formål og metode
forklaret. Teorierne bag den kritiske diskursanalyse er som omtalt hentet fra Norman Fairclough. Hans
analysemodel vil blive uddybet i dette kapitel, og det er dele af den, der vil blive brugt som værktøj til at
analysere afhandlingens empiri.
3.1 Kritisk diskursanalyse
Norman Faircloughs lingvistiske, tekstnære og samtidig samfundskritiske tilgang til diskursanalysen sætter
rammen for analysen af empirien i dette speciale. Hans teori er en af de mest anvendte til diskursanalyser,
da den også tillader, at man bruger andre teorier til at slå ned i detaljerne. Fairclough har en værktøjskasse
af teorier, som man kan bruge til at analysere tekstelementerne og diskurserne, og han er åben for at man
kan inddrage andre nyttige teorier i analyser. Hans overordnede ramme for kritisk diskursanalyse er højst
anvendelig, da den integrerer både tekst, diskursiv praksis og social praksis.
3.1.1 Norman Faircloughs tredimensionelle model
Faircloughs tredimensionelle model forener tre analytiske trin i diskursanalysen: teksten, den diskursive
praksis og den sociale praksis. I Model 1 kan man se, hvordan at teksten er den inderste mikroanalyse, hvor
man koncentrerer sig om teksttrækkene, så som grammatik og stilistiske træk. Udenom dette trin af
analysen, er den diskursive praksis, som er en makroanalyse, hvor man fokuserer på, hvordan teksten
produceres af forfattere, der inddrager og genbruger allerede eksisterende diskurser og genrer, og hvor
tekstkonsumptionen foregår. Det tredje og yderste trin, er den sociale praksis, der omfatter de to andre
trin, og som bruges til at få indblik i implikationerne og konsekvenserne af den diskursive praksis.

Tekst: tale, skrift, billede eller en blanding af det sproglige og det visuelle – man skal se på tekstens
egenskaber.

Diskursiv praksis: produktion og konsumption af tekster – man skal se på om tekstforfattere trækker på
allerede eksisterende diskurser og genrer når teksten skabes.

Social praksis: se på den bredere sociale praksis som den kommunikative begivenhed er en del af.
Model 1: Norman Faircloughs tredimensionelle model (Fairclough, 1995a:59).
I Faircloughs model skal man analysere teksten, den diskursive praksis og den sociale praksis hver for sig
som værende tre dimensioner. Men de er gensidigt afhængige, hvilket han også forklarer i bogen Critical
Discourse Analysis (Fairclough, 1995a:59).
”The hypothesis is that significant connections exist between features of texts, ways in which texts are put
together and interpreted, and the nature of the social practice.” (Fairclough, 1995a:74).
Relationen mellem de tre dimensioner i hans analysemodel er, at man skal lave en beskrivelse af tekstens
egenskaber, lave en fortolkning af den diskursive praksis ved at binde den til teksten og afslutningsvis
komme med en forklaring på den sociale praksis ud fra hvad de foregående analyser siger.
De tre dimensioner I Faircloughs model vil nu blive forklaret nærmere.
3.1.1.1 Tekst
Den første dimension i Faircloughs tredimensionelle model er tekst. Begrebet tekst ses som sproget i både
skrift, billeder og tale. En tekst er produktet, der fremstilles, når en del af virkeligheden betegnes og
tillægges mening. Teksten er åben for fortolkninger og skal forstås i relation til den der fortolker og den
sociale og diskursive praksis, som er meningsskaber i teksten. Det vil sige at tekstanalysen anvendes til at få
indblik i de diskursive og sociale processer ved at aflæse de lingvistiske træk. Analysen af teksten er på et
mere beskrivende plan, hvorimod den diskursive- og sociale praksis er mere fortolkende. Men relationen
mellem teksten og den diskursive praksis gør at man må veksle mellem at beskrive og fortolke undervejs i
analysen (Fairclough, 2010).
For at lave en tekstnær analyse har Fairclough en del analyseredskaber man kan trække på. I bogen
Discourse and social change (1992:75) skriver han at tekstanalysen kan organiseres i fire hovedområder:
ordforråd, grammatik, kohæsion og tekst struktur(sætningsstruktur).
Ordforråd eller ordvalg beskæftiger sig hovedsageligt med de enkelte ord. Ifølge Fairclough er det ikke
nødvendigvis ordbogens forslag der er valide. Han foreslår at et fokus i analysen af ord for eksempel kan
være på omformulering af ord, som når ”terrorister” bliver til ”frihedskæmpere” og omvendt. Et andet
fokus kan være at ordene også kan have forskellige betydninger afhængig af konteksten. Et tredje fokus
kan være på metafor, på den ideologiske og politiske import af bestemte metaforer, og konflikt mellem
alternative metaforer (Fairclough, 1992:75).
Grammatik omhandler ord kombineret i ordgrupper og sætninger. Forskellige sætningskonstruktioner kan
resultere i forskellige betydninger af f.eks. sociale identiteter og relationer (Fairclough, 1992). Man kan
kigge på to vigtige grammatiske elementer, transitivitet hvor man ser på hvem der handler, dvs. agent, og
modalitet, hvor man ser på talerens grad af tilslutning til det sagte (Jørgensen & Phillips, 2005:95). Især
kategorisk modalitet, bruges ofte af medierne, hvor de fremlægger fortolkninger som var de fakta
(Fairclough, 1992:160). Som for eksempel når massemedierne siger ”Den er farlig” i stedet for ”Vi mener, at
den er farlig” (Jørgensen & Phillips, 2005:96).
Andre ting man bl.a. også kan undersøge er: etos, tematisk struktur, og sproglige figurer. Man behøver ikke
gøre brug af dem alle i samtlige tekster, men man kan udvælge dem der er relevante ud fra hvilke træk man
vil fokusere på.
3.1.1.2 Diskursive praksis
Den anden dimension i Faircloughs tredimensionelle model er den diskursive praksis. Den diskursive praksis
drejer sig om de sociokognitive aspekter i tekstproduktion og tekstkonsumption. Den er bindeleddet
mellem teksten og den sociale praksis og medieres igennem en analyse. Teksten former og formes af den
sociale praksis, igennem den diskursive praksis. Fairclough bruger ofte et lingvistisk udgangspunkt når han
analyserer en tekst og identificerer, hvilke diskurser den trækker på (interdiskursivitet), og hvordan teksten
intertekstuelt trækker på andre tekster. Hvis det er åbenlyst at teksten trækker på andre tekster, så er det
manifest intertekstualitet. Ifølge hans teori tyder en lav interdiskursivitet på en reproduktion af det
bestående, hvorimod en høj interdiskursivitet hænger sammen med forandring (Jørgensen og Phillips,
1999). Man skal som forsker dermed fortolke forfatternes måde at producere teksten på, i denne del af
analysen.
Interdiskursivitet – Når man analyserer den diskursive praksis skal man se på hvilke allerede eksisterende
diskurser og genrer teksten trækker på. Afhængig af den sociale kontekst modtages og fortolkes en tekst på
forskellige måder. Som eksempel bliver opskrifter ikke læst som var de æstetiske tekster, og akademiske
artikler heller ikke som retoriske tekster, selvom det selvfølgelig er muligt (Fairclough, 1992:232).
Diskursordenen18 er også vigtig at kigge på, da den indikerer om der er kamp eller ej imellem de forskellige
diskurser indenfor samme orden.
Intertekstualitet – I analysen af den diskursive praksis skal man også se på hvordan teksten trækker på
andre tekster og bærer elementer eller fragmenter fra dem. Det er tekstens egenskab til at henvise til
andre tekster direkte eller indirekte. Den manifeste intertekstualitet er når det er åbenlyst at teksten
trækker på andre tekster. Når man laver en fortolkning af teksten skal man derfor også have tidligere
tekster som omhandler det samme, in mente. Teksten har altid en forbindelse mellem nutiden og fortiden,
da den omdanner kendte gamle mønstre til nye (Fairclough, 1992:232). Henvisninger til andres ord eller
gengivelse af hvad de har sagt kan også være en form for intertekstualitet hvor det derimod er svært at
afgøre om det er korrekt refereret. Journalister refererer tit til hvad andre har udtalt, men det er umuligt at
afgøre om det er korrekt eller om det er forfatterens egen mening om sagen, der kommer frem.
18
Der er skrevet om diskursordenen i afsnit 2.3.1.
Tekstens kohærens- Når man ser på den diskursive praksis kan man også se på tekstens kohærens, der
drejer sig om tekstkonsumptionen. En kohærent tekst er en tekst hvis hovedbestanddele er meningsfuldt
forbundet således, at teksten som helhed giver mening til fortolkeren. Kohærens er ikke en egenskab
teksten har, men en egenskab fortolkeren, der læser teksten pålægger denne. Dermed vil forskellige
fortolkere (læsere) og også forfatteren, muligvis generere forskellige kohærente læsninger af den samme
tekst. Med andre ord vil teksten blive opfattet og fortolket forskelligt afhængig af fortolkeren. Fortolkeren
bringer altid antagelser ind i fortolkningsprocessen (Fairclough, 1992:234).
3.1.1.3 Sociale praksis
Den tredje og sidste dimension i Faircloughs tredimensionelle model er, social praksis. Sociale praksisser er
forbundet sammen på særprægede og skiftende måder i netværk. Det vil sige at sociale områder,
institutioner og organisationer kan betragtes som netværk af sociale praksisser. Organisationer og andre
typer af institutioner er konfigurationer af sociale praksisser. Analysen består i at identificere de
tilgængelige sociale praksisser, som folk kan trække på gentagne gange, regne med og reagere på i særlige
typer af begivenheder og interaktioner. Det indebærer også at udforske de måder, hvorpå disse sociale
praksisser kan indgå, udelukkes, sideordnes, forhandles og udspilles inden for de interaktive begivenheder.
Dette giver indsigt i de sociale praksisser samt indblik i særlige kæder af begivenheder (Fairclough,
2010:264).
Produktionen og konsumptionen af tekster, altså den diskursive praksis, bliver her sat i forbindelse med de
sociale strukturer og magtrelationer der udgør den sociale praksis. Den diskursive praksis, som både er
konstitueret og konstituerende, former og formes af den sociale praksis. Formålet med analysen er at
præcisere formen af den sociale praksis, dens karakteristika og den diskursive praksis som er en del af den.
Dette giver grundlaget til at kunne forklare, hvorfor den diskursive praksis, er som den er og analysere
indvirkningerne af den diskursive praksis på den sociale praksis (Fairclough, 1992:237).
Analysen af den sociale praksis er en nødvendig del af en kritisk diskursanalyse, da en tekstanalyse ikke er
tilstrækkelig til at belyse sammenhængen mellem teksterne og samfundsmæssige og kulturelle processer
og strukturer. Det overordnede formål er at få indblik i implikationerne og konsekvenserne diskursive
praksisser har i større sociale sammenhæng. Forbindelsen mellem sprogbrug og social praksis vil blive
kortlagt i en kritisk diskursanalyse, som både skal indeholde diskursive såvel som ikke-diskursive elementer.
De ikke-diskursive elementer der skal bruges er teorier inden for sociologi, kultur, politik og lignende, der
kan belyse den pågældende sociale praksis(Jørgensen og Phillips, 1999).
Det er ud fra denne analyse at man kan finde svar på om der har været en forandring og om de ideologiske
konsekvenser. Man kan besvare spørgsmål om den diskursive praksis reproducerer diskursorden og dermed
bidrager til opretholdelsen af status quo i den bredere sociale praksis. Eller om diskursordenen
transformeres så der skabes social forandring. Man kan finde sine endelige konklusioner for hvilke
ideologiske, politiske og sociale konsekvenser den diskursive praksis har. Om der bliver forstærket eller
tilsløret nogle ulige magtforhold i samfundet igennem den diskursive praksis, eller om magtpositionerne
udfordres ved en fremstilling af virkeligheden og de sociale relationer på en ny måde(Jørgensen og Phillips,
1999).
4. Analysestrategi
Specialets analysestruktur er formet efter spørgsmålene i problemformuleringen. I første del af analysen
undersøges den diskursive praksis samt tekstdimensionen for at besvare spørgsmålet: Hvilke diskurser tages
i brug når de spanske/danske medier omtaler catalanernes ønske om uafhængighed?
Først er de spanske artikler og derefter de danske artikler blevet analyseret for deres indhold af
interdiskursivitet og intertekstualitet. I analysen af interdiskursivitet, er der fundet frem til de mest
fremtrædende diskurser. For at analysere Intertekstualitet i artiklerne, er der set på de citater og referencer
der er brugt. Derefter er tekstdimensionen blevet analyseret med fokus på ordvalg og modalitet.
Anden del af analysen i specialet er en komparativ diskursanalyse, hvor der svares på: Hvilke ligheder og
forskelle er der på diskurserne? Diskurserne og de elementer der indgår i citater, referencer, ordvalg og
modalitet, der er fundet i første del af analysen, bliver sammenlignet for at finde forskelle og ligheder, der
eksisterer i mellem de spanske og danske aviser.
I tredje og sidste del analyseres artiklerne for at afdække den sociale praksis, hvor resultaterne af de
foregående analyser sættes ind i et bredere perspektiv, for at svare på spørgsmålet: På hvilken måde har de
spanske mediers diskurser haft indflydelse på de danske mediers diskurser, der bruges når catalanernes
ønske om uafhængighed fra Spanien omtales, og hvilke konsekvenser har denne indflydelse haft?
I teoriafsnittet er flere af Faircloughs teorier og metoder til kritisk diskursanalyse blevet forklaret for at få et
større billede af den værktøjskasse, som han lægger op til at man kan anvende dele af, men hvor kun
ovennævnte fra analysestrategien bruges.
4.1 Bemærkninger til analysen
For at gengive de tekststykker, der vises fra artiklerne, er de markeret med ” ” for at skille sig ud fra teksten.
De steder, hvor artiklerne selv har brugt ” ” for at angive et citat er disse markeringer erstattet med » «.
I de længere tekststykker, hvor noget af teksten er udeladt før og efter, er der indsat … Eksempel:
”…independencia…”. Nogle steder er der udeladt brudstykker af tekst og disse er markeret med *…+
I tilknytning til tekststykkerne er der altid et bilagsnummer, eksempel: (Bilag 56). Disse henviser til listen
med bilagsnumrene sidst i afhandlingen. Sammen med et nummer på bilag, står der også avisnavn, dato og
overskrift fra artiklen. Når der er brugt længere tekststykker, vil der være en længere reference til bilaget,
eksempel: (BILAG 20: El País, Editorial, 16-09-2013). Bilagene er vedlagt på en separat CD, da de ellers ville
optage for meget plads19.
I gennemgangen af de danske artikler, der muligvis skulle bruges til analysen, blev der fundet forskellige
versioner af nogle ord. Derfor findes det nødvendigt at komme med en forklaring på nogle af dem i forhold
til den måde de vil blive brugt i opgaven.
Catalonien – selvstyrende region i det nordøstlige Spanien. I nogle artikler staves det med ”K”.
Catalaner20 - person fra Catalonien. Det er også korrekt at bruge catalonier, men det førstnævnte bruges.
Catalansk - vedrørende Catalonien eller catalanere, og sproget der tales i Catalonien. Man kan også benytte
catalonsk, men i dette speciale vil kun den første betegnelse, catalansk, anvendes.
Der er brugt forkortelser af nogle af navnene på politikere, politiske partier og aviser, der bliver brugt
meget i opgaven:
Mariano Rajoy (spansk premierminister og leder af Partido Popular) vil fremover næsten udelukkende blive
omtalt med efternavnet Rajoy.
Artur Mas (regional præsident i Catalonien, fra partiet Convergencia i Unio) vil fremover næsten
udelukkende blive omtalt med efternavnet Mas.
Partido Popular vil blive til PP. Convergencia i Unio bliver til CiU. Esquerra Republicana bliver til ERC.
Jyllands-Posten bliver til JP.
19
20
I den elektroniske version er bilagene i forlængelse af specialet.
Politikens nudansk ordbog 2005.
5. Analyse del I: Spanske artikler
I dette kapitel vil de 31 spanske artikler, som består af 10 artikler fra El País, 11 fra El Mundo og 10 fra ABC
analyseres. Analysens formål er at finde frem til, hvilke diskurser tages i brug når de spanske medier
omtaler catalanernes ønske om uafhængighed. Først, vil den diskursive praksis og derefter de tekstuelle
egenskaber undersøges.
Denne del af analysen undersøger de spanske mediers dækning af følgende fire begivenheder:

11. september 2012: demonstration i Barcelona til La Diada

25. november 2012: valg i Catalonien

11. september 2013: menneskekæde på 400 km til La Diada

12. december 2013: fastsat dato for afstemning om uafhængighed
EL País
El Mundo
ABC
11. september 2012-
Bilag 1
Bilag 3
Bilag 5
diada-demonstration
Bilag 2
Bilag 4
25. november 2012-
Bilag 6
Bilag 9
Bilag 13
valg
Bilag 7
Bilag 10
Bilag 14
Bilag 8
Bilag 11
Bilag 15
Bilag 12
Bilag 16
Bilag 17
11. september 2013-
Bilag 18
Bilag 21
Bilag 23
diada-kæde
Bilag 19
Bilag 22
Bilag 24
Bilag 20
12. december 2013-valg
Bilag 25
Bilag 27
Bilag 30
dato
Bilag 26
Bilag 28
Bilag 31
Bilag 29
Figur 1: De spanske artiklers fordeling efter aviser og datoer
Som tidligere nævnt består nogle af artiklerne af information og andre af opinion. 9 ud af de 10 artikler fra
El País er ledere, hvor det kun er 1 ud af de 11 fra El Mundo og 5 ud af de 10 fra ABC. Fordelingen er således
at 15 ud af de i alt 31 spanske artikler er lederartikler.
5.1 Diskursive praksis
For at svare på opgavens spørgsmål om, hvilke diskurser, der tages i brug når de spanske medier omtaler
catalanernes ønske om uafhængighed, vil opgaven analysere, hvilke diskurser artiklerne trækker på, altså
interdiskursivitet, og se hvilke referencer og citater, der henvises til i artiklerne, dvs. den manifeste
intertekstualitet.
5.1.1 Interdiskursivitet
Der er identificeret følgende 6 diskurser som mest fremtrædende i de spanske artikler: antiselvstændigheds-, sammenholds-, trussels-, det tavse flertals-, kommunikations-og udelukkelsesdiskurs.
Diskurserne, som i de følgende afsnit fremlægges, vil illustreres med udpluk af tekststykker fra artiklerne.
Diskurserne uddybes senere i analysen.
De tre diskurser der optræder i flest artikler er anti-selvstændighedsdiskurs (28 artikler),
sammenholdsdiskurs (21 artikler)og trusselsdiskurs (20 artikler). Når man sammenligner forekomsten af
anti-selvstændighedsdiskurs og trusselsdiskursen de tre aviser imellem kan man se, at de er ligeligt
fordelt. Derimod er sammenholdsdiskursen mindre forekommende i El País end i El Mundo og ABC´s
artikler.
De tre diskurser, der optræder mindre i artiklerne er det tavse flertalsdiskurs (14 artikler),
kommunikationsdiskurs (12 artikler), og udelukkelsesdiskurs (7 artikler). Det tavse flertalsdiskurs er jævn
fordelt imellem de tre avisers artikler. Den største forskel mellem aviserne er forekomsten af
kommunikationsdiskursen der næsten udelukkende fremstår i artiklerne fra El País, hvor den findes i 9 ud
af de 10 artikler. Derimod findes den kun i 2 af El Mundos artikler og i en enkelt artikel fra ABC.
Ud fra disse tal tegner der sig et umiddelbart billede af at El País lægger større vægt på brug af
kommunikation for at løse problematikken om en catalansk uafhængighed frem for udelukkende at
fremlægge Spaniens sammenhold. Men dette vil blive diskuteret nærmere i selve analysen.
Grunden til at udelukkelsesdiskursen er medtaget21 er fordi at mange catalanere (i medierne, familie og
venner) har udtrykt bekymring om, hvad der vil ske, hvis Catalonien bliver udelukket fra EU. De mener, at
de spanske medier har gjort et meget stort nummer ud af at advare mod netop det. I artiklerne udvalgt til
analyse fremkommer denne diskurs ikke som værende meget dominerende, men den er trods alt alligevel
vigtig at fremhæve. Især når den netop bekymrer så mange og er noget der bruges som et argument imod
Cataloniens uafhængighed.
5.1.1.1 Sammenholdsdiskurs
Diskursen, der i opgaven kaldes sammenholdsdiskurs optræder når artiklerne fokuserer på Spanien som en
helhed og en samlet nation, og lægger vægt på forfatningen og sammenholdet i landet. Nogle eksempler på
sammenholdsdiskursen er disse:
Artiklen fra El País (Bilag 2) er en lederartikel, hvor man er forundret over at Artur Mas refererer til den
spanske forfatning som værende et ”bur” når den nu har givet så meget frihed og demokrati i Spanien,
inklusiv Catalonien: ”Asombra que Mas se refiera como una “jaula” a la Constitución que mayores cotas
de libertad y democracia ha producido en España, Cataluña incluida.” Den spanske forfatning fra 1978
repræsenterer symbolet på sammenhold i Spanien. Den blev sammenfattet og udarbejdet i samarbejde
mellem hele Spanien efter Francos død. Forfatningen kan dog også ses som et kompromis, som man blev
nød til at bakke op om for at komme videre i den turbulente tid efter Franco. Når El País, El Mundo og ABC
omtaler den spanske forfatning ækvivaleres den med Spaniens sammenhold og et samlet Spanien.
Forfatningen forstås også som ubrydelig og retningsgivende. Med forfatningen i hånden står man samtidig
med loven i hånden.
I artiklen fra El País (Bilag 25) kritiseres Mas fordi han har provokeret resten af Spanien ved at have fastsat
en dato for en catalansk folkeafstemning om Cataloniens uafhængighed fra Spanien. Mas har, ifølge denne
lederartikel, ikke noget imod at åbne op for en forfatningsmæssig krise. Men lederartiklen siger samtidig
21
Den optræder kun i 7 artikler.
også at folkeafstemningen ikke kan blive ført ud i livet pga. lov, der regerer i landet og som alle spaniere har
været med til at lave (grundloven og forfatningen):
“...dejar claro al resto de España, y al conjunto de los catalanes, que no les importa abrir una crisis
constitucional, si ese fuera el precio del objetivo que se han propuesto, absolutamente irrealizable
bajo las leyes que el conjunto de los españoles se han dado.” (BILAG 25: El País, Editorial, 13-122013).
I artiklen fra El País (Bilag 25), hvor Mas har udstedt en dato for folkeafstemning om Cataloniens
selvstændighed, udtaler Mariano Rajoy, at han nægter at stille spørgsmål ved Spaniens suverænitet: “El
presidente del Gobierno, Mariano Rajoy, ha reiterado su negativa a cuestionar la soberanía del pueblo
español.” Rajoy vil dermed ikke bryde Spaniens sammenhold. Han og hele hans parti har på intet tidspunkt
ville anerkende at Catalonien skulle kunne blive selvstændigt eller i det hele taget stemme om det, som
man også kan se i samme artikel (Bilag 25): “El PP se niega a aceptar la posibilidad misma de la
consulta...”.
Den spanske centralregerings brug af den spanske forfatning som værende det eneste våben imod
Cataloniens folkeafstemning om uafhængighed ses i El País artiklen (Bilag 25) som muligvis værende
forgæves. Derudover skriver lederartiklen at den spanske forfatning ikke er urokkelig. Altså, hvis det er
nødvendigt kan den godt ændres:
“La estrategia de envolverse en la Constitución, con la esperanza de que eso lo bloquee todo,
puede ser vana. Ni la Constitución es un frontón frente a toda reclamación, ni hay que considerarla
un texto inamovible.” (BILAG 25: El País, Editorial, 13-12-2013)
Men i en anden artikel fra El País (Bilag 26) kan man læse at folkeafstemningen ikke er lovlig ifølge
forfatningen og at den tilmed er helt hen i vejret: ”Este referéndum no solo carece de sentido
constitucional, sino que simplemente carece de sentido.”
Det negative syn på folkeafstemningen om Cataloniens selvstændighed går igen i de to andre aviser, hvor
retorikken er hårdere end i El País, som dog også er ret hård i denne sætning. I samme artikel (Bilag 26)
gentages det dog, at det er en dårlig idé kun at satse på den spanske forfatning for at stoppe afstemningen:
”Resultaría perjudicial ampararse defensivamente en la Constitución para negarse a dialogar sobre lo
que está sucediendo en Cataluña.”
I ABC anvendes benævnelsen ”inconstitucional” når der refereres til den catalanske folkeafstemning for
selvstændighed som værende forfatningsstridig og dermed ikke tilladt (Bilag 23). Dette gentages med andre
ord i en anden artikel fra ABC (Bilag 30):
”La consulta es ilegal y nunca llegará a celebrarse. Lo impide la Constitución que hemos aprobado
todos con nuestro libre sufragio, incluidos los catalanes, cuyo respaldo a la Carta Magna superó la
media.” (BILAG 30: ABC, Editorial, 13-12-2013).
I artiklen fra El Mundo (Bilag 3) kan man forstå at lederartiklen er af den holdning, at man heldigvis nu kan
bruge den spanske forfatning, som et godt forsvar mod mængden af catalanske uafhængighedstilhængere i
forhold til at man før i tiden måtte gribe til våben for at forsvare territoriet:
”Estos precedentes se resolvieron mediante actos de fuerza, pero, al margen de la plena vigencia
de los instrumentos que contempla la Constitución para defender la integridad nacional, la
situación ahora es enteramente distinta porque nadie piensa en recurrir a las armas.” (BILAG 3: El
Mundo, Editorial, 12-09-2012).
Mange medier og politikere omtaler, at den spanske forfatning ikke skal røres og reformeres for at kunne
rumme de catalanske uafhængighedstilhængere. I nyhedsartiklen fra El Mundo (Bilag 21) citeres Jorge
Fernández Díaz (PP): "hace falta »una reflexión sobre la organización territorial« que, a su juicio, no
debería culminar en una reforma de la Constitución."
Soraya Sáenz de Santamaría (PP) udtrykker i samme artikel fra El Mundo (Bilag 21), hvordan at den spanske
centralregering holder sig til at kommunikere med udgangspunkt i forfatningen, og at dette gøres for at
Spanien skal være stærk og mere forenet: "»ese diálogo dentro de la Constitución es el marco que el
Gobierno reivindica para que este país esté más fuerte y más unido en lo que es el objetivo nacional«".
Medlemmerne af det spanske parti Partido Popular ynder at bruge udtryk, der henviser til Spaniens
sammenhold, storhed og styrke og er noget der citeres flittigt af aviserne, især El Mundo.
I artiklen fra ABC (Bilag 16) citerer avisen ikke en politiker, men ytrer sig igen om Spaniens sammenhold: ”
...creemos que España es un proyecto solidario y moderno, más sano que el ombliguismo sectario y algo
xenófobo de CiU y ERC,...”. I artiklen fra ABC (Bilag 23) kan man tydeligt se fra overskriften ” El Gobierno de
España debe hacer frente a la sedición independentista”, at ABC ikke synes, at den spanske
centralregering gør nok for at stoppe de catalanske separatister. Regeringen skal garantere Spaniens
helhed: “las medidas necesarias para garantizar la unidad de España frente al desafío catalán” (Bilag 23).
5.1.1.2 Trusselsdiskurs
Diskursen der kaldes trusselsdiskurs optræder når artiklerne fokuserer på truslen mod Spaniens
sammenhold og eksemplificeres nedenfor:
Som man kan se af et citat bragt i ABC (Bilag 5) fra den forhenværende præsident af den catalanske
regering, José Montilla (PSC), er der en risiko ved at følge uafhængighedsvejen: ”… advirtió de los riesgos
de la vía separatista.” I samme artikel (Bilag 5) udtaler Alicia Sánchez-Camacho (PP) at deltagelsen i
demonstrationen for uafhængighed kan give problemer i fremtiden:
”«El llamamiento de CiU a participar en la manifestación puede traernos problemas graves en el
futuro, puede producir enfrentamientos civiles entre nosotros. Su actitud es irresponsable y
peligrosa»…” (BILAG 5: ABC, 11-09-2012).
Problemerne som den catalanske selvstændighed kan bringe, kan også sprede sig fra Spanien til hele EU,
ifølge artiklen fra ABC (Bilag 13), hvis Mas får realiseret folkeafstemningen:
“Así que Mas no espere comprensión ni solidaridad por parte de Europa -con las cicatrices del
nacionalismo aún visibles- para un acto ilegal como es el referéndum, con el que quiere que la
sociedad catalana se convierta en un foco de problemas para el proyecto europeo en su conjunto,
no solo para España.” (BILAG 13: ABC, Editorial, 24-11-2012).
I en nyhedsartikel fra ABC (Bilag 16) står det klart, at man i avisen mener, at uafhængighedstilhængernes
mål er at ødelægge Spanien:
”Ante tal clamor soberanista, Convergencia podía al fin quitarse la careta y pelear por la que
siempre ha sido su meta: la independencia (algún día lo aprenderemos: se llaman nacionalistas
porque quieren construir su nación y romper la nuestra).” (BILAG 16: ABC, 25-11-2012).
I samme artikel (Bilag 16) står der også at startskuddet for at forlade Spanien og ødelægge sammenholdet
ville komme, hvis CiU fik flertallet: “Al plantear las elecciones como un plebiscito sobre la independencia
*…+ se daría el banderazo para irse de España.” Yderligere omtaler artiklen, at Spanien har et kæmpe
problem med de catalanske uafhængighedstilhængere: “...España tiene un problema hondísimo en
Cataluña.”(Bilag 16). Man skal ifølge samme artikel (Bilag 16) forsvare Spanien mod truslen fra det antispanske som opstår og spredes i skolerne i Catalonien: “...hay que españolizar la escuela, vivero de rencor
antiespañol.”
I lederartiklen fra ABC (Bilag 23) mener man, at Mas kun er interesseret i at forfølge og modarbejde alt der
er spansk og gøre oprør mod Spanien. Samtidig skal alle kommende generationer lære en omskrevet
version af historien, hvor Catalonien på et tidspunkt har været selvstændigt, hvilket ifølge lederartiklen
aldrig har været tilfældet. Skolen bliver igen beskyldt for at være arnested for modviljen mod alt det der er
spansk:
“Su único programa es la persecución sectaria de todo lo que tenga el mínimo poso
español[...]Reescriben la historia con mentiras, que se inculcan desde las escuelas, donde se
fomenta la aversión a lo español.” (BILAG 23: ABC, Editorial, 12-09-2013).
I samme artikel (Bilag 23) kritiseres skolerne i Catalonien yderligere for at forbyde det spanske sprog: “El
español, el idioma más hablado en Cataluña, está prohibido de facto en las escuelas y en los rótulos.”
Hvilket må ses som endnu et eksempel på truslen mod Spanien, dens sprog og historie, ifølge ABC.
Da catalanerne går på gaden til la Diada i 2012, skriver El Mundo dagen efter (Bilag 3), at Mas oprindeligt
ville have, at der skulle demonstreres for finansloven. Men befolkningen forvandlede demonstrationen til
at omhandle kravet om uafhængighed, hvor de gav et klart udtryk af at ville bryde med Spanien:
“...convirtieron la movilización en una reivindicación de la independencia, expresando claramente su
voluntad de romper todos los lazos con España.” Truslen er at den catalanske befolkning ikke længere vil
være en del af Spanien. Til regionsvalget samme år udtaler Alicia Sánchez-Camacho (PP) i El Mundo (Bilag 9)
at Partido Popular i Catalonien har opnået at: ”«…los que querían separarnos del resto del país,
fracasen»". Nederlaget hun henviser til er det at Artur Mas og hans parti Convergència i Unió ikke havde
opnået det flertal, som de ville til valget. Dermed mener hun, at separatisttruslen har lidt et nederlag.
I artiklen fra El Mundo (Bilag 22) lægger José Manuel García-Margallo (PP) vægt på, hvor smertefuldt et
brud det ville være for Spanien, hvis Catalonien blev uafhængigt: "«La secesión de Cataluña sería una
amputación extraordinariamente dolorosa»...".
Den tidligere spanske premierminister, José María Aznar (PP), udtaler sig om den catalanske
folkeafstemning om selvstændighed i El Mundo (Bilag 29): ”…la consulta «aspira a destruir una historia
vivida en común»”. I el País (Bilag 2) sammenlignes Cataloniens uafhængighed også med noget smertefuldt
og ødelæggende: ”…provocar en trauma…”. Det samme sker i en anden artikel fra El País, hvor der står:
“...los separadores *…+precipiten a la sociedad en una sima *…+la promesa de muchos destrozos.”(Bilag
25).
5.1.1.3 Anti-selvstændighedsdiskurs
Diskursen kaldet anti-selvstændighedsdiskurs optræder når artiklerne fokuserer på, at det er negativt at
Catalonien vil bryde med Spanien. Dette er linket sammen med trusselsdiskursen, som blev analyseret i
forrige afsnit. Uafhængighedstilhængerne bliver sammenlignet med oprørere, der vil bryde Spaniens
sammenhold uden at tænke på konsekvenserne. Nogle eksempler på anti-selvstændighedsdiskurs er
følgende:
Til demonstrationen i Barcelona den 11. september 2012 gik det catalanske folk på gaden og krævede en
selvstændig stat. Mas og hans regeringsparti i Catalonien, CiU bliver kritiseret for at være nogle
opportunister, der hopper på selvstændighedstoget, da de indser at befolkningen der protesterer ønsker et
uafhængigt Catalonien. Mas ville oprindeligt have at demonstrationen skulle handle om finansloven, men
da folket samles på gaden med slagord for et selvstændigt Catalonien, vælger han at stille sig i front for den
populære22 folkebevægelse. I artiklen fra El País (Bilag 1) kritiseres Mas for dette, især fordi man i
lederartiklen mener, at Mas udnytter folkets utilfredshed med Spanien, og bruger det til at henlede
opmærksomheden fra nedskæringerne som CiU har været med til:
“El oportunismo de CiU, que pide un pacto fiscal para quedarse y si se lo rechazan amenaza con
irse, ha contribuido al éxito de la convocatoria, aunque no es la única explicación. Hay un cambio
político de fondo revestido de un profundo malestar por la sentencia del Tribunal Constitucional
que frustró la expectativa de una mejora del autogobierno; por una crisis que corta sus alas
económicas; y por la nueva estrategia recentralizadora e intervencionista del PP. Es un malestar
global, que le ha servido a CiU para desviar la atención por sus recortes sociales y sus
responsabilidades en el endeudamiento catalán.” (BILAG 1: El País, Editorial, 12-09-2012).
Frontfiguren i hele den efterfølgende uafhængighedsbølge er dermed en opportunist ifølge El País. Denne
holdning kommer også til udtryk i lederen fra El Pais (Bilag 2):
“Mas ha evolucionado rápidamente desde la reivindicación del pacto fiscal, con la que ganó las
elecciones, al anuncio de su voluntad de construir un Estado para Cataluña y de someterlo a
consulta popular. *…+El giro de Mas le desvela como un dirigente que se ve a sí mismo a la cabeza
de una ´transición nacional´ en Cataluña, como quedó claro el viernes pasado al postularse para
22
Populært i uafhængighedstilhængernes øjne.
liderar un proceso independentista ante los dirigentes de la Asamblea Nacional Catalana,
promotora de la marcha de la Diada.” (BILAG 2: El País, Editorial, 16-09-2012)
Mas har ændret strategi i forhold til hvad han først stod for, til hvad han nu pludselig vil stå i front for.
Kritikken af Mas fortsætter i samme artikel (Bilag 2), hvor han beskyldes for hovedløst at følge folkets
stemme: ”La deriva de Mas es descabellada, pues deposita toda su acción política en un «clamor del
pueblo»…”. Mas udskriver regionsvalg for at veje stemningen for uafhængighed. Da han ikke får et flertal af
stemmerne mener El País, at han dermed har lidt et storslået nederlag, som man kan læse i artiklen (Bilag
6):
“El primer plebiscito sobre el soberanismo reivindicado por el presidente de la Generalitat y
candidato a la reelección, Artur Mas, ha terminado en un grave fracaso personal. Tras haber
solicitado una ´mayoría excepcional´, quedarse por debajo de la mayoría absoluta era un desastre
para CiU; pero quedarse lejos supone un fracaso estrepitoso.” (BILAG 6: El País, Editorial, 26-112012).
Eftersom Mas står i spidsen for uafhængighedstilhængerne, at de også lidt et nederlag. I artiklen fra El
Mundo (Bilag 11) ytres der også at Mas har lidt et stort nederlag: ”…su fracasada apuesta rupturista.” og
længere nede i samme tekst (Bilag 11) : ”…Mas abandonara por siempre la moderación para embarcarse
en su frustrada aventura secesionista.” I artiklen fra El Mundo (Bilag 12) citeres Rajoy “...«La estrategia de
CiU es un fiasco como no he visto en mi vida política»” og “...«todo lo que hemos visto ha sido un
sinsentido»...”. Rajoy mener ikke kun at Mas og CiU har lidt et nederlag, men at alt hvad de har gjort har
været meningsløst.
CiU og ERC danner imidlertid regering i Catalonien og har fælles intentioner om at blive uafhængige fra
Spanien. Til La Diada i 2013 har både den catalanske regering og andre der ønsker catalansk
selvstændighed, sikret sig, at mange vil møde op til menneskekæden. De har ifølge artiklen i El País (Bilag
18) i månedsvis påvirket den catalanske befolkning igennem medierne:
“Puede descontarse que la cadena humana en Cataluña tendrá hoy gran seguimiento. Porque sus
organizadores llevan meses íntegramente dedicados a ello; porque cuenta con el cerrado apoyo de
todo un Gobierno, como la Generalitat, y con el monolítico despliegue propagandístico de sus
medios de comunicación, públicos o subvencionados.” (BILAG 18: El País, Editorial, 11-09-2013).
Da Mas og hans politiske allierede kommer med dato og spørgsmålene der skal stemmes om til
folkeafstemningen om Cataloniens selvstændighed, giver artiklen udtryk for at det betragtes, som en
udfordring af den spanske regering, forfatningen og folk: ”… lanzado un desafío en toda regla…”. De har
lanceret en udfordring efter alle kunstens regler ifølge El País (Bilag 25). Derudover har Mas og
uafhængighedstilhængerne ifølge samme artikel (Bilag 25) intet imod, at modsætte sig den lov som
forfatningen er, og åbne op for endnu en krise i landet: “...no les importa abrir una crisis constitucional, si
ese fuera el precio del objetivo que se han propuesto, absolutamente irrealizable bajo las leyes que el
conjunto de los españoles se han dado.” (Bilag 25). Det største argument, der taler imod catalansk
selvstændighed, er at den ikke kan blive en realitet med den nuværende spanske forfatning. Igennem
flertallet af artiklerne bliver forfatningen brugt som det slående argument, som en lov, der ikke på nogen
måder kan tillade, at Catalonien forlader Spanien. Det betyder at uafhængighedstilhængernes forsøg på at
blive selvstændige må anses som en forbrydelse.
I artiklen fra El Mundo (Bilag 27) sammenlignes den catalanske folkeafstemning om uafhængighed med et
falleret forsøg på det samme i Baskerlandet. I 2008 forsøgte præsidenten for det baskiske selvstyre, Juan
José Ibarretxe, at få gennemført en afstemning for et selvstændigt Baskerland, som mislykkedes. Der
sammenlignes også med selvstændighedsvalget i Skotland, som er en begivenhed, der måske kan hjælpe
den catalanske sag:
“...el 9 de noviembre de 2014, cuando Cataluña pretende convocar la consulta, se habrá celebrado
ya el 18 de septiembre el referéndum por la independencia de Escocia, en este caso pactado por los
gobiernos de Edimburgo y Londres. Este proceso europeo puede favorecer las intenciones del
Gobierno catalán, pero la materialización de su consulta, dada la frontal oposición del Gobierno, es
más que una incógnita con el precedente de Euskadi.” (BILAG 27: El Mundo, 13-12-2013).
Kritikken af Mas fortsætter i lederartiklen fra El Mundo (Bilag 3), hvor der står:
”No es exagerado decir, por tanto, que el juego independentista se le ha ido de las manos a Artur
Mas[...]a Mas le ha sucedido lo mismo que al doctor Frankenstein: que el monstruo que creó en el
laboratorio para experimentar se le escapó de su control y adquirió vida propia, provocando unos
daños que su inventor no había calculado.” (BILAG 3: El Mundo, Editorial, 12-09-2012).
Her sammenlignes Artur Mas med Doktor Frankenstein og der er sat lighedstegn mellem de catalanske
uafhængighedstilhængere og uhyret. Der udtrykkes, at Mas har ikke styr på selvstændighedsbølgen, som
man kan se ud fra overskriften af artiklen (bilag 3): ”A Frankenstein se le escapa el monstruo”.
Under valgkampen til det catalanske regionsvalg bliver Mas og andre fra CiU beskyldt for korruption af den
spanske centralregering og nogle af medierne, selvom der ikke er nogen beviser for det. ABC følger trop i
artiklen (Bilag 13): ”Y, por supuesto, la corrupción. Una corrupción convertida en método de financiación,
institucionalizada y presente en los pliegues de la administración autonómica.” Korruptionen
gennemsyrer hele det offentlige system ifølge ABC.
Den tidligere spanske premierminister José María Aznar (PP) sammenligner den catalanske folkeafstemning
om selvstændighed med den baskiske terrorist-gruppe ETA i en artikel fra El Mundo (Bilag 29):
“...ha comparado el «desafío al Estado de Derecho» del referéndum separatista de Cataluña con
ETA en tanto que «estrategias de destrucción» al pacto de convivencia que supone la Carta Magna,
una estrategia «distinta», pero igualmente «frontal e ilegal»” (BILAG 29: El Mundo, 16-12-2013).
ABC ´s holdning overfor catalansk selvstændighed er på ingen måder tvetydig. ABC mener at
uafhængigheden ikke bliver en realitet: ”…la ficción de la independencia,…” (Bilag 13). At uafhængigheden
er ulovlig og aldrig vil blive til noget, kan også læses i en artikel fra ABC (Bilag 30): “La consulta es ilegal y
nunca llegará a celebrarse. Lo impide la Constitución [...]En nuestra democracia no hay cauce legal para
un desafío como el que han planteado los separatistas.”
ABC mener, at man ikke skal give efter for nationalisterne, noget som PP og PSOE har været lige gode til
ifølge en artikel (Bilag 23) : “La historia de la democracia española ha sido la de constantes cesiones a los
nacionalismos disgregadores, error en el que han incurrido tanto PSOE como PP.” ABC finder det
nødvendigt, at den spanske centralregering skal gøre front mod de oprørske uafhængighedsforkæmpere
hvilket ses i overskriften i samme artikel (Bilag 23): “El Gobierno de España debe hacer frente a la sedición
independentista”. I artiklen fra ABC (Bilag 30) glæder man sig over, at der endelig bliver gjort fælles front
fra flere kanter mod separatisterne: “Gobierno, PSOE y Unión Europea han hecho frente común por fin
contra la quimera separatista, un proyecto descabellado que hace daño en primer lugar a los propios
catalanes”.
5.1.1.4 Det tavse flertalsdiskurs
I dagene efter demonstrationen i Barcelona den 11. september 2012 bliver udtrykket ”mayoria silenciosa”.
”Det tavse flertal” brugt af spanske politikere og medier for at karakterisere og stille sig på samme side,
som de mennesker, der ikke gik på gaden for at bede om Cataloniens uafhængighed. Udtrykket er blevet
brugt igennem tiderne, for at referere til alle dem der ikke har den samme mening som dem der
protesterer/demonstrerer. I dette tilfælde bliver der sat lighedstegn mellem ”mayoria silenciosa” og dem
der er imod den catalanske selvstændighed. Denne diskurs tilhører det tavse flertalsdiskurs. Nogle
eksempler på diskursen er følgende:
I overskriften fra ABC i artiklen (Bilag 16) ”Las manifestaciones no son votos” refereres der til at alle dem
der deltog i demonstrationen den 11. september 2012 ikke nødvendigvis ville stemme for uafhængighed.
Ligesom at mange af dem der ikke deltog nok heller ikke ville stemme for. ABC taler i samme artikel (Bilag
16) for det tavse flertal, der ville få et frygteligt følelsesladet sammenbrud fordi at Catalonien altid har
været en del af Spanien og over halvdelen af befolkningen føler sig spanske:”...(Cataluña siempre ha sido
España y más de la mitad de la población se siente española).”
I en artikel fra ABC (Bilag 17) udtaler lederen for det catalanske parti Ciutadans, Albert Rivera, sig også om
det tavse flertal. Han siger, at det tavse Catalonien endelig har talt: ”…«la Cataluña silenciosa» por fin ha
hablado”. Efter at have fået mange flere stemmer til regionalvalget i 2012 mener han, at det er fordi at
mange af dem, der ikke havde udtrykt deres modvilje mod Cataloniens selvstændighed endelig havde valgt
at sige noget. Dvs. et nej til uafhængighedspartierne og et ja til de partier der er imod.
I lederen fra ABC (Bilag 23) udtrykkes bekymring for det tavse flertal i Catalonien: ”...los millones de
catalanes que se sienten españoles, acosados por la Generalitat, que fomenta el odio a España y a
quienes se identifican con ella.” Også i en anden artikel fra ABC (Bilag 30) forsvarer man det tavse flertal,
som bliver holdt fanget i et samfund, der ikke kun er for uafhængigheden, som de catalanske
regeringspartier CiU og ERC ellers fastholder: “Secuestrando el sentir de la sociedad catalana, que para
nada es mayoritariamente independentista como ellos sostienen,...”. I samme artikel (Bilag 30) står der:
“No es cierto que la independencia sea el camino deseado por la mayoría de los catalanes. Los sondeos
fallan, las urnas no.”, hvilket henviser til at CiU ikke har fået så mange stemmer til valget selvom de vil
have et selvstændigt Catalonien.
El Mundo siger også tydeligt, at de ikke mener, at det tavse flertal ville stemme for at Catalonien skal blive
selvstændigt i en lederartikel (Bilag 3):
“Pero que cientos de miles de catalanes tomaran ayer el centro de Barcelona no significa que exista
una mayoría social clara a favor de la independencia, ya que tampoco se puede ignorar que
muchos catalanes más decidieron no acudir.” (BILAG 3: El Mundo, Editorial, 12-09-2012).
Især den spanske centralregering bruger udtrykket det tavse flertal, som man kan se i en artiklen fra El
Mundo (Bilag 22) hvor der står: “Mientras el Gobierno alude a las «mayorías silenciosas" que «se quedan
en casa»,...”. I samme artikel (Bilag 22) citeres José Manuel García-Margallo (PP), som mener, at man skal
vise den samme respekt for dem der ikke deltog i menneskekæden, som for dem der deltog: ”… «el mismo
respeto que merecen esos manifestantes, lo merecen los que no se movilizaron o manifestaron».”
5.1.1.5 Kommunikationsdiskurs
Diskursen kaldet kommunikationsdiskurs optræder når artiklerne fokuserer på dialog og at der skal
kommunikeres for at finde en løsning på problematikken, opstået efter at mange catalanere har udtrykt, at
de vil være uafhængige af Spanien. Nogle eksempler på denne diskurs er følgende:
Det eneste eksempel, der er fundet på kommunikationsdiskursen i ABC, er i lederartiklen fra den 12.
september 2013 (Bilag 23). Her citeres Soraya Sáenz de Santamaría (PP) for at der vil være en
kommunikation med de catalanske uafhængighedstilhængere. Men i lederen mener man i modsætning
hertil, at der ikke skal kommunikeres, men derimod at uafhængighedstilhængere blot skal følge loven og
forfatningen og først når dette er sket, kan man så tale sammen:
“La vicepresidenta del Gobierno ha declarado que frente al envite de los insurgentes catalanes
habrá «diálogo y Constitución». Pues no. Lo que debe haber es Constitución y cumplimiento de la
ley, utilizando si es menester todas las herramientas que prevé la Carta Magna. Una vez que los
sediciosos acaten el marco legal será cuando se pueda dialogar, no antes.” (BILAG 23: ABC,
Editorial, 12-09-2013).
I to artikler fra El Mundo, er der fundet eksempler på kommunikationsdiskursen. I artiklen (Bilag 21) citeres
Soraya Sáenz de Santamaría (PP) ligesom i artiklen fra ABC. Derudover citeres Jorge Fernández Díaz (PP) og
José Ignacio Wert (PP), hvor de alle udtaler, at den spanske centralregering vil føre en dialog med
catalanerne og uafhængighedstilhængerne, men kun drøfte de ting, der er mulige ifølge loven og
forfatningen. Werts citat og advarsel:
“...el «diálogo tiene que moverse dentro de unos límites» que están «estrictamente acotados» por
lo que marca Constitución y las leyes. «Dentro de ello, la libertad de dialogar por ambas partes
tiene que ser máxima», ha remachado. “ (BILAG 21: El Mundo, 12-09-2013).
I den anden artikel fra El Mundo fra samme dato (Bilag 22) taler José Manuel García-Margallo (PP) også for
en kommunikation indenfor forfatningens rammer: “...el diálogo dentro del marco constitucional y por
intentar averiguar lascausas que motivaron esta manifestación.”
Som sagt tidligere, er der fundet eksempler på kommunikationsdiskurs i 9 ud af de 10 artikler fra El Pais,
hvor opfordring til kommunikation er tydelig. Som man bl.a. kan se det i overskriften på artiklen fra den 16.
september 2012 (Bilag 2) ”Diálogo en Cataluña” opfordres der også her til kommunikation.
For at undgå at Catalonien skal løsrive sig med Spanien tilskyndes der i artiklen (Bilag 18) til kommunikation
mellem parterne: “Hay sólidas razones para iniciar un diálogo profundo sobre el futuro del encaje de
Cataluña en el conjunto de España que evite traumas.” Derudover opfordres der også til at den spanske
centralregering hverken skal ignorere eller komme med et negativt svar til uafhængighedstilhængerne: “Lo
podrán decir mejor o peor, pero su mensaje es suficientemente rotundo como para que la respuesta no
sea la negativa y el inmovilismo. Urge un diálogo público sin secretismos, sin corsés y sin prejuicios.”
(Bilag 18).
5.1.1.6 Udelukkelsesdiskurs
Udelukkelsesdiskursen optræder når artiklerne fokuserer på, at hvis Catalonien forlader Spanien, så
forlader de samtidig også EU. Selvstændighed fra Spanien vil koste Catalonien dyrt, da regionen ikke vil
kunne komme ind i EU, da Spanien altid vil nedlægge veto for at Catalonien skal forblive udelukket fra dette
fælleskab. Skrækscenariet for mange catalanere er netop at blive ekskluderet fra EU. Så når medierne
skriver, at det vil blive situationen for separatisterne så bliver den catalanske befolkning ofte ret skræmt.
Nedenfor fremgår eksempler på udelukkelsesdiskurs:
I artiklen fra El País (Bilag 25) citeres Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd:
“Nadie vivirá mejor separándose, ni tampoco Cataluña será mejor acogida en Europa. [...] si una
parte de un Estado se separa, los Tratados de la UE dejan de aplicarse ahí y pasa a ser un «país
tercero».” (BILAG 25: El País, Editorial, 13-12-2013).
Van Rompuy taler ikke for Cataloniens uafhængighed. Han siger at konsekvenserne for Catalonien i
tilfældet af, at det blev selvstændigt, ville blive at Catalonien ville stå helt alene, uden hjælp fra hverken
Spanien eller EU. Som man kan se i næste citat fra Van Rompuy, som optræder i artiklen fra ABC (Bilag 30)
ville Spanien tilmed nedlægge veto mod at Catalonien nogensinde skal blive medlem af EU igen:
“Frente a las mentiras del nacionalismo, es relevante también que Van Rompuy haya vuelto a
remarcar que si Cataluña se independizase quedaría inmediatamente fuera de la UE y que el país
del que se desgajó vetaría su entrada.” (BILAG 30: ABC, Editorial, 13-12-2013).
Hvis Catalonien bliver udelukket fra EU i årtier, så vil det få katastrofale konsekvenser for catalanernes
levestandard og virksomheder ifølge en artikel bragt i El Mundo (Bilag 3):
“...la independencia de forma unilateral implica que Cataluña se quedaría fuera del euro y de la UE
durante décadas, ya que España vetaría su ingreso. Ello tendría desastrosas consecuencias para el
nivel de vida de los catalanes y la marcha de sus empresas.” (BILAG 3: El Mundo, Editorial, 12-092012).
5.1.2 Intertekstualitet
Næste skridt i analysen af den diskursive praksis vil blive undersøgelsen af intertekstualitet. Specialet vil
her analysere hvem de tre spanske aviser lader tale i deres artikler, og hvilke citater, der fremhæves.
Derudover vil opgaven også undersøge, hvilke andre referencer der er til andre tekster.
5.1.2.1 Citater
Som sagt består empirien både af nyhedsartikler og lederartikler, og en af forskellene på de to genrer, er at
der normalt ikke bruges lige så mange citater i lederartiklen som i nyhedsartiklen. Her er eksempler på
citaterne brugt i artiklerne.
Brugen af citater er især udpræget i El Mundo´s artikler. Det er muligvis fordi at størstedelen er
nyhedsartikler og ikke lederartikler. De personer der citeres i El Mundo´s artikler er især politikere, der er
imod den catalanske uafhængighed. Disse politikere tilhører for det meste det spanske regeringsparti
Partido Popular, Partido Popular i Catalonien og PSC, det socialistiske parti i Catalonien:
Mariano Rajoy (spansk premierminister og leder af Partido Popular), Soraya Sáenz de Santamaría (Spaniens
visestatsminister), José Manuel García-Margallo (spanske udenrigsminister), José Manuel Soria (spansk
industri-, turist- og energiminister), José Ignacio Wert (spansk uddannelses-, sports- og kulturminister),
Jorge Fernández Díaz (spanske indenrigsminister) og José María Aznar (tidligere spanske premierminister,
fra PP). El Mundo citerer også Alicia Sánchez Camacho (lederen af Partido Popular i Catalonien) og Pere
Navarro (leder af PSC).
El Mundo bruger nogle gange citater fra ovenstående politikere, der er imod den catalanske
selvstændighed, som overskrifter på deres artikler. Når der bruges et citat som overskrift på artiklerne er
der gennemgående udtalelser fra den samme politiker igennem hele artiklen. Som med alle overskrifter
prøver journalisten og avisen at fange vores opmærksomhed og opsummere tonen og budskabet i en
enkelt linje. Avisen bruger citaterne til at pointere sin holdning imod den catalanske uafhængighed.
Til regionsvalget i Catalonien i 2012 vinder CiU ikke med et flertal som de ellers havde håbet på.
Efterfølgende udtaler Rajoy, at han mener at hele CiU´s strategi til valget har været en fiasko. ”Rajoy: «La
estrategia de CiU es un fiasco como no he visto en mi vida política»” (Bilag 12). Ved at bringe citatet i en
overskrift er der større sandsynlighed for at det vil blive set af flere. Avisens og journalistens holdning til
den catalanske selvstændighed synes umiddelbart at være negativ, da de fremhæver CiU´s fiasko.
Mas har satset alt på en valgkamp, hvor han vil stå i spidsen for uafhængighedstilhængerne. For at kunne
danne regering må hans parti samarbejde med ERC for at opnå et flertal. ERC har altid kæmpet for
Cataloniens selvstændighed mens CiU kun har haft det på dagsordenen siden demonstrationen til La Diada i
2012. Dermed mener Alicia Sánchez Camacho at Mas lige så godt kunne være fra partiet ERC. Hendes
udtalelse bringes som overskriften: “Alicia Sánchez Camacho «Mas es el mejor candidato de ERC»”(Bilag
9). Hvis man læser ned i teksten ser man at journalisten uddyber Sánchez Camacho´s citat, så man kan få
det med, at Mas har hjulpet Oriol Junqueras og hans parti ERC med at få det gode resultat til valget: “ «…
ha conseguido que saquen los mejores resultados. Junquera le tiene que estar muy agradecido»...”(Bilag
9). Endnu et citat fra Sánchez Camacho viser anti-selvstændighedsdiskursen, der blev analyseret i forrige
afsnit, da hun omtaler at Mas burde krybe til korset og indrømme at han har fejlet: “«Mas debe reconocer
públicamente su error, su gran fracaso»...” (Bilag 9).
La Diada i 2013 bliver fejret med en 400 km lang menneskekæde gennem Catalonien. Mange mennesker
deltager i arrangementet, stemningen er meget følelsesladet. José Manuel García-Margallo bliver citeret i
overskriften: “Margallo admite un «éxito»en los actos de la Diada y pide hacer una «reflexión»”(Bilag 22).
Han indrømmer, at det har været en succes, men han beder om, at man skal tænke over tingene. Længere
nede i samme artikel bliver hans udtalelse uddybet og man kan se, at han mener at selve organiseringen af
arrangementet har været en succes, hvilket bekymrer ham: “...ha considerado que los actos de celebración
de la Diada fueron «un éxito de convocatoria, organización, logística y comunicación» y que le producen
«preocupación y tristeza».”(Bilag 22). Citatet bruges som sagt til at uddybe hans udtalelser, samtidig med
at det siger, at man skal være bekymret for det omfang selvstændighedsbølgen har fået. Denne bekymring
hører også ind under trusselsdiskursen, som blev identificeret i forrige afsnit.
Det tavse flertalsdiskursen fremgår i overskriften fra El Mundo, der citerer Soraya Sáenz de Santamaría:
“Santamaría apela a escuchar también a las «mayorías silenciosas» tras la Diada” (Bilag 21). Den spanske
regering er bekymret for, at man ikke lytter til det tavse flertal, der ikke er så højtråbende og
frembrusende, som deltagerne i menneskekæden til La Diada 2013. Citatet fra overskriften bliver uddybet
med flere udtalelser fra Sáenz de Santamaría. Hun lover at den spanske regering er forpligtet til at
«escuchar a todos los españoles», der går på gaden, men også «las mayorías silenciosas» som bliver
hjemme, og der har ret til at man våger over deres «libertades y por sus opiniones» (Bilag 21).
Da der bliver fastsat en dato og det der skal stemmes om til folkeafstemningen om Cataloniens
selvstændighed i december 2013 kommer José María Aznar med nogle udtalelser. Aznar sammenligner
terroristgruppen ETA og deres frontale og ulovlige metoder med den catalanske folkeafstemning. Som han
siger i overskriften, kan man sammenligne dem, selvom de bruger forskellige strategier: ” Aznar dice que la
consulta catalana usa una estrategia «distinta» a ETA pero igualmente «frontal e ilegal»” (Bilag 29).
Aznar mener at både folkeafstemningen og ETA er «estrategias de destrucción» mod den aftale af
sameksistens som forfatningen foreskriver. Både sammenholdsdiskursen og ikke mindst trusselsdiskursen
kommer til udtryk i ovenstående citater.
El País bruger også citater fra personer, der er imod den catalanske selvstændighed: Alfredo Pérez
Rubalcaba (forhenværende leder af det socialistiske parti – PSOE), Mariano Rajoy og Herman Van Rompuy
(formand for Det Europæiske Råd).
El País bringer en artikel i december 2013 (Bilag 25) efter at datoen til folkeafstemningen om Cataloniens
uafhængighed er blevet fastsat. I denne citeres Van Rompuy: «Nadie vivirá mejor separándose, ni
tampoco Cataluña será mejor acogida en Europa». Han fortæller at Catalonien ikke vil stå bedre alene
uden hverken Spanien eller EU, og derudover vil Catalonien risikere at blive et «país tercero» og altså stå
udenfor EU. Udelukkelsesdiskursen bruges på en effektiv måde ved at citere en person, der har direkte
information fra EU. Når en politiker fra Spanien truer med Cataloniens udelukkelse fra EU kan det være
svært for befolkningen (i Catalonien) at tro på det. Politikerne fra den spanske centralregering har nemlig
mistet troværdigheden i Catalonien i takt med deres mangelfulde forståelse for det catalanske folks
problemer og uafhængighedsønsker. Derfor er brugen af udtalelser fra en højtstående person indenfor EU
mere effektfuld når avisen og journalisten vil pointere problematikken i Cataloniens mulige exit. Van
Rompuy er en meningsdanner eller ekspert, hvis udsagn forstærker troværdigheden når avisen omtaler
Cataloniens udelukkelse23.
23
Brugen af meningsdannere og eksperter i medierne er forklaret i specialets afsnit: 2.2.2.1 Medierne.
Ikke alle udtalelser, der taler imod den catalanske selvstændighed, bliver brugt til antiselvstændighedsdiskursen. I artiklen fra El País (Bilag 1) kritiseres Rajoy for at have udtalt sig i et TVinterview, hvor han betegner catalanernes forurettelsesfølelser for «algarabía» (volapyk). Avisen mener, at
det er et tegn på letfærdighed, som ikke bør tolereres i Spanien.
ABC gør også brug af citater fra politikere, der er imod den catalanske selvstændighed. Alicia Sánchez
Camacho (PP), Soraya Sáenz de Santamaría (PP) og Albert Rivera (lederen af det catalanske parti
Ciutadans). Sánchez Camacho kritiserer CiU for at opfordre til demonstrationen i Barcelona til La Diada i
2012, hvilket kan bringe: «problemas graves en el futuro, puede producir enfrentamientos civiles entre
nosotros. Su actitud es irresponsable y peligrosa» (Bilag 5). Brugen af dette citat betegnes som et
eksempel på trusselsdiskursen.
El Mundo bruger også citater af personer, der ønsker catalansk uafhængighed. Disse personer er: Artur Mas
(regional præsident i Catalonien, fra partiet Convergencia i Unio - CiU), Pep Guardiola (catalaner som er den
tidligere træner for FC Barcelona), Núria de Gispert i Català (præsident for det catalanske parlament),
Carme Forcadell (lederen af Assemblea Nacional Catalana – ANC), Joana Ortega (næstformand i
Convergencia i Unio – CiU) og Oriol Junqueras (leder af Esquerra Republicana de Catalunya – ERC).
Disse personers citater er derimod ikke brugt af El Mundo til at tale for Cataloniens uafhængighed. Et af
citaterne fra Mas bliver omtalt som en trussel: “...ya lanzó la primera amenaza al Gobierno español,
incluso antes de empezar la marcha: si no hay acuerdo por el pacto fiscal, «el camino hacia la libertad de
Cataluña está abierto»” (Bilag 4). I et andet eksempel bruges et citat fra Mas, hvor han udtaler at
regionsvalget i 2012 er «más decisivas» i hele hans historie. Han appellerer til den catalanske befolkning at
de skal give «un mensaje potente al mundo, de espíritu constructivo»(Bilag 10). Avisen svarer, at
budskabet er nået frem til befolkningen, men at denne igen også har sendt et tydeligt budskab, som kan
aflæses i CiU´s store tab af stemmer.
5.1.2.2 Den spanske forfatning
Aviserne i analysen gør ikke kun brug af citater fra personer. De nævner også i høj grad den spanske
forfatning i en del at artiklerne. Der bruges kun direkte citater fra den spanske forfatning i en enkelt artikel
fra El Mundo, som bærer overskriften: “El artículo 155 de la Constitución” (Bilag 28). Ellers refereres der til
den spanske forfatning som et symbol på Spaniens sammenhold og som værende en ukrænkelig lov. Der er
70 referencer til den spanske forfatning i de 32 spanske artikler. Fordelingen på referencerne af
forfatningen er at ABC bruger det 17 gange i de 10 artikler, El País 20 gange i de 10 artikler og El Mundo 30
gange i de 11 artikler. Bortset fra en enkelt artikel fra El País i september 201224, gøres der næsten ikke
brug af denne reference i perioden før artiklerne fra september 2013 og december 2013. I alt er der kun 9
referencer før september 2013, hvor de resterende 61 ligger efter denne dato. I perioden efter La Diada og
menneskekæden i september 2013 fremhæver politikere og medier, der er imod Cataloniens
uafhængighed, forfatningen, som et uomtvisteligt argument i mod catalanernes løsrivelse fra Spanien. Der
er noget som især kommer til udtryk i følgende diskurser: trussels-, sammenholds - og antiselvstændighedsdiskurs.
Ifølge aviserne og politikerne er det umuligt at Catalonien kan blive selvstændigt. De baserer deres udsagn
på at den spanske forfatning ikke tillader det. Som man for eksempel kan se det i denne artikel fra El País:
”...partiendo de la base del imposible encaje constitucional de una secesión y de la necesidad de buscar
otras respuestas.” (Bilag 2). Folkeafstemningen om Cataloniens uafhængighed er ulovlig og ikke muligt i
følge forfatningen: “EL Ejecutivo de Artur Masse ha alzado abiertamente contra nuestro ordenamiento
legal, aprobado libremente en democracia. La Generalitat amenaza con organizar un referéndum
inconstitucional.” (Bilag 23). Mas kritiseres for ikke at respektere den spanske forfatning: “...pero ningún
dirigente de un país civilizado y democrático puede considerar la Constitución y el Estado de derecho
como papel mojado o meras formalidades.”(Bilag 2).
Brugen af den spanske forfatning i artiklerne virker som sagt i nogle tilfælde som et symbol på
sammenhold, andre gange som loven, og i nogle tilfælde som udtryk for at enten sammenholdet eller loven
er truet. Som man kan se, så er forfatningen overvejende brugt som symbol på loven. Eksempler på ordvalg
brugt i aviserne til at benævne forfatningen når den kommer til udtryk i de ovennævnte tre former, kan ses
i boksen i bilag 56, bagerst i opgaven.
Når man ser tilbage på hvor mange gange forfatningen bruges i artiklerne (70) og at den for det meste
fremstilles som en ubrydelig lov, danner der sig et billede af avisernes holdning i analysen. De fremhæver
det umulige i den catalanske selvstændighed, og avisernes negative syn på uafhængighedstilhængere og
deres mål kommer ligeledes til udtryk.
24
Bilag 2, hvor der kommer 6 referencer til forfatningen.
5.2 Tekstdimensionen
For at besvare på opgavens spørgsmål analyseres teksten, som er gensidigt afhængig af den diskursive
praksis som allerede er analyseret og den sociale praksis, som bliver analyseret længere fremme i opgaven.
Fokus her er på tekstens ordvalg og modalitet.
5.2.1 Ordvalg
Ordvalget i artiklerne kan være med til at forstærke diskurserne. Især når der bruges positivt eller negativt
ladede ord, kan det være med til at vise den generelle opfattelse af emnerne, og den betydning de
tillægges.
I de spanske artikler bliver catalanere, der gerne vil have et selvstændigt Catalonien ofte omtalt i negative
termer. I de fleste af artiklerne bliver de kaldt for ”independentistas” (uafhængighedstilhænger). Dette er
oprindeligt ikke et negativt ord, men når konteksten siger, at det ikke er i orden, at ville bryde med Spanien,
får ordet en mere negativ klang. For eksempel i overskriften fra ABC hvor udtrykket ”sedición
independentista” (Bilag 23) kæder termen ”independentista” med det meget negative ord ”sedición”
(oprør). Af de tre aviser, er det kun ABC, der bruger termen ”sedición” for at beskrive
uafhængighedstilhængerne. Ordene bliver brugt i trusselsdiskursen, til at fremhæve truslen som
uafhængighedstilhængerne udgør for Spaniens helhed og sammenhold. Samtidig er det negative ordbrug
anvendt til at benævne catalanere, der ønsker selvstændighed også et eksempel på en antiselvstændighedsdiskurs.
De catalanske uafhængighedstilhængere bliver også omtalt som nationalister. Ifølge ordbogen er en
nationalist: - En person med stærk, evt. overdreven nationalfølelse eller -En person som kæmper for at et
område skal blive en uafhængig nation25. Nationalist er et mere negativt ladet udtryk, som leder tankerne
hen på en ekstrem person. ABC viser i det næste eksempel, hvad de mener om ”nationalisterne”: ”los
nacionalismos disgregadores” (Bilag 23). En nationalist der er ”disgregador” (får til at smuldre eller at
splitte) er endnu et eksempel på en italesættelse af de catalanske uafhængighedstilhængere som en trussel
mod Spaniens sammenhold. ABC uddyber i en af deres artikler, hvad målet er for
uafhængighedstilhængere, og hvorfor de kalder sig selv for nationalister: ”…la independencia (algún día lo
25
Politiken Nudansk Ordbog med etymologi (2005)
aprenderemos: se llaman nacionalistas porque quieren construir su nación y romper la nuestra)” (Bilag
16). Eksemplerne viser igen, hvordan især ABC bruger negative termer, der støtter op om både
trusselsdiskursen og anti-selvstændighedsdiskursen.
Diskursen, der blev kaldt for det tavse flertalsdiskurs bygger på den formulering som politikere og medier
vælger at bruge når de refererer til de mennesker, der ikke går på gaden for at protestere. Udtrykket er ikke
nyt og er blevet brugt igennem tiderne for at referere til alle dem, der ikke har den samme mening, som
dem, der protesterer/demonstrerer. I konteksten af de spanske politikeres og mediers udlæggelse af
catalanernes demonstrationer for et uafhængigt Catalonien bliver der sat et lighedstegn mellem ”mayoria
silenciosa” (tavse flertal) og dem der er imod den catalanske selvstændighed. I artiklen fra ABC, hvor det
catalanske regionsvalg bliver analyseret, får det tavse flertal endnu et navn: «la Cataluña silenciosa» (Bilag
17). Det tavse flertal fra Catalonien menes i artiklen endelig at have talt og udtrykt deres mening. Dette
baseres på at CiU ikke har fået så mange stemmer ved valget, fordi det tavse flertal har valgt at stemme på
andre partier, der ikke er for den catalanske uafhængighed. Ved valget tabte CiU vælgere til PP i Catalonien.
Men de store vindere af regionsvalget var det pro-uafhængighedsparti ERC. Artiklen mener nok ikke at de
sidste fik stemmerne fra det tavse flertal.
En leder fra El Mundo, der bærer overskriften: “A Frankenstein se le escapa el monstruo” (Bilag 3). Her er ”
el Monstruo” (uhyret) den catalanske uafhængighedsbevægelse, som Mas har kreeret, og som er sluppet
ham af hænde. Frankenstein lavede et uhyre og ligeledes Mas, som har lavet en ustyrlig masse af folk, der
vil bryde med Spanien. Anti-selvstændighedsdiskursen får her kreativ karakter i El Mundos lederartikel, og
er kendetegnet ved at være udpræget værdiladet.
5.2.2 Modalitet
Modalitet kan ses i journalisternes fortolkning og fremlægning af begivenheder, hvor bl.a. kategorisk
modalitet benyttes i en høj grad, når de fremlægger informationer som var de fakta. Nedenfor analyseres
anvendt modalitet i artiklerne.
Der bliver ikke sat spørgsmålstegn om folkeafstemningen om Cataloniens selvstændighed er ulovlig eller ej.
Når Rajoy skal udtale sig om selvstændighedsønsket affærdiger han det altid med at pointere, at det er en
ulovlig folkeafstemning ifølge den spanske forfatning. Specialet her skal ikke afgøre om afstemningen er
ulovlig eller ej, men uafhængighedstilhængerne mener tilsyneladende, at den ikke er ulovlig siden der er
afsat en dato for afstemningen. ABC gentager Rajoy´s mening om at det er ulovligt i flere tilfælde: ”…CiU y
ERC han anunciado un referéndum ilegal para el 9 de noviembre del próximo año…” (Bilag 30). Hvis
adjektivet ”ilegal” var blevet udelukket ville udsagnet ikke være kategorisk. Eller hvis det blev omtalt som
”posiblemente ilegal”, med et modalt adverbial ville det have været mere formildende. Avisen skriver at
afstemningen er ulovlig og anvender en høj grad af kategorisk modalitet ved eksempelvis at bruge
nutidsverbet es (er) og sammensætte handlingen med ordet ulovlig, og dermed udlægge det som fakta i
mange af deres artikler: “acto ilegal como es el referéndum” (Bilag 13), “La consulta es ilegal y nunca
llegará a celebrarse” (Bilag 30), “del referéndum ilegal” (Bilag 30), og “consulta ilegal” (Bilag 31).
Efter analysen af ABC´s artikler fås indtrykket af, at det er en avis der siger tingene ligeud. Når de kritiserer
gør de det ligefrem og hårdt. Men ABC bruger dog også nogle gange formildende modale adverbier, som
her: "la financiación presuntamente ilegal "(Bilag 13). Ved at bruge adverbiet ”presuntamente” viser de en
usikkerhed på om det er et faktum at finansieringen er ulovlig. Men ABC bruger også adverbier der ikke er
formildende, som f.eks. “claramente”, der her bruges til at forklare at uafhængighedstilhængerne
”tydeligvis” vil bryde med Spanien: “expresando claramente su voluntad de romper todos los lazos” (Bilag
3). ABC mener også at den catalanske regering åbenlyst (”flagrantemente”) ikke følger loven og reglerne i
det spanske demokratiske samfund: “la Generalitat está vulnerando flagrantemente las normas de
nuestra democracia” (Bilag 23).
El País giver også udtryk for, at den catalanske uafhængighed og folkeafstemning er ulovlige. Denne avis gør
også brug af kategorisk modalitet når de udtrykker at afstemningen ikke kun er uigennemførlig, men
fuldstændig uigennemførlig: ”absolutamente irrealizable bajo las leyes” (Bilag 25). Den catalanske regering
kan komme med alle tænkelige tiltag for at prøve på at få gennemført folkeafstemningen for Cataloniens
selvstændighed, som alle vil være ulovlige. El País fjerner den mulige tvivl om lovligheden af
folkeafstemningen ved brugen af det kategoriske adverbie ”absolutamente”.
6. Analyse del II: Danske artikler
I dette kapitel vil de 24 danske artikler, som består af 8 artikler fra Berlingske, 7 fra JP og 9 fra Politiken
analyseres. Analysens formål er at finde frem til, hvilke diskurser der tages i brug når de danske medier
omtaler catalanernes ønske om uafhængighed. Først vil den diskursive praksis og derefter de tekstuelle
egenskaber undersøges.
Denne del af analysen undersøger de danske mediers dækning af følgende fire begivenheder:

11. september 2012: demonstration i Barcelona til La Diada

25. november 2012: valg i Catalonien

11. september 2013: menneskekæde på 400 km til La Diada

12. december 2013: fastsat dato for afstemning om uafhængighed
Berlingske
Jyllands Posten
Politiken
11. september 2012-
Bilag 32
Bilag 34
Bilag 36
diada-demonstration
Bilag 33
Bilag 35
Bilag 37
25. november 2012-
Bilag 38
Bilag 42
Bilag 45
valg
Bilag 39
Bilag 43
Bilag 46
Bilag 40
Bilag 44
Bilag 47
Bilag 48
Bilag 49
Bilag 41
11. september 2013diada-kæde
(*26)
12. december 2013-valg
Bilag 51
dato
Bilag 52
Bilag 50
Bilag 53
Figur 2: De danske artiklers fordeling efter aviser og datoer
26
*Der er ikke fundet nogen artikler fra Berlingske omkring denne begivenhed.
Bilag 54
Bilag 55
I analysen af citaterne brugt i de spanske artikler blev der henvist til at halvdelen af artiklerne var
lederartikler og den anden halvdel var nyhedsartikler. Ud fra informationerne fundet på Infomedia og
avisernes egne hjemmesider har det været svært at se hvilken form for artikler, der arbejdes med. Den
avissektion artiklerne er fundet under er i tilfældet af Berlingske kaldet ”globalt” der indeholder nyheder fra
udlandet. JP kalder deres sektion for ”international/Europa” og indeholder nyheder fra Europa. Politikens
sektion hedder ”udland/internationalt” og indeholder nyheder fra udlandet. En enkelt artikel fra Politiken
(Bilag 45) er under PS sektionen, der indeholder mere undersøgende og dybdeborende artikler end de
almindelige nyhedsartikler. Størstedelen af artiklerne er nyheder og nyhedsanalyser, der bringer mange
citater.
6.1 Diskursive praksis
For at svare på specialets spørgsmål om den diskursive praksis i avisernes dækning, vil der først blive
analyseret hvilke diskurser artiklerne trækker på, og derefter se hvilke referencer og citater der henvises til
i artiklerne.
6.1.1 Interdiskursivitet
Efter analysen af de danske artikler, er der fundet frem til at der er 4 diskurser, som er mere fremtrædende
end andre. De 4 diskurser er: kamp-, krise-, anti-selvstændigheds- og udelukkelsesdiskurs. De fire
diskurser er ligeligt fordelt over de tre aviser. Diskurserne, som i de følgende afsnit fremlægges, vil
illustreres med udpluk af tekststykker fra artiklerne. Diskurserne uddybes senere i analysen.
Anti-selvstændighedsdiskurs optræder i 21 ud af de i alt 24 danske artikler. Fordelingen af diskursen er
følgende: 7 ud af 8 artikler fra Berlingske, 6 ud af 7 artikler fra JP og 8 ud af 9 artikler fra Politiken.
Kampdiskursen optræder i 19 artikler ud af de i alt 24. Fordelt på 6 ud af 8 artikler fra Berlingske, 4 artikler
ud af 7 fra JP og i alle 9 artikler fra Politiken.
Krisediskursen optræder i 15 ud af de i alt 24 artikler. De er fordelt på 4 ud af 8 artikler fra Berlingske, 6 ud
af 7 artikler fra JP og 5 ud af 9 artikler fra Politiken.
Udelukkelsesdiskursen optræder i 6 ud af de 24 artikler. Fordelt på 2 ud af 8 artikler fra Berlingske, 2 ud af
de 7 artikler fra JP og 2 ud af 9 artikler fra Politiken.
6.1.1.1 Anti-selvstændighedsdiskurs
Diskursen omtalt i opgaven som anti-selvstændighedsdiskurs optræder når artiklerne udtrykker sig
negativt om catalansk uafhængighed. Det sker bl.a. når de fokuserer på at uafhængighedstilhængerne ikke
kan få et selvstændigt Catalonien pga. at den spanske forfatning ikke tillader det.
Uafhængighedstilhængerne bliver sammenlignet med oprørere der vil bryde Spanien sammenhold uden at
tænke på konsekvenserne. De bliver også fremstillet som nærige og selviske når deres ønske om
selvstændighed ofte beskrives som værende udsprunget af deres manglende lyst til at støtte de fattigere
dele af Spanien. Nogle eksempler i artiklerne på anti-selvstændighedsdiskurs er disse:
Centralregeringen i Madrid bruger sandsynligvis den spanske forfatning til at modsætte sig
folkeafstemningen om Cataloniens uafhængighed. Ifølge Berlingske er der stadig lang vej til en eventuel
løsrivelse fra Spanien fordi ”… det kræver en ændring af forfatningen i Spanien,…”(Bilag 38). I Berlingske
beskrives det, hvordan at Spaniens premierminister, Rajoy, vil stoppe afstemningen ved at bruge
forfatningen og ”få domstolenes klare opbakning” (Bilag 38) til det. Grunden til at Rajoy er så sikker på, at
han kan stoppe både afstemning og i det hele taget forhindre et uafhængigt Catalonien, er fordi, at den
spanske forfatning ikke tillader det på nogen måde. Dette fremgår også af et citat af Rajoy bragt i en artikel
fra Berlingske: ”»Afstemningen er i radikal modstrid med forfatningens grundlæggende princip om, at
den spanske nation er udelelig. «” (Bilag 52).
Artiklen fra Berlingske skriver længere nede at den spanske regering let som ingenting kan stoppe
folkeafstemningen eller andre initiativer for selvstændighed ved forfatningsdomstolen fordi det er
”fuldstændig korrekt i juridisk forstand” (Bilag 52)og dermed en umulighed at gøre noget for at opnå
catalansk uafhængighed. JP mener det samme: ”catalonierne er bundet af den spanske forfatning, som
forhindrer den ønskede folkeafstemning” (Bilag 44). Politiken bringer også en udtalelse fra Rajoy, hvor han
siger: ”»Jeg kan garantere jer, at den afstemning ikke bliver afholdt«. Rajoy fortsætter sin forsikring om et
udeleligt Spanien, der er beskyttet af forfatningen, og at hvis der skal ”ændres på det, skal alle spaniere
spørges ved en folkeafstemning ikke bare den region, der måtte ønske at forlade fællesskabet«.” (Bilag
55). Hvis der skulle laves en folkeafstemning i hele Spanien ville Cataloniens ca. 7 millioner catalanere ikke
kunne stille så meget op mod de resterende 40 millioner indbyggere i landet. Ved et sådant scenarie vil
uafhængighedstilhængerne i Catalonien ikke have en chance. En ændring i forfatningen kræver dermed en
meget sympatisk national afstemning eller at forfatningsdomstolen får nåde, begge ting meget
usandsynlige27.
De catalanske uafhængighedstilhængere bliver også fremstillet som nærige og selviske når deres ønske om
selvstændighed ofte beskrives som værende udsprunget af deres manglende lyst til at støtte de fattigere
dele af Spanien. Catalonien skildres som en af de rigeste regioner i Spanien i alle tre aviser: ”den forholdsvis
velhavende spanske region” (Bilag 32, Berlingske), ”et af de mest velstående områder i Spanien” (Bilag 51,
Berlingske), ”Catalonien, som er en velhavende, men finansielt problemfyldt region” (Bilag 46, Politiken),
”den rigeste region i Spanien” (Bilag 43, JP).
Når uafhængighedstilhængerne vil bryde med Spanien, betragtes det også af alle tre aviser, som at ønsket
om selvstændighed har økonomien som første og største præmis. I Berlingske står der at ”Især landets
stigende arbejdløshed og dårlige økonomi gør ønsket om selvstændighed større i den forholdsvis
velhavende spanske region.” (Bilag 32). Dagen efter står der i samme avis, at det for få år siden kun var en
meget lille del at catalanerne, der ville bryde med Spanien, men at ”det er især krisen, der har vundet nye
sjæle for sagen” (Bilag 33). JP mener ydermere i en artikel, at ”Det catalanske selvstændighedskrav bæres
af frustration over at bidrage til Spaniens fattige regioner” (Bilag 35). Det er ikke kun krisen i det
velhavende Catalonien, der har fået mængden af uafhængighedstilhører til at vokse. Solidariteten med
resten af Spanien og især de fattigere regioner er ikke stor fordi catalanerne ”føler, at de betaler for
mange penge til at udligne skævhederne i Spanien” (Bilag 36), som der står i Politiken. Dette giver et
billede af en rig region, der er nærig og af et egoistisk folk, der alene af økonomiske grunde vil være
uafhængige fra Spanien. En svensk journalist citeres i Politiken: ”»Jamen, i det nordlige Sverige er der også
fattige egne, som vi betaler til. Derfor overvejer vi jo ikke at gå solo og etablere vores egen stat i
Stockholm eller at smide dem ud af landet«.” (Bilag 45).
I de følgende eksempler, der stadig hører ind under anti-selvstændighedsdiskursen, er trusselsdiskursen
fundet i de spanske artikler også til stede. JP skriver i deres artikel at Catalonien er ”drivkraft i Spaniens
økonomi og står for en femtedel af landets produktion” (Bilag 34). Derfor kan uafhængighedstilhængerne
igen ses som usolidariske, hvis de tager alle deres rigdomme med sig og efterlader et Spanien i krise. JP
beskriver ligeledes et muligt exit af catalanerne, som at det ”vil have store konsekvenser for Spanien, da
Catalonien er et vækstlokomotiv i Spanien” (Bilag 43). Overskriften som denne artikel bærer advarer os om
27
Den spanske regering tillader ikke en ændring i forfatningen som forstås som noget urørligt. Men for nogle år siden
forfattede tidligere premierminister José Luis Rodríguez Zapatero og daværende oppositionsleder Mariano Rajoy i
enrum og uden nogen form for debat, en ny paragraf i forfatningen, der forbyder underskud på statsbudgettet. (Bilag
41)
at ”Catalonien kan få krisen til at blusse op” (Bilag 43) i Spanien. Men resten af Europa skal også være
bekymrede for at Catalonien muligvis bliver uafhængigt af Spanien. I artiklen fra Politiken advarer avisen
om at den catalanske selvstændighed ”truer hele Spaniens eksistens og dermed er en bombe under både
euroen og EU” (Bilag 45).
6.1.1.2 Kampdiskursen
Kampdiskursen optræder når artiklerne beskriver de catalanske uafhængighedstilhængeres ønske om at
bryde med Spanien. Spanien og regioner, der vil have selvstændighed ses som modstandere i en kamp eller
krig, hvor våbnene er den spanske forfatning på den ene side af fronten og folkeafstemningen for catalansk
uafhængighed såvel som ønsket om et selvstændigt Catalonien på den anden side af fronten. Det modsatte
af krig er fred, og derfor ses brugen af dette udtryk også i kampdiskursen, da de to udtryk følges ad.
Beskrivelsen af det catalanske regionsvalg indeholder som forventet også udtryk, der forbindes med en
kamp.
De catalanske uafhængighedstilhængeres kamp mod resten af Spanien bliver skildret i artiklen fra
Berlingske: ”Siden 1979 har regionen kæmpet for en højere grad af selvstyre, selvom den er Spaniens
tredje mest selvbestemmende efter Navarra og Baskerlandet.” (Bilag 32). Hvert år fejrer catalanerne
deres nationaldag, La Diada, på en fredelig og festlig måde i hele Catalonien. Men i 2012 udtrykker Politiken
bekymring for at festen vil blive afløst med vold. Under overskriften ”Catalansk fest kan ende i voldsomme
optøjer” (Bilag 36) omtales udsigterne til problemer i Barcelona. Politikens korrespondent, der er i
Barcelona, rapporterer at ”Politiet er massivt til stede i kampuniformer og med hollænderbiler ” (Bilag 36).
Selvom at fejringen af La Diada er ganske fredsommelig ifølge Politiken, så udtaler avisen også: ”men alle
frygter, at det hen under aftenen vil eskalere i en eller anden form for ballade” (Bilag 36). Forklaringen på,
hvorfor indbyggernes demonstrationer for et frit Catalonien kan ende i voldsomme optøjer, er fordi at det
er oplevet tidligere, nemlig: ”sådan som det skete 29. marts i år.” (Bilag 36). Den 29. marts 2012 udviklede
en demonstration i Barcelona sig til en kamp mellem autonome og politi. Denne begivenhed har gjort
Politiken bange for at overvære en gentagelse, men som korrespondenten siger:
”»Stik i mod alle odds demonstrerer de mange catalanere imidlertid fredeligt på Cataloniens
selvstændighedsdag, La Diada *…+ Alle forventede, at det hen under aftenen vil eskalere i en eller
anden form for ballade, fordi det plejer at være sådan. Men stemningen er ovenud fredelig og
festlig, og politiet har nærmest ikke været i gaderne *…+ Catalanerne har for første gang sendt et
tydeligt signal til Madrid og resten af Europa om, at man fredeligt står sammen om catalansk
uafhængighed«.” (BILAG 37: Politiken, 11-09-2012).
Året efter bliver La Diada fejret med en 400 km lang menneskekæde. Den bliver ikke beskrevet som en
kamp og der er heller ikke bekymring for eskalering til optøjer. Men overskriften fra Politiken:
”Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for uafhængighed i oprørsk region” (Bilag 49),
betegner Catalonien som en oprørsk region. Oprøret er imod Spanien og centralregeringen i Madrid.
I overskriften fra Politiken: ”Oprørsk region lader bomben springe: Valg om uafhængighed 9. november
næste år” (Bilag 55) kan man se at kampen for Cataloniens uafhængighed fortsætter. Da Mas og hans parti
CiU fremlægger en dato og nogle spørgsmål til en folkeafstemning om catalansk selvstændighed
sammenlignes dette med et meget destruktivt våben – en bombe. Men den spanske centralregering med
Rajoy kommer med et hurtigt svar, der beskytter Spanien mod ”bomben”. Som man kan se fra overskriften
i Politiken: ”Spansk minister tryner catalanere: Siger nej til folkeafstemning” (Bilag54). Rajoy bruger
forfatningen som et våben (eller skjold), til at slå alle håb om folkeafstemningen ned: ”den spanske
regering fægter med grundloven mod en uafhængighedsafstemning” (Bilag 52, Berlingske).
Noget der altid beskrives som en kamp i aviserne er når der er et valg. Her anvendes ord og metaforer, der
henviser til kamp som i følgende: ”Modstanderne” ”kæmper” med hinanden, politikerne ”kæmper” om
stemmer og i tilfælde af at det går godt ”stormer” de frem: ”venstreorienterede separatistpartier stormer
frem” (Bilag 39, Berlingske). Modstanderne fra de forskellige partier bliver sammenlignet med fronter, som
i denne overskrift fra JP: ”Fronterne trukket skarpt op før valg” (Bilag 42). Regionsvalget i Catalonien
handler i sidste ende om at Mas vil undersøge om catalanerne vil være uafhængige og derfor udvikler
valgkampen sig ”til en krig på ord mellem Barcelona og Madrid.” (Bilag 45, Politiken).
Til et valg er der altid vindere og tabere, som man også kan se ud fra dette udsagn fra Berlingske: ”den
Madrid-baserede La Razón udråbte endog »Spanien« som valgets sejrherre.” (Bilag 41). Regionsvalget i
Catalonien beskrives også som en kamp med sejrherre og tabere der må trække sig: ”Det kan meget vel
ende med et tilbagetog og - om man, som La Razón, vil - en sejr for Spanien.” (Bilag 41, Berlingske).
6.1.1.3 Krisediskursen
Krisediskursen optræder når artiklerne fokuserer på den økonomiske krise, der især er meget omfattende i
Spanien. Der er også tale om en krise når Catalonien vil bryde med Spanien.
Berlingske, JP og Politiken beskriver hvordan realiteten ser ud i Spanien. Nemlig at landet er i en dyb krise,
der ikke er blevet mindre siden den startede. Den økonomiske krise, der startede omkring 2008 omfattede
hele Europa, men især de sydlige lande blev hårdt ramt. I artiklen fra Politiken står der: ”Men vi er i 2013
og hele Europa, inklusive Spanien er i dyb krise.” (Bilag 49). Dette beskriver den kontekst de catalanske
uafhængighedstilhængere agerer i. Artikel efter artikel beskriver konteksten: ”Spaniens galopperende
gældskrise”(Bilag 33, Berlingske), ”Især landets stigende arbejdløshed og dårlige økonomi” (Bilag 32,
Berlingske) og ”… Mariano Rajoy, som kæmper mod en dyb recession og en arbejdsløshed på 25 procent,
mens han arbejder for at skære ned på høje låneomkostninger ved at overbevise investorer om Spaniens
økonomiske og politiske stabilitet.” (Bilag 46, Politiken). Men yderligere beskrives krisen i Spanien som
ikke kun at være økonomisk. De catalanske separatister er medvirkende til at landet er i krise internt og der
udtales: ”… Spaniens stadig dybere krise ikke begrænser sig til økonomien men også truer med at vende
op og ned på det politiske landskab, der opstod efter Francos død i slutningen af 1970erne.” (Bilag 41,
Berlingske).
Når der skrives om den økonomiske krise i Spanien omfatter det også omtale af den ”rigere” region
Catalonien, som man kan se det i de næste artikler: ”Catalonien er drivkraft i Spaniens økonomi og står for
en femtedel af landets produktion, men regionen har fået store økonomiske problemer under krisen.”
(Bilag 34, JP).
Som analysen af anti-selvstændighedsdiskurs også viste, er det ifølge de tre danske avisers artikler især
den økonomiske krise, der fremmer catalanernes ønske om en selvstændig stat. ”Spaniens økonomiske
krise har skubbet til Cataloniens ønske om at rive sig løs og danne en ny stat.” (Bilag 35, JP).
Artur Mas valgte at stille sig i fronten af uafhængighedstilhængerne efter La Diada 2012. At Mas valgte at
gøre dette forklares i JP med at: ”Artur Mas vil flytte fokus væk fra den upopulære økonomiske
dagsorden, han er nødt til at sætte på grund af den finansielle krise. Det gør han ved at fokusere på
Cataloniens løsrivelse fra Spanien.” (Bilag 48). Ud fra denne udmelding er krisen ikke kun katalysator for, at
mange catalanere vil være selvstændige, den er også grunden til, at Mas vil være frontløberen der henleder
opmærksomheden væk fra den økonomiske krise og over til catalanernes frihed fra moderlandet.
6.1.1.4 Udelukkelsesdiskursen
Udelukkelsesdiskursen optræder når artiklerne fokuserer på, at hvis Catalonien forlader Spanien så
udelukkes de fra EU, som beskrevet tidligere i den spanske analyse. I det følgende vises nogle eksempler på
artikler, hvor udelukkelsesdiskurs findes:
JP kan i en artikel fortælle at Mas har været i ”Bruxelles for at tale Cataloniens sag, efter at den spanske
regering har truet med at blokere for, at et selvstændigt Catalonien kan blive medlem af EU.” (Bilag 35).
Som artiklen også beskriver, er konsekvenserne for en udelukkelse af EU en meget alvorlig sag for regionen:
”Netop udsigterne til, at Cataloniens 7,5 mio. indbyggere risikerer at blive isolerede, får andre til at sige
nej til selvstændighed.”(Bilag 35). Det catalanske selvstændighedsønske bliver påvirket af mulighederne for
en eksklusion fra EU.
Ikke kun den spanske centralregering truer med at udelukke catalanerne. Da formanden for Det
Europæiske Råd er på besøg i Madrid i december 2013 udtaler han sig om sagen. Herman Van Rompuy
forsikrer om ”at et uafhængigt Catalonien også ryger direkte ud af EU.” (Bilag 52, Berlingske). Truslen fra
både den spanske regering og EU burde få uafhængighedstilhængerne til at skifte mening og ikke længere
ville bryde med Spanien, ifølge JP:
”Forfatningen og truslen om ikke at være medlem af EU har været blandt den spanske regerings
stærkeste kort i kampagnen mod Artur Mas og hans løsrivelseskrav, og der er næppe tvivl om, at
når det kommer til praktisk håndtering og økonomi, vil mange cataloniere tænke sig om to gange,
inden de siger ja til løsrivelse.” (BILAG 44: JP, 27-11-2012).
Berlingske citerer lektor og ekspert i spansk politik, Carsten Humlebæk, i en artikel fra november 2012. Her
vurderer Humlebæk udsigten for at uafhængighedsbevægelsen i Catalonien vil blive påvirket af flere
faktorer, for som han siger:
”»- Når det først går op for folk, at de skal løsrives helt og dermed oprette alle de ting, en stat nu
engang har - som en hær og et forsvarsministerium - og at de sandsynligvis også skal søge
optagelse i EU, hvor de vil være afhængige af, at alle - også Spanien - stemmer for, så kan det godt
være, at nogen skifter mening«...” (BILAG 38: Berlingske, 25-11-2012).
Om et uafhængigt Catalonien automatisk bliver smidt ud af EU og aldrig kan blive medlem igen, er en ting vi
først vil få svar på i fremtiden. Men den usikre fremtid hjælper ikke selvstændighedstilhængernes sag28 som
man kan se ud fra artiklerne.
6.1.2 Intertekstualitet
Analyse af intertekstualitet er næste skridt i specialets analyse af den diskursive praksis. Herunder
undersøges først, hvem de danske aviser giver taletid og hvilke citater der vælges i artiklerne. Derefter
undersøges, hvilke andre tekster der refereres til i artiklerne.
6.1.2.1 Citater
Flere af aviserne bringer citater fra eksperter, der har en høj grad af viden om et bestemt område. Under
kapitlet om metodiske overvejelser29 blev det forklaret, hvordan medierne bruger ekspertudtalelser for at
påvirke vores meninger, da de har troværdighed. Nogle eksempler på ekspertudtalelser er følgende:
Politiken bringer nogle udtalelser fra lederen af tænketanken European Council on Foreign Relations'
kontor i Madrid, José Ignacio Torreblanca: ”»Mas har tydeligt begået en fejl. Han talte for en
løsrivelsesdagsorden, men folket har fortalt ham, at de ønsker, at andre skal udføre hans dagsorden«”
(Bilag 46). Citatet henviser til den fejlslående plan Mas havde med at opnå et flertal til regionsvalget i
Catalonien i november 2012. Ekspertens udtalelser definerer og fremhæver, vha. sin position som fagmand,
at Mas har begået en fejl.
Berlingske bringer et citat fra den spanske forfatningsekspert, Javier Pérez Royo:
”»Hvis det eneste svar på denne uafhængighedstrang er, at den ikke har nogen gang på jorden,
fordi grundloven ikke tillader det, ja, så er det mest sandsynlige, at den blot vil fortsætte med at
vokse i styrke,«… ” (BILAG 52: Berlingske, 13-12-2013).
28
Valget om selvstændighed i Skotland, afholdt 18. september 2014, viste da også at mange var bange for fremtiden
og derfor stemte ”Nej”.
29
Afsnit 2.2.2.1 Medierne
Udtalelsen er brugt i forbindelse med en artikel, der omhandler den catalanske folkeafstemning om
selvstændighed. Eksperten mener, at brugen af den spanske forfatning og grundlov ikke er nok, hvis man vil
stoppe uafhængighedstilhængerne. Som analysen af størstedelen af artiklerne viser, er det ellers næsten
udelukkende ved brug af den spanske forfatning, som argument, at den spanske centralregering forsøger at
forhindre en eventuel fremtidig realisering af en catalansk løsrivelse fra Spanien.
Berlingske bruger endnu en ekspertudtalelse i samme artikel (Bilag 52), som henviser til Rajoy´s evigt
negative svar omkring at udtale sig om den catalanske uafhængighed med den begrundelse, at den er
forfatningsstridig, og derfor ikke diskuterbar. Kommunikationseksperten, Antoni Gutiérrez-Rubí: ” Det er
muligt, at Rajoy nægter at diskutere den nationale suverænitet. Men det forhindrer*…+ ikke andre i at
gøre det.” (Bilag 52).
JP bruger nogle udtalelser fra Hans Lauge Hansen, lektor i spansk litteratur og kultur, fra Aarhus Universitet:
”- Det er et politisk propagandatræk*…+at Artur Mas vil flytte fokus væk fra den upopulære
økonomiske dagsorden, han er nødt til at sætte på grund af den finansielle krise. Det gør han ved
at fokusere på Cataloniens løsrivelse fra Spanien. Løsrivelsen har dog lange udsigter, mener Lauge
Hansen.” (BILAG 48: JP, 11-09-2013).
Som man kan se, er det svært, at se de egentlige citater fra eksperten, da de ikke er markerede og bliver
blandet sammen med journalistens fortælling. Om det er journalisten eller eksperten, der mener, at Mas
prøver på at flytte fokus fra de økonomiske problemer hen til Cataloniens selvstændighed, er svært helt
nøjagtigt at se. Det samme sker i næste eksempel.
Berlingske bruger gennemgående udtalelser fra en ekspert i spansk politik, lektor Carsten Humlebæk fra
CBS, i en enkelt artikel:
”- Løsningen er jo ikke kommet nærmere. Der er stadig lang vej til en eventuel løsrivelse af
Catalonien, for det kræver en ændring af forfatningen i Spanien, og at man på et eller andet plan
finder en løsning med regering og parlament i Madrid, siger han. Netop med forfatningen i hånden
vil Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, sandsynligvis modsætte sig en catalonsk
folkeafstemning om løsrivelse. Her vil Mariano Rajoy få domstolenes klare opbakning, siger
Carsten Humlebæk. ”(BILAG 38: Berlingske, 25-11-2012).
Som med det sidste eksempel er det også svært i denne artikel, at se, at se hvor journalistens og hvor
ekspertens meninger starter og stopper. Journalisten omskriver selvfølgelig de direkte citater for at få en
mere flydende tekst, især når ekspertens udtalelser fylder hele artiklen. I stedet for at have et langt citat er
det brudt op i mindre stykker, hvor journalisten hjælper læseren med at forstå når noget er vigtigt. ”Han
understreger dog, at der fortsat er lang vej til en 100 procent selvstændig stat ved navn Catalonien.”
(Bilag 38). Eksperten mener også, at grunden til, at der er lang vej til at Catalonien bliver selvstændigt, er at
den spanske centralregering bliver støttet af forfatningsdomstolen, så der ikke kommer en ændring i den
spanske forfatning, der gør en catalansk uafhængighed mulig.
Det er ikke kun eksperter, der bliver citeret i de tre danske aviser. Både politikerne Mariano Rajoy og Artur
Mas får lov at komme til orde, hver især med deres udtalelser der er for eller imod den catalanske
selvstændighed. Citaterne bragt i artiklen fra Berlingske opsummerer meget godt de to modstanderes
synspunkter, hvilket bruges i mange af artiklerne:
”Baskiske tilstande er da også den moderatnationalistiske regionale regerings officielle krav. Men
bliver det ikke imødekommet af centralregeringen, »vil Cataloniens vej mod frihed stå åben«, som
selvstyrepræsident, Artur Mas i går formulerede det. »Sludder og vrøvl« Spaniens konservative
premierminister, Mariano Rajoy, nægtede i et af sine yderst sjældne TV-interview mandag at
forholde sig til de catalanske krav. »Det, vi har brug for, er at skabe job, ikke alt muligt sludder og
vrøvl,« sagde Rajoy.” (BILAG 33: Berlingske, 12-09-2012).
Som nævnt, er der en enkelt artikel fra Politiken (Bilag 45), der er mere undersøgende og dybdeborende
end almindelige nyhedsartikler. Journalisten bruger rigtig mange citater fra forskellige mennesker.
Citaterne bruges til at vise de to sider af sagen om den catalanske selvstændighed.
Citater fra dem der er imod uafhængighed i Catalonien tæller bl.a. Spaniens daværende konge, Juan Carlos
I: ”… der advarer mod »at jage regnbuer«”; Rajoy: ”den catalanske leder »ødelægger Spaniens
omdømme«” og en almindelig catalansk kvinde, Gemma Sala: ”»Debatten om frihed har taget fokus helt
væk fra de sociale problemer i Catalonien. Ligesom politikerne i Madrid har Artur Mas skåret ned på alt,
og det prøver han at lægge slør over med sin snak om uafhængighed«”.
Citaterne fra dem, der er for den catalanske selvstændighed bliver brugt i højere grad i artiklen. Men man
får ikke indtrykket af, at artiklen kun taler for den catalanske uafhængighed, fordi de brugte citater til dels
viser en anti-selvstændighedsdiskurs ved at give taletid til en catalansk person, der kommer med nogle
udtalelser, der for mange læsere ikke vil virke særlig sympatiske, og derfor kan frembringe modstand
overfor catalanerne og deres uafhængighedsønske. Josep Pla-Coll, der ejer en campingplads, udtaler bl.a.:
”»Vi har været et selvstændigt land, vi har en anden kultur og et andet sprog. For ikke at tale om
arbejdsmoral og ambition. Når de går på bar om aftenen nede i Andalusien efter arbejdsdagen, går
vi på kursus for at lære engelsk. Vi har en helt anden arbejdsmoral end dem, vi er på en måde
Spaniens tyskere. Alligevel skal vi betale til dem«” (BILAG 45: Politiken, 25-11-2012)
Citatet viser, at manden er utilfreds med at skulle betale for de ”dovne” mennesker i Andalusien i
Sydspanien. Selvom der også er citeret og skrevet positive ting om catalanerne i artiklen hænger man fast
på afslutningen, der kan give et mindre flatterende billede af catalanere.
Politiken bringer i samme artikel (Bilag 45) mange udtalelser fra forskellige catalanere. Journalisten skriver
umiddelbart før et citat fra den catalanske turistchef, Ignasi Delàs, at:
”Så går han i stå, kigger op og beder mig lægge notesblokken til side. Og starter det catalanske
favoritforedag - uden for referat - om, hvor umuligt det er at skulle betale så mange penge til
Spanien og ikke selv kunne styre sin økonomi.” (BILAG 45: Politiken, 25-11-2012).
Ud fra fragmentet fra artiklen forstås det, at catalanerne generelt klager meget over ikke at råde over deres
egne penge. Det er ligefrem deres ”favorit foredrag”. Konteksten for citatet fra turistchefen bliver dermed
til dels hvad man kan betegne som anti-catalansk, da det generelle billede artiklen fremstiller af catalanere
er af noget negativ karakter.
6.1.2.2 Referencer
Der bruges ikke kun citater i de danske artikler, men refereres til andre tekster. Ligesom i de spanske
artikler refereres der også en del gange til en specifik tekst, nemlig den spanske forfatning. Den bliver brugt
mindst 21 gange som en reference og symboliserer den catalanske selvstændigheds umulighed i at blive en
realitet, så længe forfatningen forbliver uændret.
Efter at Mas har meldt ud, at der er fastlagt en dato og spørgsmål, der skal stemmes til en folkeafstemning
om Cataloniens selvstændighed bringer Berlingske en reference til en artikel i den spanske avis El Mundo 30.
Referencen til avisen indeholder desuden en reference til den spanske forfatnings paragraf 155: ”Og for det
tilfælde, at nogen skulle have glemt det, mindede avisen El Mundo desuden om, at paragraf 155 i
forfatningen gør det muligt at indføre undtagelsestilstand i genstridige regioner.” (Bilag 52). Når
Berlingske henviser til den spanske forfatning, viser den de danske læsere at forfatningen ikke tillader
catalansk uafhængighed. Men det kommer nok mere som en overraskelse for de samme læsere at avisen El
30
Artiklen er en del af specialets empiri: BILAG 28: El Mundo, Política (13-12-2013) El artículo 155 de la Constitución
Mundo minder de spanske læsere og muligvis den spanske centralregering om at de indenfor lovens
rammer kan bruge magt for at få standset selvstændighedstilhængerne.
De danske artikler refererer til de spanske aviser og henviser bl.a. til en meningsmåling fra avisen El
Periodico (Bilag 33 og Bilag 36). Der refereres også til en artikel i El Mundo, hvori Mas beskyldes for
økonomisk kriminalitet på baggrund af et hemmeligt dokument, som avisen er i besiddelse af (Bilag 39 og
bilag 45). Der refereres til den Madrid-baserede avis La Razón som udråbte Spanien som sejrherre efter
regionsvalget i Catalonien i 2012 (Bilag 41). Der er tre forskellige referencer til artikler fra El País. I den
første fortælles der i avisen, at demonstrationsoptoget var tre kilometer langt, og at der øjensynligt var
langt flere deltagere end ventet af organisatorerne til La Diada i 2012 (Bilag 34) I den anden refereres der til
nogle udtalelser bragt i avisen, hvor Mas anklager Rajoy for at have taget del i beskyldningerne mod Mas,
der udsprang fra det hemmelige dokument som El Mundo påstod at være i besiddelse af (Bilag 42). Den
tredje reference til El País, er et interview med Rajoy, som definitivt afviser enhver form for uafhængighed i
Catalonien (Bilag 55).
Udover at bruge referencer til de spanske aviser, refereres der også til det anerkendte nyhedsbureau
Reuters Bureau31. Berlingske bruger Reuters i en artikel, hvor de fortæller om regionsvalget i Catalonien.
Referencen omtaler Artur Mas og hans parti CiU:
”Partiet endte på blot 50 mandater mod 62 før valget, og uden et flertal vil det blive vanskeligt for
Mas at få gennemført en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien - en afstemning, som er i strid
med forfatningen, og som centralregeringen i Madrid er stærkt imod. Det oplyser Reuters.” (BILAG
40: Berlingske, 26-11-2012).
Ved at bruge Reuters som reference, bringer det mere troværdighed til den danske artikels fortælling om
valget. Der refereres til Reuters igen i samme artikel i følgende: ”Det venstreorienterede separatistiske
parti ERC har ifølge Reuters mere end fordoblet sin opbakning ved søndagens valg.” (Bilag 40).
Når der bruges en meningsmåling, er det vigtigt at se, hvem kilden til den er. Nogle meningsmålinger har
mere troværdighed end andre og en måling bragt i Reuters anerkendes som regel mere end andre
meningsmålinger: ”En meningsmåling viser ifølge Reuters, at 40 procent af det catalonske folk er for
uafhængighed, mens 25 procent går ind for mere autonomi.” (Bilag 48, JP).
31
Reuters Bureau et britisk nyhedsbureau der leverer nyhedsreportager fra hele verden til nyhedsmedierne, bl.a.
aviserne. De leverer også data til finansmarkedet og er meget respekterede og anerkendte. http://www.reuters.com/
6.2 Tekstdimensionen
Teksten er som sagt den første dimension i Faircloughs tredimensionelle model. Analyse af
tekstdimensionen er næste skridt i besvarelsen af opgavens spørgsmål. Fokus i analysen er tekstens ordvalg
og modalitet.
6.2.1 Ordvalg
Når de tre aviser beskriver catalanerne og deres ønske om uafhængighed fra Spanien bruger de mange
forskellige ord til at betegne dem og deres drøm om selvstændighed. Ifølge JP vil de ”ikke længere være
spaniere” (Bilag 48), og ifølge både Berlingske og Politiken vil de ”forlade Spanien” (Bilag 33 og Bilag 50).
Berlingske skriver også at de vil ”bryde med Spanien” (Bilag 52). Ikke længere at være en del af noget, at
forlade og at bryde er alle tre til dels negative betegnelser, der underbygger antiselvstændighedsdiskursen.
JP beskriver dog ligeledes uafhængighedstilhængernes ønske som ”drømmen om at få luft under vingerne”
(Bilag 44) eller at de har ”behovet for at kunne flage med eget flag” (Bilag 44), som må ses som mere
positive udsagn, i sær det første udsagn. Men samme artikel betegner at de har ”løsrivelsesdrømme” (Bilag
44) hvor ”løsrivelse” har en mere negativ konnotation.
Catalonien bliver også beskrevet forskelligt i artiklerne. I Politiken anvendes følgende ordvalg som både
omfatter den mere positive betegnelse ”frihedssøgende region Catalonien” (Bilag 45), men også den mere
negativt klingende betegnelse ”oprørsk” region, som bruges i 7 tilfælde. To af gangene er denne negative
betegnelse en del af overskriften: ”Oprørsk region lader bomben springe: Valg om uafhængighed 9.
november næste år” (Bilag 55) og ”Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for
uafhængighed i oprørsk region” (Bilag 49). Ved at bruge ordet oprørsk i overskriften, bliver den set og læst
af mange flere læsere, som vil forbinde Catalonien med noget negativt. Grunden til at regionen er
”oprørsk”, er fordi, at ønsket er at den ”løsriver sig fra Spanien” (Bilag 44), hvor ”løsriver” igen er et
negativt ladet ord der forankrer anti-selvstændighedsdiskursen. I november 2012 kalder JP Catalonien og
Spanien for henholdsvis: ”udbryderstat og moderstat” (Bilag 44). Moderen er det samlede Spanien og
Catalonien betegnes som den der som vil bryde ud af sammenholdet. Igen benyttes et negativt ladet ord
”udbryderstat” om Catalonien.
6.2.2 Modalitet
Brugen af modalitet, analyseres i dette afsnit. Aviserne kommer med vurderinger af, hvad der sker, og
journalisternes meninger bliver ofte fremlagt som ubestridelige kendsgerninger.
I denne udtalelse fra Rajoy, der er bragt som et citat i Politiken, kan man se at Rajoy mener at Mas ”må”
indrømme sine fejl. Det modale verbum ”må” er i dette tilfælde et eksempel på deontisk modalitet32, hvor
”må” er et påbud: ”»Artur Mas må indrømme sine fejl.. hans parti savnede ansvarlighed og
beskedenhed«, sagde den synligt lettede Mariano Rajoy”(Bilag 47).
Det modale verbum i næste eksempel på modalitet, er igen ”må”: ”De vurderer, at Catalonien må forlade
EU og ansøge om medlemskab, hvis regionen bliver et land.” (Bilag 45, Politiken). Konjunktionen ”hvis”
bliver brugt som et udtryk for, at noget er en forudsætning for noget andet. Altså at Catalonien skal forlade
EU når det bliver et selvstændigt land. Dette er med til at underbygge udelukkelsesdiskursen.
I artiklen fra Politiken kommer journalisten med sin egen mening om hvordan Rajoy afviser Cataloniens
efterspørgsel på mere kontrol over deres egne skattepenge:
”Og fortsætter Mariano Rajoy sin meget lidt konstruktive benhårde afvisninger af ønsker fra
Catalonien om selv at få mere kontrol over sine skattepenge, vil gaderne i den oprørske region
snart atter give genlyd af massive folkelige protester.” (BILAG 47: Politiken, 27-11-2012).
”Meget lidt” er et oxymoron33, altså en talefigur, som er en tilsyneladende modsigelse, der fortæller os
hvor lidt journalisten mener at Rajoy har været konstruktiv. Adjektivet ”benhård” er med til at beskrive
hvorledes journalisten synes at Rajoys afvisninger har været. Ved at bruge verbet ”vil” i præsens bliver
udsagnet kategorisk og bliver ikke formildet af noget modalt adverbium som ”muligvis”. Dermed fremstår
udsagnet som et faktum. Selvom udsagnet i første linje kritiserer Rajoy, så bliver avisens forsikring om at
den ”oprørske” regions folk vil gå på gaden i store mængder og protestere, en mening der kan underbygge
anti-selvstændighedsdiskursen.
Efter det catalanske regionsvalg i 2012, er de internationale medier og de spanske medier uenige om hvem
der er vinderne af valget. I Berlingske kan man se, hvordan journalisten udtrykker usikkerhed i sit udsagn:
32
Deontisk modalitet bruges til at udtrykke tilladelse eller forpligtigelse - http://www.denstoredanske.dk/
Oxymoron: talefigur, der sammenstiller begreber, som modsiger hinanden logisk, fx larmende stilhed, meget lidt,
tøsedreng, bittersød, dumsmart. - http://www.denstoredanske.dk/
33
”Begge parter kan i sagens natur ikke have ret - og så måske alligevel i en vis forstand.” (Bilag 41). Dette
gøres ved brug af modalverbet ”kan” og det modale adverbium ”måske”.
Ved at bruge adjektivet ”såkaldt” udtrykker journalisten i Berlingske i en artikel, at omtalen af La Diada som
værende en nationaldag er misvisende: ”Demonstrationen fandt sted på Cataloniens såkaldte
nationaldag Diada” (Bilag 32). Journalisten mener måske at fordi Catalonien ikke er en nation så kan
regionen heller ikke fejre en nationaldag.
Anti-selvstændighedsdiskursen og kampdiskursen kommer især til udtryk i de to artikler publiceret i
Politiken, der omhandler demonstrationen til La Diada i Barcelona. Begge artikler bringer udtalelser fra
Politikens korrespondent, Erik Jensen, der er i Barcelona på selve dagen. Ved 15 tiden udtrykker
korrespondenten bekymring for at den fredelige demonstration vil ende i optøjer: ”Fejringerne er begyndt
ganske fredsommeligt, men alle frygter, at det hen under aftenen vil eskalere i en eller anden form for
ballade” (Bilag 36). Ved at bruge adjektivet ”alle” inkluderes samtlige, der er til stede og måske også landet,
omverdenen generelt og samtlige der læser artiklen. Men i artiklen skrevet omkring 23 tiden, er
korrespondenten forundret over, at den demonstration ”alle” frygtede ville blive voldelig derimod endte
med ikke at blive det:
”Stik i mod alle odds demonstrerer de mange catalanere imidlertid fredeligt *…+»Alle forventede,
at det hen under aftenen vil eskalere i en eller anden form for ballade, fordi det plejer at være
sådan. *…+ »Catalanerne har for første gang sendt et tydeligt signal til Madrid og resten af Europa
om, at man fredeligt står sammen om catalansk uafhængighed.” (BILAG 37: Politiken, 11-09-2012).
Vendingen ”stik i mod alle odds” udtrykker at korrespondentens forventning om ballade ikke blev til noget,
hvilket overrasker ham og muligvis også læseren. Begrundelsen for hans frygt for en voldsom afslutning er
”fordi det plejer at være sådan”. Hvis man undersøger det nærmere, så er der ikke sket noget lignende til
en fejring af La Diada før, men til gengæld, var der voldsomme sammenstød mellem autonome og politi til
en demonstration samme år i Barcelona. Når avisen fortæller at fejringen af La Diada plejer at slutte med
ballade kan læseren tro, at det altid forholder sig sådan. I samme stil fortsætter artiklen med at benytte
ytringen ”for første gang” om den meddelelse som Catalanerne har sendt omverden, ved netop at undgå
den ballade, som de plejer at associeres med, og dermed vise, at de fredeligt er samlede om at ville have et
selvstændigt Catalonien. Hvis ”for første gang” var blevet undladt, så ville udsagnet have en mindre negativ
fremstilling af de catalanske demonstrationsdeltagere, som her implicit forbindes med ufredelige
demonstranter. Samtidig forstærker adjektivet ”fredelig” kontrasten til den forventede ballade og er med
til at understrege korrespondentens holdning og formodning. Journalistens brug af modalitet i artiklen kan
være medvirkende til at give et uhensigtsmæssigt billede af catalansk selvstændighed, da der er en negativ
undertone i hvordan uafhængighedsdeltagerne fremstår.
7. Komparativ analyse
Kapitlet vil sammenligne resultaterne fra analyserne af de spanske artikler og de danske artikler for at
besvare problemformuleringens spørgsmål: Hvilke ligheder og forskelle er der på diskurserne?
Nedenstående grafik viser hovedtendenserne, der er fundet i analyserne.
Spanske aviser
Danske aviser
Diskursiv praksis
Diskursiv praksis
Interdiskursivitet:
Interdiskursivitet:
Sammenholdsdiskurs:
Anti-selvstændighedsdiskurs:
Spanien som en helhed og fokus på forfatningen og
Fokus på at uafhængighedstilhængerne ikke kan få et
sammenholdet i landet.
selvstændigt Catalonien pga. at den spanske forfatning
Trusselsdiskurs:
ikke tillader det. Sammenligning af
Fokus på truslen mod Spaniens sammenhold.
uafhængighedstilhængere med oprørere, der vil bryde
Anti-selvstændighedsdiskurs:
Spanien sammenhold uden at tænke på konsekvenserne.
Fokus på, at det negative i at Catalonien vil bryde med
De fremstilles som nærige og selviske når deres ønske
Spanien. Uafhængighedstilhængerne sammenlignes med
om selvstændighed beskrives som værende udsprunget
oprørere, der vil bryde Spanien sammenhold uden at
af deres manglende lyst til at støtte de fattigere dele af
tænke på konsekvenserne.
Spanien.
Det tavse flertalsdiskurs:
Kampdiskurs:
Der bliver sat lighedstegn mellem det tavse flertal og
Spanien og uafhængighedstilhængerne er modstandere i
dem der er imod den catalanske selvstændighed.
en kamp, hvor våbnene er den spanske forfatning og
Kommunikationsdiskurs:
folkeafstemningen for uafhængighed. Beskrivelsen af det
Fokus på, at der skal kommunikeres imellem den spanske
catalanske regionsvalg indeholder kamp udtryk.
centralregering og den catalanske regering for at kunne
Krisediskurs:
finde en løsning på problemerne, der er opstået efter at
Fokus på den økonomiske krise, der især er meget
mange catalanere har udtrykt, at de gerne vil være
omfattende i Spanien. Der er også tale om en krise når
uafhængige fra Spanien.
Catalonien vil bryde med Spanien.
Udelukkelsesdiskursen:
Udelukkelsesdiskurs:
Fokus på at hvis Catalonien forlader Spanien så forlader
Fokus på at hvis Catalonien forlader Spanien så forlader
de samtidig også EU og bliver udelukket.
de samtidig også EU.
Intertekstualitet:
Intertekstualitet:
Citater:
Citater:
Der bruges primært udtalelser fra politikere, der er imod
Trækker på udtalelser fra både dem, der er imod og dem,
catalansk selvstændighed, især fra Partido Popular.
der er for et selvstændigt Catalonien. Der bruges også
Diskurserne kommer også til udtryk i citaterne, der er
udtalelser fra eksperter, der giver artiklernes udsagn
brugt i aviserne.
troværdighed.
Referencer til den spanske forfatning:
Referencer til andre tekster:
Der refereres til den spanske forfatning som et symbol
Der refereres til den spanske forfatning som
på Spaniens sammenhold og især som en ukrænkelig lov.
symboliserer den catalanske selvstændigheds umulighed
i at blive en realitet, så længe forfatningen forbliver
uændret.
Der refereres til spanske aviser. Der bruges også
referencer til Reuters Bureau, der giver troværdighed.
Tekstdimensionen:
Tekstdimensionen:
Ordvalg:
Ordvalg:
Der bliver brugt mange negative ord til at beskrive de
Der bruges både positive men især negative ord til at
catalanske uafhængighedstilhængere. De negative
beskrive de catalanske uafhængighedstilhængere, deres
termer støtter op om især trusselsdiskursen og anti-
ønske om selvstændighed samt selve Catalonien.
selvstændighedsdiskursen.
Negative ord der forankrer anti-
Modalitet:
selvstændighedsdiskurs.
Der bruges modale adverbier og kategorisk modalitet i
Modalitet:
de artikler, som omtaler den catalanske folkeafstemning
Der bruges modalt verbum og kategorisk modalitet samt
for selvstændighed. Det fremhæver avisernes mening
negative vendinger, der støtter op om en anti-
om, at den er ulovlig.
selvstændighedsdiskurs.
Det tavse flertalsdiskurs:
Analysen af de spanske artikler viste, at det tavse flertalsdiskurs, fortrinsvis bruges af den spanske
centralregering. Disse politikere går i deres udtalelser ud fra, at den del af den catalanske befolkning, der
ikke deltager aktivt i demonstrationerne for et uafhængigt Catalonien, ikke ønsker at være selvstændige fra
Spanien. De sætter lighedstegn mellem det tavse flertal og ønsket om at blive i ét samlet Spanien.
Diskursen er ikke fundet i de danske artikler, hvilket heller ikke var forventet. Spanien har et forhold til den
catalanske befolkning, der selvfølgelig ikke er til stede i Danmark. Spanien vil og skal tage vare på deres
befolkning, som også består af catalanere. Den del af catalanerne, der ikke deltager i arrangementer for et
uafhængigt Catalonien består til dels også af mennesker, der ikke ønsker at bryde med Spanien. Det er
dem, som de spanske politikere taler til for at fortælle at de også bliver hørt i og med at deres tavshed
betragtes som det modsatte af hvad uafhængighedstilhængerne ytrer. Danmarks forhold til den catalanske
befolkning er, at den er en befolkningsgruppe, der bor i en region i et land, der er medlem af EU.
Problemstillingen om catalansk selvstændighed er ikke noget der rigtigt vedrører danskerne og derfor er
det tavse flertalsdiskurs ikke relevant for Danmark.
Udelukkelsesdiskurs:
Derimod kan danskerne godt forholde sig til at catalanerne kan ryge ud af EU, hvis Catalonien ikke længere
hører ind under Spanien. I begge landes artikler ses en udelukkelse af Catalonien fra EU, som en direkte
konsekvens, hvis regionen bliver selvstændig fra Spanien. Som man kan se ud fra analysen indeholder både
de spanske artikler såvel som de danske artikler udelukkelsesdiskursen. I de spanske artikler er diskursen
brugt som en trussel, hvorimod den i de danske artikler, er en konstatering af, at Catalonien ikke længere
bliver en del af EU, hvis de forlader moderlandet. I Catalonien frygter de, at blive udelukket fra EU, hvis de
bliver selvstændige, så en spansk trussel eller en dansk/europæisk konstatering af udelukkelse fra EU er lige
afskrækkende.
Kampdiskurs:
Kampdiskursen, der er fundet i de danske artikler ses i beskrivelsen af den konflikt, der er imellem den
spanske regering og de catalanske uafhængighedstilhængere. Diskursen bruges i en høj grad når der i
medierne fortælles om to sider, der ikke kan enes. De danske artikler bruger udtryk, der giver et billede af
en reel kamp. Den spanske regering fægter med den spanske forfatning, som var den et våben og den
catalanske regering detonerer en bombe, da de fastsætter datoen for folkeafstemningen om uafhængighed
fra Spanien. Begge parter bekriger hinanden med ord og til regionsvalget var nogen sejrsherrer og andre
tabere. Kampdiskursen bliver også brugt i beskrivelsen af valgkampen til det catalanske regionsvalg.
Diskursen kan også spores i de spanske artikler, men er ikke så hyppig og tydelig, som i de danske artikler,
og blev derfor ikke analyseret som en selvstændig diskurs.
Kommunikationsdiskurs:
Analysen af de spanske artikler viste, at El País indeholdt kommunikationsdiskursen, hvorimod den i de to
andre spanske aviser var meget sparsom. Diskursen bruges af El País, når avisen mener, at den spanske
centralregering og den catalanske regering skal i dialog for at få løst problemerne. Problemerne er både
dem der er katalysator for uafhængighedsbølgen i Catalonien, men også dem, der er opstået efter
selvstændighedsønsket, er blevet til en stor bevægelse i regionen. El País opfordrer direkte de to regeringer
til at tale sammen, hvorimod de to andre spanske avisers artikler mener, at der ikke skal dialog men
derimod at det kræver tiltag mod den catalanske regering for at kunne løse problemerne. De danske
artikler bruger ikke kommunikationsdiskursen i deres omtale af det catalanske ønske om selvstændighed.
Krisediskurs:
De danske artikler bruger bl.a. krisediskursen i deres skildring af de problemer, der er mellem Catalonien
og Spanien pga. catalanernes ønske om uafhængighed. Når de danske artikler skal fortælle om de fire
begivenheder, der er fokuseret på i dataindsamlingen, gives også noget baggrundsinformation, så læserne
bedre kan forstå situationen. Efter regionsvalget i Catalonien i 2012, kom de danske artikler med fakta
omkring de forskellige partier og antallet af stemmer som de havde opnået. Nogle af artiklerne i de danske
aviser indeholder en faktaboks, hvor de skriver, hvor Catalonien ligger, dets forhold til Spanien,
indbyggertal og anden information. Krisediskursen bliver brugt i artiklerne til at beskrive konteksten, hvor
Spanien også er ramt af den økonomiske krise, der har ramt hele EU. Den økonomiske krise har været
særlig hård i Spanien og beskrives mere i de danske artikler end i de spanske.
Sammenholdsdiskurs:
Krisediskursen er som sagt ikke så udpræget i de spanske artikler, der fokuserer mere på sammenholdet i
Spanien og truslen mod dette sammenhold. Sammenholdsdiskursen er fundet gennemgående i de spanske
artikler især i citater fra politikerne i regeringspartiet Partido Popular. Den spanske centralregering ytrer
deres mening om at fremtiden og at det ideelle er et helt samlet og forenet Spanien, hvor Catalonien er en
del af det. Den spanske avis ABC gør ikke brug af disse citater i samme omfang, men skriver direkte i deres
lederartikler, at de ikke kan acceptere, at Catalonien bryder med Spanien. Den spanske forfatning bliver
brugt som eksempel på Spaniens helhed og sammenhold.
Trusselsdiskurs:
Artiklerne fra de spanske aviser gør også brug af trusselsdiskursen, når de beskriver, hvordan de catalanske
nationalister og separatistpartierne i Catalonien, og i det hele taget uafhængighedstilhængerne truer med
at ødelægge Spaniens helhed. Dem der vil have Cataloniens selvstændighed bliver anset som en trussel. Et
forenet Spanien og den spanske forfatning er truet når uafhængighedstilhængerne vil stemme om en
catalansk løsrivelse fra Spanien. Forfatningen repræsenteres i aviserne som værende en lov, der ikke kan
laves om. De spanske artikler refererer til den spanske forfatning, når de gør brug af både trusselsdiskursen
såvel som sammenholdsdiskursen.
Anti-selvstændighedsdiskurs:
Der refereres også til den spanske forfatning, når både de danske såvel som de spanske artikler anvender
en anti-selvstændighedsdiskurs. Den spanske forfatning forstås i de spanske artikler som værende en
ubrydelig lov. Derfor sammenlignes uafhængighedstilhængerne med oprørere, der vil ødelægge Spaniens
sammenhold uden at tænke på konsekvenserne. De spanske artikler fokuserer på det negative i at
Catalonien vil bryde med Spanien. I de danske artikler bliver uafhængighedstilhængerne også
sammenlignet med oprørere, der vil bryde med Spanien, de skriver hvilket ikke kan lade sig gøre, da den
spanske forfatning ikke tillader det. Den største forskel i hvordan anti-selvstændighedsdiskursen benyttes i
aviserne fra henholdsvis Spanien og Danmark er, at de danske artikler fremstiller
uafhængighedstilhængerne som nærige og selviske. Dette fremgår når catalanernes ønske om
selvstændighed beskrives som værende udsprunget af deres manglende lyst til at støtte de fattigere dele af
Spanien.
Citater:
Brugen af citater i de spanske og i de danske artikler er med til at understøtte diskurserne der er fundet. De
spanske artikler bruger især citater, der giver et billede af, at de generelt har et negativt syn på alle og alt,
der har noget at gøre med Cataloniens selvstændighed fra Spanien. Politikerne fra den spanske
centralregering citeres og underbygger de diskurser der tilsammen kan kaldes en anti-catalansk diskurs. Af
de i alt seks diskurser, der er fundet i de spanske artikler, kan fem af dem siges, at være overordnet anticatalanske. Den eneste af diskurserne, der ikke hører ind under betegnelsen anti-catalansk, er
kommunikationsdiskursen, fra især El País, da den fokuserer på en konstruktiv og problemløsende dialog
imellem den spanske og den catalanske regering. Der er også brugt citater fra Mas, som mest benyttes som
en repræsentation af en trussel mod Spaniens sammenhold samt en catalansk modvilje mod at respektere
den spanske forfatning.
De citater, der er brugt i de danske artikler, stammer fra udtalelser fra både tilhængere og modstandere af
den catalanske selvstændighed. Begge sider får lov at tale i artiklerne, hvilket nuancerer billedet, og
læserne kan få et indblik i hvad de danske aviser mener, er de vigtigste pointer.
I de danske artikler bruges der også udtalelser fra eksperter, der giver artiklernes udsagn troværdighed.
Eksperterne kan udtale sig om forskellige områder, som f.eks. økonomi, den spanske forfatning eller spansk
politik og kultur. Både de danske såvel som de spanske artikler citerer Det Europæiske Råds formand,
Herman Van Rompuy, der udtaler sig negativt om Cataloniens uafhængighed. Hans udtalelser om
Cataloniens udgang fra EU i forbindelse med catalansk selvstændighed fra Spanien ses i begge landes
udelukkelsesdiskurs i deres artikler.
Referencer:
Brugen af referencer til den spanske forfatning, er til stede i artiklerne fra både Spanien og Danmark. I de
spanske artikler, er den brugt i sammenholdsdiskursen, som et symbol på Spaniens helhed og
sammenhold. I trusselsdiskursen, er den spanske forfatning truet på grund af uafhængighedstilhængernes
intention om ikke at respektere forfatningen og sammenholdet. Til slut er forfatningen brugt i antiselvstændighedsdiskursen i de spanske artikler, som symbolet på en ukrænkelig lov, der ikke kan ændres
på. De danske artikler bruger som sagt også den spanske forfatning, hvor den repræsenterer det umulige i
catalansk selvstændighed, så længe forfatningen forbliver uændret.
I de danske artikler bliver Reuters Bureau brugt som en troværdig reference, der leverer nyhedsreportager
fra bl.a. Spanien. Reuters er ikke brugt i de spanske artikler, da de selv står for nyhederne om emnet. Som
det sidste refereres der til de spanske aviser i de danske artikler for at give et billede af, hvad der sker i
Spaniens mediebillede.
Ordbrug:
Ordvalget er med til at støtte op om de spanske artiklers brug af især trusselsdiskursen og antiselvstændighedsdiskursen ved, at der bliver brugt negative ord til at beskrive de catalanske
uafhængighedstilhængere og deres sag. Det samme sker i de danske artikler, hvor der bruges både positive,
men især negative ord til at beskrive de catalanske uafhængighedstilhængere, deres ønske om
selvstændighed samt selve Catalonien. De negative ord er med til at forankre en antiselvstændighedsdiskurs.
Ligheder og forskelle i diskurser:
Som man kan se optræder nogle af diskurserne ikke i de danske artikler og omvendt. De danske artikler er
ene om brugen af kamp- og krisediskurs, som muligvis skyldes, at de bliver brugt til at fortælle konflikten
mellem to parter, og til at give baggrundsinformation, der skal hjælpe læseren med at forstå situationen,
hvilket ikke er nødvendigt for de spanske læsere. De spanske lederartikler fra El País gør brug af
kommunikationsdiskursen fordi den appellerer til, at der skal være en dialog mellem den spanske og den
catalanske regering. De danske artikler bruger ikke denne diskurs fordi det er nyhedsartikler, der fortæller
om begivenhederne i Catalonien. Sammenholds-, trussels- og anti-selvstændighedsdiskursen fra de
spanske artikler ligner anti-selvstændighedsdiskursen fundet i de danske artikler. De gør alle brug af den
spanske forfatning for at begrunde at catalanernes uafhængighed fra Spanien ikke er mulig.
8. Analyse af social praksis
Tredje og sidste del i analysen er den sociale praksis. I dette kapitel vil resultaterne fra analysen af den
diskursive praksis og tekstdimensionen blive forankret i en social kontekst for at afdække, hvordan de
spanske artikler kan have indflydelse på de danske artikler og være med til at forme eller opretholde et
bestemt billede og en bestemt diskurs om catalanerne der ønsker selvstændighed fra Spanien.
Problemformulerings sidste spørgsmål vil her besvares: På hvilken måde har de spanske mediers diskurser
haft indflydelse på de danske mediers diskurser, der bruges, når catalanernes ønske om uafhængighed fra
Spanien omtales, og hvilke konsekvenser har denne indflydelse haft?
De spanske artikler, der indgår i analysen, giver et øjebliksbillede af den generelle tendens i det spanske
samfund og mediebillede. De spanske medier er med til at opretholde status quo i den fortælling eller
diskurs, hvor Spanien skal forblive en stor forenet og samlet nation. Denne diskurs er en nationaldiskurs,
der har eksisteret i mange år i Spanien, opstået efter Francos død, hvor befolkningen havde brug for et
stabilt demokratisk samfund, og derfor blev enige om en forfatning, der skulle sikre fremtiden for nationen.
Tre diskurser, det er sammenholds-, trussels- og anti-selvstændighedsdiskurs, der blev fundet i analysen af
de spanske artikler, hører ind under denne overordnede nationaldiskurs.
Sammenholdsdiskurs bliver brugt af de spanske medier og den spanske centralregering til at fortælle at
den spanske forfatning er det sammenholdende element, der ikke kan eller må brydes. Trusselsdiskurs
bruges til at vise, at det ikke er i orden at catalanerne ønsker uafhængighed, fordi de dermed truer
sammenholdet i Spanien såvel som den spanske forfatning. Anti-selvstændighedsdiskursen fremstiller
dem, der vil være uafhængige fra Spanien som oprørske. Alle disse tre diskurser bruger som sagt den
spanske forfatning, som det bærende element, der støtter den nationale diskurs.
I analysen af intertekstualitet af de danske artikler, blev der undersøgt, hvilke referencer og citater, der
tages i brug, når catalanernes ønske om selvstændighed fra Spanien omtales. Analysen viste, at brugen af
intertekstualitet støttede op om diskurserne. Anti-selvstændighedsdiskursen, der anvendes i de danske
artikler bruger også den spanske forfatning til at fortælle om det umulige i et selvstændigt Catalonien. Den
nationale diskurs fra Spanien gengives og reproduceres dermed også på denne måde i de danske medier.
Referencerne til den spanske forfatning kommer i flere af tilfældene fra citater fra politikere fra
centralregeringen i Madrid, og i referencer fra de spanske medier34.
Nationaldiskursen bliver som sagt brugt i Spanien til en fortælling om en samlet og forenet nation. Denne
diskurs eksisterer sammen med en anden diskurs, nemlig en anti-løsrivelsesdiskurs, der generelt bruges i
massemedierne verden over, som er imod løsrivelsen af et territorie fra et andet. Laia Balcells, professor i
statskundskab ved Duke University, fortæller om emnet i sit indlæg ”Opening the black box of
secessionism” i bogen What´s up with Catalonia? (Castro, 2013: 45-49). Diskursen, er ifølge Balcells,
muligvis opstået fordi man har forbundet løsrivelsen med katastrofale begivenheder, såsom krige og
terrorisme. Når relativt rigere territorier som Catalonien vil have uafhængighed fra Spanien, så bliver
uafhængighedstilhængerne mistænkt og forstået som en egoistisk bevægelse, der ikke vil hjælpe
moderstatens fattigere dele økonomisk. Denne anti-løsrivelsesdiskurs kan også spores i antiselvstændighedsdiskursen fundet i de danske artikler, hvor der flere gange fortælles, at grunden til at
catalanerne vil være selvstændige, er deres manglende lyst til at fortsætte med at betale til de fattigere
regioner i Spanien.
Flere af diskurserne i de spanske artikler og anti-løsrivelsesdiskursen der eksisterer i samfundet har haft
indflydelse på især en anti-selvstændighedsdiskurs fundet i de danske artikler. Konsekvensen af denne
indflydelse betyder, at der bliver skabt og gengivet et negativt billede og diskurs i de danske medier af et
selvstændigt Catalonien og catalanerne, der ønsker uafhængighed fra Spanien.
Catalanerne har lavet et tiltag for at holde øje med og i nogle tilfælde prøve på at ændre det negative
billede som medierne i andre lande til tider gengiver af Catalonien. Non-profit organisationen, Col•lectiu
Emma35, er ifølge deres egne ord: “Col•lectiu Emma is a network of Catalans and non-Catalans living in
different countries who have made it their job to track and review news reports about Catalonia in the
international media. Our goal is to ensure that the world's public opinion gets a fair picture of the
country's reality today and in history.”
34
35
Som El Mundo, hvor et afsnit af forfatningen blev bragt og kommenteret i en dansk artikel fra Berlingske, Bilag 52.
http://www.collectiuemma.cat/
9. Konklusion
Formålet med specialet var at foretage en komparativ diskursanalyse af spanske og danske mediers
dækning af catalanernes ønske om uafhængighed. Man kan på baggrund af de foregående analyser
konkludere, at der både er nogle fælles træk, men også forskelle, hvad angår danske og spanske avisers
dækning af catalanernes ønske om selvstændighed.
Norman Faircloghs kritiske diskursanalyse blev anvendt som både teori og metode til at besvare
problemformuleringens spørgsmål. Opgavens empiri som i alt indeholdt 55 spanske og danske avisartikler
blev analyseret med Faircloghs tredimensionelle model.
Afslutningsvis vil problemformuleringens forskellige spørgsmål besvares hver for sig.
Hvilke diskurser tages i brug når de spanske/danske medier omtaler catalanernes ønske om
uafhængighed?
Spanske artikler:
Der blev identificeret følgende 6 diskurser som værende de mest fremtrædende i de spanske artikler:
Sammenholds-, trussels-, anti-selvstændigheds-, det tavse flertals-, kommunikations-, og
udelukkelsesdiskurs.
Sammenholdsdiskurs optræder når artiklerne fokuserer på Spanien som en helhed og samlet nation,
lægger vægt på forfatningen og sammenholdet i landet. Den spanske forfatning fra 1978 bliver især brugt
som symbol på sammenhold i et samlet Spanien. Diskursen bliver brugt mindre af El País i forhold til de
andre to spanske aviser. El País gør imidlertid alligevel brug af diskursen, når de taler om forfatningen. El
Mundo udtrykker diskursen om sammenhold ved brug af citater, især fra politikere i det spanske
regeringsparti PP. ABC bruger samme diskurs, men manifesterer den uden omsvøb. ABC siger ligeud hvad
de mener der er galt og hvad der skal gøres for at redde Spaniens helhed. Avisen er også karakteriseret af
en hårdere tone overfor idéen om catalansk selvstændighed.
Trusselsdiskursen optræder når artiklerne fokuserer på truslen mod Spaniens sammenhold såvel som på
truslen mod forfatningen. Diskursen bliver brugt ligeligt i de tre aviser. Truslen mod Spaniens helhed er især
repræsenteret af de catalanske nationalister, separatister og uafhængighedstilhængere. Ved at ønske
uafhængighed fra Spanien ødelægger de fædrelandets sammenhold og udsætter både Catalonien og
Spanien for en risiko for, at alt kan blive værre, ikke mindst krisen. Cataloniens uafhængighed bliver
sammenlignet med noget smertefuldt og ødelæggende, der er en trussel mod alle i Spanien. I den
forbindelse medfører det et billede af uafhængighedstilhængerne, som nogle der vil ødelægge et forenet
Spanien.
Anti-selvstændighedsdiskurs optræder, når artiklerne fokuserer på, at det er negativt at Catalonien vil
bryde med Spanien. Uafhængighedstilhængere bliver sammenlignet med oprørere, der vil bryde Spanien
sammenhold uden at tænke på konsekvenserne. Eftersom Mas står i spidsen for
uafhængighedstilhængerne bliver hans nederlag også uafhængighedstilhængernes nederlag. Den spanske
forfatning betragtes som en lov, der ikke på nogen måder kan tillade at Catalonien bryder med Spanien.
Uafhængighedstilhængernes forsøg på at blive selvstændige kan betragtes som en forbrydelse.
Det tavse flertalsdiskurs optræder når udtrykket ”mayoría silenciosa” bruges. I dagene efter
demonstrationen i Barcelona til La Diada 2012 bliver udtrykket ”mayoria silenciosa” brugt af politikerne og
medierne for at stille sig på samme side som alle catalanere, der ikke gik på gaden for at bede om
Cataloniens uafhængighed. Udtrykket er blevet brugt igennem tiderne for at referere til alle dem, der ikke
har den samme mening som dem, der protesterer/demonstrerer. I dette tilfælde bliver der sat lighedstegn
mellem ”mayoria silenciosa” og dem, der er imod den catalanske selvstændighed.
Kommunikationsdiskursen optræder når artiklerne fokuserer på, at der skal kommunikeres for at kunne
finde en løsning på problemerne. Problemerne er i dette tilfælde, for det meste at catalanerne vil være
uafhængige og den spanske centralregering ikke er villige til at accepterer det og tale med dem. I 9 ud af 10
artikler fra El País, er der fundet eksempler på diskursen. Opfordringen til kommunikation er derfor tydelig i
El País, der opfordrer til, at både den spanske centralregering og den catalanske regering skal gå i dialog for
at få løst problemerne og spørgsmålet om catalansk uafhængighed.
Udelukkelsesdiskursen optræder når artiklerne fokuserer på, at hvis Catalonien forlader Spanien, så
forlader de samtidig også EU. Selvstændigheden fra Spanien vil koste dyrt da Catalonien ikke vil kunne blive
medlem af EU, fordi Spanien altid vil nedlægge veto for, at de skal forblive udelukket. Skrækscenariet for
mange catalanere er netop at blive udelukket fra EU. Så når medierne skriver at det vil ske for
separatisterne, så bliver den catalanske befolkning ofte skræmt.
Danske artikler:
Der blev identificeret følgende 4 diskurser som værende de mest fremtrædende i de danske artikler: Antiselvstændigheds-, udelukkelses-, kamp- og krisediskurs.
Anti-selvstændighedsdiskurs, som optræder når artiklerne fokuserer på at uafhængighedstilhængerne ikke
kan få et selvstændigt Catalonien pga. at den spanske forfatning ikke tillader det.
Uafhængighedstilhængerne bliver sammenlignet med oprørere, der vil bryde Spaniens sammenhold uden
at tænke på konsekvenserne. De bliver også fremstillet som nærige og selviske når deres ønske om
selvstændighed ofte beskrives som værende udsprunget af deres manglende lyst til at støtte de fattigere
dele af Spanien.
Kampdiskurs, som optræder når artiklerne beskriver de catalanske uafhængighedstilhængeres ønske om at
bryde med Spanien. Spanien og de catalanere der ønsker selvstændighed, ses som modstandere i en kamp,
hvor våbnene er den spanske forfatning overfor folkeafstemningen for uafhængighed. Beskrivelsen af det
catalanske regionsvalg indeholder som forventet udtryk, der forbindes med kamp eller krig.
Krisediskurs, som optræder når artiklerne fokuserer på den økonomiske krise og at den især er meget
omfattende i Spanien. Aviserne beskriver det også som en krise når Catalonien vil løsrive sig fra Spanien. De
tre aviser beskriver hvordan realiteten ser ud i Spanien. Dvs. at landet er i en dyb krise, der ikke er blevet
mindre siden den økonomiske krise, startede omkring 2008 omfattende og ramte hele Europa, men hvor
især de sydlige lande blev hårdt ramt. Den økonomiske krise i Spanien omfatter også den rigere region
Catalonien.
Udelukkelsesdiskurs, som optræder når artiklerne fokuserer på Cataloniens exit fra EU, hvis Catalonien
forlader Spanien. Selvstændighed fra Spanien vil koste dyrt, da Catalonien ikke vil kunne blive medlemmer
af EU, da Spanien har truet med altid, at ville nedlægge veto for at Catalonien skal forblive udelukket
derfra.
Hvilke ligheder og forskelle er der på diskurserne?
I de danske artikler blev der fundet fire diskurser, hvor to af dem ikke blev fundet i de spanske artikler. En
af forskellene i diskurserne de to lande i mellem, er altså følgende to diskurser, der kun blev fundet i de
danske aviser: Kamp- og krisediskursen.
Kampdiskursen blev fundet i de danske artikler i deres beskrivelse af den konflikt der eksisterer imellem
den spanske regering og de catalanske uafhængighedstilhængere. Diskursen blev også brugt i beskrivelsen
af valgkampen til det catalanske regionsvalg.
Krisediskursen blev anvendt i artiklerne til skildring af de problemer, der eksisterer mellem Catalonien og
Spanien pga. catalanernes ønske om uafhængighed. Diskursen blev også brugt i artiklerne til at beskrive
konteksten, hvor Spanien er ramt af den økonomiske krise, der præger hele EU.
De spanske artikler indeholdt 6 diskurser, hvor to af dem ikke fandtes i de danske artikler. En anden forskel
i de identificerede diskurser, der eksisterer, i mellem de danske og spanske aviser, er altså at følgende to
diskurser kun blev repræsenteret i den spanske dækning: Det tavse flertals- og kommunikationsdiskursen.
Det tavse flertalsdiskurs blev især anvendt i citater fra politikerne i den spanske centralregering, når de
omtaler og/eller henvender sig til den catalanske befolkning, der ikke deltager aktivt i demonstrationerne
for et uafhængigt Catalonien. De satte lighedstegn mellem det tavse flertal og ønsket om at blive i et samlet
Spanien.
Kommunikationsdiskursen blev næsten udelukkende brugt af avisen El País som en opfordring til dialog
mellem den spanske centralregering og den catalanske regering, med den hensigt, at få løst problemerne,
der er opstået pga. catalanernes ønske om uafhængighed fra Spanien.
De spanske og de danske artikler indeholdt nogle diskurser, der havde store ligheder, men også nogle
forskelle.
Sammenholds-, trussels- og anti-selvstændighedsdiskurs fundet i de spanske artikler kunne sammenlignes
med anti-selvstændighedsdiskursen fundet i de danske artikler. Alle disse diskurser brugte den spanske
forfatning som symbol på sammenhold (sammenholdsdiskurs) og en ubrydelig lov (antiselvstændighedsdiskurs), der i trusselsdiskursen blev truet af uafhængighedstilhængernes intention om
ikke at respektere hverken sammenholdet eller loven i Spanien. Anti-selvstændighedsdiskursen blev
ydermere brugt i de danske artikler, der beskrev de catalanske uafhængighedstilhængere som nærige og
selviske fordi ønsket om selvstændighed udsprang af deres manglende lyst til at støtte de fattigere dele af
Spanien.
Udelukkelsesdiskurs blev brugt som en trussel i de spanske artikler, mens den i de danske artikler blev
anvendt som en konstatering af Cataloniens udelukkelse fra EU, var en konsekvens, hvis regionen blev
uafhængig fra Spanien.
På hvilken måde har de spanske mediers diskurser haft indflydelse på de danske mediers diskurser, der
bruges når catalanernes ønske om uafhængighed fra Spanien omtales, og hvilke konsekvenser har denne
indflydelse haft?
I analysen af den sociale praksis, hvor resultaterne fra analysen af den diskursive praksis og
tekstdimensionen blev forankret i en social kontekst, blev der undersøgt, hvordan de spanske artikler kunne
have haft indflydelse på de danske artikler, og være med til at forme eller opretholde et bestemt billede og
en bestemt diskurs om catalanerne, der ønsker selvstændighed fra Spanien.
Der blev fundet at de spanske artiklers brug af sammenholds-, trussels- og anti-selvstændighedsdiskurs
var med til at opretholde status quo i det spanske samfund, hvor der er en overordnet nationaldiskurs.
Nationaldiskursen er karakteriseret i at fokusere på sammenholdet i Spanien repræsenteres af den spanske
forfatning der både konstitueres og er konstituerende for Spaniens sammenhold og én samlet nation. Der
blev begrundet at anti-selvstændighedsdiskursen fra de danske artikler også brugte den spanske forfatning
som eksempel på, hvorfor catalanernes ønske om selvstændighed fra Spanien ikke er mulig. På baggrund af
denne observation kunne man se at de spanske diskurser har en indflydelse på diskurserne i de danske
aviser.
Ydermere blev der beskrevet en anti-løsrivelsesdiskurs, der generelt bruges af massemedierne verden
over, hvor et territories løsrivelse fra et andet territorium, bliver betragtet som noget negativt. Især rigere
territorier betragtes som egoistiske, da man mener, at de kun vil løsrive sig, fordi de ikke vil betale til
fællesskabet. Denne anti-løsrivelsesdiskurs kunne spores i anti-selvstændighedsdiskursen fundet i de
danske artikler, hvor der flere gange blev omtalt at grunden til at catalanerne vil være selvstændige, er
deres manglende lyst til at fortsætte med at betale til de fattigere regioner i Spanien.
Indflydelsen, af de tre ovennævnte spanske diskurser og anti-løsrivelsesdiskursen i de danske diskurser,
betød at konsekvensen var, at der bliver skabt et negativt billede og diskurs i de danske medier af
catalanere, der ønsker uafhængighed fra Spanien. Man kan tale om en dansk reproduktion af de spanske
diskurser. Det er noget der er med til at opretholde en ulige magtbalance, hvor catalanernes sag, i en vis
grad fremstilles negativt og som et problem. For at modvirke og ændre det negative billede af catalanere,
der bliver vist i medierne, har de skabt organisationen Col•lectiu Emma, der holder øje med nyheder om
Catalonien i de internationale medier.
10. Litteraturliste
Becker-Christensen, Christian Hovedredaktør (2005)Politiken Nudansk Ordbog med etymologi. Politikens
ordbøger. Politikens Forlagshus A/S. 3. udgave
Bell, Allan and Garrett, Peter (1998) Approaches to Media Discourse. Blackwell Publishers.
Burr, Vivien (2003) Social Constructionism. By Routledge. Second edition.
Castro, Liz Redaktør (2013) What´s up with Catalonia? Catalonia Press.
Cook, Guy (2001) The Discourse of Advertising. Routledge.
Durst-Andersen, Per (2011) Bag om sproget. Det kulturmentale univers i sprog og kommunikation. Hans
Reitzels Forlag. 1. udgave, 1. oplag.
Fairclough, Norman (1992) Discourse and social change. Cambridge. Polity Press
Fairclough, Norman (1995a) Media Discourse. Edward Arnold.
Fairclough, Norman (1995b) Critical Discourse – The critical study of language. Longman. Pearson
Education Limited.
Fairclough, Norman (2010) Critical Discourse – The critical study of language. Longman. Pearson Education
Limited. Second edition.
Fairclough, Norman (2008) Kritisk diskursanalyse – En tekstsamling. Elisabeth Halskov Jensen (ed., trans.)
Gylling: Hans Reitzels Forlag.
Gunther, Richard; Montero, José Ramón and Wert, José Ignacio (1999) The media and politics in Spain:
from dictatorship to democracy, Institut de Ciències Polítiques i Socials, Barcelona.
http://www.icps.cat/archivos/WorkingPapers/WP_I_176.pdf
Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (2005) Diskursanalyse som teori og metode.
Samfundslitteratur. Roskilde Universitetsforlag. 1. Udgave 1999, 4. Oplag 2005.
Merkelsen, Henrik (2007) Magt og medier- en introduktion. Forlaget Samfundslitteratur. 1. udgave.
Wodak, Ruth and Meyer, Michael (2009) Methods of Critical Discourse Analysis. Sage Publications. Second
edition.
Factiva og Infomedia:
Faktiva - Internationale aviser og virksomhedsinformation. http://www.cbs.dk/bibliotek/databaser/factiva
og https://global-factiva-com-esc-web-lib-cbs-dk.esc-web.lib.cbs.dk:8443/en/sess/login.asp
INDHOLD I FACTIVA: Business information fra ca. 1.200 aviser, 6.500 tidsskrifter og branchetidsskrifter, 350
nyhedsbureauer samt finansielle oplysninger om ca. 23.000 børsnoterede virksomheder fra hele verden.
Kilderne dækker 118 lande og ca. 22 sprog. INFO: Der er kun adgang for 5 samtidige brugere. Brug
Microsoft Internet Explorer som browser.
Infomedia - Danske landsdækkende aviser som Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, Information
og Weekendavisen. Desuden lokale ugeaviser, magasiner, fagblade, telegrambureauer og webkilder.
http://www.cbs.dk/bibliotek/databaser/infomedia og http://apps.infomedia.dk.escweb.lib.cbs.dk/Products.aspx
INDHOLD I INFOMEDIA: Danske aviser i fuldtekst, bl.a. Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten,
Information og Weekendavisen. Derudover adgang til tidsskrifter, magasiner og fagblade samt andre
dagblade, ugeaviser, telegrambureauer m.v.
Links til avisernes hjemmesider:
ABC: http://www.abc.es/
Berlingske: http://www.b.dk/
El Mundo: http://www.elmundo.es/
El País: http://elpais.com/
Jyllands Posten: http://jyllands-posten.dk/
Politiken: https://politiken.dk/
Andre links:
Oficina de Justificación de la Difusión (OJD): http://www.introl.es
MediaWatch: http://mediawatch.dk/
11. Bilag
Alle bilag kan ses på CD.
Dette er en liste hvor man kan se artiklernes dato, avis og titel.
Spanske artikler:
BILAG 1: El País, Editorial (12-09-2012) Diada histórica
BILAG 2: El País, Editorial (16-09-2012) Diálogo en Cataluña
BILAG 3: El Mundo, Editorial (12-09-2012) A Frankenstein se le escapa el monstruo
BILAG 4: El Mundo, Portada: Daniel G. Sastre, Javier Oms, Germán González (12-09-2012) El juego
independentista se le va a Mas de las manos
BILAG 5: ABC, María Jesús Cañizares (11-09-2012) Mas hace suya la marcha separatista
BILAG 6: El País, Editorial (26-11-2012) Órdago fracasado
BILAG 7: El País, Elecciones Catalanas: José Pablo Ferrándiz , José Juan Toharia (27-11-2012) Elecciones
cargadas de infidelidad
BILAG 8: El País, Editorial (23-11-2012) Juego sucio
BILAG 9: El Mundo, Elecciones en Cataluña (26-11-2012) Alicia Sánchez Camacho 'Mas es el mejor
candidato de ERC'
BILAG 10: El Mundo, Elecciones Catalanas (26-11-2012) El gran triunfo de la jornada una participación
récord
BILAG 11: El Mundo, Elecciones Catalanas (26-11-2012) Mas entrega a ERC la llave del Govern
BILAG 12: El Mundo, Elecciones Catalanas: Carmen Remírez de Ganuza (26-11-2012) Rajoy 'La estrategia
de CiU es un fiasco como no he visto en mi vida política'
BILAG 13: ABC, Editorial (24-11-2012) Lo que oculta la campaña de Mas
BILAG 14: ABC, Elecciones catalanas 2012: M. P. Villatoro, E. Montanes (24-11-2012) Así ha sido la campaña
en Cataluña
BILAG 15: ABC, Elecciones catalanas 2012: D. Moran, J. Garcia, E. Montanes (25-11-2012) La alta
participación favorece a PP y ERC
BILAG 16: ABC, Elecciones catalanas 2012: Luis Ventoso, E. Montanes, J. Garcia (25-11-2012) Las
manifestaciones no son votos
BILAG 17: ABC, Elecciones catalanas 2012: M. Castro, J. Garcia (25-11-2012) Rivera «Cataluña es mi tierra,
España mi país, y Europa, nuestro futuro»
BILAG 18: El País, Editorial (11-09-2013) Cadena catalana
BILAG 19: El País, Editorial (12-09-2013) Tras la emoción
BILAG 20: El País, Editorial (16-09-2013) Cataluña y España
BILAG 21: El Mundo, Política (12-09-2013) Santamaría apela a escuchar también a las 'mayorías silenciosas'
tras la Diada
BILAG 22: El Mundo, Política (12-09-2013) Margallo admite un 'éxito' en los actos de la Diada y pide hacer
una 'reflexión'
BILAG 23: ABC, Editorial (12-09-2013) El Gobierno de España debe hacer frente a la sedición
independentista
BILAG 24: ABC, Editorial (15-09-2013) Un editorial necesario
BILAG 25: El País, Editorial (13-12-2013) La provocación de Mas
BILAG 26: El País, Editorial (23-12-2013) Necesario, insuficiente
BILAG 27: El Mundo, Política (13-12-2013) Una fallida consulta soberanista también convulsionó en el año
2008 la política vasca
BILAG 28: El Mundo, Política (13-12-2013) El artículo 155 de la Constitución
BILAG 29: El Mundo, Política: José A. Cano (16-12-2013) Aznar dice que la consulta catalana usa una
estrategia 'distinta' a ETA pero igualmente 'frontal e ilegal'
BILAG 30: ABC, Editorial (13-12-2013) La hora de defender España y Cataluña
BILAG 31: ABC, Editorial (14-12-2013) Unidad ante el desafío nacionalista
Danske artikler:
BILAG 32: Berlingske, Steffen Stubager (11-09-2012) Halvanden million i Barcelonas gader demonstrerede
for catalansk selvstyre
BILAG 33: Berlingske, Martin Tønner (12-09-2012) Catalanere kræver en ny stat i Europa
BILAG 34: Jyllands-Posten, Ritzau (11-09-2012) Politiet 1,5 million på gaden i Barcelona
BILAG 35: Jyllands-Posten, Jette Elbæk Maressa (12-09-2012) Catalonien kæmper for selvstændighed
BILAG 36: Politiken, Jakob Stig Jørgensen (11-09-2012) Politiken.dk i Barcelona Catalansk fest kan ende i
voldsomme optøjer
BILAG 37: Politiken, Morten Hjortshøj (11-09-2012) Politiken.dk i et kogende Barcelona Her er ovenud
fredeligt og festligt
BILAG 38: Berlingske, Johan Blem Larsen (25-11-2012) Catalonien er »et trin tættere på løsrivelse«
BILAG 39: Berlingske, Martin Tønner (25-11-2012) Stort flertal til catalanske separatister
BILAG 40: Berlingske, Michala Rask Mikkelsen (26-11-2012) Catalansk valg svækker mulighed for løsrivelse
BILAG 41: Berlingske, Martin Tønner (26-11-2012) Der var engang et land...
BILAG 42: Jyllands-Posten, Jette Elbæk Maressa (24-11-2012) Fronterne trukket skarpt op før valg
BILAG 43: Jyllands-Posten, Alexander Bitsch (25-11-2012) Catalonien kan få krisen til at blusse op
BILAG 44: Jyllands-Posten, Jette Elbæk Maressa (27-11-2012) Nu skal Catalonien til at se indad
BILAG 45: Politiken, Erik Jensen (25-11-2012) Valget i Catalonien Fornuft og galskab
BILAG 46: Politiken, Line Prasz (26-11-2012) Spaniens separatister løber med valgsejren
BILAG 47: Politiken, Erik Jensen (27-11-2012) Cataloniens separatister bider tænderne sammen
BILAG 48: Jyllands-Posten, Ritzau (11-09-2013) Cataloniere danner menneskekæde for uafhængighed
BILAG 49: Politiken, Erik Jensen (11-09-2013) Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for
uafhængighed i oprørsk region
BILAG 50: Politiken, Erik Jensen (11-09-2013) Maskerede mænd fra den yderste højrefløj angreb
Cataloniens repræsentation
BILAG 51: Berlingske, Cecilie Tørper Winström, Sten Jensen (12-12-2013) Spansk premierminister vil stoppe
catalansk løsrivelse
BILAG 52: Berlingske, Martin Tønner Jørgensen (13-12-2013) Catalonien mod rosset
BILAG 53: Jyllands-Posten, Ritzau (12-12-2013) Catalonien fastsætter dato for afstemning om løsrivelse/
Catalonien har sat dato på afstemning
BILAG 54: Politiken, Niels Holst (12-12-2013) Spansk minister tryner catalanere Siger nej til folkeafstemning
BILAG 55: Politiken, Erik Jensen (13-12-2013) Oprørsk region lader bomben springe Valg om uafhængighed
9. november næste år
BILAG 56:
Sammenhold: modelo autonómico constitucional; Estado constitucional; marco constitucional; imperativo
constitucional; Constitución; Constitución del 78; aniversario de la Constitución; Carta Magna; Carta Magna
de 1978.
Lov: Tribunal Constitucional; jurisprudencia del Tribunal Constitucional (TC); que tumbó el Constitucional;
vetada por el Tribunal Constitucional; imposible encaje constitucional; sujeto constituyente; bajo el
paraguas constitucional; ordenamiento constitucional; carece de sentido constitucional; catedrático de
Derecho Constitucional; artículo 155 de la Constitución; artículo 116 de la Constitución; Constitución u
otras Leyes le impongan; marca Constitución y las leyes; dentro de la Constitución; inconstitucional;
inconstitucionalidad.
Trussel: reforma constitucional; reforma de la Constitución; reforma de la Carta Magna; crisis
constitucional; vulneración de la Constitución.
Indhold
BILAG 1 .......................................................................................................................................................93
BILAG 2 .......................................................................................................................................................95
BILAG 3 .......................................................................................................................................................97
BILAG 4 .......................................................................................................................................................98
BILAG 5 .....................................................................................................................................................101
BILAG 6 .....................................................................................................................................................104
BILAG 7 .....................................................................................................................................................106
BILAG 8 .....................................................................................................................................................109
BILAG 9 .....................................................................................................................................................111
BILAG 10 ...................................................................................................................................................112
BILAG 11 ...................................................................................................................................................114
BILAG 12 ...................................................................................................................................................116
BILAG 13 ...................................................................................................................................................118
BILAG 14 ...................................................................................................................................................120
BILAG 15 ...................................................................................................................................................121
BILAG 16 ...................................................................................................................................................122
BILAG 17 ...................................................................................................................................................124
BILAG 18 ...................................................................................................................................................125
BILAG 19 ...................................................................................................................................................127
BILAG 20 ...................................................................................................................................................128
BILAG 21 ...................................................................................................................................................130
BILAG 22 ...................................................................................................................................................132
BILAG 23 ...................................................................................................................................................134
BILAG 24 ...................................................................................................................................................136
BILAG 25 ...................................................................................................................................................138
BILAG 26 ...................................................................................................................................................139
BILAG 27 ...................................................................................................................................................141
BILAG 28 ...................................................................................................................................................143
BILAG 29 ...................................................................................................................................................145
BILAG 30 ...................................................................................................................................................147
BILAG 31 ...................................................................................................................................................149
BILAG 32 ...................................................................................................................................................150
BILAG 33 ...................................................................................................................................................151
BILAG 34 ...................................................................................................................................................153
BILAG 35 ...................................................................................................................................................154
BILAG 36 ...................................................................................................................................................155
BILAG 37 ...................................................................................................................................................157
BILAG 38 ...................................................................................................................................................158
BILAG 39 ...................................................................................................................................................160
BILAG 40 ...................................................................................................................................................162
BILAG 41 ...................................................................................................................................................163
BILAG 42 ...................................................................................................................................................166
BILAG 43 ...................................................................................................................................................168
BILAG 44 ...................................................................................................................................................169
BILAG 45 ...................................................................................................................................................171
BILAG 46 ...................................................................................................................................................180
BILAG 47 ...................................................................................................................................................182
BILAG 48 ...................................................................................................................................................184
BILAG 49 ...................................................................................................................................................185
BILAG 50 ...................................................................................................................................................189
BILAG 51 ...................................................................................................................................................190
BILAG 52 ...................................................................................................................................................191
BILAG 53 ...................................................................................................................................................194
BILAG 54 ...................................................................................................................................................196
BILAG 55 ...................................................................................................................................................197
BILAG 1
http://elpais.com/elpais/2012/09/11/opinion/1347394021_891867.html
Factiva Document PAISN00020120912e89c0005f
EL PAÍS 12 SEP 2012 - 00:01 CET EDITORIAL
Diada histórica
Una de las mayores manifestaciones que se hayan visto jamás en este país desfiló ayer en
Barcelona tras una pancarta que pedía la independencia de Cataluña. Y esto es lo que movilizó
más directamente a los manifestantes, aunque el presidente catalán, Artur Mas, pretendiera en un
primer momento convertirla en un apoyo a la propuesta de un pacto fiscal que planteará al
presidente del Gobierno, Mariano Rajoy, el próximo 20 de septiembre. La novedad de la jornada,
en relación a las anteriores celebraciones de la Diada Nacional de Cataluña, es que este año fue la
reclamación de un Estado independiente la que aglutinó a una amplia gama de ciudadanos, desde
quienes piden un nuevo modelo de financiación a los descontentos por los recortes.
Tan absurdo es negar la evidencia de los hechos que han conducido a una tal exhibición de fuerza
del sentimiento independentista como banalizar la reivindicación de una jornada que abre un
escenario político plagado de retos y riesgos y que exige, sobre todo del Gobierno español, pero
también de la oposición, la máxima responsabilidad e inteligencia. También es un momento grave
para CiU, la coalición gobernante en Cataluña, y sobre todo para el presidente Mas, que se ha
visto desbordado en sus cálculos por la fuerza del independentismo, aunque se coloca en
condiciones de capitalizar el quiebro convirtiendo un posible adelanto electoral en un plebiscito.
El oportunismo de CiU, que pide un pacto fiscal para quedarse y si se lo rechazan amenaza con
irse, ha contribuido al éxito de la convocatoria, aunque no es la única explicación. Hay un cambio
político de fondo revestido de un profundo malestar por la sentencia del Tribunal Constitucional
que frustró la expectativa de una mejora del autogobierno; por una crisis que corta sus alas
económicas; y por la nueva estrategia recentralizadora e intervencionista del PP. Es un malestar
global, que le ha servido a CiU para desviar la atención por sus recortes sociales y sus
responsabilidades en el endeudamiento catalán. Pero es también un enorme fracaso político al
menos para los últimos Gobiernos de España, desde Aznar, que no tan solo han sido incapaces de
articular una respuesta política, sino que han alimentado la espiral de radicalización. Cuenta, es
cierto, la emergencia de unas nuevas generaciones, desacomplejadas y sin miedo ni memoria, que
ven en la crisis europea una ventana de oportunidad para una Cataluña que prescinda de España.
La nueva situación puede complicarse aún más tras las elecciones vascas. Y el desafío requiere
algo más que la paupérrima e insultante respuesta de Mariano Rajoy en la entrevista emitida por
TVE. Calificar de mera “algarabía” lo que muchos catalanes viven como un sentimiento de agravio
es una muestra de frivolidad que este país no se debería permitir.
La democracia española ha alcanzado un grado de madurez suficiente como para poder abordar
este desafío, pero debe hacerse con claridad, respeto a las reglas de juego y alternativas viables a
la propuesta independentista, con la que no se identifican numerosos catalanes que no acudieron
a la manifestación. No es cierto que todos los caminos estén cerrados. Cabe y es necesario todavía
un debate serio y constructivo sobre una forma de articulación entre Cataluña y España
satisfactoria para todos. El modelo autonómico ha dado a España la mayor etapa de prosperidad
nunca conocida, pero nada es intocable y son muchas las voces que defienden seguir
profundizando en un modelo de corte más federal. En democracia, cualquier propuesta es
legítima, incluida la independencia, pero quienes la defienden deben explicar muy bien qué
quieren hacer con ella.
BILAG 2
http://elpais.com/elpais/2012/09/15/opinion/1347733737_470188.html
Factiva Document PAISN00020120916e89g0008t
EL PAÍS 16 SEP 2012 - 00:01 CET EDITORIAL
Diálogo en Cataluña
El respeto y las normas democráticas tienen que imponerse a desbordamientos oportunistas
La reivindicación de Cataluña como un nuevo “Estado de Europa”, sostenida por cientos de miles
de personas en las calles de Barcelona el pasado 11 de septiembre, constituye una fuerte
expresión pública de desconfianza hacia el resto de España y abre una seria crisis Política. Toca a
las instituciones y a la política, esta vez con mayúsculas, buscar serenamente las soluciones al
problema planteado, partiendo de la base del imposible encaje constitucional de una secesión y
de la necesidad de buscar otras respuestas. La primera oportunidad para comenzar a intentarlo es
la entrevista entre el jefe del Gobierno, Mariano Rajoy, y el presidente de la Generalitat de
Cataluña, Artur Mas, prevista para el jueves próximo en Madrid.
Mas ha evolucionado rápidamente desde la reivindicación del pacto fiscal, con la que ganó las
elecciones, al anuncio de su voluntad de construir un Estado para Cataluña y de someterlo a
consulta popular. Toma así la iniciativa respecto a Rajoy, que solo estaba dispuesto a confirmar la
ayuda de su Gobierno para el pago de la deuda que asfixia a esa comunidad. El giro de Mas le
desvela como un dirigente que se ve a sí mismo a la cabeza de una “transición nacional” en
Cataluña, como quedó claro el viernes pasado al postularse para liderar un proceso
independentista ante los dirigentes de la Asamblea Nacional Catalana, promotora de la marcha de
la Diada. Todo ello cuando el propio líder catalán ha convocado a las diputaciones, todas en manos
de CiU, con la finalidad de preparar una Hacienda catalana, dentro de su plan de levantar
instituciones propias de un Estado para Cataluña. La deriva de Mas es descabellada, pues deposita
toda su acción política en un “clamor del pueblo” siempre imposible de concretar si se dejan de
lado las instituciones y los procedimientos propios de una democracia representativa.
Los políticos han de tener en cuenta los sentimientos expresados en la calle, pero ningún dirigente
de un país civilizado y democrático puede considerar la Constitución y el Estado de derecho como
papel mojado o meras formalidades. Asombra que Mas se refiera como una “jaula” a la
Constitución que mayores cotas de libertad y democracia ha producido en España, Cataluña
incluida. No yerra cuando dice que la Constitución se puede superar y que no es una ley “para
siempre”, pero olvida que el sujeto constituyente es el pueblo español, no solo el conjunto de los
catalanes. Por eso resultaría inaceptable desde el punto de vista democrático cualquier intento de
provocar el trauma a base de hechos consumados, como sugiere el unilateralismo apuntado desde
CiU.
Tales planteamientos coinciden con la crisis, que ha debilitado al conjunto de España, y con la
existencia de sectores ideológicos, sobre todo de derechas, que llevan tiempo tratando de
desacreditar el sistema autonómico, lo cual puede restar argumentos al Gobierno a la hora de
hacer valer la Constitución como valladar frente al aventurerismo y como marco de soluciones. La
existencia de un régimen fiscal propio para el País Vasco y Navarra, en el que Cataluña se mira,
complica también la evolución de España hacia un modelo federal, la opción, mucho más sensata,
a la que parecen acogerse los socialistas de Cataluña.
A nadie conviene una crisis secesionista en plena Eurozona, que ha visto la caída de muchos
Gobiernos, pero, hasta ahora, de ningún Estado. Lo último que deben hacer los políticos es
exacerbar los sentimientos de frustración que buena parte de la opinión pública catalana pueda
albergar respecto de la española, y viceversa. Y hay que poner coto a la presentación de este
conflicto como el divorcio de una pareja. Nos lo jugamos todo a que la racionalidad se imponga, y
a que el diálogo y el respeto democráticos predominen sobre desbordamientos oportunistas.
BILAG 3
Factiva , Document MUNDO00020120912e89c0000d Diario EL MUNDO, 546 words
12 September 2012, EDITORIAL
A Frankenstein se le escapa el monstruo
ARTUR MAS, con el apoyo activo de todos los estamentos financieros catalanes, los medios de
comunicación y una TV3 convertida en plataforma de agitación, logró movilizar ayer a cientos de
miles de ciudadanos en Barcelona, que salieron a la calle bajo el lema «Cataluña, un nuevo Estado
en Europa». Aunque había sido convocada originalmente para reivindicar el pacto fiscal, la
manifestación se convirtió en un acto de exaltación independentista con pancartas en las que se
pedía «libertad para Cataluña» y un nuevo Estado. Artur Mas apostaba por una presencia masiva
de ciudadanos para presionar a Rajoy a negociar un pacto fiscal similar al concierto vasco. Pero los
manifestantes ignoraron la pretensión de Mas y convirtieron la movilización en una reivindicación
de la independencia, expresando claramente su voluntad de romper todos los lazos con España.La
inercia ha arrastrado tanto a los políticos catalanes que hasta una parte importante del PSC se ha
sumado a este acto. El propio Duran i Lleida, que siempre se ha declarado contrario a la
independencia, terminó por asistir y fue convenientemente abucheado.No es exagerado decir, por
tanto, que el juego independentista se le ha ido de las manos a Artur Mas, que ahora tendrá que
gestionar esa ambición expresada en la calle por las bases nacionalistas de lograr la proclamación
de un Estado catalán. Dicho de otra manera, a Mas le ha sucedido lo mismo que al doctor
Frankenstein: que el monstruo que creó en el laboratorio para experimentar se le escapó de su
control y adquirió vida propia, provocando unos daños que su inventor no había calculado.Pero
que cientos de miles de catalanes tomaran ayer el centro de Barcelona no significa que exista una
mayoría social clara a favor de la independencia, ya que tampoco se puede ignorar que muchos
catalanes más decidieron no acudir. No es nuevo tampoco en la historia el fenómeno. Ya sucedió
en momentos como la sublevación contra Felipe IV, la guerra de Sucesión y la proclamación del
Estado catalán en la II República que duró unas pocas horas. Estos precedentes se resolvieron
mediante actos de fuerza, pero, al margen de la plena vigencia de los instrumentos que contempla
la Constitución para defender la integridad nacional, la situación ahora es enteramente distinta
porque nadie piensa en recurrir a las armas.El problema para Artur Mas y los nacionalistas
catalanes es que la independencia de forma unilateral implica que Cataluña se quedaría fuera del
euro y de la UE durante décadas, ya que España vetaría su ingreso. Ello tendría desastrosas
consecuencias para el nivel de vida de los catalanes y la marcha de sus empresas. No deja de
resultar paradójico que la manifestación de ayer se produzca en unos momentos en que las
emisiones de la Generalitat son bonos basura precisamente por haber pedido el pacto fiscal.Todo
indica que Artur Mas va a utilizar esta movilización de la calle para lograr que Mariano Rajoy ceda
ante su envite. Es lo contrario de lo que debe hacer porque los hechos demuestran que nada sirve
para saciar las pretensiones nacionalistas. Es quien ha sacado a pasear al monstruo quien tiene
ahora que resolver el problema de qué hace con él en la calle.
BILAG 4
Factiva Document MUNDO00020120912e89c0002t , Diario EL MUNDO, 1326 words
12 September 2012 , PORTADA, DANIEL G. SASTRE / JAVIER OMS / GERMÁN GONZÁLEZ
El juego independentista se le va a Mas de las manos
La marea secesionista sepulta su reivindicación de pacto fiscal / Cientos de miles colapsan
Barcelona / Líderes del PSC asisten desoyendo al partido
Barcelona Si Artur Mas quería una demostración de fuerza, ya la tiene. Pero es dudoso que los
cientos de miles de participantes en la manifestación que ayer colapsó Barcelona vayan a
conformarse con el pacto fiscal que propone el presidente de la Generalitat. La reivindicación fue
inequívoca y unidireccional: ayer en la Diada se pidió la independencia. Mas se ha comprometido a
recibir hoy o mañana a los organizadores de la manifestación. Está por ver cómo gestiona el
clamor de la calle, pero ayer ya lanzó la primera amenaza al Gobierno español, incluso antes de
empezar la marcha: si no hay acuerdo por el pacto fiscal, «el camino hacia la libertad de Cataluña
está abierto».La sensación durante toda la jornada fue de que las consignas de quienes se
manifestaron son muy difíciles de reconducir hacia otro objetivo político. Y eso que fueron CiU y el
Govern quienes más hicieron por que la marcha de ayer fuera tan multitudinaria que apenas
pudiera circular: muchos de los más de 1.000 autobuses que llegaron a Barcelona los fletó la
federación nacionalista.Las proclamas no dejaron lugar a dudas. Se coreó: ¿Qué quiere esta tropa?
/ Una nación de Europa. / ¿Qué quiere esta gente? / Cataluña independiente. También los más
tradicionales In-inde-independencia y No queremos ser una región de España / no queremos ser
un país ocupado. Ni rastro del pacto fiscal.La jornada empezó, como siempre, con la ofrenda floral
ante el monumento a Rafael de Casanova, donde sólo faltaron el PP y Ciutadans. Eran las 9.00
horas de la mañana y había mucha gente: ya se intuía que la jornada iba a ser histórica.Poco
después, el parque de la Ciutadella acogió los actos institucionales, los únicos a los que asistió
Alicia Sánchez-Camacho. La presidenta de los populares en Cataluña aprovechó para advertir a
Mas de que su «sectarismo» por dar apoyo a las proclamas independentistas va a poner muy difícil
que CiU y PP colaboren en adelante como hasta ahora en el Parlamento catalán.No sirvió de
mucho porque, tras la ceremonia, el presidente de la Generalitat aprovechó su única intervención
pública para calentar la jornada. Primero rehusó, a preguntas en catalán, referirse a la reflexión
que lanzó el lunes Mariano Rajoy en cuanto a que «en España no estamos para grandes
algarabías», en relación al nuevo modelo de financiación que pide Mas. Pero cuando le preguntó
la BBC en inglés no pudo contenerse: alertó al Gobierno español de que «si no hay acuerdo» sobre
el pacto fiscal, «el camino de Cataluña hacia la libertad está abierto».«Iría bien que fuera de
Cataluña se escuchase con atención el clamor de la sociedad catalana», sin «ridiculizar ni
menospreciar» los actos de la Diada, añadió Mas.También adelantó que la manifestación de la
tarde constituiría una «clara prueba» de ello, y que iba a convertirse en «un acto muy relevante en
la línea de la transición nacional catalana», que él mismo dio por iniciada cuando estrenó su
mandato.En efecto, y a diferencia de otras ocasiones, la superioridad de las banderas estelades independentistas- con respecto a las senyeres fue apabullante. La enseña independentista se
erigió en la gran protagonista de una movilización cuyo éxito superó a la marcha de 2010 contra
los recortes al Estatut.La plana mayor del Gobierno catalán -acudieron nueve de los 11 consellers-,
de ERC y de ICV, así como varios socialistas díscolos, se sumaron a la convocatoria. Mas no estuvo,
pero sí su esposa, Elena Rakosnik. CiU lleva un mes agitando la marcha, y ayer incluso uno de sus
dirigentes, Joan Reñé, descolgó la bandera española de la fachada de la Diputación de Lérida, que
preside.A dos horas del comienzo oficial -las 18.00 horas-, las principales vías del centro de
Barcelona ya se habían convertido en calles prácticamente intransitables. Avenidas de grandes
dimensiones, como el paseo de Gràcia o Gran Via, así como Caspe, Mallorca, Diputació o Rambla
de Catalunya fueron ocupadas por una abrumadora masa humana que apenas dejaba correr el
aire y que no dejó de crecer hasta bien avanzada la manifestación. El colapso duró horas, y tanto
el tráfico de coches como el transporte público sufrieron profundas modificaciones. La afluencia
masiva, en todo caso, obligó a la convocante Asamblea Nacional de Cataluña (ANC) a modificar el
recorrido previamente planificado. En dos horas, la cabecera de la marcha -que portaba la
pancarta con el lema oficial, Cataluña, nuevo Estado de Europa- apenas había alcanzado la plaza
Urquinaona, con un tapón humano imposible de gobernar a lo largo de la Via Laietana. Una
situación que obligó a reconvertir la manifestación en una concentración sin precedentes con final
en el parque de la Ciutadella.En el lugar en el que desembocaba la marcha se representó una
simbólica votación por la independencia. Como era de esperar, todo el público asistente levantó
una cartulina verde de aprobación. En ese momento, la actriz Txe Arana, conductora del acto,
pidió a todos que miraran a la pantalla gigante. En ella apareció Pep Guardiola, ex entrenador del
Barça, que también expresó su apoyo a la secesión. «Desde Nueva York, aquí tenéis otra más»,
dijo exhibiendo otra papeleta verde. Hubo grandes aplausos.Mientras la organización de la
manifestación cifraba la participación en dos millones de personas, los cuerpos de seguridad
ofrecieron un baile de cifras. Para los Mossos d'Esquadra y la Guardia Urbana la asistencia rondaba
el millón y medio de ciudadanos; la Delegación del Gobierno en Cataluña citaba a la Guardia Civil y
el Cuerpo Nacional de Policía para calcular que a la protesta acudieron unas 600.000
personas.Fuentes de los Mossos explicaron a este diario que se había tenido en cuenta la
capacidad aproximada de varias vías importantes de Barcelona por las que discurrió la marcha,
como la calle de Pau Claris o Via Laietana, para ir sumando participantes, y que completaron la
cifra con imágenes desde un helicóptero.Durante la marcha, Emergencias Médicas atendió a 31
personas de carácter leve, casi todas por lipotimias. Cinco fueron trasladadas a centros de
urgencias. La protesta transcurrió sin incidentes de importancia pero con algunas sorpresas, como
cuando una persona se encaramó a la marquesina de un hotel para retirar la bandera española
que ondeaba junto a la europea y la catalana.La marcha desbordó tanto a los organizadores que
tuvieron que buscar un itinerario alternativo para cumplir con el último paso previsto: acudir al
Parlament para ser recibidos, entre aplausos de los diputados, por la presidenta de la Cámara,
Núria de Gispert.Ésta felicitó a los representantes de la ANC por haber organizado una
manifestación «inequívocamente soberanista». Antes, el líder de Unió -el partido de De Gispert-,
Josep Antoni Duran Lleida, también había avisado a las instituciones españolas de que «si no
entienden el clamor del pueblo de Cataluña, vamos a tener problemas serios».La presidenta de la
Cámara anunció a los miembros de la ANC que Mas los recibirá hoy o mañana. Carme Forcadell,
presidenta de esta asociación surgida en las consultas secesionistas celebradas el año pasado en
Cataluña, dejó de nuevo claro su objetivo: «Hoy hemos terminado la primera etapa de nuestro
camino. Hemos acabado la manifestación cerca del Parlament para que las instituciones empiecen
mañana la secesión».Editorial en página 3ORBYT.es Vea hoy en EL MUNDO en Orbyt los análisis de
Casimiro García-Abadillo y Álex Salmon.
Una de las numerosas pancartas sobre el pacto fiscal que se pudieron ver en la multitudinaria
manifestación que recorrió ayer Barcelona con motivo de la Diada. / LLUIS GENE / AFPUn grupo de
manifestantes sostiene una gran bandera independentista entre numerosas pancartas con lemas
en el mismo sentido, durante la manifestación de ayer en Barcelona. / EFE
BILAG 5
http://www.abc.es/20120911/espana/abci-marcha-separatista-201209110402.html
Factiva Document ABC0000020120911e89b00007
Día 11/09/2012 - 15.20h MARÍA JESÚS CAÑIZARES / BARCELONA
ESPAÑA
Mas hace suya la marcha separatista
«Vuestro clamor es el mío», aseguró a los manifestantes en su discurso de la Diada
«Vuestro clamor es el mío, vuestra voz es la mía y vuestros anhelos, son los míos». Con estas
palabras se dirigió el presidente de la Generalitat Artur Mas a los manifestantes que hoy, con
motivo de la Diada de Cataluña, pedirán la independencia en una marcha que se prevé histórica.
En su tradicional discurso institucional, el líder de CiU bendijo esa marcha, supuestamente
organizada por la sociedad civil, pero que él mismo alentó pocas semanas antes de pedir un
rescate de 5.023 millones «sin condiciones» al Gobierno español, y que ahora apoya
mediáticamente -la televisión catalana ha hecho un enorme despliegue de la manifestación- y
moralmente. Mas no acudirá a ese acto, pero según dijo, «mi corazón estará con vosotros», así
como «mi espíritu y mi compromiso».
Mensaje televisado
En su mensaje televisado, Mas indicó que todas las voces que se alzarán hoy en la manifestación
de Barcelona, «sean por el pacto fiscal, por el estado propio, por el respeto que merecemos como
nación pacífica y democrática, o por nuestra dignidad, son todas voces que se alzan en la misma
dirección: más justicia y más libertad para Cataluña». Añadió que «nunca como ahora, Cataluña
había estado tan cerca en su aspiración y su anhelo de plenitud nacional» y afirmó que cada vez
son más los catalanes convencidos de que «es a nosotros a quien corresponde decidir libremente
nuestro futuro como pueblo y como nación».
Sobre la «soberanía fiscal» que reclama el ejecutivo de CiU, Mas lo define como «un acto de
afirmación nacional y de afirmación social» y sostiene que «no hay batalla más urgente ni reto
más importante que la soberanía fiscal de nuestro país».
Bildu acudirá al acto
Ni los organizadores de la manifestación ni el lema de la misma -«Cataluña, nuevo estado de
Europa»- dejaban lugar a dudas: se trata de una marcha independentista que va más allá del pacto
fiscal. Los únicos que todavía se resistían a ello eran los miembros del Gobierno catalán, que ayer
intentaban todavía presentar esta marcha como un «acto de reivindicación nacional» fruto de la
espontaneidad social.
Lo cierto es que el embrión de esta movilización fue el llamamiento del propio Mas, a quien sus
propios compañeros de filas ya veían encabezando esa «histórica» marcha independentista. El
dirigente nacionalista sólo acudirá «en espíritu», mientras que el resto de su equipo de gobierno
emprendía una desquiciada carrera por demostrar catalanidad sin declararse abiertamente
independentistas.
Duran Lleida, presente
Así, habrá consejeros que acudan a la marcha «a título personal, que no institucional» y para
defender el pacto fiscal, como es el caso de la vicepresidenta catalana, Joana Ortega (UDC), quien
en un principio descartó ir, al igual que el presidente de su partido, Josep Duran Lleida. Ambos
participarán finalmente en ese acto independentista, junto a consejeros convergentes
abiertamente separatistas, como la titular de Educación, Irene Rigau, mientras que el responsable
de Interior y confeso independentista, Felip Puig, no podrá acudir porque tiene que coordinar el
dispositivo de seguridad de los actos de la Diada.
Porque, efectivamente, la marcha promete ser multitudinaria y hay quien augura que superará el
millón de personas que acudieron a la manifestación en favor del Estatuto de 1977. Los
organizadores, la Asamblea Nacional Catalana, han contratado más de mil autocares para que los
asistentes puedan desplazarse a Barcelona desde diferentes puntos de Cataluña. Asimismo, los
alcaldes de Gerona y de Figueras, ambos de Convergència, han fletado dos trenes con la misma
finalidad.
La dividida posición del PSC
Y es que, a nivel municipal, la movilización reivindicativa también se ha hecho notar, incluso con
golpes de efectos como los de Sant Pere de Torelló, Calldetenes y La Bisbal del Penedès
(Barcelona), en cuyos plenos se declararon independentistas. El batiburrillo de sensibilidades
presentes en la manifestación incluye la de los partidos que forman Euskal Herria Bildu, que han
confirmado su asistencia. También lo harán dirigentes y ex consejeros del PSC, cuyo líder, Pere
Navarro -que no se manifestará-, ha venido negando la mayor, que la marcha tuviera un carácter
independentista. Por contra, el ex presidente de la Generalitat, José Montilla, advirtió de los
riesgos de la vía separatista.
La Diada alternativa del PP
Todos los partidos catalanes, excepto Ciudadanos, que celebra la Diada con un acto alternativo,
acudirán al acto institucional que, como cada año, tendrá lugar en el parque de la Ciudadela de
Barcelona. También lo hará el PP, aunque se abstendrá de acudir a la ofrenda floral ante el
monumento a Rafael Casanova, habitual lugar de peregrinaje de las formaciones políticas y de
fuertes insultos y silbidos. Los populares catalanes, liderados por Alicia Sánchez-Camacho, han
elaborado un manifiesto en el que abogan por una Diada de «unidad, consenso y pluralidad».
«Esta estrategia de CiU puede superarnos a todos, incluso a la propia CiU. El llamamiento de CiU a
participar en la manifestación puede traernos problemas graves en el futuro, puede producir
enfrentamientos civiles entre nosotros. Su actitud es irresponsable y peligrosa», advirtió SánchezCamacho.
BILAG 6
http://elpais.com/elpais/2012/11/25/opinion/1353881389_771093.html
Factiva Document PAISN00020121126e8bq0002w
EL PAÍS 26 NOV 2012 - 00:01 CET EDITORIAL
Órdago fracasado
El plan de Mas para aumentar su poder sufre un fuerte revés; el soberanismo no logra avanzar
El primer plebiscito sobre el soberanismo reivindicado por el presidente de la Generalitat y
candidato a la reelección, Artur Mas, ha terminado en un grave fracaso personal. Tras haber
solicitado una “mayoría excepcional”, quedarse por debajo de la mayoría absoluta era un desastre
para CiU; pero quedarse lejos supone un fracaso estrepitoso. Situarse a gran distancia de la
segunda y la tercera fuerza es un dato, pero en absoluto justifica el adelanto electoral, el discurso
por el “Estado propio” y la tensión a la que ha sometido a toda la sociedad. CiU se encuentra
ahora en peores condiciones que antes de que Mas interrumpiera abruptamente la legislatura. Si
no lo hubiera fiado todo a la agenda soberanista podría haber buscado aliados en uno y otro lado
del espectro ideológico, y de hecho tuvo el apoyo del PP para los presupuestos y las políticas de
austeridad, y el de la izquierda para la reivindicación del pacto fiscal. Ahora, los nacionalistas
dependerán aún más de los independentistas, principalmente de Esquerra Republicana de
Catalunya (ERC), auténtica beneficiaria de la operación.
Es cierto que Mas saca algo a cambio, aunque a un precio desorbitado. Haber convocado ahora las
elecciones le permite eludir la sanción de las urnas al término de lo que habría sido la legislatura
normal, en dos años, cuando habría acusado de forma más severa el desgaste de la crisis
económica y de las políticas de austeridad aplicadas. El adelanto facilita a CiU otros cuatro años
como primera fuerza en Cataluña, al tiempo que ha servido para movilizar fuertemente al
electorado, como lo muestra el importante avance en la participación de los ciudadanos en unas
elecciones autonómicas. Esta movilización indica que los catalanes se han tomado los comicios de
ayer como si hubieran sido unas elecciones generales.
El resultado de los socialistas pulveriza sus opciones como alternativa de gobierno en Cataluña. El
debate sobre la crisis económica ha quedado desplazado por el del soberanismo, y este hecho,
unido al de contar con un líder que acababa de hacerse cargo de esa responsabilidad, ha obligado
al Partido de los Socialistas de Cataluña (PSC) a abordar las elecciones en un mal momento,
cuando su propuesta federalista no estaba madura ni siquiera para el PSOE.
En todo caso, las corrientes centrales de la política catalana, CiU y PSC, quedan debilitadas en la
polarización provocada por los impulsos independentistas e inmersas en un Parlamento más plural
y fragmentado. El resultado tampoco es bueno para el Partido Popular, que había echado el resto
por creerse en el mejor escenario posible para ganarse la confianza de los electores que no
quieren aventuras independentistas y prefieren a Cataluña firmemente anclada en España. El
ascenso de Ciutadans indica que esta opción ha sido la destinataria de muchos votos que se
oponen al independentismo, pero que tampoco se fían del PP. Esos datos no gustarán al Gobierno
de Mariano Rajoy, que además ha permitido un final de campaña ensuciado por la utilización de
un documento policial elaborado en condiciones irregulares.
El bloque político claramente soberanista sostiene su posición en Cataluña, pero no avanza. El
mensaje enviado por las urnas es que hay muchos motivos por los que los catalanes deberían
emplear sus energías en tareas menos inciertas que la de romper con el resto de España; y
también, que sobran los motivos en el resto de España para revisar y negociar lo que pueda haber
de injusto en el trato a Cataluña. Mas tendrá dificultades para gestionar la compleja situación en la
que él mismo se ha puesto. Pero es la hora de la altura de miras para los soberanistas catalanes y
para el Gobierno de España y las demás fuerzas políticas nacionales.
BILAG 7
http://politica.elpais.com/politica/2012/11/26/actualidad/1353961835_049476.html
Factiva Document PAISN00020121127e8br0001t ELECCIONES CATALANAS
27 NOV 2012 - 00:11 JOSÉ PABLO FERRÁNDIZ / JOSÉ JUAN TOHARIA
Elecciones cargadas de infidelidad
CiU y PSC pierden votos en todas las direcciones, lo contrario de Ciutadans que exhibe la mayor
fidelidad de voto y absorbe del PSC, PP y hasta CiU
Unas elecciones autonómicas que los electores catalanes parecen haber enfocado más bien como
unas elecciones generales: así cabría caracterizar las elecciones al Parlamento de Cataluña
celebradas este pasado domingo. La tasa de participación registrada (69,6%) está mucho más
cerca de la tasa media registrada en Cataluña en las 11 elecciones generales ya celebradas (que es
un 72,4%, es decir 2,8 puntos superior) que de la media de participación en las anteriores ocho
elecciones autonómicas (que es un 60,5%, es decir, 9,1 puntos inferior). En comparación
exclusivamente con los procesos electorales catalanes más recientes (generales de 2011,
autonómicas de 2010), esta participación del 69,6% supera en 2,8 puntos a la de las elecciones
generales de 2011 y en 10,8 puntos a las de las autonómicas de 2010. O lo que es igual, estas
recién celebradas elecciones autonómicas han logrado un nivel de movilización ciudadana que,
generalmente, solo solía alcanzarse en las elecciones de ámbito nacional.
Los 3,65 millones de catalanes (3.657.450, según los últimos datos disponibles; en adelante,
usaremos cifras redondeadas en aras de una mayor sencillez expositiva) que acudieron a las urnas
este pasado día 25, suponen casi 150.000 más que los que acudieron a votar en las elecciones
generales de 2011, y unos 522.000 más que los que lo hicieron en 2010. El partido más
beneficiado por este incremento en el número total de votantes en relación con las autonómicas
de 2010 ha sido ERC, que ha logrado 277.119 votos más que entonces, seguido de Ciutadans
(+168.771 votos), de ICV-EUiA (+128.033 votos), de CUP (+126.219 votos) y del PP (+84.131 votos).
En cambio, en comparación con sus resultados de las anteriores autonómicas las principales
pérdidas de votos, en números absolutos, corresponden a CiU (90.489 votos menos que en 2010),
a SI (56.313 votos menos), al PSC (51.900 votos menos) y al conjunto de los otros partidos
minoritarios (63.751 votos menos).
Estos datos reflejan las ganancias y pérdidas netas experimentadas de una elección autonómica a
otra por los distintos partidos, pero no proporcionan ninguna pista fiable respecto del origen (o
destino) de los votos ganados (o perdidos). Con los datos del amplio sondeo preelectoral (2.500
entrevistas) llevado a cabo por Metroscopia para EL PAÍS, y publicado en este diario el pasado
domingo 18, cabe intentar el mismo ejercicio estimativo que ya llevamos a cabo tras las elecciones
generales de 2011. Tomando como dato de partida las intenciones de voto declaradas por las
personas entrevistadas y aplicándoles una serie de factores correctores, se puede intentar el
cálculo -para cada partido- de la proporción de votos logrados en 2010 que han logrado ahora
retener, adónde parece más probable que hayan podido ir los que puedan haber perdido y de
dónde puedan proceder los que en cambio hayan ganado. Porque lo que la experiencia
demoscópica enseña es que, en toda elección, todos los partidos (aunque en volumen y con
direcciones muy variables) experimentan trasvases de votos entre sí, incluso aquellos que en
términos netos sufren una disminución de su caudal electoral. Usualmente este tipo de estimación
se realiza a partir de encuestas poselectorales, utilizadas a modo de autopsias demoscópicas para
desvelar los factores que confluyeron para producir el desenlace -electoral, se entiende- final.
Pero ocurre que las encuestas poselectorales pueden adolecer de sesgos declarativos equivalentes
(si bien por lo general en sentido inverso) a los que normalmente afectan a las encuestas
preelectorales. Permite ello pensar que el intento de estimar, con datos preelectorales, adónde (o
de dónde) parece más probable que puedan haber acabado yendo (o viniendo) los votos tenga
una fiabilidad no muy distinta a la del equivalente ejercicio estimativo basado en datos de
encuestas poselectorales. En todo caso, lo que aquí se ofrece debe entenderse simplemente como
lo que es: un mero intento de urgencia y aproximado de seguirle la pista a los distintos flujos de
votos en los comicios de este pasado domingo.
Como puede verse en el cuadro adjunto (en que, como ya hemos indicado, las cifras se han
redondeado), en estas elecciones podría haberse producido un amplio número de trasvases de
votos. Tomando como punto de partida el total de votos que cada partido había logrado en 2010,
el cuadro recoge en su parte superior el probable destino de los mismos en estas elecciones y, en
su parte inferior, la procedencia de los votos conseguidos en cambio ahora.
En todos los casos, una fracción importante (pero no idéntica) de votantes ha permanecido en el
mismo partido: la fidelidad de voto más elevada (en torno al 90%) corresponde a Ciutadans,
seguido del PP (en torno al 80%) y la más baja (descontando el caso de SI) se registra en el PSC
(por debajo del 70%). CiU y PSC (sin contar a SI) son los dos partidos que pierden más votos de los
que ganan y los únicos que parecen haber perdido votantes en todas las direcciones. Por otro
lado, CiU sería el único partido que logra atraerse votantes de todas las demás formaciones (con la
única excepción de Ciutadans), si bien en clara menor medida de los que a su vez pierde. En el
caso de esta coalición merece la pena destacar que habría perdido a favor de ERC el doble de
votantes de los que, a cambio, habría logrado atraerse de dicha formación. En cuanto al PSC,
pierde a favor de CiU tantos votos como logra arrancarle al tiempo que araña al PP la mitad de
votantes que este a cambio logra restarle. Además, su saldo de trasvase de votos con ICV le es
claramente negativo: por cada votante que atrae de esa formación pierde cinco a favor de la
misma.
En el extremo opuesto, Ciutadans es la formación que solo pierde votos (y pocos) en una sola
dirección (a favor del PP), y a cambio logra atraerse a exvotantes de PP, CiU y PSC.
Resulta también destacable el destino final de la gran mayoría de quienes en 2010 votaron a SI
(que solo habría retenido a menos del 20% de sus votantes): algo más de la mitad habría optado
ahora por votar a ERC y apenas el 10% por darle su voto a CUP.
Fuente: Metroscopia. / EL PAÍS
BILAG 8
http://elpais.com/elpais/2012/12/22/opinion/1356196528_899209.html
23 DIC 2012 - 00:11 CET EL PAÍS EDITORIAL
Juego sucio
Interior debe acabar con los montajes elaborados supuestamente por unidades anticorrupción
Un grupo de policías que actúa desde el anonimato y aparentemente sin el control de los
responsables del Ministerio del Interior se está dedicando, fuera de los cauces reglamentarios, a
prácticas destinadas a desprestigiar a la clase política que gobierna en Cataluña y que se ha
embarcado en la aventura independentista. La estrategia de estos agentes consiste en elaborar y
difundir informes que nadie parece haber pedido, sin firma y sin destinatario, y con el único objeto
de su publicación por determinados medios. Aprovechando investigaciones judiciales en marcha,
mezclan datos ciertos con otros sin contrastar, o directamente falsos, que proceden de fuentes
anónimas. En esos informes se ataca no solo al Gobierno catalán sino también a jueces, fiscales y
periodistas supuestamente afines a los dirigentes de esa comunidad. Así, se atribuye al presidente
Artur Mas el desvío a Suiza de dinero del cobro de comisiones ilegales o se deslizan acusaciones de
blanqueo y evasión fiscal contra directivos de los principales periódicos que se publican en
Cataluña.
El primer episodio de estas prácticas fuera de la legalidad estalló en plena campaña electoral
catalana, con un documento que llevaba membrete de la Unidad de Delincuencia Económica y
Fiscal (UDEF) y que el jefe policial de este departamento consideró falso al no estar elaborado por
ninguno de sus agentes. Ese documento, que el juez ha incorporado al sumario del caso Palau
como un anónimo sin validez, arremetía contra Mas y el ex presidente Jordi Pujol con
informaciones de supuestos confidentes que los autores del documento ni siquiera habían
interrogado. En alguno de los anónimos que siguen fabricándose y circulando por las redacciones
hay errores de bulto sobre los que se construyen acusaciones sin pruebas contra Mas y otros
políticos.
En uno de los capítulos negros de este serial, el fiscal general del Estado tuvo que salir al paso de
una chusca maniobra policial. Dos jefes de unidades que poco o nada tenían que ver con la
corrupción política visitaron al fiscal anticorrupción del caso Palau para pedirle que les
encomendara la investigación y que les apoyara para lograr sendas órdenes de registro de la sede
de Convèrgencia y de la vivienda del extesorero de este partido. Tomaron esta iniciativa sin que el
policía competente, el jefe de la UDEF, supiera nada. Lógicamente, el fiscal anticorrupción se negó
a ello y puso el caso en manos de sus superiores. El fiscal general del Estado consideró “irregular”
la maniobra.
El Gobierno catalán y la coalición que lo apoya, CiU, sin duda tienen un problema con la
corrupción. Hay dos sumarios abiertos por tramas ilegales para robar dinero público en los que
están implicados, y en algún caso imputados, dirigentes de Convèrgencia Democràtica de
Cataluña. La justicia debe llegar hasta el final. Pero esto no puede ser excusa para que circulen
supuestos informes policiales anónimos convertidos en arma arrojadiza. El afán rupturista de
parte de la clase dirigente catalana debe tener una respuesta política que parta de las
instituciones, no de las cloacas del Estado.
Interior ha evidenciado una sorprendente incapacidad para frenar este escándalo, agravada por el
aliento que los infundios han recibido de las más altas instancias del Gobierno. Pese a que abrió
hace mes y medio una investigación interna para conocer el origen del montaje atribuido a la
UDEF, todavía está por conocerse algo al respecto. Episodios como estos empañan el trabajo
policial y restan credibilidad a investigaciones que deben sustentar importantes causas penales. El
ministro del Interior, Jorge Fernández Díaz, y el director general de la Policía, Ignacio Cosidó,
deben investigar lo sucedido y depurar responsabilidades para evitar que en su departamento
cundan prácticas más propias de regímenes autoritarios.
BILAG 9
http://www.elmundo.es/elmundo/2012/11/25/barcelona/1353883087.html
Actualizado lunes 26/11/2012 00:32 horas ELMUNDO.es |
Elecciones en Cataluña
Alicia Sánchez Camacho: 'Mas es el mejor candidato de ERC'
El Partido Popular de Cataluña ha cosechado los mejores resultados de su historia en las
elecciones. La formación liderada por Alicia Sánchez Camacho ha logrado 19 escaños en el
Parlament, uno más que en los anteriores comicios, y ha aumentado su número de votos hasta las
467.591 papeletas, con el 98,97% escrutado.
En su primera valoración al final de la jornada, Sánchez Camacho, ha subrayado el carácter
"histórico" de los datos y ha apuntado que Artur Mas y su partido, CiU, "son los grandes
perdedores. Si convocó las elecciones para conseguir una mayoría excepcional, está claro que esa
mayoría no existe", ha dicho.
Según Sánchez Camacho, Mas "es el mejor candidato de ERC, ha conseguido que saquen los
mejores resultados. Junquera le tiene que estar muy agradecido", ha dicho al hilo de los datos
que han situado a Esquerra Republicana como la segunda fuerza del Parlament con 21 diputados.
"Mas debe reconocer públicamente su error, su gran fracaso", ha dicho.
La candidata 'popular' se ha mostrado satisfecha por los resultados obtenidos este 25-N, en la que
el PPC ha conseguido 75.517 votos más que en la anterior cita con las urnas. "Quiero agradecer a
los catalanes que han votado al PPC, que han interpretado el mensaje y han entendido que hay
que trabajar para sacar a Cataluña de la crisis y para crear empleo", ha apuntado Camacho.
La 'número 1' del PPC también ha tenido palabras para el presidente del Gobierno, Mariano Rajoy,
a quien ha reconocido su "compromiso con estas elecciones" porque "eran trascendentales para
Cataluña y para la unidad de España". En su intervención, Sánchez Camacho ha señalado que el
PP "ha conseguido que los que querían separarnos del resto del país, fracasen".
BILAG 10
http://www.elmundo.es/elmundo/2012/11/25/barcelona/1353801378.html
Actualizado lunes 26/11/2012 00:28 horas ELMUNDO.ES | Agencias | Barcelona
ELECCIONES CATALANAS
Votó el 69%, 11 puntos más que en 2010
El gran triunfo de la jornada: una participación récord
•
Es la más alta de las últimas siete elecciones celebradas en Cataluña
Los datos eran ya optimistas a lo largo de la mañana y fueron confirmándose según avanzaba la
jornada electoral. Si algo se ha alzado con un triunfo indiscutible ha sido la participación masiva en
toda Cataluña.
Al cierre de los colegios había votado el 69,5% de los electores, frente al 58,78% de 2010, casi 11
puntos más. Un dato que, confirmaba la vicepresidenta del Govern, Joana Ortega, refleja "la
participación más alta de las últimas siete elecciones" celebradas en Cataluña, superando el récord
registrado en las autonómicas de 1984, cuando el 64,36% de los electores depositó su voto.
Pese a la gran afluencia a las urnas, que hizo que las colas se multiplicasen en horas punta en
determinados colegios electorales, cabe destacar la "normalidad" con la que los catalanes han
ejercido su derecho al voto, en palabras de Ortega.
El carácter plebiscitario que había conferido a estas elecciones el presidente de la Generalitat y
candidato de CiU, Artur Mas, con su propuesta para convocar un referéndum soberanista, parece
haber movilizado tanto a los partidarios del "derecho a decidir" como a los contrarios a la
consulta, provocando una afluencia a los colegios electorales como nunca antes había ocurrido.
Los datos contrastan con los de las últimas generales, en las que Cataluña registró la segunda
menor participación de la historia en unas elecciones en este ámbito, después de que acudieran a
las urnas el 66,84% de los ciudadanos con derecho a voto.
Por circunscripciones, Girona ha liderado la participación, con un 70,7%, seguida de Barcelona, con
un 69,8%. En Lérida ha llegado al 69,2%, (59,97% en 2010) y, en la cola, Tarragona, al igual que en
2010, con una participación del 66,3%.
Los políticos y sus llamamientos
Por una vez, esos llamamientos generalizados a la participación de los candidatos electorales
parece que han llegado a buen puerto, aunque con efectos muy dispares para las distintas
formaciones. Por ejemplo, Artur Mas señalaba que Cataluña estaba ante las elecciones "más
decisivas" de su historia y apelaba a la ciudadanía a dar "un mensaje potente al mundo, de
espíritu constructivo". El mensaje ha llegado, pero también a su partido, CiU, que ha perdido 12
escaños en estos comicios.
"Mucha gente tiene la sensación real de que se está abriendo una nueva etapa y se está
escribiendo el libro nuestra historia en unas páginas distintas y esto genera reacciones de todo
tipo, la opinión está más polarizada, pero esto no es necesariamente malo", agregaba el president.
Por una senda similar caminaba el candidato del PSC, Pere Navarro, que decía haber votado con
unas "sensaciones fantásticas" ante la gran afluencia que había observado en Terrassa, localidad
de la que es alcalde. Su partido, sin embargo, se ha dejado ocho escaños por el camino.
Mientras, la 'popular' Alícia Sánchez-Camacho, que depositaba el voto arropada por su hijo
Manuel, de seis años, y que también hablaba de lo "trascendental" de la cita, en la que estaba "en
juego nuestro futuro, nuestra convivencia. Es un día muy importante para demostrar cómo
Cataluña y el pueblo catalán actúa y habla con sentido común, con 'seny' (sentido común) y con
responsabilidad". Al final del día, el PPC recogía un escaño más que dos años antes.
En dirección inversa se pronunciaba Junqueras, para quien este domingo se ponían "los cimientos
para el futuro del país". Su partido, ERC, recuperaba lo perdido en elecciones anteriores y
avanzaba 11 escaños. Aunque a los también independentistas de Solidaritat la participación y el
envite soberanista no les ha servido para mantener ninguno de los escaños que habían ganado en
2010.
BILAG 11
http://www.elmundo.es/elmundo/2012/11/26/barcelona/1353925707.html
Factiva Document MNDES00020121126e8bq00001
Actualizado lunes 26/11/2012 11:28 horas ELMUNDO.es | Barcelona
ELECCIONES CATALANAS
Las alianzas
Mas entrega a ERC la llave del Govern
-
Los de Junqueras aprovechan el órdago de Mas y decidirán su futuro
-
La segunda fuerza obligará a CiU a modular su austeridad presupuestaria
-
El giro hacia la radicalidad descarta a PP y PSC como socios plausibles
Buscaba la mayoría absoluta y se verá forzado al pacto. Artur Mas deshizo ayer lo conquistado
hace sólo dos años y catapultó a ERC hasta convertirla en la fuerza que tendrá la llave de la
gobernabilidad de Cataluña.
Los 50 diputados cosechados por CiU obligan a la federación nacionalista a buscar apoyos para
formar el Ejecutivo y el partido liderado por Oriol Junqueras se postula como el único que cumple
los requisitos necesarios: sumar los suficientes representantes para superar la frontera de los 68
parlamentarios -juntos suman 71- y estar dispuesto a una alianza con Mas, tras su fracasada
apuesta rupturista.
La unión entre las dos fuerzas que pactaron antes de la celebración de los comicios la celebración
de una consulta soberanista en la próxima legislatura es del todo factible si sólo se analiza la
vertiente soberanista de ambas formaciones, pero será necesario limar muchas aristas para
fraguar el acuerdo. ERC se opone sin matices a los recortes sociales y la política tributaria que
viene impulsando Mas desde su desembarco en 2010 y esta divergencia en el ámbito
presupuestario augura una negociación más espinosa de lo que se podía imaginar antes de
comprobar como los de Junqueras duplicaban sus diputados.
Aun así, la alianza debe considerarse más que factible, fundamentalmente porque el enorme
retroceso de CiU obliga a la federación a acatar las exigencias de la segunda fuerza del hemiciclo,
puesto que la radicalidad de su mensaje descarta prácticamente al resto de formaciones que
asegurarían la mayoría, es decir, el PP y el PSC.
Distancia irrecuperable con PP y PSC
Un diputado por encima de esta mayoría permitiría la unión con el PP, pero cualquier pacto con
los 'populares' en la próxima legislatura, como el producido para aprobar los dos presupuestos de
la pasada, toma tintes de quimera después de que Mas abandonara por siempre la moderación
para embarcarse en su frustrada aventura secesionista.
Tampoco la popular y ya olvidada 'sociovergencia' tiene posibilidades de resucitar. Después de
haber moderado mínimamente su desplome, los socialistas ya empezaron ayer a explotar la
abultada derrota de Mas para tapar su pérdida incesante de diputados y ofrecer sus 20
representantes al gran derrotado de estos comicios sólo podría ser interpretado como una suerte
de suicidio.
La independencia no suma dos tercios
Al margen de la formación del Govern, la jornada de ayer aclaró otro escenario, el del equilibrio
parlamentario entre las fuerzas partidarias y opuestas a la independencia. El objetivo de las
partidarias de la separación era alcanzar la cota de los 90 diputados. Ocupar dos tercios de la
cámara catalana les hubiera otorgado el poder para sacar adelante reformas legislativas
encauzadas a promover el secesionismo pero, tampoco ese fin logró Mas con su órdago, ya que la
suma de sus 50 parlamentarios, los 21 de ERC, los 13 de ICV-EUiA y los 3 de las CUP reporta a la
opción secesionista 87 escaños.
BILAG 12
http://www.elmundo.es/elmundo/2012/11/26/espana/1353929357.html
Factiva Document MNDES00020121126e8bq0003m
Actualizado lunes 26/11/2012 19:21 horas Carmen Remírez de Ganuza | Agencias | Madrid
ELECCIONES CATALANAS
Comité Ejecutivo Nacional del PP
Rajoy: 'La estrategia de CiU es un fiasco como no he visto en mi vida política'
-
Apunta que el 'fiasco' del líder de CiU 'queda ahí para los estudiosos'
-
Santamaría dice que el resultado 'ordena muy bien las prioridades'
-
Margallo: 'Es un buen resultado para Cataluña, España y Europa'
-
Soria subraya el fracaso de la 'estrategia de ambigüedad' del PSC
-
Wert considera que los resultados son 'una buena noticia'
El presidente del Gobierno y líder del PP, Mariano Rajoy, ha sentenciado a puerta cerrada ante el
Comité Ejecutivo Nacional de su partido el "fiasco" de la política de Artur Mas. "Los que llevamos
tiempo en política nunca habíamos visto nada así", les ha dicho a sus compañeros de partido. "La
estrategia política de Mas ha sido un fiasco", ha sentenciado.
En la reunión, Rajoy ha sido tajante al afirmar, tras las elecciones catalanas, que "todo lo que
hemos visto ha sido un sinsentido", y ha calificado el viaje de Mas a Rusia de "decisión
estrafalaria".
“La operación CiU queda ahí para los estudiosos"; "ha faltado responsabilidad y ha faltado
prudencia", ha añadido ante los dirigentes y barones regionales del PP, reunidos esta mañana en
la sede de Génova.
En presencia de la propia candidata del PPC, Alicia Sánchez Camacho, Rajoy ha solemnizado que
su resultado electoral ha sido "el mejor de la historia del partido". Respecto a la estrategia
poselectoral, el jefe del Ejecutivo ha dicho a los dirigentes del PP que "el Gobierno de España va a
"seguir colaborando con el Gobierno de Cataluña para sacar a los catalanes de la crisis".
Por su parte, la vicepresidenta del Gobierno, Soraya Sáenz de Santamaría, ha subrayado el
"importante varapalo" sufrido por Artur Mas a su entrada al Comité Ejecutivo Nacional del PP.
La 'número dos' del Ejecutivo ha asegurado que "como partido estamos muy satisfechos, Alicia lo
ha hecho muy bien y esto demuestra que la gente está en la sensatez y sobre todo, en trabajar,
que es lo que importa, para salir de la crisis y crear empleo".
Según Santamaría, el resultado electoral "ordena muy bien las prioridades". Ha sido a preguntas
de los informadores, como la vicepresidenta ha confirmado el "varapalo importante para Mas", a
lo que ha añadido: "pero sobre todo, hay que mirarlo en la clave que importa, y es que los
ciudadanos quieren gobiernos centrados en la crisis y en crear empleo".
"Nos tiene que hacer a algunos reflexionar sobre las prioridades ciudadanos", ha añadido la
vicepresidenta del Gobierno. Finalmente, su mensaje político ha sido que "el Gobierno va a seguir
trabajando" en la salida de la crisis.
Valoraciones de ministros
También se ha pronunciado este lunes sobre las elecciones catalanas el ministro de Asuntos
Exteriores y Cooperación, José Manuel García-Margallo. Según ha dicho, se han saldado con un
"buen resultado para Cataluña, para España y para Europa, aunque no para CiU".
En rueda de prensa con su colega holandés, en el Palacio de Viana, el ministro ha señalado que
ahora CiU tiene "sólo dos opciones para pactar", bien opta por una alianza con el PSC, partido del
asegura que no seguirá la senda independentista o bien se decanta por ERC, que no le seguiría en
una política estricta de ajustes.
El ministro se ha mostrado convencido de que si CiU insiste en su órdago soberanista será cada vez
más evidente que Cataluña se aislaría de España y por tanto, quedaría aislada de la UE. GarcíaMargallo ha considerado que con la convocatoria electoral, el presidente Artur Mas ha optado por
"salir por la escalera de incendios cuando se encontró con un fuego" en alusión a la deuda
contraída por Cataluña y a la caída de la recaudación de impuestos.
Por su parte, el ministro de Industria, Energía y Turismo, José Manuel Soria, afirmó que el
resultado de las elecciones catalanas representa "un fracaso" tanto para la estrategia soberanista
de CiU como para la "ambigüedad" del PSC, mientras que es "un éxito" del PP.
En declaraciones a los medios antes de participar en el Comité Ejecutivo Nacional del PP, Soria ha
subrayado el descenso de CiU en estas elecciones adelantadas, con las que el candidato de la
formación nacionalista "rompió" una legislatura.
Soria también ha destacado el "fracaso" para la "estrategia de ambigüedad" de los socialistas
catalanes, "con el peor resultado de su historia". "Y han sido un éxito para el PP, con los mejores
resultados de su historia en un entorno ciertamente complicado", ha celebrado.
El ministro de Educación, José Ignacio Wert, calificó de "buena noticia" los resultados de las
elecciones catalanas y destacó que "el plan soberanista" del presidente Artur Mas "no haya
obtenido el respaldo de los catalanes".
Wert se ha pronunciado así a su llegada al Consejo de ministros de Educación, Juventud y Cultura
de la Unión Europea (UE) que se celebra en Bruselas. "Es una buena noticia que el plan
soberanista, el tipo de mayoría que requería el presidente Mas, no haya obtenido el respaldo de
los catalanes", dijo el ministro al ser preguntado por los medios.
BILAG 13
http://hemeroteca.sevilla.abc.es/nav/Navigate.exe/hemeroteca/sevilla/abc.sevilla/2012/11/24/0
04.html
Factiva Document ABC0000020121124e8bo0000p
24 November 2012, VNacional_ABC,PMorales_ABC, 1359 words, Editorial
Lo que oculta la campaña de Mas
No ha explicado a los catalanes la ruina económica que sería para ellos la independencia ni cómo
sobrevivirían fuera de la UE si apoyaran su disparatada aventura el 25-N
TERMINADA la campaña electoral en Cataluña, que mañana votará la renovación de su
Parlamento, es el momento de preguntarse para qué le han servido a Artur Mas dos semanas de
propaganda, mítines y discursos. La autodeterminación de Cataluña, única bandera de enganche
enarbolada por Mas, ha ocupado su espacio electoral, pero con un sesgo victimista, visceral y
sentimental, con el que ha querido presentar el desafío independentista como un reto del que los
catalanes solo obtendrán beneficios, porque, en resumen, el único problema de Cataluña es
España. Artur Mas y la coalición que encabeza, Convergencia i Unió, han rehuido la realidad de las
cosas, haciendo de su programa electoral un artificio sostenido por la ficción de la independencia,
de la que no han debatido con rigor histórico, político y jurídico. Artur Mas ha esquivado el efecto
marginador que provocaría la independencia de Cataluña, que causaría su exclusión inmediata de
la Unión Europea, según se lo han reiterado las propias instituciones de Bruselas, que conocen
bien el artículo 4 del Tratado de la Unión Europea, por el que esta «respetará las funciones
esenciales del Estado, especialmente las que tienen por objeto garantizar su integridad
territorial». Así que Mas no espere comprensión ni solidaridad por parte de Europa -con las
cicatrices del nacionalismo aún visibles- para un acto ilegal como es el referéndum, con el que
quiere que la sociedad catalana se convierta en un foco de problemas para el proyecto europeo en
su conjunto, no solo para España.
Los nacionalistas catalanes tampoco han querido hablar del coste económico de la independencia
porque es inasumible para Cataluña, si lo que quieren los catalanes es mantenerse como una
sociedad moderna, industrial y de servicios, integrada en una economía regional estable y
participando de los avances que propicia la cooperación europea.
Artur Mas ha protagonizado una gran simulación con su envite soberanista, pero ha tenido éxito a
la hora de sepultar el balance de su gestión al frente de la Generalitat, porque no se ha hablado de
la quiebra de los servicios públicos catalanes ni de la pérdida real, no estadística, de riqueza de
Cataluña, en buena parte remediada con la solidaridad del resto de España. Y, por supuesto, la
corrupción. Una corrupción convertida en método de financiación, institucionalizada y presente en
los pliegues de la administración autonómica. Una corrupción de la que solo es responsable la
clase política gobernante, la del «4 por ciento», la de los informes pagados a precio de oro con
dinero público o la del caso Palau y la financiación presuntamente ilegal de CiU. Lo que sí
garantizaría la independencia de Cataluña es la impunidad de sus dirigentes.
BILAG 14
http://www.abc.es/elecciones/catalanas/2012/abci-campana-electoral-caracteristicas201211241700.html
Factiva Document ABC0000020121125e8bo0001g
24 November 2012 AGENCIAS/ABC.ES, MPVillatoro_ABC,EMontanes_ABC 331 words
Elecciones catalanas 2012:
Así ha sido la campaña en Cataluña
La carrera hacia la Generalitat ha estado marcada por una única cuestión: la independencia
Sin apenas tiempo de reaccionar, ya han pasado las dos semanas de campaña electoral en
Cataluña y faltan pocas horas para conocer si los diferentes partidos obtendrán los objetivos que
se han marcado. Sin embargo, tras estos 15 días sólo queda preguntarse ¿Cuáles han sido las
claves de la carrera hacia la Generalitat?
1-Desde un principio, y a pesar de los polémicos recortes del president Mas, las elecciones se
plantearon bajo una única cuestión: ¿Sí o no a la independencia? Esto obligó a los partidos a
marcar posiciones nada más empezar. Por un lado, se situaron el PP y Ciutadans (en contra); por
otro, Esquerra Republicana y CUP (a favor). En el primer grupo también quedó el PSC, partidario
de la creación de un federalismo.
2-La segunda clave la ha dado Iniciativa per Catalunya, que, para evitar la entrada en esta lucha,
ha centrado su campaña en criticar las medidas del Gobierno.
3-La siguiente viene de la mano de CIU, que ha adelantado las elecciones dos años con la
intención de conseguir la mayoría absoluta. Con ello, pretende sacar adelante los nuevos
presupuestos en los que, considerando que ha necesitado la ayuda económica del Gobierno de
España, tendrá que llevar a cabo nuevos recortes.
4-Para Mas, sin embargo, la campaña ha sido «dura y sucia», o al menos eso es lo que ha
afirmado después de que se publicara un borrador policial en el que se le acusa, junto a Pujol, de
derivar fondos de comisiones ilegales a cuentas en Suiza. CIU ha intentado que esto se interprete
desde Cataluña como un ataque del Gobierno de España a las aspiraciones soberanistas.
Ahora, sólo queda ver cómo se reflejaran estas claves en la participación y el voto, para lo cual no
será necesario esperar ya mucho
BILAG 15
http://www.abc.es/elecciones/catalanas/2012/abci-elecciones-catalanas-2012-alta201211251803.html
Factiva Document ABC0000020121126e8bp0000q
25 November 2012 m. j. c., DMoran_ABC,JGarcia_ABC,EMontanes_ABC 228 words
Elecciones catalanas 2012:
La alta participación favorece a PP y ERC
El aumento del número de votantes perjudica a CiU y beneficia a un partido con una gran bolsa de
voto oculto en Cataluña
La alta participación registrada hasta el momento en las elecciones catalanas, sobre todo en el
área metropolitana de Barcelona y en Gerona, hacen prever la movilización de los indecisos, que
podría ir a parar al PP como formación que aglutina el voto útil contra el independentismo de
Artur Mas, así como el apoyo a formaciones minoritarias como la CUP o incluso ERC, con gran
ascendente en las tierras gerundenses.
En cualquier caso, el aumento del número de votantes perjudica a CiU y beneficia a un partido
con una gran bolsa de voto oculto en Cataluña , el PP que lidera Alicia Sánchez-Camacho,
confirmando así la tendencia al alza en zonas con un gran volumen de población procedente del
resto de España, como es la conurbación barcelonesa, donde en las últimas citas electorales, los
populares han registrado un progresivo ascenso.
Por su parte, parece que el votante independentista recela de esa mala copia que es CiU y prefiere
apoyar a formaciones que siempre han llevado ese ideario en su programa, como ERC y CUP,
partido éste último con visos de entrar en el Parlamento autonómico.
BILAG 16
http://www.abc.es/elecciones/catalanas/2012/abci-ventoso-analisis-cataluna-201211252318.html
Factiva Document ABC0000020121126e8bp0000g
25 November 2012, luis ventoso, EMontanes_ABC,JGarcia_ABC , 739 words
Elecciones catalanas 2012:
Las manifestaciones no son votos
Cataluña vive una situación mediática anómala e insalubre. Engrasados por las nutritivas
subvenciones de la Generalitat, todos los medios locales son simpatizantes del poder, incluso
cuando el gobernante incurre en un desbarre antisistema como el de Artur Mas. El pasado 11 de
septiembre, Barcelona vivió una enorme manifestación independentista, con Convergencia
sujetando la pancarta. La policía de la Generalitat calculó que allí había 1,5 millones de personas,
cifra que el botafumeiro mediático dio presto por buena. Unos cálculos delirantes. La verdad es
que pudo haber medio millón, dato ya muy relevante.
Engreído por la coba mediática y abducido por su propia propaganda, Mas dio por buenas las
cifras de independentistas desfilando y extrajo sus conclusiones. Ante tal clamor soberanista,
Convergencia podía al fin quitarse la careta y pelear por la que siempre ha sido su meta: la
independencia (algún día lo aprenderemos: se llaman nacionalistas porque quieren construir su
nación y romper la nuestra). Solo habían discurrido dos años del Gobierno de CiU y su hoja de
servicios era calamitosa: rescatados de la quiebra por la Moncloa y con una subida del paro del
18% al 22%. Adelantar los comicios parecía un golpe maestro. Al plantear las elecciones como un
plebiscito sobre la independencia se mataban tres pájaros de un tiro: se camuflaba el batacazo
económico, se podía lograr la mayoría absoluta y se daría el banderazo para irse de España.
Artur Mas se embriagó con el ruido que él mismo había generado. Midió mal. Subestimó una de
las mayores virtudes de los catalanes, su sentido común, su implacable poso práctico. Una cosa es
barbullar contra España, comprar el bulo de que lastra el desarrollo catalán; pero otra muy
diferente es querer vivir en la nueva Albania mediterránea. A eso conducía la aventura de Mas:
expulsión inmediata de la UE, caídas del PIB del 15% y una terrible fractura sentimental (Cataluña
siempre ha sido España y más de la mitad de la población se siente española).
Anoche los que creemos que España es un proyecto solidario y moderno, más sano que el
ombliguismo sectario y algo xenófobo de CiU y ERC, festejamos un hecho incontestable: Mas
propuso un plebiscito sobre la independencia y ha perdido por goleada. Lo disfrazará. Se amparará
en la inquietante subida de ERC y en una alianza soberanista con los republicanos. Pero los datos
son demoledores: está lejísimos de la “mayoría excepcional” que reclamó. Ha sido severamente
desautorizado por su pueblo y si fuese un demócrata escrupuloso y con fair play, que no lo es,
debería haberse marchado anoche.
La suma de CiU y ERC ha bajado. Se ha salvado una bola de partido. Pero España tiene un
problema hondísimo en Cataluña. El desafecto cala. El nacionalismo predica a tiempo completo,
pero falta el andamiaje intelectual y mediático que le dé contestación. La presión es tal que algo
tan elemental como decir “me siento catalán y español” resulta vergonzante. Paradójicamente,
ocurre en la comunidad que dio mayor respaldo a la Constitución del 78.
Es hora de sacudirse los complejos. Si creemos que España es lo mejor para los catalanes,
defendámoslo. Debe aumentarse la presencia en Cataluña del Estado, el Gobierno y la Corona.
Urge facilitar un marco de juego igual para todos los medios de comunicación, frente a uno viciado
por el maná de la Generalitat. Toca recurrir, mañana mismo, la insólita ley que prohíbe rotular en
español, cuándo es la lengua más hablada allí y una de las dos oficiales. Hay que fomentar lobbys
que hagan querida la idea de España y llevar a Cataluña eventos proscritos (partidos de la
selección, la Vuelta...). Se debe airear desde el Gobierno la verdad contable de Cataluña (según
recordó ABC en portada, en plena campaña recibió 1.800 millones de oxígeno del Estado, pues
está en bancarrota por méritos propios). Es imprescindible hacer cumplir la ley ¿Cómo puede ser
que la Generalitat se fume sentencias del Supremo sin que ocurra nada? ¿Por qué tolera el
Gobierno tal insumisión, que hace trizas el estado de derecho? Por último, era verdad: hay que
españolizar la escuela, vivero de rencor antiespañol.
(Por cierto: el sondeo de la Generalitat otorgó a Mas una holgada mayoría absoluta cuando el
trabajo de campo no la sustentaba. Anecdotilla reveladora de la integridad moral del dirigente de
la única formación de la UE con su sede embargada por corrupción).
BILAG 17
http://www.abc.es/elecciones/catalanas/2012/abci-valoracion-resultados-ciutadans201211252309.html
Factiva Document ABC0000020121126e8bp0000h
25 November 2012, m.r.c., MCastro_ABC,JGarcia_ABC , 209 words
Elecciones catalanas 2012:
Rivera: «Cataluña es mi tierra, España mi país, y Europa, nuestro futuro»
El líder de Ciutadans celebra el triunfo de su partido, que ha triplicado su representación,
asegurando que «la Cataluña silenciosa» por fin ha hablado
Al grito de «Albert president», el líder de Ciutadans, Albert Rivera, ha dedicado sus primeras
palabras tras conocerse el resultado de las elecciones, a «los 268.ooo votantes de Ciutadans».
Rivera ha felicitado a su partido por el importante ascenso que ha logrado en solo dos años. «Hay
una Cataluña que ha estado silenciada durante mucho tiempo», ha destacado el líder del
Ciutadans, que ha triplicado su representación en el Parlament catalán, «que tenía miedo» a decir
que quería ser parte de Cataluña y España.
A esa «Cataluña silenciada» que ha otorgado el grupo parlamentario propio a Ciutadans —
superando incluso las buenas expectativas que le aseguraban las encuestas— Rivera le ha gritado
desde el Hotel Gallery: «Cataluña es mi tierra, España mi país, y Europa, nuestro futuro».
C's ha batido su récord histórico y ha triplicado resultados alcanzado los nueve diputados: el
partido de Albert Rivera ha logrado constituir grupo propio por vez primera y sale fortalecido de
estas elecciones catalanas.
BILAG 18
http://elpais.com/elpais/2013/09/10/opinion/1378838509_244482.html
Factiva Document PAISN00020130911e99b0001k
EL PAÍS 11 SEP 2013 - 00:00 CET EDITORIAL
Cadena catalana
Puede descontarse que la cadena humana en Cataluña tendrá hoy gran seguimiento. Porque sus
organizadores llevan meses íntegramente dedicados a ello; porque cuenta con el cerrado apoyo
de todo un Gobierno, como la Generalitat, y con el monolítico despliegue propagandístico de sus
medios de comunicación, públicos o subvencionados. Porque hay profundas razones
socioeconómicas para el malestar de la ciudadanía catalana; y también políticas, dada la
inexistencia de respuestas al deseo generalizado de aumentar su autogobierno.
Pero el previsible éxito de audiencia y de imagen no equivale necesariamente al triunfo de la
propuesta independentista que motiva la convocatoria. Los partidos patrocinadores se han
reducido a Convergència, Esquerra y la CUP: el ideario y el formato secesionista ha excluido no
solo a PP y Ciutadans sino también a formaciones partidarias de convocar un referéndum legal
como Unió, PSC e Iniciativa.
Así, una convocatoria muy nutrida y el achicamiento de los apoyos al llamado “proceso de
transición nacional” no son fenómenos contradictorios, por más que lo niegue la propaganda
oficial. Cataluña es, afortunadamente, tan celosa de su autogobierno como de su pluralidad
interna. Y si resulta legítimo postular el aumento de aquél, puede acabar perjudicándolo la
negación de esta. Igualmente resultan improcedentes y extemporáneas comparaciones ucrónicas
como las trazadas entre los catalanes y la minoría negra que desencadenó en los EE UU de los
años sesenta el movimiento de los derechos civiles y la igualdad. ¿Acaso viven los catalanes una
situación de apartheid? El simple enunciado de tal incógnita resulta patético, si no ridículo.
El balance emocional del previsible impacto de la Diada de hoy debe evitar contabilizar a todos los
asistentes como partidarios de la secesión. Porque los organizadores han convocado
confusamente a la mayoría partidaria de un referéndum y porque una protesta, en situación de
crisis, concentra y resume muchas protestas.
Sin demérito de lo anterior, hay motivos nada artificiales para postular cambios en el trato
dispensado a Cataluña, modificaciones del ordenamiento y un giro en el estilo ordenancista de
gobernar el Estado autonómico. Hay sólidas razones para iniciar un diálogo profundo sobre el
futuro del encaje de Cataluña en el conjunto de España que evite traumas. Desde hace un año al
menos, una mayoría de catalanes, con aciertos y desaciertos, reivindica un cambio sustancial del
statu quo y una modificación perceptible del modelo de Estado: algunos mediante una
aconsejable vía evolutiva en perspectiva federal, a través de una reforma constitucional; otros, por
un inconveniente camino de ruptura, vía una secesión que no encaja ni en el ordenamiento ni en
la compleja trabazón de las sociedades catalana y española actuales. Lo podrán decir mejor o
peor, pero su mensaje es suficientemente rotundo como para que la respuesta no sea la negativa
y el inmovilismo. Urge un diálogo público sin secretismos, sin corsés y sin prejuicios.
BILAG 19
http://elpais.com/elpais/2013/09/11/opinion/1378921183_182799.html
Factiva Document PAISN00020130912e99c0001r
EL PAÍS 12 SEP 2013 - 00:00 CET EDITORIAL
Tras la emoción
Generalitat y Gobierno deben dar cauce político al malestar mostrado en la cadena catalana
Como se esperaba, la cadena humana en Cataluña alcanzó ayer un seguimiento nutrido, un
impacto icónico espectacular y una notable densidad emocional. Todo ello dentro de un tono
festivo y cívico, lo que hace a sus componentes dignos de respeto, independientemente de su
número exacto. Justamente lo contrario de lo demostrado por el grupo de individuos que
interrumpió un acto en la delegación de la Generalitat en Madrid, exhibiendo banderas falangistas
y zarandeando a varios de los asistentes, en un grave incidente que debe ser investigado
inmediatamente por el Ministerio del Interior.
La celebración de la Diada en Cataluña tuvo una coloración mayoritaria, pero no únicamente
independentista, como querían sus organizadores, que supieron arrastrar al nacionalismo de
Convergència. Pero Artur Mas no debiera abrumarse por los sentimientos ni cometer el mismo
doble error en que incurrió hace un año, que acabó erosionando la solidez de su liderazgo. El
primero, confundir el carácter masivo de la asistencia con una mayoría o la totalidad de la
ciudadanía catalana. El segundo, dejarse arrastrar por el calendario e impulsos de los
organizadores, al tiempo acicates y criaturas de su indecisa estrategia.
En términos políticos, lo acontecido ayer fue sobre todo una confirmación de lo sucedido hace un
año. Más allá del colorido de la jornada, los sondeos dibujan, si acaso, un ligero aumento del
independentismo (un 52%, en ausencia de alternativa) y un incremento más pronunciado (hasta el
80%) de los partidarios de celebrar un referéndum. Nada extraño tras un año de continua
agitación, de intensa propaganda oficial y de ausencia de real gobernación. La institución hace
seguidismo de la calle y los representantes autorizados de esta actúan como estrambote de los
eslóganes oficiales, en una confusa espiral de contornos imprevisibles.
La mediocre calidad de la gobernanza del titulado “proceso de transición nacional” se traduce así
en una confusión total entre el objetivo secesionista de un —aunque notable y creciente—
segmento político y la mayoritaria exigencia de convocatoria de una consulta. Y en consecuencia,
el Gobierno autónomo, cuando esporádicamente gobierna, enfoca el proceso no para todos,
desde la mínima imparcialidad exigible ante una ciudadanía que se quiere plural. Lo hace escorado
hacia una parte, la más visible y activa de la población, como ayer se volvió a constatar, pero solo
una parte. No son esas las condiciones mínimas para el ejercicio imparcial del pluralismo
requerido para cualquier consulta.
Esta defectuosa dinámica es en gran medida tributaria del inmovilismo del Gobierno central, pues
no plantea otra alternativa al secesionismo que una involución autonómica con algún perfil
neocentralista. De seguir los dos Gobiernos implicados sin asumir el imperativo de encauzar
políticamente emociones y reivindicaciones, el problema no hará sino agravarse. Y su solución se
hará cada día más ardua.
BILAG 20
http://elpais.com/elpais/2013/09/15/opinion/1379272479_577487.html
Factiva Document PAISCO0020130916e99f001xn
EL PAÍS 16 SEP 2013 - 00:00 CET EDITORIAL
Cataluña y España
La solución democrática debe venir de un diálogo estructurado que desemboque en negociación
El punto de ebullición que ha alcanzado la cuestión catalana tras la segunda Diada de cariz
soberanista requiere actitudes serenas, respetuosas y reflexivas: de la clase política, de los
intelectuales, de los medios. Solo desde ellas podrán los dirigentes balizar mediante el diálogo una
solución seria y responsable, y no remedios falaces que empeoren el problema o falsas salidas que
lo enquisten durante largo tiempo.
Entre los remedios falaces, algunos sugieren el uso de la fuerza o la suspensión de la autonomía.
Esa apelación carece de encaje jurídico en la Constitución, pues no hay en plaza rebelión fáctica
institucional alguna, por lo que el uso de los artículos 8 o 155 tendría contornos golpistas y
equivaldría a asestar un hachazo brutal al modelo autonómico constitucional.
Más acá del —esencial— imperativo jurídico democrático, conviene recordar a los fabricantes de
estas recetas autoritarias su extremada inconveniencia práctica: solo su evocación abonaría ya el
campo para el éxito de lo contrario de lo que dicen perseguir. Nada desearían más algunos
recalcitrantes del secesionismo que contemplar el uso de la violencia ilegal o del abuso de la ley
como motivos para multiplicar el número de sus propios seguidores. Y como coartada para
legitimar sus pretensiones ante la UE y la comunidad internacional, hasta hoy recelosas ante sus
propuestas y refractarias a la hora de prestarles cualquier apoyo, por indirecto que fuere.
Entre las falsas salidas se asoman la prolongación del inmovilismo, pues no disolverá un problema
socialmente ya muy enraizado; y los enjuagues cosméticos o parciales, porque prolongarían el
asunto, sin augurio de mejorarlo. La única solución al agravamiento de la cuestión —y que es la
propia de la democracia—, debe llegar a través del diálogo político, y entre políticos. El cruce de
cartas entre el presidente del Gobierno, Mariano Rajoy, y el de la Generalitat, Artur Mas, oficializa
por fortuna esta vía, aunque se tratase de una vía obvia y se produzca con retraso y desde un
indisimulable recelo mutuo. Hay que celebrarla y desear que produzca resultados.
Pero al tratarse de una cuestión de Estado de gran alcance, la condición de su éxito es evitar que
se reduzca a una conversación evanescente, doctrinal o diseñada para ganar tiempo: es oportuna
la alusión a que debe carecer de fecha de caducidad, de presión cortoplacista. Se necesita un
diálogo estructurado, apto para que desemboque en una negociación de calado, que involucre a
los Gobiernos concernidos y también a las principales fuerzas políticas.
Para ponerlo en pie, no basta con conversaciones discretas. Urge enumerar y ejecutar una serie de
medidas de reconstrucción de la confianza deteriorada, acompañadas del necesario desarme de
los excesos verbales y quizá ayudadas de estudios, comisiones y libros blancosad hoc. Sobre
financiación, infraestructuras y reconocimiento lingüístico e identitario, como se apunta desde
distintas posiciones.
Pero no solo en esos ámbitos: también en el de su canalización a través de las necesarias reformas
del ordenamiento constitucional, y de la búsqueda de interpretaciones flexibles e incluyentes de la
actual Carta Magna, en vez de restrictivas. Lo bastante flexibles como para evitar descartar de
antemano cualquier salida de las muchas posibles y considerar su posibilidad a la luz del principio
democrático y de su grado de conveniencia para encauzar las discrepancias. Solo si se aborda un
plan de negociación de este tipo sin prejuzgar de entrada todos sus elementos finales, que
probablemente supondrá una profunda modificación del Estado constitucional, será factible un
consenso suficiente. Para bien de los catalanes. Para bien de todos los españoles.
BILAG 21
http://www.elmundo.es/elmundo/2013/09/12/espana/1378972792.html
Factiva Document MNDES00020130912e99c00001
Actualizado jueves 12/09/2013 15:51 horas, Europa Press | Madrid
POLÍTICA | Reacciones tras la cadena independentista
Santamaría apela a escuchar también a las 'mayorías silenciosas' tras la Diada
Subraya que 'tienen derecho' a que se vele 'por sus libertades y opiniones'
Margallo reconoce un 'éxito de convocatoria' y cree necesaria una reflexión
Fernández Díaz subraya que el Gobierno está 'abierto al diálogo'
Wert pide 'matizar el significado' de las 'expresiones emocionales'
La vicepresidenta del Gobierno, Soraya Sáenz de Santamaría, ha asegurado este jueves que el
Ejecutivo tiene la obligación "de escuchar a todos los españoles", tanto "a la gente que sale" como
a las "mayorías silenciosas" que "se quedan en casa" y "tienen derecho" a que se vele "por sus
libertades y por sus opiniones".
"El Gobierno, dentro de la Constitución, habla y dialoga con todas las Comunidades Autónomas
porque somos Gobierno en toda España, de toda España", ha afirmado Sáenz de Santamaría en
declaraciones a los periodistas al ser preguntada sobre si el Gobierno tiene intención de escuchar
a los cientos de miles de catalanes que reclamaron la independencia de Cataluña durante las
celebraciones de la Diada.
En este sentido, Sáenz de Santamaría ha defendido que "ese diálogo dentro de la Constitución es
el marco que el Gobierno reivindica para que este país esté más fuerte y más unido en lo que es el
objetivo nacional".
"El objetivo nacional de la gente que sale y de la gente que se queda en su casa, que es crear
empleo y mejorar el bienestar", ha concluido, antes de asistir al desayuno informativo ofrecido
por la alcaldesa de Madrid, Ana Botella, en Nueva Economía Fórum.
Margallo: 'Fue un éxito de convocatoria'
Sobre la movilización ciudadana de ayer, el ministro de Exteriores, José Manuel García-Margallo,
ha dicho que fue "un éxito de convocatoria, organización, logística y comunicación", que puso de
manifiesto que en España está garantizada la libertad de expresión. Si bien ha remarcado que
ahora es necesario diálogo institucional para "convencer a los catalanes de que fuera vivirían
mucho peor".
Durante una rueda de prensa junto a su homólogo portugués Rui Machete, García-Margallo ha
añadido que hay que intentar averiguar las causas que motivaron la manifestación de la Diada. Así
las cosas, el ministro ha asegurado que hace falta "una reflexión sobre la organización territorial"
que, a su juicio, no debería culminar en una reforma de la Constitución.
El Ministro de Educación, Cultura y Deporte, José Ignacio Wert, ha afirmado que respeta las
"expresiones emocionales" de los ciudadanos catalanes que celebraron la Diada sumándose a la
llamada 'Vía Catalana', pero ha pedido "matizar su significado" en términos del porcentaje
ciudadanos de Cataluña que supone.
Wert ha advertido que el "diálogo tiene que moverse dentro de unos límites" que están
"estrictamente acotados" por lo que marca Constitución y las leyes. "Dentro de ello, la libertad de
dialogar por ambas partes tiene que ser máxima", ha remachado.
El ministro del Interior, Jorge Fernández Díaz, ha afirmado con motivo de los actos
independentistas de la Diada que el Gobierno está "abierto al diálogo" con la Generalitat de
Cataluña, pero siempre "en el marco de la ley", aunque está en "radical desacuerdo" con sus
pretensiones soberanistas.
"La ley es la mejor garantía de que podamos seguir conviviendo juntos, como llevamos haciendo
desde hace siglos, libre, pacífica y democráticamente", ha afirmado Jorge Fernández Díaz.
BILAG 22
http://www.elmundo.es/elmundo/2013/09/12/espana/1378993762.html
Factiva Document MNDES00020130912e99c0002v
Actualizado jueves 12/09/2013 17:27 horas Agencias | Madrid
POLÍTICA | Cadena independentista en Cataluña
Margallo admite un 'éxito' en los actos de la Diada y pide hacer una 'reflexión'
•
Llama al diálogo en el marco constitucional y pide averiguar las causas
•
'Se pueden reformar competencias y financiación' sin tocar la Constitución
•
Destaca que los catalanes 'vivirían mucho peor' fuera de España
Mientras el Gobierno alude a las "mayorías silenciosas" que "se quedan en casa", el ministro de
Exteriores, José Manuel García-Margallo, ha considerado que los actos de celebración de la Diada
fueron "un éxito de convocatoria, organización, logística y comunicación" y que le producen
"preocupación y tristeza".
En la resaca política del día después, García-Margallo ha abogado por el el diálogo dentro del
marco constitucional y por intentar averiguar lascausas que motivaron esta manifestación. En
ese sentido, ha recalcado que hace falta "una reflexión sobre la organización territorial" que, a su
juicio, no debería culminar en una reforma de la Constitución.
Ha considerado que el Gobierno tiene que "escuchar a la calle" pero ha explicado que no es ahí
donde se hace la política, por lo que ha apostado por el diálogo bajo el paraguas constitucional.
Además, ha destacado que "el mismo respeto que merecen esos manifestantes, lo merecen los
que no se movilizaron o manifestaron".
'Fuera de España viviría mucho peor'
García-Margallo ha apostado por "convencer a los catalanes de que fuera de España vivirían
mucho peor" y ha destacado la importancia de tratar de averiguar las causas que han motivado
esa "desafección" de algunos catalanes hacia el resto de España. Ha citado, entre ellas, las
infraestructuras, la lengua y la cultura y la financiación, por lo que ha señalado que habría que
buscar una "reforma" ya que "los modelos no son eternos".
"La Constitución fue un pacto social, entre todos los españoles y comunidades autónomas, y un
pacto multilateral no puede ser unilateralmente roto por ninguna parte", ha aseverado. "La
secesión de Cataluña sería una amputación extraordinariamente dolorosa", ha señalado el
ministro.
La "reflexión" sobre la organización territorial, ha dicho, "no debe abocar a una reforma de la
Constitución". "Es posible una reforma en el tema de las competencias y la financiación, sin
entrar en la modificación del título VIII", ha añadido en una rueda de prensa junto a su homólogo
portugués, Rui Machete.
En la víspera de la Diada, García-Margallo ya detalló que abogaba por una revisión de modelo
territorial delimitando las competencias de cada administración. Ello no conllevaría, a su juicio,
una reforma de la Carta Magna.
Su "reflexión personal" es "buscar una fórmula" que permita a Cataluña "encajar" en España a
través de una reforma de la organización territorial respetando siempre la unidad de España y una
revisión del modelo de financiación.
BILAG 23
http://www.abc.es/espana/20130912/abci-gobierno-espana-debe-hacer-201309121129.html
Factiva Document ABC0000020130912e99c0000k
Día 12/09/2013 - 16.47h ABC ESPAÑA / EDITORIAL DE ABC
El Gobierno de España debe hacer frente a la sedición independentista
ABC publica hoy en su edición impresa un editorial en el que exige al Gobierno central que tome
las medidas necesarias para garantizar la unidad de España frente al desafío catalán
EL Ejecutivo de Artur Masse ha alzado abiertamente contra nuestro ordenamiento legal,
aprobado libremente en democracia. La Generalitat amenaza con organizar un referéndum
inconstitucional. Además, desoye sistemáticamente las sentencias del Supremo y el TC cuando
no se pliegan a sus dogmas. En una Cataluña con problemas económicos agudísimos, Artur Mas ha
sido incapaz de aprobar los presupuestos, el primer deber de un gobernante. Su único programa
es la persecución sectaria de todo lo que tenga el mínimo poso español, en un afán de romper las
amarras afectivas seculares y fomentar la independencia. Los sediciosos trabajan a tiempo
completo contra España, la nación de la que siempre han formado parte, pues Cataluña jamás ha
sido independiente. Reescriben la historia con mentiras, que se inculcan desde las escuelas, donde
se fomenta la aversión a lo español. Se miente también sobre la financiación, cuando, por
ejemplo, ABC acaba de recordar con datos oficiales que el Estado destina a cada catalán un
20,6% más que a un valenciano, o un 7% más que a un madrileño. La televisión autonómica, que
cuesta casi trescientos millones anuales a las arcas catalanas, se ha convertido en un aparato de
propaganda continua a favor de la independencia. Los medios privados son subvencionados para
que se avengan a las tesis del poder separatista. El español, el idioma más hablado en Cataluña,
está prohibido de facto en las escuelas y en los rótulos. La Generalitat incumple las sentencias
ante la mirada abúlica del Gobierno y la pose filonacionalista del PSOE, que no acierta a embridar
al PSC.
Mas quiere romper el Estado y el marco que los españoles se dieron por mayoría
En resumen: está en marcha una operación de gran calado, sufragada con dinero público, para
lograr en breve la independencia de Cataluña. Se da incluso el sarcasmo de que la Generalitat,
rescatada por el Estado porque es incapaz de afrontar sus deudas y colocar sus bonos, destina
parte de ese apoyo económico a financiar la demolición de España, de la que siempre ha formado
parte y gracias a cuya solidaridad camina.
ABC tiene entre sus principios irrenunciables la defensa de España, de su unidad y de su sistema
de libertades. Por eso ha llegado la hora de señalar que el Gobierno no está actuando con la
diligencia debida ante el envite del nacionalismo catalán. Mantener una agenda secreta con Mas
o buscar un perfil silencioso ante un desafío mayúsculo son tácticas que reflejan una actitud
acomplejada ante el separatismo. El Gobierno ha renunciado a explicar a los catalanes y al resto
de los españoles que la Generalitat está vulnerando flagrantemente las normas de nuestra
democracia. Y lo que es peor, no obliga al infractor a cumplirlas, una desidia que pone en riesgo la
propia integridad de España. El Gobierno no ha hecho pedagogía. No responde políticamente a la
batalla propagandística que ha entablado la Generalitat. No existe un contradiscurso que cuente la
verdad frente al bulo del «España nos roba» y la mixtificación del pasado.
La historia de la democracia española ha sido la de constantes cesiones a los nacionalismos
disgregadores, error en el que han incurrido tanto PSOE como PP. Los sucesivos modelos de
financiación se han diseñado al dictado del nacionalismo catalán. Zapatero, que hizo un daño
incalculable a la estabilidad de este país, abrió la caja de Pandora estatutaria, dando alas al
separatismo. Rajoy acaba de aprobar un déficit a la carta para Cataluña y negocia en la sombra un
estatus económico específico, discriminador para el resto de los españoles. Las lecciones de la
historia son concluyentes. Las concesiones no calman las ansias secesionistas, al revés. Cada
renuncia es solo la antesala de una exigencia mayor, hasta llegar a la ruptura del Estado, objetivo
por naturaleza de los partidos nacionalistas.
La vicepresidenta del Gobierno ha declarado que frente al envite de los insurgentes catalanes
habrá «diálogo y Constitución». Pues no. Lo que debe haber es Constitución y cumplimiento de la
ley, utilizando si es menester todas las herramientas que prevé la Carta Magna. Una vez que los
sediciosos acaten el marco legal será cuando se pueda dialogar, no antes. La política del perfil
bajo supone además dejar a su suerte a los millones de catalanes que se sienten españoles,
acosados por la Generalitat, que fomenta el odio a España y a quienes se identifican con ella.
ABC, en congruencia con su historia y sus principios, pide al Gobierno un cambio de rumbo y que
tome las medidas necesarias para defender la unidad de España, tal y como demandan la mayoría
de los españoles. De poco valdrá superar la crisis económica si lo que queda al final es una España
mutilada.
BILAG 24
http://www.abc.es/historico-opinion/index.asp?ff=20130915&idn=1511146265270
Factiva Document ABC0000020130915e99f0002h VNacional_ABC
15 September 2013 Editorial
Un editorial necesario
En una semana en la que el lector ha buscado, con especial intensidad, respuestas al desafío
separatista, la publicación del editorial «El Gobierno de España debe hacer frente a la sedición
independentista» –en nuestra edición de papel y, en un gesto infrecuente, también a través de la
web–, ha provocado multitud de adhesiones. «Totalmente de acuerdo. Menos mal –escribe
MANUEL J. BERTRAND– que todavía, en algunos sectores, queda sentido común. Gracias por decir
las cosas claras, y sigan, por favor, desde ABC manteniendo contra viento y marea y “entre sus
principios irrenunciables la defensa de España, de su unidad y de su sistema de libertades”.
Gobierno de España: sacúdase de una vez el complejo de inferioridad. Ustedes saben y pueden.
Pongan los medios para salir de estos atolladeros y hacer de España una nación trabajadora,
honrada y alegre. En una palabra, formal. ¿A qué esperan?». MANUEL CERRO transmite su «más
sincera felicitación por su editorial sobre la Diada».
«Es muy de agradecer esa claridad de ideas y criterio, expresadas con
precisión y notable acierto. Suscribo plenamente el enfoque, el fondo y el análisis certero de
causas, realidades y actitudes. Los riesgos y peligros para la unidad de nuestra querida España, por
ataques intolerables y pasividad inexplicable, me parecen analizados con notable clarividencia.
Sería gravísimo que la integridad de nuestra Patria fuera percibida en peligro por quienes, por su
propia naturaleza y por imperativo constitucional, tienen el mandato de defenderla. Grave
responsabilidad de quienes puedan seguir cerrando los ojos y tensando situaciones», añade en su
carta. «Gracias a ABC por su editorial de hoy. No se puede sufrir más el silencio del Gobierno ante
el separatismo catalán», escribe, por lo breve, y en referencia al mismo artículo, ÁNGEL ALBA.
También JOSÉ MARÍA PUYOL aplaude el contenido de la pieza editorial publicada el pasado jueves.
«Acabo de leer el editorial del ABC digital –comenta– y les felicito porque me parece que han
acertado plenamente. Es triste tener mayoría absoluta en el Congreso y en el Senado y utilizar la
política del silencio y la callada ante violaciones flagrantes de las leyes, de sentencias judiciales y
de los derechos de todos los españoles. Cataluña no es sólo de los catalanes. Es de todos los
españoles. Se están produciendo continuos abusos intolerables de autoridades públicas que
aprovechan sus cargos y el dinero público para promover la sedición. La derecha siempre anda
acomplejada, incapaz de tomar las medidas lógicas de ejercicio de autoridad y de opinión pública,
que habría que adoptar en esta difícil situación». «Muchas gracias –escribe RICARDO VÉLEZ– por el
magnífico editorial sobre la “sedición independentista”, y en particular la última frase: “De poco
valdrá superar la crisis económica si lo que queda al final es una España mutilada”. En estos dos
años del actual Gobierno hemos visto cómo erróneamente se ha prestado atención únicamente a
lo económico, como si eso fuera la solución a todos los demás problemas. Esperemos que el
Gobierno despierte y trabaje, como esperábamos cuando le votamos, en todos los frentes abiertos
por los “listos” que tuvimos que aguantar en los quince años anteriores».
Junto a quienes se extienden, en términos similares, sobre el contenido del artículo, muchos
lectores se han limitado a enviar al director y a la Redacción de ABC su agradecimiento por la
publicación del editorial. Es el caso de JOSÉ MÉNDEZ CUESTA, que se limita a escribir una línea,
casi un telegrama, que concentra el sentimiento de muchos lectores. «Magnífico el editorial de
hoy. Ya era hora. Gracias».
BILAG 25
http://elpais.com/elpais/2013/12/12/opinion/1386878276_209378.html
Factiva Document PAISCO0020131213e9cc000un
EL PAÍS 13 DIC 2013 - 00:00 CET EDITORIAL
La provocación de Mas
El presidente de la Generalitat y sus aliados dan otro paso hacia la crisis constitucional
Artur Mas y sus aliados políticos han lanzado un desafío en toda regla: aquí están las preguntas del
referéndum sobre el Estado catalán, esa es la fecha y estas son las fuerzas políticas catalanas
decididas a implicarse hasta el final. Una expresión unilateral de su voluntad, destinada a dejar
claro al resto de España, y al conjunto de los catalanes, que no les importa abrir una crisis
constitucional, si ese fuera el precio del objetivo que se han propuesto, absolutamente irrealizable
bajo las leyes que el conjunto de los españoles se han dado.
Pero ningún proceso político se puede conducir a base de golpes de fuerza en sociedades
civilizadas y democráticas. No tiene sentido llevar a Cataluña y al resto de España a la parálisis de
cualquier asunto por el agravamiento de las tensiones soberanistas. Lo que hay que hacer es
trabajar por el entendimiento y tratar de resolver las reclamaciones justas, sin permitir a los
separadores que se salten todos esos pasos y precipiten a la sociedad en una sima en la que nadie,
ni de Cataluña ni del resto del España, puede tener la esperanza de encontrar soluciones
milagrosas: más bien, la promesa de muchos destrozos.
La pelota no está ahora en el otro tejado, si por tal se entiende una duda razonable sobre la
respuesta que los partidos estatales iban a dar al planteamiento del referéndum y de la fecha. El
presidente del Gobierno, Mariano Rajoy, ha reiterado su negativa a cuestionar la soberanía del
pueblo español. El PP se niega a aceptar la posibilidad misma de la consulta y Alfredo Pérez
Rubalcaba, líder del Partido Socialista, que tampoco está de acuerdo con el ejercicio de un
pretendido derecho de autodeterminación, no ha sido menos firme al juzgar el órdago de Mas:
“Llevaría a los catalanes a un callejón sin salida”. Ni que decir tiene que la propuesta de las
preguntas formuladas está en las antípodas de lo que piensa UPyD, mientras que IU se muestra
más discreta ante las diferencias con sus socios de ICV.
Con esta iniciativa, Mas obtiene un magrísimo rédito político a corto plazo. El presidente de la
Generalitat salva la dificultad en que le había situado ERC, que amenazaba con no votar los
Presupuestos para 2014. A su vez, la doble pregunta propuesta: (¿quiere que Cataluña sea un
Estado? ¿Quiere que este sea independiente?) pretende aliviar las tensiones internas en CiU y en
ICV, entre los convencidos de la vía independentista y los que prefieren un pacto con el resto de
España. Se aleja la posibilidad de que Mas entre en razón y se libre de la dinámica suicida en la que
le ha colocado ERC, a costa de un año preñado de tensiones y desafíos, y de un desbordamiento
más que probable del nacionalismo convergente por parte del independentismo radical.
Descartada la rectificación de Mas, se impone la cordura. Pese al despropósito cometido por el
presidente de la Generalitat, el Gobierno y las fuerzas estatales tienen que buscar vías para
desactivar el conflicto. La estrategia de envolverse en la Constitución, con la esperanza de que eso
lo bloquee todo, puede ser vana. Ni la Constitución es un frontón frente a toda reclamación, ni hay
que considerarla un texto inamovible. Pero también hay que trabajar por un cambio en las
mentalidades: nada de España contra Cataluña, ni de Cataluña contra España. Nadie vivirá mejor
separándose, ni tampoco Cataluña será mejor acogida en Europa. Van Rompuy, presidente del
Consejo Europeo, lo reiteró ayer: si una parte de un Estado se separa, los Tratados de la UE dejan
de aplicarse ahí y pasa a ser un “país tercero”. También las sociedades plurales que integran
España deben movilizarse, porque preservar la convivencia y la cohesión es un objetivo capital.
BILAG 26
http://elpais.com/elpais/2013/12/22/opinion/1387735725_187498.html
Factiva Document PAISN00020131223e9cn0000y
EL PAÍS 23 DIC 2013 - 00:03 CET
Necesario, insuficiente
El acuerdo Rajoy-Rubalcaba para impedir un referéndum ilegal necesita propuestas
El anuncio del formato para un referéndum sobre la independencia de Cataluña —la pregunta y la
fecha de consulta— fue recibido al principio con euforia por los sectores más afines a los partidos
soberanistas concertados. Pero al poco cosechó un dictamen académico unánime: se trata de una
propuesta confusa, capciosa y sectaria, de la que sería imposible dilucidar una opinión mayoritaria.
Ni un solo experto creíble la avaló desde el punto de vista técnico porque esa consulta, tal como
ha sido planteada, no es que sea ilegal, es que es un disparate solo posible porque se pensó para
no plantearla. De lo contrario, no habría suscitado el consenso de quienes, desde la divergencia, la
sustentan: lo hacen porque saben que sostenerla implica un coste cero, pues jamás podrá
verificarse.
Lo peor de la fórmula es su carácter antidemocrático: porque con una minoría
extraordinariamente exigua podría acordarse la separación. Esa es la interpretación inicial del
partido padrino de toda la operación, Esquerra Republicana, aspecto en el que coinciden la
mayoría de los académicos, cuando no todos. ¿Qué calificativo merece una convocatoria
destinada a imponer el designio de una minoría? Por eso, la reacción consensuada de los líderes
de los dos principales partidos en la escena española, PP y PSOE, desautorizando estos propósitos,
fue acertada. Este referéndum no solo carece de sentido constitucional, sino que simplemente
carece de sentido. Ahora bien, hay que completar la respuesta. Resultaría perjudicial ampararse
defensivamente en la Constitución para negarse a dialogar sobre lo que está sucediendo en
Cataluña.
El principio democrático consagra que votar es un ejercicio sustancial de las sociedades liberales,
pero no de cualquier manera y bajo cualquier norma elegida al propio antojo. Por ello es necesaria
Política con mayúsculas, no tretas de tahúr, para discutir un proyecto reformista de amplia base
partidaria (por ejemplo, para hacer las modificaciones que se consideren necesarias en la Carta
Magna). Los ciudadanos, catalanes y españoles, quieren de sus representantes una actitud sensata
que conduzca a soluciones. Sobran pirómanos separadores y cornetas del desastre.
Para explorar esa vía, el diálogo es imprescindible. Pero no pueden ser conversaciones
cualesquiera, sino ambiciosas, que desborden la obsesión monotemática y reduccionista del
independentismo (la consulta). Las propuestas de diálogo formuladas por el presidente de la
Generalitat, Artur Mas, son, a la luz de este principio, fútiles. No buscan un acuerdo, sino que se
vehiculan —como la famosa entrevista Rajoy / Mas de septiembre de 2012 sobre el pacto fiscal—
como un trámite para endosar la carga de la prueba de las buenas intenciones democráticas a la
otra parte. El truco es muy obvio, pero encandila a distintos sectores de la afición. Por eso no se
desnuda con una simple negativa a todo. La sociedad catalana, y no solo ella, está cada vez más
perpleja y desamparada de liderazgos sensatos y creativos. Necesita otras propuestas.
BILAG 27
http://www.elmundo.es/pais-vasco/2013/12/13/52ab41c222601d68058b4584.html
Actualizado: 13/12/2013 18:20 horas EFE Vitoria
POLÍTICA El 'plan Ibarretxe' no pudo seguir adelante
Una fallida consulta soberanista también convulsionó en el año 2008 la política vasca
El lehendakari Ibarretxe también puso fecha a una consulta que tumbó el Constitucional
La convulsión que vive ahora la política catalana ya tuvo un precedente en Euskadi con la consulta
que quiso convocar en 2008 el lehendakari Juan José Ibarretxe y que finalmente no se celebró
porque fue vetada por el Tribunal Constitucional.
Pese a las diferencias entre los procesos catalán y vasco para convocar un referéndum, muchos
reviven con el anuncio de Artur Mas los dos intentos que hizo Ibarretxe (PNV) en 2003 y 2008 de
convocar a los vascos para decidir su relación con España.
Sin embargo entonces existía en el País Vasco un elemento fundamental que distorsionaba y
condicionaba la actividad política: la actividad terrorista de ETA.
Además, de partida ambos procesos tienen diferencias desde su inicio, ya que la consulta catalana
cuenta con el apoyo de 87 de los 135 miembros del Parlament (CiU, ERC, ICV-EUiA y la CUP).
En el caso de Euskadi, PNV-EA-EB y Aralar necesitaron del apoyo de una de las parlamentarias de
la izquierda abertzale (entonces llamado Partido Comunista de las Tierras Vascas (PCTV/EHAK)
para sacar adelante la ley de consulta, ya que sólo con sus votos hubieran empatado con PP y PSEEE que se oponían.
El nombre con el que se conoció esta iniciativa, el 'plan Ibarretxe', pudo también influir en su
fracaso, mientras que Artur Mas ha tratado en todo momento de no personalizar esta consulta y
conseguir un acuerdo previo entre los partidos.
Los tiempos también son importantes, ya que en Cataluña todo ha ocurrido en poco más de un
año desde que se hablara por primera vez de una consulta en septiembre de 2012.
En Euskadi, sin embargo, transcurrieron ocho años desde que en el año 2000 Ibarretxe anunció
en público su idea de convocar un referéndum entre los vascos hasta que trató de materializarla.
El caso vasco tuvo dos partes: la primera se empezó a vislumbrar en 2003, cuando el lehendakari
anunció su plan basado en el derecho del pueblo vasco a decidir su futuro, el reconocimiento de la
nación vasca y la convocatoria de un referéndum, hubiera o no acuerdo con el Estado.
El 1 de febrero de 2005 el Congreso puso punto y final a la tramitación del Plan Ibarretxe al
rechazar su toma en consideración.
En su tercera legislatura como lehendakari, Ibarretxe retomó su iniciativa y en septiembre de 2007
anunció la convocatoria de una consulta popular sobre el futuro del País Vasco para el 25 de
octubre de 2008.
En este su segundo intento, el Gobierno vasco aprobó en mayo de 2008 el proyecto de ley de
consulta, que ratificó en junio el Parlamento.
Las preguntas
La convocatoria se fijó para el 25 de octubre de 2008 con dos preguntas:
La primera: ¿Está usted de acuerdo en apoyar un proceso final dialogado de la violencia si
previamente ETA manifiesta de forma inequívoca su voluntad de poner fin a la misma de una
vez y para siempre?.
La segunda: ¿Está usted de acuerdo en que los partidos vasco, sin exclusiones, inicien un proceso
de negociación para alcanzar un acuerdo democrático sobre el ejercicio del derecho a decidir del
pueblo vasco, y que dicho acuerdo sea sometido a referéndum antes de que finalice el año
2010?.
El complejo enunciado de cada una de ellas poco tiene que ver con la concreción en Cataluña
donde su Gobierno quiere dilucidar si los ciudadanos desean convertir la comunidad en un Estado
y, en caso afirmativo, si debe ser independiente.
Consulta no vinculante
En Euskadi la defensa de esta iniciativa se basó en que se trataba de una consulta popular no
vinculante, no un referéndum, por lo que no le afectaba la ley orgánica de regulación de los
referendos y no precisaba por tanto de la autorización del Estado.
Sin embargo el Gobierno presentó un recurso ante el Tribunal Constitucional basado en la
vulneración de la Constitución y la violación del espíritu de unidad y de soberanía nacional.
Finalmente el pleno del TC declaró en septiembre de 2008 la inconstitucionalidad de la ley vasca
por invadir competencias exclusivas del Estado. El PNV no obstante denunció a España ante el
Tribunal Europeo de Derechos Humanos que, en febrero de 2010 rechazó el recurso.
La incesante actividad de ETA en 2008 poco ayudó a las intenciones de Ejecutivo vasco.
Sin embargo, para el 9 de noviembre de 2014, cuando Cataluña pretende convocar la consulta, se
habrá celebrado ya el 18 de septiembre el referéndum por la independencia de Escocia, en este
caso pactado por los gobiernos de Edimburgo y Londres.
Este proceso europeo puede favorecer las intenciones del Gobierno catalán, pero la
materialización de su consulta, dada la frontal oposición del Gobierno, es más que una incógnita
con el precedente de Euskadi.
BILAG 28
http://www.elmundo.es/espana/2013/12/12/52a9d76063fd3dd6778b4578.html
Actualizado: 13/12/2013 18:30 horas EL MUNDO Madrid
POLÍTICA Desafío independentista en Cataluña
El artículo 155 de la Constitución
La organización de un referéndum independentista en Cataluña plantearía el uso del artículo 155
de la Constitución. Según explicaba en una columna publicada en EL MUNDO el pasado mayo el
catedrático de Derecho Constitucional Jorge de Esteban, esta herramienta "permite al Gobierno,
con la aprobación por mayoría absoluta del Senado, tomar las medidas oportunas en aras del
interés general".
Entre esas medidas, recuerda De Esteban, "cabría acudir al artículo 32 de la Ley Orgánica de los
estados de alarma, excepción y sitio". Dicho artículo indica expresamente: "Cuando se produzca o
amenace producirse una insurrección o acto de fuerza contra la soberanía o independencia de
España, su integridad territorial o el ordenamiento constitucional, que no pueda resolverse por
otros medios, el Gobierno, de conformidad con lo dispuesto en el apartado 4 del artículo 116 de la
Constitución, podrá proponer al Congreso de los Diputados la declaración del estado de sitio".
Artículo 155 de la Constitución
"1. Si una Comunidad Autónoma no cumpliere las obligaciones que la Constitución u otras Leyes le
impongan, o actuare de forma que atente gravemente al interés general de España, el Gobierno,
previo requerimiento al Presidente de la Comunidad Autónoma y, en el caso de no ser atendido,
con la aprobación por mayoría absoluta del Senado, podrá adoptar las medidas necesarias para
obligar a aquélla al cumplimiento forzoso de dichas obligaciones o para la protección del
mencionado interés general. 2. Para la ejecución de las medidas previstas en el apartado anterior,
el Gobierno podrá dar instrucciones a todas las autoridades de las Comunidades Autónomas."
BILAG 29
http://www.elmundo.es/espana/2013/12/16/52aefbac22601d350a8b45a4.html?cid=MNOT23801
&s_kw=aznar_dice_que_la_consulta_catalana_usa_una_estrategia_distinta_a_eta_pero_igualme
nte_frontal_e_ilegal
Actualizado: 16/12/2013 17:02 horas JOSÉ A. CANO Granada
POLÍTICA Desafío independentista
Aznar dice que la consulta catalana usa una estrategia 'distinta' a ETA pero igualmente 'frontal e
ilegal'
Para el ex presidente, la consulta 'aspira a destruir una historia vivida en común'
Lamenta que nacionalistas 'a quienes más intento acercarse la Constitución' la ataquen
'La sociedad catalana ya acusa fisuras muy importantes', asevera
Asiste a una jornadas sobre la 'doctrina Parot' organizadas por la Fundación Luis Portero
El ex presidente del Gobierno y actual presidente de FAES, José María Aznar, ha comparado el
"desafío al Estado de Derecho" del referéndum separatista de Cataluña con ETA en tanto que
"estrategias de destrucción" al pacto de convivencia que supone la Carta Magna, una estrategia
"distinta", pero igualmente "frontal e ilegal"
El presidente de honor del PP expresó esta dura opinión durante su intervención en el VIII
Seminario Luis Portero de Derechos Humanos, organizado por la Fundación que lleva el nombre
del que fuese primer fiscal Superior de Andalucía, asesinado por la banda terrorista ETA en
octubre de 2000. El acto se celebró en el Colegio Mayor Albaicín de Granada, bajo el lema Por un
final de ETA sin impunidad: la sentencia de Estrasburgo y sus efectos.
José María Aznar comenzó su intervención centrándose precisamente en la llamada "lucha de
relatos" sobre el final de la organización terrorista vasca, exigiendo que la "derrota operativa" de
la banda sea "una victoria política para la democracia", lo que requiere "oponerse sin sombra de
duda a la elaboración y la difusión de las versiones exculpatorias del terrorismo".
Así, recordó el reciente aniversario de la Constitución para señalar este nuevo ataque "que no
impugna sólo las reglas básicas de la organización territorial del Estado" o "la soberanía nacional",
sino que, considera, "aspira a destruir una historia vivida en común".
Aznar, incluyendo tanto a ETA como al nacionalismo catalán, lamentó que sean precisamente las
fuerzas a las que la Carta Magna de 1978 "extendió su voluntad integradora con mayor
generosidad" sean las que apuestan por acabar con ella. Cree así que la convocatoria del
referéndum de Artur Mas deja en "evidencia" quienes "han querido integrar y quienes han
querido excluir".
Por ello, pide que ante lo que tiene de ilegal la convocatoria el Estado reaccione "con eficacia y de
manera proporcionada a la gravedad del desafío". No se trata, considera, de un "proyecto
partidista", sino de "la integridad de la nación y su continuidad histórica y democrática".
Cree Aznar que España "no se va a romper, pero la sociedad catalana ya acusa fisuras muy
importantes", y advierte que "se equivocan" quienes esperan que "su separatismo encuentre
separadores que lo alimenten" porque "es hora de decir que Cataluña nos importa".
Críticas al Gobierno
La viuda de Luis Portero, Rosario de la Torre, abrió el acto con un discurso muy duro contra la
aplicación de la sentencia del Tribunal Europeo de Derechos Humanos de Estrasburgo acerca de
la doctrina Parot, considerando que el Gobierno que preside Mariano Rajoy es "responsable" de
"haber seguido la hoja de ruta" del anterior presidente, José Luis Rodríguez Zapatero, en su
acercamiento y negociación con ETA, razón por la que cree que el Estado "no ha hecho todo lo
que estaba en su mano" para impedir la excarcelación de los 75 beneficiados por dicha sentencia.
Por su parte, el ex magistrado español en el TEDH Francisco Javier Borrego Borrego realizó una
prolija y didáctica charla criticando tanto los términos de las dos sentencias de Estrasburgo -la del
propio Tribunal y la de la Gran Sala en apelación- como su aplicación en España. Mencionó, por
ejemplo, el caso del etarra Juan Manuel Piriz, que pidió en mayo su libertad en base a
jurisprudencia del Tribunal Constitucional (TC), antes de la primera sentencia europea de julio,
pero la recibió en octubre en base a la esta.
BILAG 30
http://www.abc.es/historico-opinion/index.asp?ff=20131213&idn=1511610235835
Factiva Document ABC0000020131213e9cd0000k
13 December 2013 VNacional_ABC,UAMezcua_ABC 2384 words
La hora de defender España y Cataluña
Gobierno, PSOE y Unión Europea han hecho frente común por fin contra la quimera separatista,
un proyecto descabellado que hace daño en primer lugar a los propios catalanes
LA sedición contra España y contra Cataluña que auspician Mas y Junqueras, y que fomentan a
través de un aparato de propaganda mediática sufragado con los impuestos de todos los
ciudadanos, dio ayer un grave salto. Secuestrando el sentir de la sociedad catalana, que para nada
es mayoritariamente independentista como ellos sostienen, CiU y ERC han anunciado un
referéndum ilegal para el 9 de noviembre del próximo año. Su propósito es preguntar por la
independencia de Cataluña, con una formulación más o menos eufemística. La consulta es ilegal y
nunca llegará a celebrarse. Lo impide la Constitución que hemos aprobado todos con nuestro libre
sufragio, incluidos los catalanes, cuyo respaldo a la Carta Magna superó la media. La soberanía
nacional reside en el pueblo español. En nuestra democracia no hay cauce legal para un desafío
como el que han planteado los separatistas.
En esta misma página editorial, ABC ha venido reclamando al Gobierno de España una mayor
contundencia frente al independentismo. La desasosegante experiencia adquirida desde la
Transición confirma que cuanto más se cede ante los nacionalistas más se crecen en su afán de
lograr su meta real: romper España y lograr la independencia. Por eso saludamos la declaración
solemne de ayer del presidente del Gobierno. Mariano Rajoy remarcó de forma clara tres ideas
básicas que compartimos: no es posible la consulta separatista y no se celebrará; la soberanía
reside en el pueblo español, por lo que ningún Gobierno puede abrir la puerta a procesos que la
violenten; y Artur Mas, que es el representante del Estado en Cataluña y que prometió en su día
no incumplir la ley, debe atenerse a su palabra y no consumar un acto delictivo.
Una buena noticia de ayer es el retorno del PSOE y el PSC al consenso constitucional. Los
socialistas han hecho mucho daño a España con sus gobiernos de coalición con los separatistas,
sus complejos ante ellos y su diletante tercera vía, que no era más que una evasiva para evitar
defender enérgicamente nuestro modelo democrático, a fin de no coincidir con los postulados del
PP. Ayer, para tranquilidad de la inmensa mayoría de sus propios militantes, aparcaron esos
juegos de salón. Ante la rudeza del envite, Rubalcaba y Navarro se mostraron por fin como
patriotas españoles, algo que nunca debieron dejar de ser, y apoyaron sin fisuras al Gobierno en la
condena del referéndum ilegal. Populares y socialistas representan el 80 por ciento de los votos. Si
en su día hubiesen alcanzado un acuerdo para blindar nuestro modelo territorial –algo imposible
por la deriva del PSOE–, el globo secesionista, que sin duda pinchará, habría comenzado a
desinflarse antes. Frente a las mentiras del nacionalismo, es relevante también que Van Rompuy
haya vuelto a remarcar que si Cataluña se independizase quedaría inmediatamente fuera de la UE
y que el país del que se desgajó vetaría su entrada.
España, con todas sus tribulaciones, es la historia de un éxito. La nación más antigua de Europa.
Un Estado democrático y solidario, socio de la mayor área comercial del mundo. Siendo un país sin
recursos naturales generosos, de tamaño y población medianos, ha logrado situarse entre las
naciones opulentas del planeta, como acredita, por ejemplo, su alta esperanza de vida o la calidad
de su modelo sanitario. La España constitucional ha sabido combinar la solidaridad entre las
comunidades, que facilita la igualdad de oportunidades, con el respeto a las idiosincrasias locales y
el autogobierno. España es una idea integradora, cordial y de futuro. Sin duda más bonancible que
apelar al orgullo de clan, el odio al vecino y la más rancia autarquía económica.
No es cierto que la independencia sea el camino deseado por la mayoría de los catalanes. Los
sondeos fallan, las urnas no. Parecemos haberlo olvidado, pero hace solo un año Artur Mas se
presentó a las elecciones enarbolando la bandera del soberanismo y sufrió un histórico
descalabro. El independentismo catalán tiene mucho de ficción, engordada sobre el uso partidista
de unos potentes medios de comunicación públicos y las enormes subvenciones a algunos
privados. Siguiendo el camino iniciado ayer, es tiempo de que el Gobierno persevere en un
mensaje más claro y didáctico, que se aumente la presencia del Estado en Cataluña, y que se
trabaje para restañar las heridas a la concordia que han infligido CiU y ERC. La misma lección debe
aplicarse el desnortado PSOE. Por su parte, Artur Mas tiene que rectificar. Ha de respetar la
legalidad, tal y como prometió, o dejar el Gobierno de la Generalitat. Resulta insostenible que un
dirigente que representa al Estado en Cataluña y que se pretende demócrata se erija en paladín de
la sedición.
BILAG 31
http://www.abc.es/historico-opinion/index.asp?ff=20131214&idn=1511615674172
Factiva Document ABC0000020131214e9ce00009
14 December 2013 VNacional_ABC,UAMezcua_ABC 895 words
Unidad ante el desafío nacionalista
Sin quererlo, el nacionalismo catalán ha inyectado a la clase política española el revulsivo que
necesitaba para que PP y PSOE volvieran a ser los cimientos de la estabilidad institucional
LA buena fe de la clase política de la Transición instauró una tendencia de concesiones al
nacionalismo basada en el temor a que lo contrario, es decir, una actitud de firmeza, provocaría
siempre una exacerbación de los sentimientos nacionalistas y un auge de las fuerzas políticas
extremistas que lo representaran. Este planteamiento privilegió tanto al PNV como a Convergencia
i Unió.
Sin embargo, con la confirmación de que habrá consulta ilegal sobre la independencia, CiU ha
tensado tanto la cuerda que la ha roto y ahora ha conseguido el efecto contrario al habitual: no es
el nacionalismo lo que se refuerza por la crisis constitucional, sino el consenso político en torno a
la Constitución y la defensa de la unidad nacional. Hasta el límite de la ambigüedad, CiU y el
nacionalismo catalán tenían entrampado al socialismo español y, sobre todo, al catalán. Sin esa
ambigüedad y con una pregunta directa sobre la independencia del Estado catalán, la gran noticia
para los intereses nacionales es que el Partido Popular y el PSOE han recuperado la unidad de
criterio ante el desafío nacionalista. Lo mismo hicieron en 2000 cuando respondieron al Pacto de
Estella con el Acuerdo por las Libertades y contra el Terrorismo, luego incumplido por la deslealtad
de Zapatero. El nuevo acuerdo que alcancen populares y socialistas frente al proceso separatista
en Cataluña ha de tener la misma naturaleza constitucionalista que tuvo el Pacto de 2000 y
mantenerse cuando llegue el momento de tomar medidas efectivas contra las agresiones
nacionalistas a la legalidad constitucional.
Ahora, la ofendida es España en su conjunto, incluida Cataluña, maltratada por un nacionalismo
egoísta y anticuado, que suspira por una organización medieval para un Estado moderno como el
español. CiU no sólo no alcanzará su objetivo de celebrar la consulta separatista, porque, si fuera
necesario, habrá de llegarse a la aplicación del artículo 155 de la Constitución; sino que acabará
provocando un movimiento político nacional de recuperación del consenso constitucional. Sin
quererlo, el nacionalismo catalán ha inyectado a la clase política española el revulsivo que
necesitaba para que PP y PSOE volvieran a ser los cimientos de la estabilidad institucional. Sólo se
cuentan como excepciones a aquellos que, como Izquierda Unida, instalados en el extremismo,
ven en la consulta separatista una oportunidad para dinamitar un orden constitucional en el que
no creen. Pero es evidente que quienes actúen con deslealtad a la soberanía del pueblo español
deberán afrontar las consecuencias políticas o legales que les correspondan.
BILAG 32
http://www.b.dk/globalt/halvanden-million-i-barcelonas-gader-demonstrerede-for-catalanskselvstyre
Infomedia B.dk | 11.09.2012 | Side | 248 ord | Artikel-id: e365dd1c |
11. september 2012, 23:04 Af Steffen Stubager, Berlingske Nyhedsbureau
Halvanden million i Barcelonas gader demonstrerede for catalansk selvstyre
Catalonien beskylder resten af Spanien for at holde regionen nede som lænker om anklerne.
SPANIEN: Godt halvanden million catalanere deltog tirsdag i en tre kilometer lang
gigantdemonstration i Barcelonas gader for at støtte op om den nordøstspanske regions kamp for
selvstyre.
Demonstrationen fandt sted på Cataloniens såkaldte nationaldag Diada under slagordene
»Catalonien - den nye europæiske stat« og menes at være en af historiens største i Barcelona.
De rød- og gulfarvede catalanske menneskemasser, der blandt andet var blevet kørt til Barcelona
fra regionens opland i mere end tusind turistbusser, er i stigende grad utilfredse med de
problemer, som de mener, at det medfører at være en del af resten af Spanien.
Især landets stigende arbejdløshed og dårlige økonomi gør ønsket om selvstændighed større i den
forholdsvis velhavende spanske region. Og for eksempel smitter landets stigende arbejdsløshed og
dårlige økonomi af på Catalonien, mener den forholdsvis velhavende region.
Også utilfredsheden med regeringens nye skattelove er stor. Ifølge økonomer betaler catalanerne
- cirka 7,5 millioner mennesker - mindst 90 milliarder kroner mere i skat, end de får tilbage som
hospitaler, skoler og anden offentlig velfærd.
Catalonien har af alle Spaniens 16 regioner den største industrielle produktion og står samlet set
for en femtedel af landets bruttonationalprodukt. Siden 1979 har regionen kæmpet for en højere
grad af selvstyre, selvom den er Spaniens tredje mest selvbestemmende efter Navarra og
Baskerlandet.
Sidst i august meddelte Catalonien, at regionen ikke kunne betale sine regninger og bad den
spanske regering om et lån på 40 milliarder kroner.
BILAG 33
Infomedia Berlingske | 12.09.2012 | Side 14 | 461 ord | Artikel-id: e365e0a9
af Martin Tønner
Catalanere kræver en ny stat i Europa
Ultimatum. Op mod en million på gaden i Barcelona for catalansk uafhængighed. Spaniens
konservative regering har fået endnu et problem til samlingen.
BARCELONA: Den catalanske nationaldag har i årevis handlet mere om folkefest end politik. Jo, der
er blevet nedlagt blomsterkranse ved statuen af Rafael Casanova, som ledede forsvaret af
Barcelona under det mislykkede løsrivelsesforsøg i 1714, og politikere har holdt floromvundne
taler om den ukuelige nation. Men især har man hygget sig på en fridag under den normalt
strålende sensommersol.
I går var plejer imidlertid død, slået ihjel af Spaniens galopperende gældskrise. Bag et banner, der
med påskriften »Catalonien, en ny stat i Europa« indledte aftenens demonstration for
uafhængighed, havde Tordenskjolds soldater fra nationalismens yderste venstrefløj mildest talt
fået selskab.
Hundredtusinder fyldte gaderne i det centrale Barcelona, og blandt dem var fremtrædende
politikere fra samtlige partier bortset fra det i Madrid regerende Partido Popular.
Nye sjæle for sagen
Demonstrationen er et blandt flere tegn på, at den traditionelt kompromissøgende catalanske
nationalisme har taget silkehandskerne af.
En meningsmåling offentliggjort i gårsdagens udgave af El Perdiódico viser, at mindst 49,5 pct. ville
stemme ja ved en folkeafstemning om uafhængighed.
Det lyder måske ikke af så meget, men for få år siden gik kun en femtedel ind for at forlade
Spanien, og det er især krisen, der har vundet nye sjæle for sagen. Når det catalanske selvstyres
gæld er kommet ud af kontrol, skyldes det en uretfærdig udligningsordning med resten af Spanien,
mener stadig flere.
Mens der knap er penge til at betale løn på hospitalerne, forsvinder otte pct. af det regionale BNP
- ifølge selvstyrets beregninger - årligt ud af regionen. Modsat situationen i Baskerlandet, der med
sin særlige skatteordning klarer sig bedre gennem krisen.
Baskiske tilstande er da også den moderatnationalistiske regionale regerings officielle krav. Men
bliver det ikke imødekommet af centralregeringen, »vil Cataloniens vej mod frihed stå åben«, som
selvstyrepræsident, Artur Mas i går formulerede det.
»Sludder og vrøvl« Spaniens konservative premierminister, Mariano Rajoy, nægtede i et af sine
yderst sjældne TV-interview mandag at forholde sig til de catalanske krav.
»Det, vi har brug for, er at skabe job, ikke alt muligt sludder og vrøvl,« sagde Rajoy.
Hvilket man, landets alvorlige situation taget i betragtning, umiddelbart kunne være enig med ham
i. Men latterliggørende udtalelser vil næppe få catalanerne på andre tanker, og meget tyder på, at
premierministeren får svært ved at holde dem hen med snak. Også fordi det ikke kun er et
spørgsmål om penge, påpeger filosoffen Josep Ramoneda.
»Mens politik de seneste år kun har handlet om økonomiske stramninger, der efterlader borgerne
uden håb og ressourcer, indeholder ideen om uafhængighed et politisk alternativ. Alene derfor er
der grund til at tage den alvorligt,« skriver Ramoneda i El País. B.
[email protected]
Fakta: fakta H Catalonien og Spanien
H Areal: 32.100 kvadratkilometer. ( Spanien, 504.600 km2) H Befolkning: 7,5 millioner ( Spanien,
47 mio.) H BNP: 195.286 millioner euro i 2010 ( Spanien, 1.051.342 mio. euro).
BILAG 34
http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE4837612/politiet-1-5-million-pa-gaden-ibarcelona/
Infomedia Jp.dk (Jyllands-Posten) | 11.09.2012 | Side | 187 ord | Artikel-id: e365db0d |
EUROPA 11.09.12 kl. 21:19 Ritzau
Politiet: 1,5 million på gaden i Barcelona
Indbyggerne i Catalonien føler sig "udplyndret", og kræver deres egen stat.
Halvanden million cataloniere viste tirsdag deres vrede over at tilhøre Spanien og krævede at få
ret til at danne deres egen stat - uafhængigt af Madrids styre.
Demonstranterne i Barcelona samledes under slagordene "Catalonien, en ny europæisk stat".
Flere deltagere end ventet
Ifølge avisen El País var demonstrationsoptoget tre kilometer langt, og der var øjensynligt langt
flere deltagere end ventet af organisatorerne.
Utilfredsheden med Madrid skyldes blandt andet de økonomiske byrder, som catalonierne mener,
at de bliver pålagt af det øvrige Spanien i forbindelse med landets dybe økonomiske krise.
- Vi bliver udplyndret, og pengene fra vores høje skatter går tabt i Madrid, siger den 21-årige
historiestuderende Eva Garcia.
- Det er nu eller aldrig, siger en pensioneret skolelærer, Maria Antonietta Vila.
Omkring 1.000 busser bragte demonstranter til Barcelona fra den nordøstlige region.
- Der deltog halvanden million mennesker, og alting forløb fredeligt, siger en politimand.
Catalonien er drivkraft i Spaniens økonomi og står for en femtedel af landets produktion, men
regionen har fået store økonomiske problemer under krisen.
Udviklingen følges nøje i andre uafhængighedssøgende regioner som Skotland og Flandern i
Belgien.
BILAG 35
http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE4904366/catalonien-kaemper-forselvstaendighed/
EUROPA 12.11.12 kl. 07:45 AF JETTE ELBÆK MARESSA, INTERNATIONAL KORRESPONDENT
Catalonien kæmper for selvstændighed
Spaniens økonomiske krise har skubbet til Cataloniens ønske om at rive sig løs og danne en ny stat.
Barcelona
Spaniens økonomiske krise har skubbet til Cataloniens ønske om at rive sig løs og danne en ny stat.
Regionens præsident Artur Mas, har udskrevet valg i utide og fører valgkamp på retten til at
afholde en folkeafstemning, som skal afgøre om catalanere skal være sig selv. Det catalanske
selvstændighedskrav bæres af frustration over at bidrage til Spaniens fattige regioner, samtidig
med at besparelser rammer catalanerne selv. Bl.a. på sundheds- og undervisningsområdet.
"Jeg vil gerne have, at mine børn vokser op i et selvstændigt Catalonien, men jeg tror ikke helt på
det. Madrid vil skræmme os," siger 31-årige Irma Marti, som sidder på en af Barcelonas mange
cafeer, hvor selvstændighedsspørgsmålet diskuteres ivrigt.
Før weekenden var Artur Mas i Bruxelles for at tale Cataloniens sag, efter at den spanske regering
har truet med at blokere for, at et selvstændigt Catalonien kan blive medlem af EU. Netop
udsigterne til, at Cataloniens 7,5 mio. indbyggere risikerer at blive isolerede, får andre til at sige
nej til selvstændighed.
"Vi vil miste markedsandele," mener Marius Robles, som arbejder inden for
kommunikationsbranchen og forsikrer, at han er talsmand for hele vennegruppen, som har brugt
det meste af eftermiddagen på at endevende spørgsmålet.
BILAG 36
http://politiken.dk/udland/ECE1750180/politikendk-i-barcelona-catalansk-fest-kan-ende-ivoldsomme-optoejer/
Infomedia Politiken.dk | 11.09.2012 | Side | 514 ord | Artikel-id: e365baeb |
INTERNATIONALT 11. SEP. 2012 KL. 14.53 JAKOB STIG JØRGENSEN
Politiken.dk i Barcelona: Catalansk fest kan ende i voldsomme optøjer
Politiet er massivt til stede i kampuniformer og med hollænderbiler overalt, fortælle
korrespondent.
Balkoner og butikker i Cataloniens hovedstad, Barcelona, er udsmykket med catalanske flag, byen
er klædt i de røde og gule catalanske farver og mange hundrede tusinde mennesker er klar til at
fejre 'La Diaba' - den catalanske 'uafhængighedsdag'.
Men også politiet er massivt tilstede i millionbyen, hvor hollænderbiler og kampklædte
politibetjente er klar til at skride ind, hvis indbyggernes demonstrationer for et frit
Catalonien ender i voldsomme optøjer, sådan som det skete 29. marts i år.
»Der er politibiler og hollændervogne over alt, og politiet er klar. De blev taget på sengen den 29.
marts, hvor der var generalstrejke mod nedskæringerne i hele Spanien«, siger politiken.dk's
korrespondent, Erik Jensen, på en telefon fra Barcelona og fortsætter:
»Der gik det virkelig amok her i Barcelona, og byen stod i flammer. Men siden da har politiet været
massivt tilstede i kampuniformer og klar til at tage alle optøjer i optakten. Det ser også ud til, at de
er det i dag«.
300.000-400.000 på gaderne
Allerede nu er folk på gaderne, og Barcelona emmer af i øjeblikket af fest, siger Erik Jensen.
Catalonierne lægger blomsterkranse ved statuer af store catalanske poeter og frihedsfigurer, og
der bliver holdt nationalistiske taler.
Fejringerne er begyndt ganske fredsommeligt, men alle frygter, at det hen under aftenen vil
eskalere i en eller anden form for ballade, fortæller Erik Jensen.
»I år forventer man, at der kommer flere mennesker på gaderne i Barcelona end nogensinde.
Hernede snakker de om 300.000-400.000 mennesker«, siger Erik Jensen.
»Der hænger catalanske flag ud af samtlige butikker og på alle balkoner i dag. Det er helt vildt.
Langt de fleste er forsynet med en stjerne, der viser, at man går ind for et frit Catalonien«, siger
Erik Jensen.
Flertallet ønsker uafhængighed
Den lokale catalanske avis, El Periodico ('Avisen', red), bringer i dag en meningsmåling, der viser, at
et lille flertal af den catalanske befolkning ønsker sig et frit og selvstændigt Catalonien, der er
uafhængigt af Spanien.
»49,5 procent af catalonierne siger, at de går ind for selvstændighed, mens 48 procent er imod. Så
mere overvældende er det altså heller ikke, men regionalregeringen i Catalonien påstår selv, at
tallet er vokset eksplosivt bare i år«, fortæller Erik Jensen.
Han mener, at stigningen blandt andet skal findes i den dybe økonomiske krise, som både Spanien
og ikke mindst Catalonien i øjeblikket står i. Den catalanske regionalregering ansøgte i slutningen
af august om et kriselån på fem milliarder euro, næsten 40 milliarder kroner, af centralregeringen i
Madrid.
Alligevel forsøger regionen at manipulere sig ud af situationen og beskylder regeringen i Madrid
for, at situationen er deres skyld, fortæller Erik Jensen.
»Catalonien har traditionelt været en af Spaniens rige regioner og føler, at de betaler for mange
penge til at udligne skævhederne i Spanien. Men i virkeligheden har de lånt ekstremt mange
penge. Så lige nu er det forkert, at de deler penge ud til Spaniens øvrige regioner. De er selv
afhængige af regeringen i Madrid rent økonomisk«, siger Erik Jensen.
Catalonien ligger i Spaniens nordøstlige hjørne. Ill.: Wikimedia Commons.
BILAG 37
http://politiken.dk/udland/ECE1750720/politikendk-i-et-kogende-barcelona-her-er-ovenudfredeligt-og-festligt/
Infomedia Politiken.dk | 11.09.2012 | Side | 229 ord | Artikel-id: e365dc24 |
INTERNATIONALT 11. SEP. 2012 KL. 22.42 MORTEN HJORTSHØJ
Politiken.dk i et kogende Barcelona: Her er ovenud fredeligt og festligt
1,5 millioner mennesker demonstrerer overraskende fredeligt for catalansk uafhængighed.
Med 1,5 millioner demonstrerende ud af syv millioner catalanere er Barcelona her til aften på
kogepunktet.
Stik i mod alle odds demonstrerer de mange catalanere imidlertid fredeligt på Cataloniens
selvstændighedsdag, La Diada, fortæller politiken.dks korrespondent, Erik Jensen fra en telefon i
Barcelona.
»Alle forventede, at det hen under aftenen vil eskalere i en eller anden form for ballade, fordi det
plejer at være sådan. Men stemningen er ovenud fredelig og festlig, og politiet har nærmest ikke
været i gaderne«, fortæller han og fortsætter:
»Catalanerne har for første gang sendt et tydeligt signal til Madrid og resten af Europa om, at man
fredeligt står sammen om catalansk uafhængighed«.
Spansk tv: »Det er blot som en fodboldkamp«
Uafhængighedsdagen har ifølge catalansk politi sendt op mod 1,5 millioner demonstrerende på
gaden.
Ifølge Erik Jensen har man det meste af dagen hverken kunnet komme frem eller tilbage i
Barcelona, hvor taxatrafikken har været lammet, og hvor den offentlige transport har måtte lægge
ruterne om på grund af de mange demonstrerende.
Spansk tv har samtidig oplyst, at demonstrationerne kun har et omfang, der svarer til sejrsrusen
efter FC Barcelona har vundet en fodboldkamp.
»Det gør catalanerne, jeg har snakket med, rasende, fordi de landsdækkende mediers
underdrivelse af demonstrationerne er indbegrebet af det, catalanerne kæmper imod: Madrids
manipulation og ignorance af Cataloniens krav om selvstændighed«, forklarer Erik Jensen fra
Barcelona.
Billedtekst: SELVSTÆNDIGHED. 1,5 millioner catalanere er på gaden i Barcelona for at demonstrere
for et selvstændigt Catalonien - ifølge politiken.dk's korrespondent forløber demonstrationerne
overraskende fredeligt. - Foto: Emilio Morenatti/AP
BILAG 38
http://www.b.dk/globalt/catalonien-er-et-trin-taettere-paa-loesrivelse
Infomedia B.dk | 25.11.2012 | Side | 396 ord | Artikel-id: e3882e9b
25. november 2012, 15:01 Af Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau
Catalonien er »et trin tættere på løsrivelse«
Med søndagens sandsynlige valgsejr til de partier, der vil løsrive Catalonien fra Spanien, rykker
regionen nærmere reel selvstændighed. Men der er stadig lang vej, understreger ekspert.
SPANIEN: Alt tyder på en solid valgsejr til Cataloniens regeringsleder, Artur Mas, ved søndagens
lokalvalg, der reelt er et spørgsmål om, hvorvidt Catalonien skal løsrives fra Spanien.
Artur Mas har med heftig retorik argumenteret for en løsrivelse, og hvis han som ventet vinder
søndagens valg, er der lagt op til en folkeafstemning i Catalonien, hvor det eneste spørgsmål er
løsrivelse fra Spanien eller ej.
- Catalonien er kommet et trin tættere på løsrivelse, hvis Artur Mas får et flertal bag sig, siger
lektor Carsten Humlebæk fra CBS, der er ekspert i spansk politik.
Han understreger dog, at der fortsat er lang vej til en 100 procent selvstændig stat ved navn
Catalonien.
- Løsningen er jo ikke kommet nærmere. Der er stadig lang vej til en eventuel løsrivelse af
Catalonien, for det kræver en ændring af forfatningen i Spanien, og at man på et eller andet plan
finder en løsning med regering og parlament i Madrid, siger han.
Netop med forfatningen i hånden vil Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, sandsynligvis
modsætte sig en catalonsk folkeafstemning om løsrivelse. Her vil Mariano Rajoy få domstolenes
klare opbakning, siger Carsten Humlebæk.
Ikke desto mindre kan Artur Mas godt forsøge at tvinge en catalonsk folkeafstemning igennem,
selvom Madrid modsætter siger, vurderer Carsten Humlebæk.
Mange cataloniere mener, at deres økonomi vil blive bedre på egen hånd, og de klager over, at en
stor del af deres skatter går til centralregeringen i Madrid. Men jo nærmere Catalonien kommer på
en løsrivelse, jo større sandsynlighed er der ifølge lektor Carsten Humlebæk for, at de catalonske
vælgere vil indse, hvad en løsrivelse egentlig vil betyde for dem.
- Når det først går op for folk, at de skal løsrives helt og dermed oprette alle de ting, en stat nu
engang har - som en hær og et forsvarsministerium - og at de sandsynligvis også skal søge
optagelse i EU, hvor de vil være afhængige af, at alle - også Spanien - stemmer for, så kan det godt
være, at nogen skifter mening, vurderer Carsten Humlebæk.
Meningsmålinger viser, at to tredjedele af vælgerne vil stemme på partier, højre- som
venstreorienterede, der ønsker et selvstændigt Catalonien. Artur Mas' borgerligt-nationalistiske
CiU-parti ventes at tage mellem 62 og 64 af de i alt 135 pladser i det regionale parlament.
BILAG 39
http://www.b.dk/globalt/stort-flertal-til-catalanske-separatister
Infomedia Berlingske | 26.11.2012 | Side 14 | 562 ord | Artikel-id: e3883b71 |
25. november 2012, 23:00 Af Martin Tønner, // [email protected]
Stort flertal til catalanske separatister
Paradoks. Tilbagegang til Cataloniens nationalistiske regeringsparti, men samlet storsejr til
separatisterne. Selvstyrepræsident Mas er presset fra to sider efter valget i den -endnu østspanske region.
BARCELONA: To ting står klart efter gårsdagens historiske regionalvalg i Catalonien. For det første og det er det vigtigste - synes et klart flertal af catalanerne parat til at begive sig ud i en svær og
usikker løsrivelsesproces fra Spanien. Ifølge en exit poll fra den regionale TV-station, TV3, sætter
partier, der går ind for catalansk uafhængighed, sig på mellem 89 og 98 af pladserne i det 135
mandater store parlament.
Den anden og umiddelbart paradoksale konklusion er, at vælgerne har nægtet selvstyrepræsident,
Artur Mas, det klare mandat til at forberede en folkeafstemning om uafhængighed - i form af et
absolut flertal - som han havde bedt om. Mas' konservativtnationalistiske Convergència i Unió (
CiU) blev ganske vist det klart største parti. Men i forhold til det seneste valg for to år siden går
koalitionen mærkbart tilbage, mens de mere helhjertede og venstreorienterede separatistpartier
stormer frem.
I en første reaktion forsikrede en talsmand for CiU, at man vil udnytte det klare separatistiske
flertal til at gå videre i løsrivelsesprocessen.
Men mere pragmatiske og Spanien-venlige kræfter i den regerende koalition vil givetvis udnytte
det negative resultat til at presse på for en opblødning af konfrontationskursen i forhold til
Madrid. Også fordi valget er et klart signal om, at CiU på længere sigt risikerer at blive overhalet
indenom.
Samtidig bliver Mas nødt til at tage hensyn til sammenhængskraften i en i stigende grad
polariseret befolkning, der tydeligvis er brændende optaget af uafhængighedsspørgsmålet.
Stemmeprocenten var otte procent højere end ved regionalvalget i 2010.
Beskidt kampagne
Allerede tidligt på dagen stod det klart, at der var noget ekstra på spil. Et afstemningssted i det
centrale Vila Olimpica-kvarter, som Berlingske har besøgt i forbindelse med alle de seneste års
valghandlinger, var ved middagstid fyldt til bristepunktet. Men samtidig nøjedes man med at lade
urnerne tale. Over alt foregik afstemningen i god ro og orden, og en tur rundt på de steder i
Barcelona, hvor folk normalt samler sig i forbindelse med politiske manifestationer, afslørede
bortset fra folkedans hist og her stilfærdig søndagsstemning.
Måske fordi catalanerne efter en lang og ualmindelig beskidt kampagne mest af alt havde lyst til at
få valget overstået og komme videre - uanset i hvilken retning det måtte blive. I løbet af de
seneste to måneder har Artur Mas' selviscenesættelse som en Moses, der skal føre catalanerne
ind i det hellige land, antaget næsten komiske dimensioner. Og imens har politikere og
meningsdannere fra Madrid svaret igen med formaninger og slet skjulte trusler om
magtanvendelse.
Et lavpunkt blev nået, da avisen El Mundo for en uge siden beskyldte Mas for økonomisk
kriminalitet - angiveligt på baggrund af en politi rapport, som hverken anklagemyndigheden eller
andre retsinstanser vil kendes ved. Om sagen fik indflydelse på CiUs dårlige resultat er ikke til at
vide. Men vi kommer næppe til at høre mere til den nu, hvor stemmerne er afgivet.
Fakta: briefing
Cataloniens valg
Søndag valgte catalanerne nyt selv styreparlament ved den vigtigste afsteming i regionen
nogensinde.
Den nationalistiske selvstyrepræsident, Artur Mas, udskrev valget for at få mandat til at forhandle
løsrivelse fra Spanien. I tilfælde af et nej fra Madrid, udskriver han for egen regning en
folkeafstemning om uafhængighed.
Mas' hidtil moderate nationalister fra Convergència i Uniò er sprunget ud som separatister, efter
at en demonstration for et selvstændigt Catalonien 11. september samlede op mod halvanden
million i Barcelona.
Ifølge de seneste meningsmålinger går lidt over halvdelen af catalanerne ind for selvstændighed.
BILAG 40
http://www.b.dk/globalt/catalansk-valg-svaekker-mulighed-for-loesrivelse
Infomedia B.dk | 26.11.2012 | Side | 237 ord | Artikel-id: e3884c6b |
26. november 2012, 01:48 Af Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
Catalansk valg svækker mulighed for løsrivelse
Selvom de catalanske vælgere ved regionalvalget søndag har stemt på partier, der ønsker
løsrivelse fra Spanien, kunne regionsleder Artur Mas ikke hente nok mandater til en
folkeafstemning om uafhængighed.
SPANIEN: Stemmerne ved søndagens regionalvalg i Catalonien er talt op. Fire
catalanske separatistpartier, der alle ønsker løsrivelse fra Spanien, vandt knap to tredjedele af de i
alt 135 pladser i parlamentet, men samtidig straffede vælgerne det største separatistparti, det
konservative og nationalistiske CiU-parti med regionsleder Artur Mas i spidsen. Partiet endte på
blot 50 mandater mod 62 før valget, og uden et flertal vil det blive vanskeligt for Mas at få
gennemført en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien - en afstemning, som er i strid med
forfatningen, og som centralregeringen i Madrid er stærkt imod. Det oplyser Reuters.
Mas gik til valg på, at der skal holdes en folkeafstemning om catalansk uafhængighed, men ifølge
valgresultatet ser det altså ud til, at folket ønsker, at andre skal gennemføre hans dagsorden.
Resultatet vil uden tvivl komme som en lettelse for den spanske premierminister, Mariano Rajoy,
der kæmper med en dyb recession og 25 procents arbejdsløshed.
Efter det endelige resultat sagde Mas, at han fortsat vil forsøge at gennemføre en folkeafstemning.
Han tilføjede, at »det er mere kompliceret, men at der ikke er nogen grund til at give op«.
Det venstreorienterede separatistiske parti ERC har ifølge Reuters mere end fordoblet sin
opbakning ved søndagens valg.
BILAG 41
http://www.b.dk/globalt/der-var-engang-et-land
Infomedia Berlingske | 27.11.2012 | Side 22 | 822 ord | Artikel-id: e3889d23 |
26. november 2012, 23:00 Af Martin Tønner, // [email protected]
Der var engang et land...
Bnyhedsanalyse Splittelse. Det komplekse resultat af søndagens regionalvalg i Catalonien, der
havde uafhængighed som hovedtema, er endnu et eksempel på, at Spaniens politiske
grundfortælling er i opløsning.
BARCELONA: Det var både interessant og besynderligt i går at følge mediernes udlægning af
regionalvalget i Catalonien. I de internationale herskede der almindelig enighed om at fremhæve
et massivt parlamentsflertal til de partier, der går ind for uafhængighed, som den vigtigste
konsekvens af søndagens historiske afstemning.
De spanske aviser, herunder de catalanske, fokuserede derimod hårdnakket på, hvordan vælgerne
samtidig straffede selvstyrepræsident Artur Mas i stedet for at give hans konservative
nationalistkoalition CiU det absolutte flertal og klare mandat i løsrivelsesprocessen, han havde
bedt om. Ja, den Madrid-baserede La Razón udråbte endog »Spanien« som valgets sejrherre.
Begge parter kan i sagens natur ikke have ret - og så måske alligevel i en vis forstand.
Nøgleordet og det element, der binder de to analyser sammen, er splittelse. For samtidig med, at
valgresultatet cementerede modsætningsforholdet mellem Catalonien og Spanien, afslørede det
også en intern opdeling blandt separatisterne, der ikke netop vil gøre det lettere at føre
uafhængighedsprojektet ud i livet. Og set i et større perspektiv er begge dele tegn på, at Spaniens
stadig dybere krise ikke begrænser sig til økonomien men også truer med at vende op og ned på
det politiske landskab, der opstod efter Francos død i slutningen af 1970erne.
Snip, snap, snude
Historien om la transición - Spaniens overgang til demokrati - er ellers smuk. Det er fortællingen
om, hvordan borgerkrigens stridende parter en halv menneskealder efter 1930ernes myrderier, og
under kong Juan Carlos' godmodige opsyn, blev enige om at slå en streg over fortiden for at
komme videre. Et nationalt kompromis, som også catalanske og baskiske nationalister deltog i.
Dels fordi en ny grundlov gav regionerne et, i forhold til Franco-tiden, særdeles vidtstrakt
selvstyre. Dels fordi der ikke rigtigt var noget alternativ på et tidspunkt, hvor den afdøde diktators
våbenbrødre kun modstræbende og under sabelraslen accepterede regimeskiftet.
Så vidt, så godt. Problemet er, at de vigtigste politiske partier og meningsdannere lige siden har
fortalt videre på den samme historie, selv om præmisserne for den gradvist har ændret sig. Det
mener i hvert fald en række yngre intellektuelle, der i debatbogen »CT o la Cultura de la
Transición« argumenterer for, at det i udgangspunktet magtfulde narrativ med tiden forvandlede
sig til en tung dyne, der indtil for nylig har forhindret ethvert tilløb til fornyelse.
Lokumsaftale om forfatningsændring
Det gælder i særdeleshed i forhold til forfatningen af 1978, der var resultatet af et skrøbeligt
kompromis efter laveste fællesnævner, men som siden - især af højrefløjen - blev ophøjet til et
urokkeligt dogme på linje med Moseloven.
Sådan var det i hvert fald indtil tidligere premierminister José Luis Rodríguez Zapatero og
daværende oppositionsleder Mariano Rajoy sidste efterår, i enrum og uden nogen form for debat,
forfattede en ny paragraf, der forbyder underskud på statsbudgettet. Den akutte reform blev
gennemført for at købe hårdt tiltrængt troværdighed på finansmarkederne og i forhold til de
stærke eurolande med Tyskland i spidsen.
Men samtidig kom lederne af de to statsbærende partier til at sende et umisforståeligt signal om,
at krisen havde ændret de politiske spilleregler. I hvert fald har det seneste års tid været
turbulent.
Socialister tæt på nedsmeltning
Nu pensionerede Zapateros socialister fra PSOE er tæt på regulær nedsmeltning efter en serie
katastrofale valg - søndagens catalanske var ingen undtagelse. Og uden reel opposition er spansk
politik i fare for at udvikle sig til et »et-parti-system« med nuværende premierminister Rajoys
konservative Partido Popular ( PP) som den eneste store spiller omgivet af lilleputter samt
»indignerede« grupper, der opererer uden for det parlamentariske system.
At det indtil for nylig bredt respekterede kongehus samtidig er plaget af korruptionsskandaler og
diverse eksempler på den aldrende monarks manglende dømmekraft, gør naturligvis blot ondt
værre.
Systembærende separatister
Med sådan en vejrudsigt var det mildest talt risikabelt, da Artur Mas midt i september og efter en
gigantisk separatistdemonstration besluttede at stikke til søs under det
catalanske uafhængighedsflag. For CiU har i lige så høj grad som PSOE og PP været
systembærende gennem de seneste årtier, og det var forsøget på at »stille sig i spidsen for en
proces, der ikke tilhører partiet«, som vælgerne har straffet, skriver Guillem Martínez - en af
forfatterne bag ovennævnte debatbog - i El País.
I stedet er Mas nu henvist til at forhandle ikke blot præmisserne for løsrivelsesprocessen, men
også næste års regionale budget, med en broget vifte af mindre venstrenationalistiske partier. Det
kan meget vel ende med et tilbagetog og - om man, som La Razón, vil - en sejr for Spanien.
Men spørgsmålet er hvilket Spanien.
[email protected]
Fakta: fakta Sådan endte regionalvalget
Convergència i Unió ( CiU), konservative nationalister og neo-separatister: 50 mandater ( minus
12).
Esquerra Republicana ( ERC), socialistiske nationalister og separatister: 21 mandater ( plus 11).
Candidatura d'Unitat Popular ( CUP), marxistiske nationalister og separatister: 3 mandater (
stillede op for første gang).
Iniciativa-Els Verds ( ICV), økosocialister og tilhængere af national selvbestemmelse: 13 mandater (
plus 3).
Partit Socialista de Catalunya ( PSC), socialdemokrater og føderalister: 20 mandater ( minus 8).
Partido Popular ( PP), konservative centralister: 19 mandater ( plus 1).
Ciutadans, centrums-centralister: 9 mandater ( plus 6).
Solidaritat per la Independència ( SI), ultranationalister og separatister, 0 mandater ( minus 4).
BILAG 42
http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/international/ECE4920703/fronterne-trukketskarpt-op-foer-valg/
Infomedia Jyllands-Posten | 24.11.2012 | Side 15 | 265 ord | Artikel-id: e387daea |
INTERNATIONAL 24.11.12 kl. 03:00 AF JETTE ELBÆK MARESSA, INTERNATIONAL KORRESPONDENT
[email protected] Leder, 1. sektion, side 20.
Fronterne trukket skarpt op før valg
Konflikten mellem Spaniens regering og Catalonien skærpes i slutfasen.
BRUXELLES Med beskyldninger om hemmelige konti i Schweiz og beskidte rygter i omløb er
konflikten mellem Spaniens regeringschef, Mariano Rajoy, og Cataloniens regionschef, Artur Mas,
trukket skarpt op før valget.
Beskyldningerne går på, at Mas og hans politiske gudfar, Jordi Pujol, har skjult bestikkelsespenge
på hemmelige bankkonti i Schweiz, og det konservative spanske parti PP opfordrede derfor Mas til
at sværge på, at det ikke er sandt.
Beskyldningerne blev torsdag afvist af catalonske myndigheder, og det fik Artur Mas til at lange
hårdt ud efter regeringen i Madrid: »Spaniens premierminister er ikke langt fra alt det, som sker,
alle er indblandet i et forsøg på at bøje det catalonske folk. Det er PP's strategi,« sagde Artur Mas
til dagbladet El Pais.
Fra Bruxelles, hvor Mariano Rajoy sad i vanskelige forhandlinger om EU's budget og kæmpede for
flere EU-penge til de fattige spanske regioner, som catalonierne ikke længere vil betale til, blev
beskyldningerne afvist som »totalt falske.«.
Valg i utide
Cataloniens cirka 7 mio.
indbyggere går i morgen til valg i utide. Valget handler om, hvem der skal sidde i det regionale råd,
men er af Artur Mas fra CiU-partiet blevet udråbt til en indirekte folkeafstemning for eller imod
Cataloniens selvstændighed.
Hans mål er derfor at opnå absolut flertal i det regionale råd og at gennemføre en folkeafstemning
om uafhængighed i den kommende valgperiode.
I Spanien er det ikke tilladt at publicere meningsmålinger op til et valg, men det britiske dagblad
The Guardian offentliggjorde i går en meningsmåling, som tyder på, at Mas ikke opnår sit mål.
BILAG 43
http://epn.dk/okonomi2/global/europa/ECE4921495/catalonien-kan-fa-krisen-til-at-blusse-op/
Infomedia Epn.dk (Erhverv På Nettet) | 25.11.2012 | Side | 221 ord | Artikel-id: e3882ad4 |
JYLLANDS-POSTEN EUROPA 25.11.12 kl. 11:47 AF ALEXANDER BITSCH
Catalonien kan få krisen til at blusse op
Spaniens rigeste region skal i dag vælge et nyt regionalstyre.
Valget til det regionale styre i den rigeste region i Spanien, Catalonien, kan få gældskrisen i det
gældsplagede land til at slå ud i lys lue igen. Det handler nemlig om meget mere end
sammensætningen af det lokale styre.
Målinger viser nemlig, at indbyggerne i Catalonien vil stemme på partier, der vil adskille regionen
fra Spanien.
"I denne krisetid kan ethvert valg blive en risiko, for det kan være med til, at stille spørgsmålstegn
ved, om Spanien kan gennemføre de skrappe reformer, som regeringen har vedtaget.
Usikkerheden i forbindelse med valget kan få renten på spanske statsobligationer til at stige," siger
Henrik Drusebjerg, der er seniorstrateg i Nordea, til Jyllands-Posten.
Store konsekvenser for Spanien
Gældskrise på Den Iberiske Halvø har sammen med en stor arbejdsløshed og massive
nedskæringer i de offentlige budgetter, har skærpet den catalanske opfattelse af, at regionen
behandles uretfærdigt.
"Når man føler, at man betaler for meget, er motivationen for at kræve uafhængighed større. Det
minder om det, der skete under krisen i 1930'erne, hvor politiske ekstremister vandt frem og
landene begyndte at lukke sig inde fra omverdenen," siger Henrik Drusebjerg.
"Jeg tror dog ikke på, at man vil lade Catalonien stemme sig ud af Spanien. Det vil have store
konsekvenser for Spanien, da Catalonien er et vækstlokomotiv i Spanien."
BILAG 44
http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/arkiv/ECE4923199/nu-skal-catalonien-til-atse-indad/
Infomedia Jyllands-Posten | 27.11.2012 | Side 14 | 633 ord | Artikel-id: e388a64d |
ARKIV 27.11.12 kl. 03:00 AF JETTE ELBÆK MARESSA, INTERNATIONAL KORRESPONDENT
ANALYSE:
Nu skal Catalonien til at se indad
Styrkeprøve: Selvstændighedsrusen har lagt sig. Nu venter hverdagen med gæld og høj
arbejdsløshed. EU's første styrkeprøve mellem udbryderstat og moderstat endte næsten uafgjort.
Det kunne næsten ligne en fodboldkamp mellem ærkerivalerne Real Madrid og Barcelona.
Styrkeprøven mellem Mariano Rajoys centralregering i Madrid og Artur Mas' tropper i
Catalonien endte så godt som uafgjort.
End ikke den moralske sejr hev Artur Mas i land.
Kravet om et selvstændigt Catalonien var ikke nok til at overbevise de catalonske vælgere. Mas'
konservative CiU-parti kunne slukøret konstatere, at partiet var mere end almindeligt langt fra at
nå målet om et absolut flertal i det regionale råd.
CiU måtte aflevere 12 mandater og sidder nu på 50 af 135 pladser i regionalrådet.
Med den lussing in mente konstaterede Madrid, at Mas havde lidt et kæmpe nederlag.
Til gengæld stormede et andet separatist-parti frem, det lille, venstreorienterede, republikanske
ERC, som fordoblede sin repræsentation fra 10 til 21 mandater.
Gæld og arbejdsløshed
Det har fået iagttagere til at konkludere, at de, som virkelig vil, at Catalonien løsriver sig fra
Spanien, har foretrukket den rene vare frem for Artur Mas' mere til lejligheden designede
løsrivelsesdrømme.
Bortset fra kravet om et uafhængigt Catalonien er de to partier et umage par, og der er næppe
tvivl om, at ERC vil bruge sin nye styrke til at hamre løs på de konservatives økonomiske politik,
som partiet på stort set alle punkter er uenig i.
Efter at have hvirvlet gennem verdenspressen skal Mas nu til at se indad og løse de enorme
udfordringer, som Catalonien står med: et hul i den offentlige kasse på 5 mia. euro og
arbejdsløshed, som trods regionens velstand ligger på 22,5 pct.
For mange vælgere i Catalonien har økonomien og bekymringen for arbejdspladserne vejet
tungere end behovet for at kunne flage med eget flag.
Det betyder ikke, at selvstændighedskravet er fløjet helt væk - sammenlagt sidder de partier, som
ønsker selvstændighed, på over halvdelen af pladserne, men de selvstændighedssøgende blev kun
marginalt styrket efter valget. Hertil kommer, at det vil blive sværere at finde en fælles forestilling
om, hvad selvstændighed indebærer: total løsrivelse eller en større grad af selvbestemmelse.
Eller sagt med andre ord: Alene det at formulere et afstemningstema på en eventuel
stemmeseddel vil være en udfordring.
Bølge i Europa
Valget i Catalonien er blevet fulgt med interesse, fordi det er en del af en kæde af
selvstændighedsmanifestationer i EU. Mest profilerede er skotterne, som har fået lovning på en
folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien, mens catalonierne er bundet af den spanske
forfatning, som forhindrer den ønskede folkeafstemning.
Forfatningen og truslen om ikke at være medlem af EU har været blandt den spanske regerings
stærkeste kort i kampagnen mod Artur Mas og hans løsrivelseskrav, og der er næppe tvivl om, at
når det kommer til praktisk håndtering og økonomi, vil mange cataloniere tænke sig om to gange,
inden de siger ja til løsrivelse.
Udsigten til at befinde sig på randen af EU uden direkte markedsadgang til Europa eller for den
sags skyld Spanien er ikke tiltrækkende.
Set i det lys har weekendens valg i Catalonien fået et noget andet udfald end det, som
løsrivelsesbevægelserne drømte om. I stedet for at bane vejen for selvstændige regioner i Europa
har debatten vist, at der ikke findes nogen let løsning på forholdet til EU.
Rent EU-flag Skotterne, som tidligere mente, at fortsat EU-medlemskab ville være en ren
formalitet, kan takke catalonierne for, at det nu står krystalklart, at det er det ikke.
Et kvalificeret gæt er, at efter havet af protestflag og drømmen om at få luft under vingerne vil
catalonierne med tiden falde til ro og forblive i et fornuftsægteskab med Spanien.
[email protected]
Fakta: VALG I CATALONIEN
Økonomi udfordrer selvstændighed
Cataloniens regionale præsident, Artur Mas fra CiU, havde satset på absolut flertal.
Han tabte i stedet 10 mandater.
Nu venter opgaven med at rette op på Cataloniens økonomi.
Gælden er på 42 mia. euro.
Arbejdsløsheden er på 22,5 pct.
Mas vil fortsat arbejde for en folkeafstemning om et uafhængigt Catalonien.
BILAG 45
Politiken | 25.11.2012 | | Sektion: PS Side 10 | 3210 ord | Artikel-id: e3881a73 |
af ERIK JENSEN, BARCELONA
Valget i Catalonien: Fornuft og galskab
SPANIEN Med valget i dag kan den frihedssøgende region Catalonien meget vel tage det første
skridt mod selvstændighed fra Spanien. En uafhængighed, der ikke bare vil true Spanien, men også
euroen og EU. Derfor har valgkampen udviklet sig til en krig på ord mellem Barcelona og Madrid.
Et dokument, der er så ' hemmeligt', at ingen nogensinde har set det.
Præsidenter med bankkonti i Schweiz og Liechtenstein, fyldt med penge fra korruption. Fascistiske
spøgelser fra fortiden, der frit hives frem fra rædselskabinettet.
Og en aldrende konge, der advarer mod »at jage regnbuer«. Velkommen til en valgkamp så
beskidt, at man skulle tro, at den »er udtænkt i en kloak«. Sådan konkluderede Cataloniens
præsident, Artur Mas, da han i torsdags direkte anklagede Spaniens ministerpræsident, Mariano
Rajoy, for at have plantet falske beskyldninger om korruption og bankkonti i udlandet til en avis.
Beskyldningerne kom efter den afsluttende uge op til denne søndags regionalvalg i Catalonien,
som uanset udfaldet allerede har skabt afgrundsdybe sår mellem Spanien og den frihedssøgende
region mod nord.
Udfaldet fra Artur Mas blev kulminationen på en to måneder lang og indædt strid på Den Iberiske
Halvø, hvor man indimellem har været i tvivl om, hvorvidt det stadig mere hadske forhold mellem
Catalonien og Spanien vil ende i cirkus eller krig. Nu er det vælgerne, der skal tale.
Hvis Artur Mas og hans borgerlig-nationalistiske parti, Convergència i Unió, CiU, får det absolutte
flertal i det catalanske parlament, vil præsidenten arbejde videre for, at Catalonien kan blive en
uafhængig stat. En udvikling, der truer hele Spaniens eksistens og dermed er en bombe under
både euroen og EU.
»Igen og igen tror man, at udmeldingerne fra Spanien er en joke. Men det er de ikke. Det er blodig
alvor, og vi bliver nødt til at tage det alvorligt. Det minder os om, at Spanien er en gammel
kolonialmagt, hvor magthaverne ikke har fattet, at storhedstiden for længst er ovre. De bliver nødt
til at vågne op og tale ordentligt med os, hvis de vil os noget. Det er præcis det, der provokerer
catalanerne - at de ikke vil forstå os og opfatter alt, hvad vi gør, selv vores sprog, som en
provokation«, siger Oriol Pujol, generalsekretæren i CiU, som har haft magten i Catalonien næsten
lige siden demokratiets genindførelse i Spanien i 1978.
Sagen om det usynlige dokument, som den borgerlige og kernespanske avis El Mundo lagde til
grund for sin kampagne mod Artur Mas og netop Oriol Pujols far, Jordi Pujol, der i 23 år var
præsident i Catalonien, har udviklet sig fra bombe til farce i valgkampen. Ifølge avisen skulle
dokumentet, der stammer fra efterforskning i en helt anden sag, godtgøre, at de catalanske ledere
har modtaget millioner af kroner i bestikkelsespenge fra de firmaer, der stod for renoveringen af
Barcelonas kulturelle perle Palau de Musica. Pengene skulle familierne Mas og Pujol have stuvet af
vejen på de udenlandske konti.
Problemet er bare, at hverken de ledende politifolk i efterforskningen i den ganske rigtigt store
korruptionssag i forbindelse med ombygningen af musikpalæet eller spanske ministre nogensinde
har set dokumentet. El Mundo står fast på historien og hævder, at dokumentet var så afslørende,
at det ikke eksisterer længere.
Det er den udvikling, der førte til den sidste slagudveksling mellem de to pragmatiske borgerlige
politikere Artur Mas og Mariano Rajoy sidst i denne uge.
På et vælgermøde i Barcelona beskyldte Mas ministerpræsidenten for at stå bag
smædekampagnen, hvilket Rajoy afviste på et EU-møde i Bruxelles.
»Uanset resultatet af valget er jeg bange for, at det vil fortsætte sådan længe med
mudderkastning og stadig værre skænderier mellem Catalonien og Madrid. Det kan blive meget
grimt og langvarigt. For jeg har svært ved at se Artur Mas og Catalonien opgive kampen for
uafhængighed, og jeg har lige så svært ved at se, hvad Mariano Rajoy og Spanien egentlig kan
tilbyde os for at genoprette roen. For de har ingenting at komme med«, siger den catalanske
filosof, forfatter og kommentator Josep Ramoneda.
Forholdet mellem Catalonien og Spanien, Barcelona og Madrid har været præget af gensidige
fordomme og beskyldninger, stort set siden catalanerne tabte et afgørende slag 11. september
1714 og efterfølgende har hørt under hovedstaden.
Catalonien har ikke tradition for voldeligt oprør mod centralmagten i Madrid som
terrorbevægelsen ETA i Baskerlandet, men ønsket om uafhængighed er lige så stærkt. Og krigen
på ord er ofte benhård.
Men at det skulle udvikle sig så voldsomt som i dette efterår, havde de færreste forventet.
Vulkan i udbrud Det startede netop 11. september, som til trods for nederlaget på slagmarken for
300 år siden er blevet Cataloniens nationaldag, kaldet la diada. En dag, der altid har været brugt til
at markere modstand mod centralmagten i Madrid. Men aldrig i så stort omfang som i år, hvor
halvanden millioner demonstranter satte en menneskelig prop af kød og blod i Barcelonas gader
og forhindrede, at hverdagen kunne rulle videre. Siden er det ikke blevet hverdag i den
nordspanske region, hvis indbyggere og politikere vejrede den nye morgenluft, i hvilken
separatistflaget ved navn La Senyera siden har blafret overalt.
»Det, der skete den dag, var, at vulkanen eksploderede. Når det sker, virker det enormt pludseligt
og kraftigt for omverdenen.
Men en vulkan ulmer i årevis inden sit udbrud. Sådan har det også været her, hvor trykket er
vokset og vokset, indtil det kom til udfoldelse på la diada«, siger Oriol Pujol.
Mange betragter den 45-årige politiker som den oplagte arvtager efter Artur Mas, der flere gange
har bebudet, at han træder tilbage, når han har ført Catalonien til selvstændighed.
»Jeg er vokset op i en familie med syv søskende.
Da vi var børn, legede vi, at Catalonien var frit. Jeg drømte om det hver aften, men troede ærligt
talt ikke, at det var en mulighed. Men nu virker alt muligt. Efter vulkanudbruddet i september tror
vi på det«, siger den indflydelsesrige generalsekretær i Convergència i Unió.
Som de fleste andre catalanere vrider Oriol Pujol sig lidt i stolen, når man forsøger at finde ud af,
hvad det præcis er, der adskiller regionens 7,5 millioner indbyggere fra resten af Spanien.
Forskellen giver lidt sig selv, mener han og mange andre.
»Vi er snarere som tyskere eller norditalienere end som spaniere«, mener Oriol Pujol.
I Catalonien taler man om hecho diferencial.
Et begreb, det er lige så vanskeligt at oversætte som at forklare. Men det, vi kan kalde den
faktuelle forskel, er en kompleks størrelse, man efter de indfødtes mening skal være catalaner for
helt at forstå.
Catalanere har deres eget sprog, der er mere tørt og abrupt end spansk og synes at inkludere
italiensk og fransk i sin særlige blanding. Men også i regionerne Galicien, Valencia og på De
Baleariske Øer har man sine egne sprog. Historisk set har Catalonien haft sine egne grever og
konger, men det har regioner som Navarre og León også.
Så hvori består det catalanske særkende, der er så stærkt, at det skal have sin egen stat for at
trives? »Vi holder også siesta, vi gør det bare lidt mindre«, svarer Oriol Pujol og griner lidt tøvende
af sin egen vittighed. Så fortsætter han: »På spansk har man et udtryk, der hedder ' Betal og hold
kæft!'.
Sådan har vi haft det i 35 år nu. Vi har pænt afleveret 8-9 procent af vores fælles indtægt til
Spanien hvert år, med det resultat, at det egentligt rige Catalonien er blevet fattigere, mens andre
er blevet rige. Alligevel bliver vi i spanske medier fremstillet som ' de onde og selviske', som ikke vil
betale for de andre længere.
Det er uholdbart. Vores tog kan ikke trække læsset længere, og vores unge gider ikke være med.
De føler sig ikke som spaniere, de vil bare være catalanere«. Vigtigst i verden Nogle dage efter
interviewet med Oriol Pujol spiser jeg frokost med direktøren for turistorganisationen i
Catalonien på den fine restaurant Monvínic i Barcelona.
Turistorganisationen vil gerne fortælle en gruppe nordiske journalister om, hvordan man
fremelsker energirigtig og miljøbevidst turisme i regionen. Men forretten er end ikke landet på
bordet, inden la independencia indtager snakken.
»Altså, vi vil bare arbejde videre med alle de gode projekter, vi er i gang med, uanset om vi er en
del af Spanien eller et selvstændigt land«, siger turistchef Ignasi Delàs tørt, da jeg spørger, om han
tror, de mange udenlandske gæster, som er så vigtige for Cataloniens økonomi, vil påskønne
uafhængigheden.
Så går han i stå, kigger op og beder mig lægge notesblokken til side. Og starter det catalanske
favoritforedag - uden for referat - om, hvor umuligt det er at skulle betale så mange penge til
Spanien og ikke selv kunne styre sin økonomi.
Ignasi Delàs stopper først talestrømmen, da restaurantens vinkyper, der hører til verdens førende
inden for sit fag, har trippet længe ved bordet for at præsentere den næste vin. Turistchefen
undskylder, men vinkyperen svarer prompte: »Det gør ingenting. Jeg kan høre, at I taler om det
vigtigste emne i verden«. Vi skåler og smager på vinen i stilhed. Så går noget op for Ignasi Delàs.
»Nu må du ikke tro, at det her kun handler om økonomi«, skynder han sig at sige.
Måske ikke. Men i hvert fald handler alt om uafhængighed. Til de nordiske journalisters undren
dukker den op overalt, hvor gruppen bevæger sig hen for at se på miljørigtig turisme. Det sker
igen, da vi er kørt nordpå til campingpladsen Las Medes på Cataloniens berømmede kyststrækning
Costa Brava. Snakken på campingpladsens bar kommer hurtigt til at handle om uafhængighed.
Campingpladsens ejer, Josep Pla-Coll, lægger hårdt ud: »Vi har været et selvstændigt land, vi har
en anden kultur og et andet sprog. For ikke at tale om arbejdsmoral og ambition.
Når de går på bar om aftenen nede i Andalusien efter arbejdsdagen, går vi på kursus for at lære
engelsk. Vi har en helt anden arbejdsmoral end dem, vi er på en måde Spaniens tyskere.
Alligevel skal vi betale til dem«. En svensk kollega protesterer: »Jamen, i det nordlige Sverige er
der også fattige egne, som vi betaler til. Derfor overvejer vi jo ikke at gå solo og etablere vores
egen stat i Stockholm eller at smide dem ud af landet«.
Men det er noget andet, mener fru Joaquina Pla-Coll: »Vi er forskellige fra Spanien i mentalitet og
jura. Forskellen kan man se på mange love. For eksempel bærer man sin vielsesring på venstre
hånd her i Catalonien og på højre i Spanien. I Spanien er der stor forskel på fattig og rig, mens vi
her i Catalonien er mere homogene«. Stemningen er blevet hed i baren, og en tredje mand, der
ejer et hotel på kysten, bidrager: »Prøv at se, hvor mange motorveje og lufthavne de har bygget på
steder, hvor der ikke er nogen trafik«, siger han.
Jeg henleder opmærksomheden på den ganske nyopførte lufthavn i den catalanske byen Lleida,
der er berygtet for sine to-tre afgange om ugen.
»Jo, jo«, svarer hotelejeren: »Men det er jo, fordi flyselskaberne ikke vil bruge den«. Ikke uden
grund beskriver catalanerne selv deres nationale karakter med to ord - seny i rauxa - fornuft og
galskab.
Mas & Moses Han breder armene ud foran et hav af mennesker med det catalanske flag og
påskriften ' Et folks vilje'. Overalt i Catalonien støder man ind i valgplakaterne for præsident Artur
Mas i landsfaderlig positur som en moderne Moses. I lighed med folkeføreren fra Bibelen er det
lykkedes for Artur Mas at skille vandene. Fra Spanien er det føget ind med skældsord fra
ministerpræsident Mariano Rajoy om, at den catalanske leder »ødelægger Spaniens omdømme«
og fra selve kong Juan Carlos om, at Mas og Catalonien »jager regnbuer«.
Men også internt i regionen er der kritik af den pragmatiske partileder, der gik fra at være
nationalist til at blive separatist, da det så ud som et populært og opportunt synspunkt efter den
massive markering ved la diada. Flere erhvervsledere føler sig utrygge og har meddelt, at deres
firmaer forlader regionen, hvis drømmen om uafhængighed bliver virkelighed.
Også filosoffen Josep Ramoneda, der har kommenteret valgkampen flittigt i sin klumme i avisen El
País, er betænkelig ved Artur Mas: »Han fremstiller sig selv om en hærfører.
Valgkampagnen har været latterlig og et udtryk for en overreaktion. Artur Mas retter sin indsats
mod middelklassen, som utvivlsomt kan lide billedet af en national frelser. Men både ungdommen
og eliten vil have det dårligt med det billede«, siger han.
Ifølge den 63-årig Josep Ramoneda er der to vigtige grunde til, at kravet om uafhængighed skriges
ud med så stor kraft netop nu.
»Den vigtigste grund er for mig at se et generationsskifte. For min datter på 23 år er det lige så
normalt at tænke på og ønske sig uafhængighed, som det er at tage en kop kaffe. Hendes
generation er børn af demokratiet, og de har ikke oplevet diktaturet og el franquismo. For os, som
er vokset op med det, var det forbudt så meget som at tænke på uafhængighed«.
Netop borgerkrigen og Francos diktatur, som varede til hans død i 1975, var hårde ved Catalonien.
' El Caudillo', hærføreren, som diktatoren kaldtes, mente, at det oprørske Catalonien var arnested
for socialistiske og anarkistiske tanker om et andet samfund og straffede befolkningen.
Da Barcelona faldt i januar 1939, sagde en officererne fra sejrherrerne til en portugisisk avis: »Der
er kun en løsning på det catalanske problem - dræb dem alle!«. I en region, hvor mange kun kunne
tale catalansk, var det grund nok til øjeblikkelig henrettelse, hvis man ikke talte spansk.
Og mens Franco levede, var det catalanske sprog forbudt. Efter diktaturets fald fik Catalonien atter
sproget og mange frihedsgrader tilbage. Industrien i regionen blomstrede og trak mange tilflyttere
til fra fattigere egne af Spanien. Indvandrernes børn føler sig i dag, ifølge Josep Ramoneda, som
catalanere og støtter separatismen.
Nationalt røgslør Midt i denne måned luftes de catalanske flag atter. Igen er Artur Mas på
plakaterne.
Men denne gang gøres der nar af præsidenten, som ikke var blandt venner under den
generalstrejke, som lammede Spanien og hele Sydeuropa 14. november.
»Artur Mas forsøger at efterligne troldmanden fra Oz, men i virkeligheden er han en katastrofe. De
eneste, han beskytter, er borgerskabet«, siger Gemma Sala.
På strejkedagen står hun foran en bod fra den venstreorienterede græsrodsbevægelse Revolta
Global-Esquerra Anticapitalista på det gadehjørne, hvor menneskeborgen Castell blev bygget et
par måneder tidligere under la diada. Flere af aktivisterne omkring hende bærer de catalanske
flag. Men Gemma Sala vil ikke have uafhængighed for enhver pris.
»Debatten om frihed har taget fokus helt væk fra de sociale problemer i Catalonien.
Ligesom politikerne i Madrid har Artur Mas skåret ned på alt, og det prøver han at lægge slør over
med sin snak om uafhængighed«, siger hun.
Ved siden af hende står partiet Esquerra Republicana de Catalunya. Toni García, der er
lokalpolitiker for partiet i en forstad til Barcelona, bærer stolt sit flag, La Senyera. For ham er der
ingen vej tilbage, fremtiden må byde på uafhængighed.
»Frem for at betale millioner i skat til Madrid bør vi investere i vor egen velfærd, som er i akut fare
for at forsvinde. Det er et vigtigt aspekt og en af grundene til, at der er flertal for uafhængighed«,
mener han.
Også på venstrefløjen går man ind for den uafhængighed, som man ofte kan få indtryk af, at der er
nærmest fuldkommen enighed om i Catalonien. Men den fraværende modstand kan skyldes frygt.
For også blandt almindelige mennesker er tonen blevet hård. I anonym fred i en kælder, der er
lavet om fra kloster til café, tør en modstander af et separat Catalonien, 40-årige Laura Valls, der
er født og opvokset i Barcelona og har catalansk som modersmål, udtale sig.
»Jeg tør ikke længere sige, hvad jeg mener, for folk er blevet så radikale. Det er blevet som at tale
Rom midt imod at være imod uafhængighed i disse dage. Jeg mener, at det er hårrejsende dumt at
søge uafhængighed midt i en krise, hvor vi burde stå sammen. I stedet for danser vi egoistisk rundt
om vores egen navle i Catalonien, jeg skammer mig over det«, siger hun.
Både Laura Vells mand, der er fra regionen Galicien, og parrets teenagesøn går ind for
separatismen. Laura Vells mener, at de er faldet for propaganda.
»Jeg kunne ikke drømme om at hoppe på løgnene, de nationalistiske partier spreder. Det er røg fra
et bål, der skal distrahere os fra de virkelige problemer, de selv har skabt«, mener hun Der er
modstand mod uafhængigheden på den catalanske hjemmebane. Endnu værre er det, at også EU
har været skeptisk over for udmeldingerne om selvstændighed, som indtil nu kun er besvaret af
embedsmænd.
De vurderer, at Catalonien må forlade EU og ansøge om medlemskab, hvis regionen bliver et land.
På sit lille kontor på Pompeu Fabra-universitetet i Barcelona kigger den tyske professor i økonomi
Hans-Joachim Voth ud på verden over en barriere af bøger på skrivebordet.
Og han er provokeret over at se mindst lige så uoverstigelige mure for Catalonien i Europa.
»Jeg er skuffet over de dybe antidemokratiske instinkter, EU viser. Hvordan kan en forsamling
bureaukrater, som ikke engang har et folkeligt mandat som valgte politikere, tillade sig at nægte
en nations ret til selvstændighed? At tvinge nogen til at blive i et undertrykkende forhold, er ingen
løsning«, mener han.
For Hans-Joachim Voth er der ingen tvivl om, at Catalonien vil klare sig bedre som selvstændig
nation end ved at blive i Spanien. Også selv om det nye land i givet fald må indlede sin historie
med at have en enorm gæld - til Spanien.
»Det er vanskeligt at se for sig, at det kan blive værre, end det er nu. Catalonierne synes at tro, at
de vil vågne op og have det som Sverige, hvis de bare bliver selvstændige.
Det vil de ikke, for de har en enorm liste med hjemmeopgaver. De har for eksempel deres egne
korrupte politikere at gøre op med. Men de vil have fordelen af bedre at kunne styre økonomien i
stedet for at skulle bruge energien på at skændes om fordeling af pengene. Jeg ser ikke den store
fremtid for Spanien.
At forhandle med Madrid er som at forhandle med Stalin. Catalonien har i det mindste en chance
for at starte på noget nyt«, siger Hans-Joachim Voth.
På la diada, uafhængighedsdagen, begyndte en gruppe mænd på et gadehjørne spontant at bygge
en de catalanske castells, et tårn af mennesker, der står på hinandens skuldre. Vaklende, men
senere mere sikkert rejste tårnet sig i 5. ' etages' højde. Som et babelstårn, en utopi om
uafhængighed? Eller som et symbol på, hvor langt mennesket kan nå ved at arbejde sammen og
stole på hinanden?.
[email protected]
Det minder os om, at Spanien er en gammel kolonialmagt, hvor magthaverne ikke har fattet, at
storhedstiden for længst er ovre Oriol Pujol, CiU.
Fakta: PS FAKTA CATALONIEN
Catalonien er en såkaldt historisk nation og en af de i alt 17 regioner, der udgør i Spanien.
Catalonien har 7,5 millioner indbyggere, 16 procent af den spanske befolkning. De taler deres eget
sprog, catalansk.
Catalonien har været et selvstændigt land, men tabte et stort slag i den spanske arvefølgekrig 11.
september 1714 og blev underlagt centralregeringen i Madrid.
Under Francos diktatur fra 1939 til 1975 var catalansk kultur som for eksempel folkedansen
sardana og sproget forbudt.
Ved demokratiets indførelse i 1978 fik regionen som de øvrige en udstrakt grad af selvstyre med
eget parlament, eget politikorps og økonomisk råderum.
Regionen betaler næsten 10 procent af sit BNP til centralregeringen i Madrid i den meget
omstridte skat, der er omdrejningspunkt for konflikten og en stor del af ønsket om
selvstændighed.
BILAG 46
http://politiken.dk/udland/ECE1823873/spaniens-separatister-loeber-med-valgsejren/
Infomedia Politiken.dk | 26.11.2012 | Side | 433 ord | Artikel-id: e3885bee |
INTERNATIONALT 26. NOV. 2012 KL. 08.07 LINE PRASZ Journalist
Spaniens separatister løber med valgsejren
Spaniens uafhængighedspartier har igen fået flertallet i det catalanske regionsparlament, men
sejren er ikke så stor, som separatisterne havde ønsket sig.
Det ledende centrum-højreparti CiU, ført an af cataloniens præsident Artur Mas, er fortsat det
største parti med 50 mandater ud af 135 - en nedgang fra 62 ved sidste valg.
Det venstreorienterede separatistparti ERC blev nummer to med 21 mandater og var valgets store
vinder med en fremgang på 11 mandater.
Vi har regeret under hårde forudsætninger
Præsident Artur Mas, som har implementeret upopulære nedskæringer, havde udskrevet et tidligt
valg for at afprøve støtten for hans nye forsøg på at få et uafhængigt Catalonien, som er en
velhavende, men finansielt problemfyldt region i det nordøstlige Spanien.
»Vi har ikke opnået det flertal, vi havde. Vi har regeret i to år under meget hårde forudsætninger«,
lød det fra Mas under en tale til sine tilhængere.
Omgivet af sine støtter, der råbte 'uafhængighed, uafhængighed', siger Mas, at han stadig vil
forsøge at gennemføre en folkeafstemning, men tilføjer, at »det er mere komplekst, men der er
ingen grund til at opgive processen«.
Ekspert: Mas begik en fejl
Mas har forsøgt at ride separatisternes bølge, efter at hundretusinder demonstrerede i gaderne i
september og krævede uafhængighed for Catalonien, som har sit eget sprog og ser sig selv som
særskilt fra resten af landet.
Begge de vindende partier er gået til valg på et løfte om at holde folkeafstemning om Cataloniens
løsrivelse, men nedgangen i mandater vil gøre det svært for Mas at lede et samlet pres for at få
afholdt en afstemning i modstrid med den spanske forfatning og centralregeringen i Madrid.
»Mas har tydeligt begået en fejl. Han talte for en løsrivelsesdagsorden, men folket har fortalt ham,
at de ønsker, at andre skal udføre hans dagsorden«, siger José Ignacio Torreblanca, som er leder af
tænketanken European Council on Foreign Relations' kontor i Madrid, til Reuters.
Også den politiske analytiker Ismael Crespo fra Ortega y Gasset research-institut peger på Mas'
strategi som en fejl.
»Han talte så meget om det, at han endte med at hjælpe det eneste parti, der altid har gået ind for
uafhængighed, ERC«, siger han.
Lettelse for premierminister
Resultatet vil komme som en lettelse for Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, som kæmper
mod en dyb recession og en arbejdsløshed på 25 procent, mens han arbejder for at skære ned på
høje låneomkostninger ved at overbevise investorer om Spaniens økonomiske og politiske
stabilitet.
Siden Spanien vendte tilbage til demokrati i 1970´erne efter Francisco Francos diktatur, har
regioner som Calalonien og Baskerlandet, opnået et betydeligt selvstyre.
I adskillige årtier er den catalanske uafhængighedsbevægelse døet ud, men under den økonomiske
krise har bevægelsen atter fået vind i sejlene.
BILAG 47
Infomedia Politiken | 27.11.2012 | Side 9 | 624 ord | Artikel-id: e388a68e |
af ERIK JENSEN, BARCELONA
Cataloniens separatister bider tænderne sammen
NYHEDSANALYSE Situationen i Catalonien er grumset for separatisterne og ikke mindst præsident
Artur Mas, der led nederlag ved regionalvalget.
På forhånd var der bred enighed om, at det var det vigtigste valg i Spaniens nyere demokratiske
historie.
Til gengæld er der efter regionalvalget i Catalonien søndag total uenighed om, hvad der egentlig
skete.
Er det afslutningen på kampen for uafhængighed eller tværtimod en ny begyndelse? I
Catalonien mener ERIK JENSEN, BARCELONA man det sidste, men i de spanske medier - især dem
af borgerlig observans - har man meget travlt med at latterliggøre og sige farvel til Cataloniens
præsident, Artur Mas, der gik til valg med sit centrumborgerlige CiU for at sikre sig absolut flertal i
parlamentet til at fortsætte for uafhængighed fra Spanien ved en mere eller mindre juridisk
bindende folkeafstemning snarest.
»Kampen fortsætter, men vejen er blevet sværere«, konkluderede Artur Mas selv foran sine
tilhængere sent søndag aften i Barcelona.
Han fik svar på tiltale fra Spaniens ministerpræsident, Mariano Rajoy, i går på et pressemøde for
regeringspartiet PP i Madrid.
Den spanske regeringschef er sur over, at Catalonien udskrev regionalvalg to år før tid.
»Artur Mas må indrømme sine fejl..
hans parti savnede ansvarlighed og beskedenhed«, sagde den synligt lettede Mariano Rajoy på
mødet, hvor valget i Catalonien også blev kaldt en regulær »fiasko« for Artur Mas.
Partiet gik da også tilbage og mistede 12 mandater i parlamentet, hvilket dog stadig giver partiet
imponerende 50 pladser ud af i alt 135.
Ikke så ringe for et parti, der har svinget den upopulære sparekniv lige så nådesløst som kollegerne
i centralregeringen i Madrid. Og som i Catalonien er blevet beskyldt for at bortlede
opmærksomheden fra egne fejldispositioner og en håbløs økonomi med gigantisk gæld på 300
milliarder kroner ved at give Madrid skylden for hele miseren og selv surfe på
uafhængighedsbølgen.
Man kan også sige det på en anden måde - CiU har alene tre pladser mere, end de tre partier, som
står for sammenhold med Spanien, har til sammen. Dertil kommer, at de tre socialistiske partier i
parlamentet med separatisme på programmet gik massivt frem ved valget. Uafhængighedsbølgen
i Catalonien er med andre ord stærkere end nogensinde. Men den er også politisk splittet. Om
kravet om løsrivelse får det sværere eller tværtimod fremsættes med større kraft fra mange sider,
vil de kommende måneder vise.
I hvert fald må præsidenten, der i sjælden grad har stjålet rampelyset her i efteråret med en
fremtoning som folkeføreren, der alene skulle føre sit folk til frihed, til at dele æren med andre af
helt anden politisk observans.
Ser man nøgternt på det, flyttede valget i realiteten kun et mandat i det catalanske parlament.
Uafhængighedssiden, som ellers stod til en overvældende sejr, vandt såmænd blot et enkelt
parlamentsmedlem i forhold til den side, som støtter samværet med Spanien.
Derfor kan Mariano Rajoy umiddelbart ånde lettet op. Artur Mas, den modstander, han har
kæmpet så indædt imod, siden halvanden millioner mennesker gik på gaden alene i Barcelona for
at demonstrere deres lyst til uafhængighed på Cataloniens nationaldag 11. september, er svækket.
Rajoy kan glæde sig over, at Spaniens rigeste region, Catalonien, fortsat er en - ganske vist
modvillig - medspiller på hans hold. Og han kan hellige sig den tunge finanskrise, der fortsat
hærger Spanien og fremmer ønsker om selvstyre, ikke bare i Catalonien.
Men freden er ikke kommet for at blive. Det separatistiske flertal i det catalanske parlament vil
formentlig snarest fremsætte et ønske til centralregeringen om ret til at holde folkeafstemning om
uafhængighed.
Og fortsætter Mariano Rajoy sin meget lidt konstruktive benhårde afvisninger af ønsker fra
Catalonien om selv at få mere kontrol over sine skattepenge, vil gaderne i den oprørske region
snart atter give genlyd af massive folkelige protester.
Efteråret har været hedt, og de politiske klimaændringer på Den Iberiske Halvø er kommet for at
blive.
[email protected] .
Artur Mas må indrømme sine fejl Mariano Rajoy, ministerpræsident.
BILAG 48
http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE5940734/cataloniere-danner-menneskekaedefor-uafhaengighed/
Infomedia Jp.dk (Jyllands-Posten) | 11.09.2013 | Side | 281 ord | Artikel-id: e3f6e049 |
EUROPA 11.09.13 kl. 07:39 /ritzau/
Cataloniere danner menneskekæde for uafhængighed
Menneskekæde sætter fokus på Cataloniens ønske om selvstændighed. Drømmen er urealistisk,
mener ekspert.
Hånd i hånd danner hundredtusinder af cataloniere onsdag kæde i forbindelse med Cataloniens
nationaldag for at lægge pres på den spanske stat.
Demonstranterne vil ikke længere være spaniere.
Catalonien har længe ønsket uafhængighed, og kan det ikke lade sig gøre, vil regionen have
indrømmelser. Det er især retten til selv at opkræve skat, regionen ønsker.
Menneskekæden skal strække sig 400 kilometer tværs igennem regionen.
Et propagandatræk
Den catalanske regionspræsident, Artur Mas, har sagt, at han vil holde en vejledende
folkeafstemning i 2014 for at undersøge, hvor stor opbakning der er til selvstændighed.
- Det er et politisk propagandatræk, siger lektor i spansk litteratur og kultur Hans Lauge Hansen fra
Aarhus Universitet.
Lauge Hansen mener, at Artur Mas vil flytte fokus væk fra den upopulære økonomiske dagsorden,
han er nødt til at sætte på grund af den finansielle krise. Det gør han ved at fokusere på
Cataloniens løsrivelse fra Spanien.
Løsrivelsen har dog lange udsigter, mener Lauge Hansen.
Spanien er uopløselig
I Spaniens forfatning står der, at Spanien er uopløselig. Skal Catalonien have selvstændighed, skal
forfatningen derfor ændres.
Flere andre regioner så som Valencia og Andalusien vil også stille særlige krav til regeringen i
Madrid, peger en økonomiprofessor fra IE business-skole i Madrid på ifølge Reuters.
Økonomer har regnet ud, at Catalonien betaler 12 milliarder euro mere i skat, end den får tilbage i
form af skoler og hospitaler.
En meningsmåling viser ifølge Reuters, at 40 procent af det catalonske folk er for uafhængighed,
mens 25 procent går ind for mere autonomi.
Spaniens præsident, Mariano Rajoy, har sagt, at han er klar til at tale med Artur Mas om en
fornuftig løsning for Catalonien.
BILAG 49
http://politiken.dk/udland/ECE2073860/hundredetusinder-catalanere-holdt-hinanden-i-haandenfor-uafhaengighed-i-oproersk-region/
Infomedia Politiken.dk | 11.09.2013 | Side | 1084 ord | Artikel-id: e3f72f01 |
INTERNATIONALT 11. SEP. 2013 KL. 19.24 ERIK JENSEN
Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for uafhængighed i oprørsk
region
Ifølge meningsmålinger går et stort flertal af catalanerne ind for at blive en selvstændig nation.
Fra morgenstunden kunne lederne af den hastigt voksende bevægelse for uafhængighed i
Catalonien glæde sig over helt friske meningsmålinger, som viste, at 52 procent af befolkningen
går ind for at lade Spanien, mens 24 procent er imod.
Sidst på dagen blev holdningen beseglet af en 400 kilometer gennem den oprørske region, hvor
hundredtusinder af mennesker holdt hinanden i hånden og råbte om 'independencia' i kor.
Menneskekæden, La Cadena Humana eller La Via Catalana, har været planlagt i månedsvis som
dette års store manifestation af ønsket om uafhængighed på Cataloniens nationaldag, La Diada.
Den 11. september 1714 blev Barcelona indtaget af spanske soldater efter en lang belejring og
denne nederlagsdag har catalanerne valgt som deres festdag. I de senere år La Diada i stigende
grad været anvendt til at demonstrere for uafhængighed.
Selvstændighedsbevægelsen har enorm rygvind
Sidste år deltog op mod halvanden million mennesker i en gigantisk, men fredelig demonstration i
Barcelona og lige siden har selvstændighedsbevægelsen haft enorm rygvind og regionens politiske
leder, Artur Mas, har satset hele sit politiske liv på at få en afstemning om at løsrive sig fra
Spanien.
»Hvis ikke den spanske regering forstår budskabet om uafhængighed fra La Via Catalana, får de et
seriøst problem med forholdet til Catalonien«, erklærede Artur Mas i sin tale på den catalanske
nationaldag.
Præsidenten tilføjede, at han 'til det sidste' vil forsøge at være i dialog med Spanien om en mulig
folkeafstemning om uafhængighed i Catalonien næste år'.
»I øjeblikket er der ingen dialog, men jeg håber, at der bliver det«, sagde Artur Mas fra den
borgerlige regeringskoalition CiU.
Med ro, værdighed og eksemplarisk opførsel
Den spanske ministerpræsident Mariano Rajoy har i hemmelighed holdt et møde med sin
catalanske modpart, hvor Artur Mas bad om lov til at holde folkeafstemning i 2016. Det er dog for
sent for hans det venstreorienterede uafhængighedsparti ERC, som udgør regeringens
parlamentariske grundlag og konstant går frem i meningsmålingerne. ERC vil have afstemningen
næste år, sådan som både partiet og Artur Mas, lovede sidste år efter La Diada.
Præsident Artur Mas opfordrede catalanerne til at gennemføre den planlagte menneskekæde med
ro, værdighed og eksemplarisk opførsel - 'man betragter os med lup for at finde fejl', som han
understregede.
Da den lange gulklædte slange snoede sig langs de catalanske kyster og ind i regionen kl. 17.14 tidspunktet var valgt til minde om nederlaget i 1714 - foregik alt da også i største
fredsommelighed.
Børn, unge, voksne og gamle tog hinanden i hænderne og råbte for uafhængighed. Hver gang en
af de mange udsendte tv-helikoptere fløj over sceneriet ved Barceloneta-strandene i Barcelona
steg jublen. Men hver gang et lejet fly fra den stærkt konservative, spanske tv-kanal
Intereconomica fløj over strandene med et banner med påskriften *Sammen er vi stærke' steg
stærke buhråb til vejrs.
»Den slags provokationer fra medierne og fra Spanien må vi leve med og prøve ikke at hidse op.
Det er meget vigtigt for os, at alt foregår i fred og værdighed, for sådan er vi her i Catalonien. Vi
går ind for fred. Og vi har ingen interesse i at være uvenner med spanierne - det er vores brødre
og naboer«, sagde nogle af arrangørerne foran Hospital del Mar i Barceloneta, Bea Puig og Ernest
Sentis, til politiken.dk.
En smuk og poetisk måde at holde i hånden
»Vi står her, fordi vi håber, at resten af Europa og hele verden vil forstår, at ønsket om
uafhængighed er meget stærkt i Catalonien og det vil vi gerne vise på en smuk og poetisk måde
ved at holde hinanden i hænderne«, sagde Bea Puig.
Men er det ikke meget gammeldags at være så nationalistiske?
»Hvis man vender det på den måde, ser det sådan ud. Men vi er stolte af vores land og vil gerne
have, at det er selvstændigt. Det synes jeg kun er naturligt og ikke nationalistisk på den
gammeldags måde«, mener Bea Puig.
Fra grænsen mod Frankrig og hele vejen ned ad den gamle romerske landevej, Via Augusta, holdt
tusinder og atter tusinder catalanere hinanden i hånden i et kvarters tid. Selv ned i Valenciaregionen, hvor mange føler sig catalanske og taler sproget, strakte menneskekæden sig.
Kæden løb mange steder dobbelt
Politiet havde ganske vist forbudt demonstrationen af 'sikkerhedsmæssige grunde' i Valencia
regionen, men det ignorerede mange. I Catalonien var tilslutningen til dagens begivenhed, som
man har kunnet melde sig til på internettet i månedsvis, så massiv, at kæden mange steder løb
dobbelt.
»Den her demonstration er måske ikke så voldsom i omfang som sidste års gadedemonstration.
Men vi ville gerne gøre noget anderledes og jeg tror, at resultatet her taler for sig selv. Man
behøver ikke at gøre alt op i tal«, sagde Bea Puig på stranden i Barcelona.
Mens den konservative spanske regering afviser at gå i dialog med Catalonien om en ændring af
den spanske konstitution, som er nødvendig for at gennemføre en afstemning om selvstændighed,
var lederen af den socialistiske opposition, PSOE, Alfredo Perez Rubalcaba, mere imødekommende
i en tale i går. Han understregede vigtigheden af, at 'Catalonien får løst sit problematiske, hvis ikke
fjendtlige forhold til Spanien' ved muligvis at ændre på konstitutionen fra genindførelsen af
demokrati i 1978.
»Der er gået mange år siden dengang og det er i orden at kigge på konstitutionen for at forsøge at
finde en ny model«, sagde han.
Socialistpartiet har foreslået en federal model, hvor regionerne i Spanien får næsten fuldstændig
selvstyre.
Indtil videre har forslaget dog ikke vakt den store begejstring i Catalonien. Her vil 80 procent af
catalanerne ifølge den nye meningsmåling fra den indflydelsesrige radiostation Cadena Ser have
en folkeafstemning og 60 procent af dem vil afgive deres stemme, selv om afstemningen ikke vil
have nogen juridisk gyldighed.
Dagen igennem opstod der spontane demonstrationer rundt omkring den 400 kilometer lange
menneskeslange i Catalonien, men alt foregik i en festlig og fredelig stemning.
»Vi er stolte af vores land og vil gerne have, at det er selvstændigt«, siger Bea Puig og Ernest
Sentis. Foto: Erik Jensen Men vi er i 2013 og hele Europa, inklusive Spanien er i dyb krise. Skulle I
ikke hellere holde sammen og løse problemerne sammen? »Problemet er, at vi føler os som en
selvstændig nation med en anden kultur og et andet sprog end Spanien. Vi er i familie med dem,
men selv i sin familie vil man jo gerne selv have lov at bestemme over for eksempel sine penge.
Den ret har vi ikke nu og det er vi trætte af. Vi respekterer vores spanske venner og brødre, men
jeg synes ikke, at den spanske regering respekterer os«, siger Ernest Sentis..
BILAG 50
http://politiken.dk/udland/ECE2073953/maskerede-maend-fra-den-yderste-hoejrefloej-angrebcataloniens-repraesentation/
Infomedia Politiken.dk | 11.09.2013 | Side | 257 ord | Artikel-id: e3f73829 |
INTERNATIONALT 11. SEP. 2013 KL. 23.08 ERIK JENSEN
Maskerede mænd fra den yderste højrefløj angreb Cataloniens repræsentation
Angriberne ødelagde en glasdør og trængte ind i den regionale, catalanske regerings lokaler i
Madrid.
En ellers fredelig og massiv markering af det voksende ønske om selvstændighed på den
catalanske nationaldag, La Diada, fik en trist afslutning, da omkring 15 delvist maskerede mænd
fra det yderste højre i Spanien angreb Cataloniens repræsentation i Madrid med vold og tåregas.
Angriberne, der var formummet bag tørklæder og solbriller, ødelagde en glasdør og trængte ind i
den regionale, catalanske regerings, la Generalitats, lokaler i Madrid, begik hærværk og smed om
sig med tåregas. Tre tilstedeværende kom lettere til skade ved det voldsomme angreb.
Angriberne kastede med inventar
De indtrængende mænd bar spanske flag med San Juan-ørnen og symbol fra diktatoren Francos
falangistiske styrker.
Mens angriberne kastede med inventar i lokalerne, råbte de slag ord som 'Viva España' og 'I kan
ikke forlade os - Catalonien er Spanien!'. Derpå forlod de bygningen igen. Ifølge det spanske politi
vil man kunne identificere flere fra gruppen, som ikke var maskerede.
LÆS ARTIKEL Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for uafhængighed i oprørsk
region
Helt anderledes gik det for sig i Catalonien. Fra morgenstunden kunne lederne af den hastigt
voksende bevægelse for uafhængighed i Catalonien glæde sig over helt friske meningsmålinger,
som viste, at 52 procent af befolkningen går ind for at forlade Spanien, mens 24 procent er imod.
Sidst på dagen blev holdningen beseglet af en 400 kilometer gennem den oprørske region, hvor
hundredtusinder af mennesker holdt hinanden i hånden og råbte om 'independencia' i kor.
Ifølge lokale iagttagere deltog op imod halvanden million mennesker i arrangementet.
BILAG 51
http://www.b.dk/globalt/spansk-premierminister-vil-stoppe-catalansk-loesrivelse
Infomedia B.dk | 12.12.2013 | Side | 227 ord | Artikel-id: e428b2df |
Berlingske Nyhedsbureau 12. december 2013, 21:22, Af Cecilie Tørper Winström og Sten Jensen
Spansk premierminister vil stoppe catalansk løsrivelse
Den spanske premierminister vil forhindre Cataloniens folkeafstemning om selvstændighed, som han
mener er »forfatningsstridig«.
SPANIEN: Torsdag fastlagde indbyggerne i den nordspanske region Catalonien datoen 9. november
2014, som den dag hvor de skal stemme om, hvorvidt de vil løsrive provinsen fra resten af Spanien
og danne en selvstændig stat eller ej. Men det vil Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, som
han tidligere har advaret om, forhindre, oplyser AFP.
»Det er forfatningsstridigt og kommer ikke til at ske,« siger Rajoy på et pressemøde torsdag.
Han udelukker ved samme lejlighed, at han vil forhandle om en sådan folkeafstemning med
lederne af det regionale parlament i Catalonien.
Tidligere på dagen meddelte Artur Mas, der er leder for Cataloniens parlament, dog, at
beslutningen er truffet, og at Catalonien dermed er villige til at trodse centralregeringen i Madrid
trods deres udmelding om at blokere selvstændighedsafstemningen.
Fra Det Europæiske Råds formand, Herman Van Rompuy, der også deltog ved dagens møde med
Rajoy, lød forventningen dog også, at Spanien til næste år fortsat vil stå som én samlet nation.
»Jeg er overbevist om, at Spanien vil forblive et forenet og pålideligt medlemsland i vores
Europæiske Union,« siger Herman Van Rompuy til AFP.
Catalonien har i forvejen delvist selvstyre, men ikke så meget, som det er tilfældet i Baskerlandet.
Provinsen er desuden et af de mest velstående områder i Spanien, hvor millionbyen Barcelona
betragtes som hovedstad.
BILAG 52
http://www.b.dk/globalt/catalonien-mod-rosset
Infomedia B.dk | 13.12.2013 | Side | 666 ord | Artikel-id: e42928e7 |
13. december 2013, 22:30 Af Martin Tønner Jørgensen
Catalonien mod rosset
Mens den spanske regering fægter med grundloven mod en uafhængighedsafstemning, advarer
EU og NATO om eksklusion. Men intet tyder på, at den catalanske regionalregering vil lade sig
banke på plads.
BARCELONA: Der gik ikke mange minutter. Knap havde selvstyrepræsident Artur Mas torsdag
middag annonceret en folkeafstemning om catalansk uafhængighed i slutningen af det nye år, før
et uvejr af kritik, fordømmelser og mere eller mindre raffinerede trusler brød løs over den - endnu
- nordøstspanske region.
Først på banen var lederen af Spaniens konservative regering, der normalt ellers er modstander af
enhver form for hastværk, med en rødglødende erklæring.
»Afstemningen er i radikal modstrid med forfatningens grundlæggende princip om, at den spanske
nation er udelelig. Jeg hverken kan eller vil som premierminister forhandle om eller diskutere den
nationale suverænitet og garanterer, at afstemningen ikke bliver til noget,« proklamerede
premierminister Mariano Rajoy.
Læs også: Jordskredssejr til Spaniens højrefløj
Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, der var på besøg i Madrid, supplerede
med en forsikring om, at et uafhængigt Catalonien også ryger direkte ud af EU. Andetsteds i
hovedstaden erklærede den socialistiske oppositionsleder, Alfredo Pérez Rubalcaba, sig for en
gangs skyld 100 pct. enig med regeringen.
Og for det tilfælde, at nogen skulle have glemt det, mindede avisen El Mundo desuden om, at
paragraf 155 i forfatningen gør det muligt at indføre undtagelsestilstand i genstridige regioner.
På flugt fremad
Koalitionen bag afstemningen tæller næsten to tredjedele af mandaterne i det catalanske
parlament og rækker fra de kristelige demokrater til den yderste, alternative venstrefløj. Der er
med andre ord på ingen måde tale om en fiks ide.
Læs også: Catalonien er »et trin tættere på løsrivelse«
Ikke desto mindre kan det undre, at især Artur Mas' traditionelt pragmatiske borgerlige
nationalister så stædigt holder fast i den ved udsigten til såvel et frontalsammenstød med Madrid
som røde kort fra EU og NATO.
I første omgang handler det om politisk overlevelse. Mas blev fanget på det forkerte ben, da op
mod en million mennesker i forbindelse med Cataloniens nationaldag sidste år gik på gaden i
Barcelona for en uafhængig stat. Af frygt for at blive løbet over ende valgte han at stille sig i
spidsen for demonstrationen, og fesne forslag om en ny skatteordning blev fra den ene dag til den
anden skiftet ud med krav om national selvbestemmelse.
Alligevel har det klassiske uafhængighedsparti Esquerra Republicana gradvist overhalet Mas'
Convergència i Unió (CiU) i meningsmålingerne, og den eneste udvej ligner i stadig højere grad en
flugt fremad i håb om, at noget vil vise sig.
Forbud vil få kravet til at vokse i styrke
Imens har regeringen i Madrid ladet Mas stege i sit eget fedt og ventet på, at CiU kom til fornuft.
Herefter ville den catalanske soufflé falde ned af sig selv, lød analysen. Og skulle det mod
forventning ikke ske, kunne folkeafstemninger og andre initiativer under alle omstændigheder så
let som ingenting stoppes ved forfatningsdomstolen.
Hvilket er fuldstændig korrekt i juridisk forstand. Men spørgsmålet er, om premierminister
Mariano Rajoy forregner sig politisk og på lidt længere sigt.
For selv om det skulle lykkes ham at forhindre næste års folkeafstemning, vil det næppe få den
halvdel af catalanerne, som ifølge meningsmålingerne går ind for at bryde med Spanien, til at
skifte mening.
»Hvis det eneste svar på denne uafhængighedstrang er, at den ikke har nogen gang på jorden,
fordi grundloven ikke tillader det, ja, så er det mest sandsynlige, at den blot vil fortsætte med at
vokse i styrke,« skriver den spanske forfatningsretsekspert Javier Pérez Royo i en klumme.
Umuligt at undertrykke debatten
I første omgang er det taktiske spil om afstemningen begyndt. På den ene side bebudede
regionalregeringen i går, at den vil udarbejde sit eget vælgerregister, fordi man i sagens natur ikke
kan benytte det, som den statslige valgkommission råder over.
På den anden kom det frem, at torsdagens forligsaftale foreløbig kun er mundtlig. Før den skrives
ned, kan regeringen nemlig ikke formelt gå til forfatningsdomstolen.
Det er muligt, at Rajoy nægter at diskutere den nationale suverænitet. Men det forhindrer, som
kommunikationseksperten Antoni Gutiérrez-Rubí minder om, ikke andre i at gøre det.
Fototekst: Både tilhængerne og modstandere af planerne om at gøre den spanske region
Catalonien uafhængig af resten af Spanien har gentagne gange luftet fanerne og synspunkterne på
Catalunya-pladsen I den regionale hovedstad, Barcelona. Det catalanske parlament har netop
annonceret, at tilhørsforholdet skal afgøres ved en folkeafstemning til november næste år.
ET VEKSLENDE FLERTAL
Partier, der tæller 87 ud af 135 mandater i det catalanske parlament, annoncerede torsdag en
folkeafstemning om tilhørsforholdet til Spanien, der skal gennemføres 9. november 2014.
Spørgsmålet bliver dobbelt: »Ønsker De, at Catalonien skal være en stat« og »Skal det i så fald
være en selvstændig stat«.
Tilslutningen til catalansk uafhængighed veksler alt efter, hvem der spørger og hvordan.
54,7 pct. satte kryds ved »uafhængighed«, da det catalanske meningsmålingsinstitut CEO for nylig
spurgte, hvad vælgerne ville stemme i morgen. 71 pct. ønsker en afstemning om spørgsmålet.
I en måling foretaget for den spanske avis El País går 46 pct. ind for selvstændighed, mens 55 pct.
vil have lov til at stemme.
Derimod svarer kun 40,6 pct. ja til det statslige institut CIS’ spørgsmål om, hvorvidt »Catalonien
skal omdannes til en uafhængig stat«.
BILAG 53
http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE6331632/catalonien-har-sat-dato-paafstemning/
Infomedia Jp.dk (Jyllands-Posten) | 12.12.2013 | Side | 285 ord | Artikel-id: e428ad15 |
EUROPA 12.12.13 kl. 19:42 /ritzau/AFP
Catalonien har sat dato på afstemning (Overskrift på deres hjemmeside)
Catalonien fastsætter dato for afstemning om løsrivelse (Overskrift på Infomedia og som
bliver brugt af andre aviser)
Politiske partier i den spanske region Catalonien sætter dato for folkeafstemning om løsrivelse fra
Spanien.
9. november 2014 kan blive en skelsættende dag i spansk historie, for her skal vælgerne i
Catalonien og hovedstaden Barcelona ved en folkeafstemning afgøre, om de vil løsrive sig.
Beslutningen er truffet torsdag af de politiske partier i Catalonien.
Det oplyste lederen af den regionale regering, Artur Mas.
Men der gik ikke lang tid, før den spanske justitsminister, Alberto Ruiz-Gallardon, trådte frem og
forkastede en folkeafstemning.
- Afstemningen vil ikke blive holdt, sagde Ruiz-Gallardon.
Trodser spansk centralregering
Med beslutningen om en folkeafstemning den 9. november 2014 trodser catalonierne Spaniens
centralregering.
Politikerne i Barcelona har besluttet sig for to spørgsmål til vælgerne, sagde Mas.
Det ene lyder: "Ønsker du at Catalonien skal blive en stat".
Det andet lyder: "Ønsker du at den stat skal være uafhængig".
De seneste års vedvarende økonomiske krise i Spanien har ageret brændsel på det
selvstændighedsbål, der har brændt i Catalonien i adskillige år.
Særligt fordi Barcelona-regionen økonomisk set har klaret sig fornuftigt gennem krisen. Det har
gjort catalonierne utilfredse med at skulle finansiere andre regioners underskud.
En femtedel af landets økonomi
Catalonien tegner sig for en femtedele af Spaniens økonomi, og det er det økonomisk mest
udviklede område i Spanien.
Catalonierne taler et sprog, der adskiller sig fra spansk.
Modviljen over for centralregeringen i Madrid har en lang historie. Under Franco-styret fra
1930'erne blev catalansk systematisk undertrykt, og der er dokumenterede beretninger om,
hvordan fodboldklubben Barcelona blev tvunget til tabe til regimets foretrukne klub Real Madrid.
Derfor er kampe mellem Barcelona og Real Madrid fortsat en stærkt følelsesladet begivenhed.
Men det bliver ensomt for Barcelona, hvis storklubben i et uafhængigt Catalonien må nøjes med at
spille i en catalansk turnering.
BILAG 54
http://politiken.dk/udland/ECE2158280/spansk-minister-tryner-catalanere-siger-nej-tilfolkeafstemning/
Infomedia Politiken.dk | 12.12.2013 | Side | 228 ord | Artikel-id: e428a7e4 |
INTERNATIONALT 12. DEC. 2013 KL. 18.24 NIELS HOLST
Spansk minister tryner catalanere: Siger nej til folkeafstemning
Catalonien vil afholde folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien, men regeringen i Madrid siger
nej.
Den spanske regering vil ikke tillade, at der bliver afholdt en folkeafstemning om løsrivelse i
Catalonien.
Det fastslår den spanske justitsminister, Alberto Ruiz-Gallardon, kort efter, at politikerne i
Catalonien ellers var blevet enige om, at regionens indbyggere skal stemme om løsrivelse.
»Der vil ikke blive afholdt en folkeafstemning«, siger Alberto Ruiz-Gallardon ifølge britiske BBC.
LÆS OGSÅ Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for uafhængighed i oprørsk
region
Justitsministerens kontante udmelding står i skærende kontrast til en udmelding tidligere i dag fra
Cataloniens regionspræsident, Artur Mas.
Ifølge Artur Mas er det planen at afholde en folkeafstemning 9. november 2014 på Cataloniens
nationaldag, men det afviser justitsministeren altså.
Kræver forfatningsændring
Catalonien er en af de mere velstående regioner i Spanien og har allerede i dag selvstyre på en
række områder. Der bor omkring 7,5 millioner mennesker i regionen.
De seneste år er ønsket om en total løsrivelse fra Spanien og Madrid taget til i styrke, blandt andet
båret af en frustration over, at catalanerne er med til at betale til det kriseramte Sydspanien.
En løsrivelse fra Spanien vil kræve en ændring i den spanske forfatning, hvor der i dag står, at
Spanien er uløselig.
Ifølge BBC har såvel EU som Nato advaret om, at Catalonien vil blive smidt ud, hvis regionen
løsriver sig fra Spanien.
BILAG 55
http://politiken.dk/udland/ECE2159257/oproersk-region-lader-bomben-springe-valg-omuafhaengighed-9-november-naeste-aar/
INTERNATIONALT 13. DEC. 2013 KL. 21.25 ERIK JENSEN
Oprørsk region lader bomben springe: Valg om uafhængighed 9. november næste
år
Spaniens ministerpræsident Mariano Rajoy er rasende over beslutningen i Catalonien og
garanterer for, ’at folkeafstemningen ikke bliver afholdt’.
Blot fire dage efter, at Spaniens konservative ministerpræsident Mariano Rajoy i et af sine uhyre
sjældne avisinterview erklærede, at Catalonien kan glemme om alt at opnå selvstændighed,
sprang den oprørske region i den nordlige ende af landet bomben.
Ikke alene har den catalanske selvstyreregering valgt hvilke to spørgsmål, den vil stille til de 7,5
millioner catalanere, der er også sat dato på afstemningen – den 9. november næste år.
Den dag skal den catalanske befolkning, hvis det står til den regionale præsident, Artur Mas, og et
flertal i regionens parlament, svare på to spørgsmål. ’Ønsker De at Catalonien skal være en stat?’
og hvis ja ’Ønsker De at Catalonien skal være en selvstændig stat?’
Promte reaktion fra ministerpræsident
Reaktionen fra Mariano Rajoy, som i et stort interview med avisen El País i søndags definitivt
afviste enhver form for uafhængighed i Catalonien, kom prompte.
»Jeg kan garantere jer, at den afstemning ikke bliver afholdt«, sagde han på et pressemøde i
Madrid. Og tilføjede, at han vil bruge den spanske forfatning til at standse den catalanske
afstemning. Ifølge forfatningen er Spanien en udelelig stat. Skal der ændres på det, skal alle
spaniere spørges ved en folkeafstemning ikke bare den region, der måtte ønske at forlade
fællesskabet.
»Den regering jeg leder kan hverken godkende eller forhandle om noget, som det er op til alle
spaniere at beslutte«, sagde en tydeligt sur Mariano Rajoy.
Fire partier står bag udspil
Bag udspillet om afstemningen i Catalonien står fire partier, den regerende koalition af Artur Mas
borgerlige CiU og det venstreorienterede ERC samt det grønne parti ICV og det ligeledes
venstreorienterede CUP. De fire partier, der har klart flertal i parlamentet, præsenterede
afstemningsdatoen på et fælles pressemøde i Barcelona.
»Dette er en historisk og vidtrækkende begivenhed…. Med datoen den 9. november er der god tid
til at løse juridiske problemer og demokratiske procedurer«, sagde Artur Mas på pressemødet.
Han opfordrede Mariano Rajoys centralregering til at indgå I forhandlinger om afstemningen på
grund af det flertal, der står bag beslutningen.
»Vi venter, at den spanske stat vil svare fornuftigt på ønsket fra et stort flertal i parlamentet her og
et ønske i befolkningen om at stemme«, sagde han.
Det skal han dog næppe regne med sker. En talsmand for Mariano Rajoys parti, PP, i Catalonien,
Enric Millo kaldte således forslaget om afstemning for ’Nonsens’ og tilføjede, at ’alle ved, at den
afstemning aldrig bliver afholdt, men de insisterer på at fantasere videre’.
Flertal går ind for afstemning
De seneste meningsmålinger viser, at et stort flertal af catalanerne går ind for at holde en
afstemning om uafhængighed. Hvad resultatet af en sådan afstemning bliver, er dog knapt så
klart. Ifølge en meningsmåling fra i sommer svarede godt 40 procent ja til, at Catalonien skal være
en selvstændig stat, mens godt 25 procent svarede ,at de mener, at regionen skal forblive en del af
Spanien. 17,6 procent gik ind for status quo efter de nuværende forhold og 3,4 procent ønsker
mindre selvstyre i Catalonien. Endelig mener 9,1 procent af de catalanske vælgere, at de er bedst
tjent med en spansk stat helt uden regioner med en grad af selvstyre.
En anden meningsmåling, bestilt af den catalanske regering viste dog, at 54,7 procent går ind for
uafhængighed.
Hvis de fire catalanske partier får deres vilje, bliver der to afstemninger om nye, uafhængige stater
i Europa næste år, da Skotland stemmer om samme tema – løsrivelse fra Storbritannien og
skabelsen af en selvstændig skotsk stat - den 18. september.
Fototekst: PROTEST. Den catalanske befolkning har flere gange ved massive demonstrationer i de
senere luftet sin lyst til selvstændighed. Senest på den catalanske nationaldag, den 11. september
i år, da hundredtusinder af mennesker dannede kæde gennem regionen.